Jeg er knust

For halvandet år siden, rev jeg alle pløkkerne op og flyttede 200+km væk fra min familie, venner og alt jeg kendte. For at bo sammen med min forhåbeligt kommende mand. Jeg har altid sagt jeg gerne vil hjem til min familie og bo igen, men måske ikke lige i samme bum men tæt på. Jeg havde regner med at skulle være om 4 års tid, men nu er det sådan at jeg er blevet gravid, og nu er ønsket om at komme hjem til familien blevet så stort at manden ikke kan forstå det.

Han vil IKKE flytte bare i noget der minder om 100 km tætter på min familie, han vil måske flytte 50 km væk fra hvor vi bor nu. JEG ER KNUST, jeg overvejer helt at gå fra ham eller forslå om vi ikke kunne bo hver for sig også stadig være kærester osv. Men ingen af delene vil han. Jeg er fundet, jeg elsker ham, men min familie betyder bare lige den tand mere for mig  

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, går hverdag og bliver mere og mere ked af det, jeg ender jo med en Depration hvis det forsætter på denne måde. Tænk at jeg kunne rive alle pløkkerne op og flytte også er det ikke gengældt 

Du har allerede selv svaret på det spørgsmål - din familie betyder den tand mere for dig, og selvfølgelig skal du ikke undvære dem, det burde du virkelig ikke være tvunget til.

Det gør det bare lidt svært at give svar på nu når du er gravid. For i min gode tro skal kommende forældre helst gøre hvad der skal til for at blive sammen. 

Men at han nægter at flytte, trods at det betyder så meget for dig, og at han vælger ikke at lytte til dine behov synes jeg godt nok er egoistisk af ham, det er jo især nu i din graviditet og i fremtiden at du netop har brug for et godt netværk.

Jeg tør ærligt ikke råde dig til noget, men derimod synes jeg at du skal gå efter din mavefornemmelse. Stort knus 

Anonym skriver:

For halvandet år siden, rev jeg alle pløkkerne op og flyttede 200+km væk fra min familie, venner og alt jeg kendte. For at bo sammen med min forhåbeligt kommende mand. Jeg har altid sagt jeg gerne vil hjem til min familie og bo igen, men måske ikke lige i samme bum men tæt på. Jeg havde regner med at skulle være om 4 års tid, men nu er det sådan at jeg er blevet gravid, og nu er ønsket om at komme hjem til familien blevet så stort at manden ikke kan forstå det.

Han vil IKKE flytte bare i noget der minder om 100 km tætter på min familie, han vil måske flytte 50 km væk fra hvor vi bor nu. JEG ER KNUST, jeg overvejer helt at gå fra ham eller forslå om vi ikke kunne bo hver for sig også stadig være kærester osv. Men ingen af delene vil han. Jeg er fundet, jeg elsker ham, men min familie betyder bare lige den tand mere for mig  

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, går hverdag og bliver mere og mere ked af det, jeg ender jo med en Depration hvis det forsætter på denne måde. Tænk at jeg kunne rive alle pløkkerne op og flytte også er det ikke gengældt 

Godt være mig der er totalt tryghedsnarkoman, men det er vel heller ikke så lige til bare at flytte. Hvad med arbejde, kan han og du finde et der hvor du gerne vil hen? Hvad med ham, han har vel også familie og venner i sin nærhed lige nu eller....? 

Tænker der er noget I burde have talt igennem før I valgte at stifte familie. Men det er jo ligesom for sent nu. Og så må I sætte jeg med plusser og minusser ved de to steder, eller måske finde et helt 3. Neutralt sted...

Anonym skriver:

For halvandet år siden, rev jeg alle pløkkerne op og flyttede 200+km væk fra min familie, venner og alt jeg kendte. For at bo sammen med min forhåbeligt kommende mand. Jeg har altid sagt jeg gerne vil hjem til min familie og bo igen, men måske ikke lige i samme bum men tæt på. Jeg havde regner med at skulle være om 4 års tid, men nu er det sådan at jeg er blevet gravid, og nu er ønsket om at komme hjem til familien blevet så stort at manden ikke kan forstå det.

Han vil IKKE flytte bare i noget der minder om 100 km tætter på min familie, han vil måske flytte 50 km væk fra hvor vi bor nu. JEG ER KNUST, jeg overvejer helt at gå fra ham eller forslå om vi ikke kunne bo hver for sig også stadig være kærester osv. Men ingen af delene vil han. Jeg er fundet, jeg elsker ham, men min familie betyder bare lige den tand mere for mig  

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, går hverdag og bliver mere og mere ked af det, jeg ender jo med en Depration hvis det forsætter på denne måde. Tænk at jeg kunne rive alle pløkkerne op og flytte også er det ikke gengældt 

Jeg har det sådan, bliver man gravid så bliver man der for barnets skyld hvis far ikke vil flytte med.. Hvis man ved at man ikke vil blive boende i en bestemt del af landet, skal man flytte inden man bliver gravid for det andet er ikke i orden.. Det er fra nu og de næste 18 år dit barns tarv der kommer i første række, og barnets tarv er at have mor og far tæt på. 

For halvandet år siden, rev jeg alle pløkkerne op og flyttede 200+km væk fra min familie, venner og alt jeg kendte. For at bo sammen med min forhåbeligt kommende mand. Jeg har altid sagt jeg gerne vil hjem til min familie og bo igen, men måske ikke lige i samme bum men tæt på. Jeg havde regner med at skulle være om 4 års tid, men nu er det sådan at jeg er blevet gravid, og nu er ønsket om at komme hjem til familien blevet så stort at manden ikke kan forstå det.

Han vil IKKE flytte bare i noget der minder om 100 km tætter på min familie, han vil måske flytte 50 km væk fra hvor vi bor nu. JEG ER KNUST, jeg overvejer helt at gå fra ham eller forslå om vi ikke kunne bo hver for sig også stadig være kærester osv. Men ingen af delene vil han. Jeg er fundet, jeg elsker ham, men min familie betyder bare lige den tand mere for mig  

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, går hverdag og bliver mere og mere ked af det, jeg ender jo med en Depration hvis det forsætter på denne måde. Tænk at jeg kunne rive alle pløkkerne op og flytte også er det ikke gengældt 

Du kan ikke forvente at din kæreste/mand vil flytte væk fra hans familie, fordi du selv har gjort det.. Det var dit valg ... At du så nu fortryder? du har gjort det - må være rigtig svært og du må sidde med så mange blandede følelser.. Især nu du er gravid... 

Men den gang du valgte at flytte for at være sammen med din kæreste, fortalte du ham da, at ønsket kun var at gøre det "midlertidigt"... Hvis han alt den tid har troet du har været okay med det, må det også være svært for ham, at du ikke længere ønsker at bo hvor i gør... og måske føler han skal være bange for at miste dig og jeres nu ufødte barn... 

Hvor godt er dit netværk hvor i bor nu? Har du mulighed for at gøre noget ekstra så det kunne blive bedre, eller kan du slet ikke se dig selv blive der? 

Jeg kan godt forstå du synes det svært... Men du skal finde ud af med dig selv, hvor meget du vil "ofre", kæmpe for at få det godt hvor du er nu... Eller tage hjem til familien igen... - hvilket du muligvis skulle have gjort for langtid siden, både for din egen og din kærestes skyld ... (Hvis altså din familie betyder mere for dig, end han gør) 

Det er ikke nemt at flytte. Slet ikke når det er væk fra alt det man kender, uden bare lige at kunne gå forbi til en kop kaffe... Det er langt sværer end man tror, i det øjeblik man kaster sig ud i det og det kræver ENORMT meget arbejde at få skabt sig et "nyt liv".. En ny omgangskreds, bekendtskaber m.m. er nemt nok at skabe .. Men venner skabes ikke på så kort tid... Jeg taler selv af både bitter erfaring , men ligeså meget en vellykket erfaring. Det er 5 år siden jeg flyttede (fra Sjælland - til Flensburg) har i mellemtiden været en tur i Odense og Århus, men er nu bosat i Sønderjylland .. Mere lykkelig end nogensinde - jeg har fundet mit hjem her.. Men hold da op -hvor har jeg været ved at give op, op til flere gange .. Det har været den hårdeste, sejeste og længste kamp nogensinde.. Der også har budt på år med en depression..  Det har virkelig taget tid for mig, at skabe det liv jeg i dag nyder og elsker og ikke ville undvære for noget.. Jeg har skabt min egen lille familie nu, der betyder alt for mig og jeg skal aldrig tilbage til Sjælland igen... 

Derfor er det er vigtigt at du gør op med dig selv om du vil tage kampen.. Det bliver PISSE hårdt - det kan vise sig at blive det hele værd, men det kan også være du høre til ved din familie.Det ved kun du... 

Beklager det lange og måske vildt rodede indlæg ... Men jeg håber at have skrevet noget, du kan bruge til dine videre tanker omkring det hele :-) 

Jeg kan sagtens sætte mig ind i at det hele ser lidt træls og sort ud lige nu, og som en anden også skriver synes jeg ikke at jeg kan rådgive dig om hvad der er det rigtige at gøre, i sidste ende må du mærke efter i dig selv og træffe den rigtige beslutning, for dig - men i allerhøjeste grad også for jeres ufødte barn!

Jeg synes det er sent at finde ud af når er blevet gravid at din kæreste betyder mindre for dig end din familie?! Hvor længe har du boet der hvor i bor nu, og hvor længe har du følt at din kæreste ikke havde så stor betydning for dig? For mig er min kæreste min primære familie! Og det var han også inden vi fik barn  

Jeg håber du finder en god løsning som er rigtig for både du, din kæreste og jeres ufødte barn og som i alle kan leve med  

Stimap skriver:

Du kan ikke forvente at din kæreste/mand vil flytte væk fra hans familie, fordi du selv har gjort det.. Det var dit valg ... At du så nu fortryder? du har gjort det - må være rigtig svært og du må sidde med så mange blandede følelser.. Især nu du er gravid... 

Men den gang du valgte at flytte for at være sammen med din kæreste, fortalte du ham da, at ønsket kun var at gøre det "midlertidigt"... Hvis han alt den tid har troet du har været okay med det, må det også være svært for ham, at du ikke længere ønsker at bo hvor i gør... og måske føler han skal være bange for at miste dig og jeres nu ufødte barn... 

Hvor godt er dit netværk hvor i bor nu? Har du mulighed for at gøre noget ekstra så det kunne blive bedre, eller kan du slet ikke se dig selv blive der? 

Jeg kan godt forstå du synes det svært... Men du skal finde ud af med dig selv, hvor meget du vil "ofre", kæmpe for at få det godt hvor du er nu... Eller tage hjem til familien igen... - hvilket du muligvis skulle have gjort for langtid siden, både for din egen og din kærestes skyld ... (Hvis altså din familie betyder mere for dig, end han gør) 

 

Det er ikke nemt at flytte. Slet ikke når det er væk fra alt det man kender, uden bare lige at kunne gå forbi til en kop kaffe... Det er langt sværer end man tror, i det øjeblik man kaster sig ud i det og det kræver ENORMT meget arbejde at få skabt sig et "nyt liv".. En ny omgangskreds, bekendtskaber m.m. er nemt nok at skabe .. Men venner skabes ikke på så kort tid... Jeg taler selv af både bitter erfaring , men ligeså meget en vellykket erfaring. Det er 5 år siden jeg flyttede (fra Sjælland - til Flensburg) har i mellemtiden været en tur i Odense og Århus, men er nu bosat i Sønderjylland .. Mere lykkelig end nogensinde - jeg har fundet mit hjem her.. Men hold da op -hvor har jeg været ved at give op, op til flere gange .. Det har været den hårdeste, sejeste og længste kamp nogensinde.. Der også har budt på år med en depression..  Det har virkelig taget tid for mig, at skabe det liv jeg i dag nyder og elsker og ikke ville undvære for noget.. Jeg har skabt min egen lille familie nu, der betyder alt for mig og jeg skal aldrig tilbage til Sjælland igen... 

Derfor er det er vigtigt at du gør op med dig selv om du vil tage kampen.. Det bliver PISSE hårdt - det kan vise sig at blive det hele værd, men det kan også være du høre til ved din familie.Det ved kun du... 

 

Beklager det lange og måske vildt rodede indlæg ... Men jeg håber at have skrevet noget, du kan bruge til dine videre tanker omkring det hele :-) 

 

Nu er det sådan, at ved vi flytter tætter på min familie kommer vi automatisk også tætter på det af hans familie vi har meget at gøre med.

har har altid vidst jeg gerne ville tilbage, det har jeg sagt fra jeg flyttede op til ham, og det har han vidst hele tiden. Jeg har prøvet at komme med et kompromis som gør han kan beholde sit job og gør at jeg kommer ikke mega tæt men tætter på min familie, men dette har han også blankt afvist.

jeg har prøvet alt, men ingen af delene vil han 

Her hvor jeg bor nu, har jeg ikke rigtig noget netværk, det netværk jeg har ligger minium 30 min kørelse væk, og min familie er der to timer til, det eneste netværk jeg har her er min mand og ingen andre.

MHB skriver:

Jeg kan sagtens sætte mig ind i at det hele ser lidt træls og sort ud lige nu, og som en anden også skriver synes jeg ikke at jeg kan rådgive dig om hvad der er det rigtige at gøre, i sidste ende må du mærke efter i dig selv og træffe den rigtige beslutning, for dig - men i allerhøjeste grad også for jeres ufødte barn!

Jeg synes det er sent at finde ud af når er blevet gravid at din kæreste betyder mindre for dig end din familie?! Hvor længe har du boet der hvor i bor nu, og hvor længe har du følt at din kæreste ikke havde så stor betydning for dig? For mig er min kæreste min primære familie! Og det var han også inden vi fik barn  

Jeg håber du finder en god løsning som er rigtig for både du, din kæreste og jeres ufødte barn og som i alle kan leve med  

Jeg har boet her i halvandet år, og jeg har gjort det klart for manden fra start at hvis vi skulle have børn så skulle vi tætter på min familie. 

Jeg er så nu blevet gravid og vi har forsøgt i lang tid og har ofte snakket om at vi skulle flytte og tænkt på byer osv. Men nu hvor jeg er gravid har han ændret mening og vil ikke flytte alligevel 

Kan godt se den er svær. Man kan ikke nødvendigvis forvente  han flytter. Og man skulle nok have aftalt spilleregler  lidt før hvad det angår. Men synes også det virker lidt ensporet og ego af ham at han på ingen måde er villig  til bare at snakke om at prøve at finde en løsning  der dur for jer begge. Så virker det for mig ikke som om han værdsætter  dig og dit kommende  barn særlig højt.