Far vælger børnene fra

Situationen:

Jeg bor i udlandet med to børn på 5 og 7 år. Jeg er i arbejde og har haft samme stilling de sidste 12 år. Jeg har ingen planer om at forsøge at flytte noget sted.

For halvandet år siden blev jeg og børnenes far separeret efter næsten 9 års ægteskab. Han var arbejdsløs og havde været det et stykke tid. Han var på det tidspunkt sammen med en anden dame, men hun var ikke interesseret i at have noget med børnene at gøre (hun ville vel bare have en "legekammerat"), så han havde ikke børnene andet end hvad, han var nødt til for syns skyld, og han gav udtryk for at han var irriteret over at måtte tilsidesætte sit samvær med hende for at være sammen med børnene. Det virkede ikke som om han gjorde noget særligt forsøg på at få sig et arbejde. Han ville bare nyde livet med denne dame og rejste på flere udenlandsferier med hende. I efteråret var det slut imellem dem. Han blev ret hurtigt meget mere positiv til børnene, stillede mere op for dem, var ikke så irriteret over dem. I det hele taget begyndte samarbejdet at fungere bedre og børnene blomstrede lidt op igen.

Nu faldt så bomben i weekenden. Han har via nettet truffet en ny dame for et par måneder siden. Nu flytter han så til hende. Hun bor 1300 km væk. Han har søgt og fået et arbejde der, slipper unger og det hele og flytter om en uge. Børnene er knust! Den ældste græder i sin seng hver aften (jeg trøster det jeg kan, men hvad kan jeg egentlig sige?). Den yngste drømmer en masse og vågner mange gange hver nat.

Jeg kan jo ikke argumentere imod, at han kommer i arbejde igen, selv om jeg helt ærligt mener, at om han havde gjort en indsats for det, kunne han have fundet noget, som var meget tættere på børnene. Samtidig er jeg rasende på ham, for hvad han gør mod børnene nu. For mig kan han rejse til langtbortistand, hvis han vil, men børnene elsker sin far og har brug for ham. Jeg er så bange for, at de skal begynde at tænke, at det er dem, som ikke er gode nok, siden han vælger dem fra.

Er der nogen, som har et godt råd til, hvordan jeg kan snakke med børnene om dette? Hvad har de brug for fra mig nu? Er der noget, som kan gøre det hele lidt nemmere for dem?

Tak for at du læste hele min lange udladning.

Puha - jeg bliver helt ked af det på jeres vegne. Sikke et svat, at han vil forlade sine børn på den måde. Jeg kan godt forstå at du er rigtig ked af det på deres vegne.

Måske du må prøve at tage en snak med ham om, hvordan han selv forestiller sig at forholdet til hans børn skal være - hvordan har han tænkt sig at tage del i sit ansvar? Og med hensyn til børnene, så har du helt sikkert en opgave i at lade dem forstå, at deres fars beslutning ikke har noget med dem at gøre - at de ikke har gjort noget forkert, osv.

Jeg tror desværre ikke jeg har så mange andre gode råd, mest af alt ville jeg blot lige sende dig en venlig tanke. 

Kh /S

Øv og knus herfra 

hvor gamle er jers børn?

Anonym skriver:

Situationen:

Jeg bor i udlandet med to børn på 5 og 7 år. Jeg er i arbejde og har haft samme stilling de sidste 12 år. Jeg har ingen planer om at forsøge at flytte noget sted.

For halvandet år siden blev jeg og børnenes far separeret efter næsten 9 års ægteskab. Han var arbejdsløs og havde været det et stykke tid. Han var på det tidspunkt sammen med en anden dame, men hun var ikke interesseret i at have noget med børnene at gøre (hun ville vel bare have en "legekammerat"), så han havde ikke børnene andet end hvad, han var nødt til for syns skyld, og han gav udtryk for at han var irriteret over at måtte tilsidesætte sit samvær med hende for at være sammen med børnene. Det virkede ikke som om han gjorde noget særligt forsøg på at få sig et arbejde. Han ville bare nyde livet med denne dame og rejste på flere udenlandsferier med hende. I efteråret var det slut imellem dem. Han blev ret hurtigt meget mere positiv til børnene, stillede mere op for dem, var ikke så irriteret over dem. I det hele taget begyndte samarbejdet at fungere bedre og børnene blomstrede lidt op igen.

Nu faldt så bomben i weekenden. Han har via nettet truffet en ny dame for et par måneder siden. Nu flytter han så til hende. Hun bor 1300 km væk. Han har søgt og fået et arbejde der, slipper unger og det hele og flytter om en uge. Børnene er knust! Den ældste græder i sin seng hver aften (jeg trøster det jeg kan, men hvad kan jeg egentlig sige?). Den yngste drømmer en masse og vågner mange gange hver nat.

Jeg kan jo ikke argumentere imod, at han kommer i arbejde igen, selv om jeg helt ærligt mener, at om han havde gjort en indsats for det, kunne han have fundet noget, som var meget tættere på børnene. Samtidig er jeg rasende på ham, for hvad han gør mod børnene nu. For mig kan han rejse til langtbortistand, hvis han vil, men børnene elsker sin far og har brug for ham. Jeg er så bange for, at de skal begynde at tænke, at det er dem, som ikke er gode nok, siden han vælger dem fra.

Er der nogen, som har et godt råd til, hvordan jeg kan snakke med børnene om dette? Hvad har de brug for fra mig nu? Er der noget, som kan gøre det hele lidt nemmere for dem?

Tak for at du læste hele min lange udladning.

Jeg blev selv valgt fra som 12-årig, da min far fik ny kone, og det eneste jeg havde brug for at min mor gjorde, var bare at være der.

Man kan jo hverken gøre fra eller til. Så at man har en at snakke med, en der støtter og trøster når man er ked af det og skuffet.

Og så gjorde hun jo ALT for at være med til ALTING, for der var ingen andre at dele oplevelserne med.
Det hjalp mig meget at hun var med til så meget som muligt, så jeg følte at selvom jeg ikke havde en far, så var min mor der 110%



Kæmpe krammer til jer alle Det er SÅ modbydeligt at "miste" sin far

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Puha - jeg bliver helt ked af det på jeres vegne. Sikke et svat, at han vil forlade sine børn på den måde. Jeg kan godt forstå at du er rigtig ked af det på deres vegne.

Måske du må prøve at tage en snak med ham om, hvordan han selv forestiller sig at forholdet til hans børn skal være - hvordan har han tænkt sig at tage del i sit ansvar? Og med hensyn til børnene, så har du helt sikkert en opgave i at lade dem forstå, at deres fars beslutning ikke har noget med dem at gøre - at de ikke har gjort noget forkert, osv.

Jeg tror desværre ikke jeg har så mange andre gode råd, mest af alt ville jeg blot lige sende dig en venlig tanke. 

Kh /S

Tak.

Ja, jeg skal tage endnu en snak med ham om hvordan børnene reagerer, hvad det gør ved dem og hvordan det skal være i fremtiden. Jeg tvivler på, at det ændrer noget, men jeg skal i hvert fald forsøge. Jeg fatter ikke selv, hvordan han kan gøre det. Jeg kunne aldrig have gjort det.

AlberteSophie skriver:

Øv og knus herfra 

hvor gamle er jers børn?

Tak.

De er 5 og 7 år. Store nok til at de forstår - og så forstår de ikke helt alligevel. (Det gør jeg vel sådan set heller ikke).

LilleLene skriver:

Jeg blev selv valgt fra som 12-årig, da min far fik ny kone, og det eneste jeg havde brug for at min mor gjorde, var bare at være der.

Man kan jo hverken gøre fra eller til. Så at man har en at snakke med, en der støtter og trøster når man er ked af det og skuffet.

Og så gjorde hun jo ALT for at være med til ALTING, for der var ingen andre at dele oplevelserne med.
Det hjalp mig meget at hun var med til så meget som muligt, så jeg følte at selvom jeg ikke havde en far, så var min mor der 110%



Kæmpe krammer til jer alle Det er SÅ modbydeligt at "miste" sin far

Tak for svar og kram!

Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for at være der for børnene. Jeg ser jo, at når han er ustabil, så tvinger han mig til at være stabil og til stede for to. Det er bare så utrolig frustrerende at stå på sidelinjen og se, hvor ulykkelige børnene bliver, og så ikke kunne gøre noget reelt ved det.

Kan jeg få lov til at spørge, hvordan dit forhold til din far er i dag? Er han senere kommet på banen igen, eller forsvant han permanent? Om du ikke har lyst til at svare er det ok.

Anonym skriver:

Tak for svar og kram!

Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for at være der for børnene. Jeg ser jo, at når han er ustabil, så tvinger han mig til at være stabil og til stede for to. Det er bare så utrolig frustrerende at stå på sidelinjen og se, hvor ulykkelige børnene bliver, og så ikke kunne gøre noget reelt ved det.

Kan jeg få lov til at spørge, hvordan dit forhold til din far er i dag? Er han senere kommet på banen igen, eller forsvant han permanent? Om du ikke har lyst til at svare er det ok.

Jeg har fået min far igen efter 8 år :-D 

Han er blevet skilt fra hende og har fået min gamle far igen :-) Så de KAN blive klogere

Årh hvor er det synd for dem.... 

Jeg havde selv en meget ustabil far da jeg var lille der kom og gik som han selv havde lyst til.... 

Det er svært at give råd da mennesker er forskellige og tager forskelligt på tingene.. Men min mor var der "bare" for mig, lyttede og gav de råd hun kunne... Og da jeg blev stor nok fortalte hun mig historien.... 

Anonym skriver:

Tak.

De er 5 og 7 år. Store nok til at de forstår - og så forstår de ikke helt alligevel. (Det gør jeg vel sådan set heller ikke).

Og det er lige nøjagtigt dét, du skal sige til dem. At du godt kan forstå at de er kede af det, at du heller ikke forstår det, at det er far, der har valgt det.

Der er nok ikke meget andet at gøre. Uforståeligt valg...