Er nervøs for svigermors reaktion på graviditet

mille190891 skriver:

Hej alle 

Håber i vil hjælpe mig lidt.

Min kæreste og jeg har prøvet at blive gravid i 2 måneder nu. Ingen har fået dette afvide.

Jeg er 23 år og min kæreste 24 år. Jeg er uddannet Social- og sundhedsassistent og min kæreste VVS og energimontør. Min kæreste har fast arbejde, og jeg er ansat i et længere vikariat. Der er stor chance for, at jeg snart bliver fastansat.

Vi har været sammen i 3 1/2 år og har boet sammen lige fra start. Vi leder efter eget hus, men har endnu ikke fundet det rigtige. Vi bor dog i et lille hus ude på landet. Vi har et ekstra værelse til baby og en stor have. Vi har virkelig et dejligt forhold, og hjælper hinanden med alt det daglige. 

Problemet er, at min kæreste er vildt nervøs for hans mors reaktion på en graviditet.

Min kæreste har en storebror som er 3 år ældre og har været sammen med sin kæreste i 8 år. Han har lige friet, og de skal giftes til sommer.

Min kæreste er bange for at fortælle til hans mor, at vi ønsker at få et barn nu. Hun forventer at hans storebror får et barn først. Det er gennerelt alt hun forventer at de får først. Jeg syntes det er forkert, at hun ser det på den måde og vælger at udtrykke sig om det uden direkte at sige det. F.eks. Siger hun "syntes i ikke at de snart skal have et barn osv. " Det gør mig ked af det at hun kun snakker om dem, da hun ved vi gerne snart vil have børn. 

Jeg tænker at vi jo ikke kan gøre for, at de vælger at vente så længe med det hele. Kan det virkelig passe at vi skal indordne os efter hvad de gør? At vi skal vente til de har fået barn osv.? Jeg har prøvet at berolige min kæreste med, at jeg ved alle bliver glade på vores vegne men det går ham virkelig på og kan mærke det gør ham ked af det. 

Det skal lige siges at i går nytårs aften, fortæller min kærestes storebror til ham at de vil starte projekt baby i Maj . Min kæreste fortæller mig dette, og vi bliver lidt åhhhh nej. Vi er rigtig glade på deres vegne, men vi har jo ikke fortalt noget og vi vil ikke have at de tror vi gør det fordi de er gået i gang. Så min kæreste tager sig sammen, og fortæller at vi er begyndt for 2 måneder sidden. Han virker glad på vores vegne, og siger det jo er vores beslutning. 

Undskyld hvis indlægget er for langt, men havde virkelig brug for at komme ud med dette.

Hvad tænker i omkring det hele? 

 

 

Det lyder til at I har fundamentet for projekt baby på plads - og så ville jeg ikke vente på nogle andre får deres først. Held og lykke med projekt baby. Det kan godt være der er nogle der bliver sure, men når baby kommer smelter alles hjerter

Om man bor godt til leje eller eje er vel ikke det afgørende. Det lyder til at I har en god base. For mig lyder det ikke som om hun vil blive skuffet hvis I kommer med den gode nyhed, tror bare ikke hun forventer det endnu, da I jo er forholdsvis unge (ikke for unge, men mange er jo først omkring de 30 før de begynder) Jeg er sikker på at hun bliver lykkelig

Mht til at andre ikke spørger om I snart skal have børn, har jeg lige et andet syn på det. Jeg har to ældre brødre, der begge har børn. Den ene venter endda et barn mere til sommer. Vi er gået i gang med pb, og jeg nåede at være gravid inden jeg mistede i uge 6 i december. Kort efter var vi til familiefest hvor alle kom og spurgte, om det ikke snart var vores tur. Det gjorde bare rigtig ondt lige oven på tabet. Vi har ikke fortalt nogen endnu, at vi prøver. Forestil dig at du evt får svært ved at blive gravid, vil du så ikke synes det er belastende at folk uvidende kommer og spørger om I ikke snart skal have barn? Så synes jeg det er rarest bare at tage det stille og roligt og fortælle folk den gode nyhed når det er tid.

Held og lykke med det hele

Hvor er det dejligt med så mange svar 

Tror i har ret, med at hun jo bare ikke lige forventer at vi skal have børn først. Tror vi er lidt nervøse for hendes reaktion, fordi hun er meget kontakt. Hun snakker nogle gange før hun lige tænker

Jeg ved at alle andre nok skal blive glad for det på vores vegne. 

Kan godt se det synspunkt med, hvis ikke man kan få børn så er det træls at blive spurgt omkring det  Jeg er ked af på dine vegne, at der ikke er sket noget endnu. Jeg .

Jeg bliver nok bare en smule jaloux på det, da jeg virkelig virkelig gerne vil have børn. Og når hun så kun nævner det omkring dem, det får mig lidt til at føle at jeg ikke er god nok osv. Ved jeg godt jeg er, men vil bare så gerne blive enerkendt for at de os ønsker det for os

At få et barn er noget mellem din kæreste og dig, det er jeres beslutning, og ingen andre. I får jo ikke børn for alle mulige andres skyld vel. Så lad være med at tænke på hvad alle andre mon tænker, om broren får børn før jer osv. Jeg er sikker på at svigermor nok skal blive glad når i engang kommer og fortæller at nu skal det være. (:

mille190891 skriver:

Hej alle 

Håber i vil hjælpe mig lidt.

Min kæreste og jeg har prøvet at blive gravid i 2 måneder nu. Ingen har fået dette afvide.

Jeg er 23 år og min kæreste 24 år. Jeg er uddannet Social- og sundhedsassistent og min kæreste VVS og energimontør. Min kæreste har fast arbejde, og jeg er ansat i et længere vikariat. Der er stor chance for, at jeg snart bliver fastansat.

Vi har været sammen i 3 1/2 år og har boet sammen lige fra start. Vi leder efter eget hus, men har endnu ikke fundet det rigtige. Vi bor dog i et lille hus ude på landet. Vi har et ekstra værelse til baby og en stor have. Vi har virkelig et dejligt forhold, og hjælper hinanden med alt det daglige. 

Problemet er, at min kæreste er vildt nervøs for hans mors reaktion på en graviditet.

Min kæreste har en storebror som er 3 år ældre og har været sammen med sin kæreste i 8 år. Han har lige friet, og de skal giftes til sommer.

Min kæreste er bange for at fortælle til hans mor, at vi ønsker at få et barn nu. Hun forventer at hans storebror får et barn først. Det er gennerelt alt hun forventer at de får først. Jeg syntes det er forkert, at hun ser det på den måde og vælger at udtrykke sig om det uden direkte at sige det. F.eks. Siger hun "syntes i ikke at de snart skal have et barn osv. " Det gør mig ked af det at hun kun snakker om dem, da hun ved vi gerne snart vil have børn. 

Jeg tænker at vi jo ikke kan gøre for, at de vælger at vente så længe med det hele. Kan det virkelig passe at vi skal indordne os efter hvad de gør? At vi skal vente til de har fået barn osv.? Jeg har prøvet at berolige min kæreste med, at jeg ved alle bliver glade på vores vegne men det går ham virkelig på og kan mærke det gør ham ked af det. 

Det skal lige siges at i går nytårs aften, fortæller min kærestes storebror til ham at de vil starte projekt baby i Maj . Min kæreste fortæller mig dette, og vi bliver lidt åhhhh nej. Vi er rigtig glade på deres vegne, men vi har jo ikke fortalt noget og vi vil ikke have at de tror vi gør det fordi de er gået i gang. Så min kæreste tager sig sammen, og fortæller at vi er begyndt for 2 måneder sidden. Han virker glad på vores vegne, og siger det jo er vores beslutning. 

Undskyld hvis indlægget er for langt, men havde virkelig brug for at komme ud med dette.

Hvad tænker i omkring det hele? 

 

 

Det er jeres ønske og I skal sgu gøre, hvad I har lyst til. Andre skal/burde ikke have så meget magt, at I ikke følger jeres hjerter. Skid hul i, hvad svigermor synes. Det er hendes problem og ikke jeres.

mille190891 skriver:

Hvor er det dejligt med så mange svar 

Tror i har ret, med at hun jo bare ikke lige forventer at vi skal have børn først. Tror vi er lidt nervøse for hendes reaktion, fordi hun er meget kontakt. Hun snakker nogle gange før hun lige tænker

Jeg ved at alle andre nok skal blive glad for det på vores vegne. 

Kan godt se det synspunkt med, hvis ikke man kan få børn så er det træls at blive spurgt omkring det  Jeg er ked af på dine vegne, at der ikke er sket noget endnu. Jeg .

Jeg bliver nok bare en smule jaloux på det, da jeg virkelig virkelig gerne vil have børn. Og når hun så kun nævner det omkring dem, det får mig lidt til at føle at jeg ikke er god nok osv. Ved jeg godt jeg er, men vil bare så gerne blive enerkendt for at de os ønsker det for os

Da jeg som 22-årig blev gravid første gang, havde min mor svært ved at skjule, at det ikke lige var, hvad hun havde ønsket. Min mormor og morfar var sikre på, at nu ville jeg droppe ud af min uddannelse. Det sårede mig, men da min datter blev født, var der kun jubel og glæde. 

Da jeg for et par dage siden nævnte for min mor, at hun og mine morforældre jo var lidt forbeholdne, da jeg ventede min datter, anede hun ikke, hvad jeg talte om - hun har glemt alt om det. 

Man kan let komme til at lægge for meget i uovervejede og kontante reaktioner - andre skal jo også lige have en chance for at sunde sig og se for sig, at det så er nu, der står familieforøgelse på tapetet, selv om de havde forestillet sig det anderledes. 

Min bror er fire år ældre end mig og har aldrig fået børn, så det var godt, jeg ikke ventede på, det "blev min tur" i køen.