Skal et barn altid have en mor og en far?

Skal et barn altid have en mor eller far? Eller betyder det ingenting, hvem der udfylder rollerne i barnets liv?

En forælder kan jo være en rigtig dårlig forælder (alkohol, misbrug osv.) - så hellere ingen

En forælder kan være en, der ikke ønskede det (kondomuheld etc.)

Hvad mener i ? En af hver forælder for enhver pris?

Jeg mener at det kommer meget an på situationen! Jeg er selv vokset op i plejefamilie uden at kende min far og så kun min mor 1 gang om måneden i 2 timer. Har selv valgt at jeg ikke vil se min mor igen - for næsten 10 år siden. For mig er det det rigtige ikke at kende mine forældre. Men syntes dog at børnene altid selv skal have et valg. en hasher/alkoholiker far/mor er ikke nødvendigvis en dårlig far/mor. Tag det fra en der ved hvad hun snakker om 

SofiaMik skriver:

Skal et barn altid have en mor eller far? Eller betyder det ingenting, hvem der udfylder rollerne i barnets liv?

 

En forælder kan jo være en rigtig dårlig forælder (alkohol, misbrug osv.) - så hellere ingen

En forælder kan være en, der ikke ønskede det (kondomuheld etc.)

 

Hvad mener i ? En af hver forælder for enhver pris?

en single forælder kan i min verden være lige så godt som 2 mødre eller 2 fædre eller den klassiske mor og far

Min far var alkoholiker og har stort set aldrig set ham. Min mor fandt en ny mand da jeg var 5 og han var jo så "far" for mig. 

Min far var ikke i stand til at tage sig af os. Og det ved jeg også godt. Men til trods for det så har jeg altid følt jeg har manglet ham. Og jeg havde en rigtig god opvækst som jeg absolut ikke ville have fået hvis han havde været sammen med min mor. Men jeg har alligevel savnet og manglet ham. I dag er det for sent da han ikke er her mere. Og jeg bebrejde ikke nogen for at have taget det valg at jeg ikke skulle se ham. For jeg er godt klar over mit liv så har været helt anderledes. Men derfor kan personen godt mangle. For jeh kan nemlig godt huske ham lidt. 

Jo nogen gange er det godt det tages et valg om at barnet ikke skal se den ene forældre. 

Jeg tænker bare barnet har en omsorgsperson eller to. Om det så kun er mor eller en mor med god familie, eller plejefamilie, eller hvad det nu ellers kan være. Det vigtigste er jo at barnet kan danne relation til en eller flere.

selvfølgelig kan den ene forælder være en dårlig forælder, derfor er det jo godt at de fleste har familie der støtter op omkring den enlige forælder. 

Jeg kender en hvis søster er alenemor med en dreng. Hun har klaret den ligeså godt som alle andre med to forældre. Men hun har også en god familie der ser drengen jævnligt, og som hjalp hende godt i den første tid. Drengen lider ingen nød og følger godt med udviklingsmæssigt.

så nej ikke nødvendigvis to omsorgspersoner

men må sige at jeg er glad for at vi er to herhjemme. For jeg synes godt nok ikke det har været helt let, og kunne slet ikke have forestillet mig at skullealt dette igennem alene

Ja, hvis du skal se helt gråt på det, så viser samtlige undersøgelser at børn bør opdrages og være sammen med både han og hunkøn i hjemmet, voksne vel at mærke.

Men, nu er verden jo ikke grå

Så naturligvis kan børn godt trives uden den ene eller anden forælder. Dog skal man igen se på div. undersøgelser der påviser behovet for voksen kontakt hvad begge angår.

Så, det optimale er en mor og en far.... i samme hus og som er velfungerende.

At det så ikke er sådan for alle er jo ærgerligt. ER selv skildsmissebarn, og havde da helst været foruden, men, min bio far er alkoholiker:-) Min nye far var ikke, så vi blev en slags kernefamilie alligevel, men med periodiske besøg hos min biofar....

Og så er der jo de homoseksuelle..der er jo også kun samme køn, men set bort fra eventuelt mobning, så er der jo også ro og kærlighed i disse hjem.

Men som svar, ja, børn bør have en mor og en far.....

Tak for alle svarene. Det lyder som overvejende nej, det behøver det ikke, men hvorfor er det så, at mange mener, at en far skal tage ansvar for et barn, som han ikke ønsker, men har lavet? (uanset om det er uheld eller manglende lyst til at beskytte sig selv)

Uden at vide noget konkret omkring dette vil jeg instinktivt tænke, at vi på en måde er programmeret til, at vi som børn ønsker os en mor og en far, eller i hvert fald et kvindeligt og et mandligt forbillede som giver os tryghed og viser os, hvordan man opfører sig og skal takle den verden, vi er født ind i. Vi vil jo gerne høre til, og alle børn spørger vel på et tidspunkt, hvor de kommer fra, hvem de hører sammen med genetisk osv. Men der findes tusindvis af børn, som vokser op med bare den ene af sine forældrer (af den ene eller den anden grund) eller uden genetiske forældrer men med andre, som træder i deres sted. De knytter sig hvis mulig da til andre voksne som må/ønsker at bære rollen som forældre for dem - og de kan få en tryg og god opvækst. Jeg har selv set, hvordan mine nevøer vendte sig til sin morfar og knyttede sig til ham, da deres egen far valgte dem fra og prioriterede sin nye familie i stedet. Morfaren har hele deres opvækst været en viktig og tryg person for dem at støtte sig til, og han har helt klart betydet meget for dem som en mandlig model at se til. Børn får ikke nødvendigvis en dårlig opvækst, fordi de ikke lever med sine biologiske forældrer - men det er desværre ikke alle, som får et godt alternativ, når en eller begge forældrer ikke kan/ikke vil/ikke ønsker at bære rollen.

SofiaMik skriver:

Skal et barn altid have en mor eller far? Eller betyder det ingenting, hvem der udfylder rollerne i barnets liv?

 

En forælder kan jo være en rigtig dårlig forælder (alkohol, misbrug osv.) - så hellere ingen

En forælder kan være en, der ikke ønskede det (kondomuheld etc.)

 

Hvad mener i ? En af hver forælder for enhver pris?

Som udgangspunkt ja men ikke for enhver pris og synes det kommer an på så mange ting så det er rigtig svært at give et svar på, for det afhænger af en hel masse variabler 

SofiaMik skriver:

Tak for alle svarene. Det lyder som overvejende nej, det behøver det ikke, men hvorfor er det så, at mange mener, at en far skal tage ansvar for et barn, som han ikke ønsker, men har lavet? (uanset om det er uheld eller manglende lyst til at beskytte sig selv)

 

 

I udgangspunktet har barnet behov for mor og far. Begge køn. Og hvem er nærmere til tage sig af barnet og give det det, det har behov for end netop den biologiske mor og far?

En del af grunden er vel, at han ikke kan forvente, at han kan hore rundt som han vil, og så bare lade alle andre tage ansvaret for resultatet, men den største grund er vel, at barnet i udgangspunktet har det bedst, hvis det kan vokse op med kontakt til begge sine forældrer - så det prøver man at få til, hvis det er muligt. Så må forældrene bare bide i sig, at de ikke har lyst til at have kontakt med hinanden, for i den sammenhæng er børnenes behov vigtigere end forældrernes. Alle andre løsninger, hvor støtteapperat/plejefamilie/bedsteforældrer osv træder til er jo nødløsninger. Ingen af disse har i udgangspunktet ansvaret for at tage sig af barnet i opvæksten. Det er forældrenes ansvar.