Anonym skriver:
Situationen:
Jeg bor i udlandet med to børn på 5 og 7 år. Jeg er i arbejde og har haft samme stilling de sidste 12 år. Jeg har ingen planer om at forsøge at flytte noget sted.
For halvandet år siden blev jeg og børnenes far separeret efter næsten 9 års ægteskab. Han var arbejdsløs og havde været det et stykke tid. Han var på det tidspunkt sammen med en anden dame, men hun var ikke interesseret i at have noget med børnene at gøre (hun ville vel bare have en "legekammerat"), så han havde ikke børnene andet end hvad, han var nødt til for syns skyld, og han gav udtryk for at han var irriteret over at måtte tilsidesætte sit samvær med hende for at være sammen med børnene. Det virkede ikke som om han gjorde noget særligt forsøg på at få sig et arbejde. Han ville bare nyde livet med denne dame og rejste på flere udenlandsferier med hende. I efteråret var det slut imellem dem. Han blev ret hurtigt meget mere positiv til børnene, stillede mere op for dem, var ikke så irriteret over dem. I det hele taget begyndte samarbejdet at fungere bedre og børnene blomstrede lidt op igen.
Nu faldt så bomben i weekenden. Han har via nettet truffet en ny dame for et par måneder siden. Nu flytter han så til hende. Hun bor 1300 km væk. Han har søgt og fået et arbejde der, slipper unger og det hele og flytter om en uge. Børnene er knust! Den ældste græder i sin seng hver aften (jeg trøster det jeg kan, men hvad kan jeg egentlig sige?). Den yngste drømmer en masse og vågner mange gange hver nat.
Jeg kan jo ikke argumentere imod, at han kommer i arbejde igen, selv om jeg helt ærligt mener, at om han havde gjort en indsats for det, kunne han have fundet noget, som var meget tættere på børnene. Samtidig er jeg rasende på ham, for hvad han gør mod børnene nu. For mig kan han rejse til langtbortistand, hvis han vil, men børnene elsker sin far og har brug for ham. Jeg er så bange for, at de skal begynde at tænke, at det er dem, som ikke er gode nok, siden han vælger dem fra.
Er der nogen, som har et godt råd til, hvordan jeg kan snakke med børnene om dette? Hvad har de brug for fra mig nu? Er der noget, som kan gøre det hele lidt nemmere for dem?
Tak for at du læste hele min lange udladning.
Den er godt nok svær. Især fordi børnene er så store at de jo forstår en hel del.
Tror det er vigtigt for børnene at vide at deres fars (idiotiske, ja undskyld) valg ikk har noget med dem at gøre. Måske forklare at det er på grund af arbejdet selvom det er pisse hårdt at skulle forsvare en mand som ham.
Tror mest de har behov for at mærke at du er der hundrede procent og så spørge ind til deres tanker og følelser og lade dem vide at det ikke er forbudt at snakke om det ligeså meget de nu hver især har brug for det.
Og så pas på ikke at lade dem mærke og høre for mange af dine frustrationer over det, da det kan sætte ekstra gang i deres tanker.
Og så synes jeg helt sikkert du skal snakke med din eksmand om hvad han har tænkt sig i forhold til børnene og forklare ham at det er vigtigt i har helt klare aftaler om samvær, tlf samtaler og lign. så børnene har noget konkret at forholde sig til.
Håber du kan bruge lidt af det. Den er godt nok hård den der. Kan slet ikk sætte mig ind i hans tanker og handlinger. Ens børn burde altid være nummer et.
Håber virkelig det bedste for dig og dine to små putter 
