Min kæreste vil "bestemme"!

Hej. 

Hvordan gør i andre i forhold til familie, venner & kollegaer, ved de at i er i behandling?

Jeg er under en paragraf 56, så min arbejdsgiver ved hvad vi går igennem.  Vores forældre & en veninde. 

Syntes bare nogle gange det er hårdt ikke at have nogle at snakke med om hvad vi går igennem, har selvfølgelig min kæreste & min mor. Men ingen gang min bedste veninde kan jeg snakke med om det.

Min kæreste vil ikke at vi fortæller det til nogen! & det var også det vi aftale dengang for er år siden da vi startede på barnløshedsbehandling - men nu er vi kommet til regensglasbehandling og skal være forberedt på oftere skanninger mm. som kræver en tur på sygehuset & syntes det er svært at blive ved "at lyve" overfor kollegerne om hvorfor man tit går før eller skal holde fri. Vi har 45-60 min. hjemmefra til sygehuset. 

Det er mig som står med "lorten" og de gætter sig frem til både det ene og det andet om hvorfor jeg går så tit og har endda også gættet på det, men har måtte lyve. Syntes det er svært, jeg har endomitriose og har har været åben og ærlig omkring min sygdom så de kamille forstå jeg pludselig ikke er det længere. 

Og ved snart ikke hvad jeg længere skal sige til dem når de spørger, syntes det er svært at finde en undskyldning for at går mellem 2-4 gange på en uge. Eller hvad det nu må blive.

Men min kæreste vil absolut ikke vi fortæller det til nogle & vi må tænke over hvad jeg skal sige, men ved jo godt, han ikke kommer med forslag og jeg står med den del alene. Ligesom sidste gang. 

Og føler lidt han nu har besluttet ingen skal vide det, også skal det være sådan, for det er jo hans mening! 

Og hvis jeg prøver at sige noget andet siger han bare: "Ja det mener dine forældre jo også!" Men hvad så, mine forældre og jeg er af sammeholdning, fordi de ved det er svært for mig at blive ved at lyve omkring mit fravær i behandlingsperioden. Det er jo ikke fordi de mener det - at jeg også mener det. Har altid ønsket at være åben omkring det. Men det har han ikke.

Det er jo en ærlig sag, og syntes ikke vi behøver at "skamme os" over det.

Det blev vist lidt langt, håber det giver mening. Havde vist brug for at komme ud med mine frustrationer! 

Da jeg føler jeg er meget alene omkring at skulle "lyve" og finde på hvorfor jeg går i tide og utide.

Det skal lige siges at min kæreste og jeg arbejde i samme virksomhed - bare i hver sin ende af byen, så vi kender jo begge to hinandens kollegaer godt - og han syntes de har alt for travlt med andre. Og ja det har de også, men syntes ikke det er sjovt de går og gætter & digter historier om hvorfor jeg går.

Tror desværre  bare det er en mere privat ting for mænd. Kan godt forstå dig men også ham.  For der vil også være mange der regner med updates som kan være med til at ligge et pres på jer hvis ikke det lykkes. Det er min erfaring 

Anonym skriver:

Hej. 

Hvordan gør i andre i forhold til familie, venner & kollegaer, ved de at i er i behandling?

Jeg er under en paragraf 56, så min arbejdsgiver ved hvad vi går igennem.  Vores forældre & en veninde. 

Syntes bare nogle gange det er hårdt ikke at have nogle at snakke med om hvad vi går igennem, har selvfølgelig min kæreste & min mor. Men ingen gang min bedste veninde kan jeg snakke med om det.

Min kæreste vil ikke at vi fortæller det til nogen! & det var også det vi aftale dengang for er år siden da vi startede på barnløshedsbehandling - men nu er vi kommet til regensglasbehandling og skal være forberedt på oftere skanninger mm. som kræver en tur på sygehuset & syntes det er svært at blive ved "at lyve" overfor kollegerne om hvorfor man tit går før eller skal holde fri. Vi har 45-60 min. hjemmefra til sygehuset. 

Det er mig som står med "lorten" og de gætter sig frem til både det ene og det andet om hvorfor jeg går så tit og har endda også gættet på det, men har måtte lyve. Syntes det er svært, jeg har endomitriose og har har været åben og ærlig omkring min sygdom så de kamille forstå jeg pludselig ikke er det længere. 

Og ved snart ikke hvad jeg længere skal sige til dem når de spørger, syntes det er svært at finde en undskyldning for at går mellem 2-4 gange på en uge. Eller hvad det nu må blive.

Men min kæreste vil absolut ikke vi fortæller det til nogle & vi må tænke over hvad jeg skal sige, men ved jo godt, han ikke kommer med forslag og jeg står med den del alene. Ligesom sidste gang. 

Og føler lidt han nu har besluttet ingen skal vide det, også skal det være sådan, for det er jo hans mening! 

Og hvis jeg prøver at sige noget andet siger han bare: "Ja det mener dine forældre jo også!" Men hvad så, mine forældre og jeg er af sammeholdning, fordi de ved det er svært for mig at blive ved at lyve omkring mit fravær i behandlingsperioden. Det er jo ikke fordi de mener det - at jeg også mener det. Har altid ønsket at være åben omkring det. Men det har han ikke.

Det er jo en ærlig sag, og syntes ikke vi behøver at "skamme os" over det.

Det blev vist lidt langt, håber det giver mening. Havde vist brug for at komme ud med mine frustrationer! 

Da jeg føler jeg er meget alene omkring at skulle "lyve" og finde på hvorfor jeg går i tide og utide.

Det skal lige siges at min kæreste og jeg arbejde i samme virksomhed - bare i hver sin ende af byen, så vi kender jo begge to hinandens kollegaer godt - og han syntes de har alt for travlt med andre. Og ja det har de også, men syntes ikke det er sjovt de går og gætter & digter historier om hvorfor jeg går.

Hvor lyder det ulideligt at være fanget i sådan en situation. Gav først helt mening til sidst hvor du skrev at I arbejdede i samme firma bare i hver sin ende af byen at det var så stort et problem for ham. Jeg syntes i denne ombæring at du bliver nødt til at få talt om det, det fylder jo helt utroligt meget - at din kæreste så ikke vælger at snakke om det er så hans valg. Men det kan kun hobe sig op indeni dig og så springer bolden alligevel på en eller anden sikkert ukonstruktiv måde overfor en kollega som måske bare kommer ud i en vred tone fordi vedkommende evt i spøg joker med et eller andet - hvis du tager valget at snakke om det, så kommer det konstruktivt og ud på den bedst tænkelige måde. Det er jo først spændende at gå og gætte på årsagen, når man instinktivt ved der bliver løjet og så bliver der digtet endnu værre historier på om hvorfor og hvordan - og en fjer bliver til 5 høns. 

Jeg ved simpelthen ikke hvad din kæreste har tænkt sig  blusset går af ballonen når alle ved besked og så beskæftiger alle sig med andre uopklarede mysterier 

Jeg fornemmer bare at holder i det skjult så bliver det noget forstyrrende på arbejdspladsen, derhjemme imellem jer to, mellem andre implicerede og indeni dig hvor der ikke skal være uro og mangel på mental energi. Det er en stor ting det I er igang med og jeg ønsker virkelig inderligt I får held i sprøjten 

Kan det skyldtes at han føler sig mindre mandig ved at være i forsøg og måske frygter at blive gjort til grin af kolleger? Eller er han bare meget privat anlagt? 

I bliver nødt til at finde en middelvej, der skal en løsning på bordet. 

l.kjoeller skriver:

Tror desværre  bare det er en mere privat ting for mænd. Kan godt forstå dig men også ham.  For der vil også være mange der regner med updates som kan være med til at ligge et pres på jer hvis ikke det lykkes. Det er min erfaring 

Jeg kan også godt forstå ham & er måske også lidt i tvivl nogle gange hvad jeg selv syntes. 

Men syntes det er vildt fustrende at jeg skal finde på hver gang - for han gør det jo ikke! 

Jeg tænker om ikke du kunne lave en aftale med din kæreste om at du kunne fortælle det til din bedste veninde. Går ud fra du kan stole på hende så hun ikke fortæller det til gud og hver mand?

Så ville du have en at snakke med om det og han ville samtidig ikke skulle gå og bekymre sig om kollegaerne. 

Det må være vildt hårdt at holde på så stor en hemmelighed og du har virkelig ikl brug for den stres når du er igang med den behandling. 

Måske du kunne snakke med din kæreste om det så i på den måde kan finde en løsning i begge to kan holde ud at leve med?

Håber det snart lykkedes for jer så i slipper for den kamp 

Jeg kan godt se det ikke kommer kollegaer ved, min mor arbejder også et sted hvor der er frygtelig meget sladder. En gang i mellem må man godt sige det er privat og jeg ville sætte pris på at i stopper med at gætte og spørge da det gør mig utilpas, jeg fortæller jer det når og hvis jeg får behov for at i ved hvad jeg skal. Slut! Men din bedste veninde, der havde jeg nok bare fortalt det, en god veninde er guld værd og løber jo ikke med sladder. 

Natteravnen skriver:

Hvor lyder det ulideligt at være fanget i sådan en situation. Gav først helt mening til sidst hvor du skrev at I arbejdede i samme firma bare i hver sin ende af byen at det var så stort et problem for ham. Jeg syntes i denne ombæring at du bliver nødt til at få talt om det, det fylder jo helt utroligt meget - at din kæreste så ikke vælger at snakke om det er så hans valg. Men det kan kun hobe sig op indeni dig og så springer bolden alligevel på en eller anden sikkert ukonstruktiv måde overfor en kollega som måske bare kommer ud i en vred tone fordi vedkommende evt i spøg joker med et eller andet - hvis du tager valget at snakke om det, så kommer det konstruktivt og ud på den bedst tænkelige måde. Det er jo først spændende at gå og gætte på årsagen, når man instinktivt ved der bliver løjet og så bliver der digtet endnu værre historier på om hvorfor og hvordan - og en fjer bliver til 5 høns. 

Jeg ved simpelthen ikke hvad din kæreste har tænkt sig  blusset går af ballonen når alle ved besked og så beskæftiger alle sig med andre uopklarede mysterier 

Jeg fornemmer bare at holder i det skjult så bliver det noget forstyrrende på arbejdspladsen, derhjemme imellem jer to, mellem andre implicerede og indeni dig hvor der ikke skal være uro og mangel på mental energi. Det er en stor ting det I er igang med og jeg ønsker virkelig inderligt I får held i sprøjten 

Kan det skyldtes at han føler sig mindre mandig ved at være i forsøg og måske frygter at blive gjort til grin af kolleger? Eller er han bare meget privat anlagt? 

I bliver nødt til at finde en middelvej, der skal en løsning på bordet. 

Jeg tror ikke han føler sig mindre mandlig, mere privat. Han syntes folk på vores arbejdsplads har så travlt med alle andre. Og han gider ikke de skal gå og spørger, det er privat! 

Spurgte ham på et tidspunkt om vi så hellere ikke måtte sige noget når det engang forhåbentlig lykkes os, og der sagde han det vidste han ikke! 

Men ja bliver jo nød til at snakke med andre end ham om, for selvfølgelig er han forståelig, men ikke altid han kan sætte sig ind i alle ting, da han jo ikke er kvinde.

Er også bange for som du skriver jeg en dag kommer til at sige noget forkert eller ikke kan holde styr på "mine historier", fordi det ikke ligger til mig normalt. 

Åhh syntes det er vildt svært & meget fustrende 

Gabriel skriver:

Jeg tænker om ikke du kunne lave en aftale med din kæreste om at du kunne fortælle det til din bedste veninde. Går ud fra du kan stole på hende så hun ikke fortæller det til gud og hver mand?

Så ville du have en at snakke med om det og han ville samtidig ikke skulle gå og bekymre sig om kollegaerne. 

Det må være vildt hårdt at holde på så stor en hemmelighed og du har virkelig ikl brug for den stres når du er igang med den behandling. 

Måske du kunne snakke med din kæreste om det så i på den måde kan finde en løsning i begge to kan holde ud at leve med?

Håber det snart lykkedes for jer så i slipper for den kamp 

Det er nemlig svært ikke at sige noget & når man er på hormoner, kan man ikke altid styre sine følelser jo 

Men ja må se om vi kan finde en løsning som vi begge to kan leve med, tror bare ikke han giver sig  Jeg har jo min mor jeg kan snakke med, og det værdsætter jeg - men ind imellem føler jeg bare jeg også har brug for noget andet! 

SandraXOXO skriver:

Jeg kan godt se det ikke kommer kollegaer ved, min mor arbejder også et sted hvor der er frygtelig meget sladder. En gang i mellem må man godt sige det er privat og jeg ville sætte pris på at i stopper med at gætte og spørge da det gør mig utilpas, jeg fortæller jer det når og hvis jeg får behov for at i ved hvad jeg skal. Slut! Men din bedste veninde, der havde jeg nok bare fortalt det, en god veninde er guld værd og løber jo ikke med sladder. 

Tror også det er sladren han ikke kan overskue & folk skal ikke spørger ham hvordan det går! 

Problemet er bare jeg har prøvet at sige sådan, men det bliver ved & syntes det er hårdt at skulle blive ved at finde på, men man også er på hormoner og skal skannes mm. Og har sagt mange gange det er privat, det fortæller jeg når og hvis jeg får behov for det, men så køre snakken!  

Har ikke læst alle de andre indlæg. 

Vi, jeg, valgte at det første forsøg var der ingen som kendte noget til, men eftersom der ikke skete noget, valgte jeg at jeg ikke kunne holde det hemligt, det ville psykisk være for hårdt. Jeg var åben omkring det og sagde til familie, venner kollegaer at de ikke skulle spørge ind til hvordan det gik, da vi jo nok skulle fortælle hvis der var gode nyheder. 

Jeg var rigtig glad for vi gjorde det på den måde, da det viste sig der var en håndfuld kollegaer som var igennem det samme og vi kunne så bruge hinanden til at læsse af på. 

Min mand fortalte det kun til en enkekt kollega.

Held og lykke