Hvorfor skal det være så svært!!

Hvor skal jeg dog starte.. 

Sagen er at for et halvt år siden flyttede jeg fra faren til mine 2 børn. 

Han var den der sagde stop. Jeg har været flyttet før pga. han havde noget kørende med en anden. De var ikke fysisk sammen, men SMS og mødtes og løj om det. Har altid sagt at sådan noget kunne jeg ikke tilgive. Jeg flyttede så, men valgte efter 1 år at flytte tilbage. Efter endnu 1 år valgte han så at gå fra os. Vi havde haft en meget presset hverdag og det gik hårdt ud over vores forhold. Jeg flyttede så endnu engang. Det har taget meget meget hårdt på mig. 

Vi har gået i familierådgivning for at få snakket en masse ting igennem og det har hjulpet rigtig meget. Han ønsker nu, at vi prøver at give det endnu en chance. 

Jeg tør ikke. Mine børn skal ikke vokse op i et usikkert hjem. Der skal være tryghed og stabilitet. Samtidig er han faren til mine børn og jeg elsker ham højt. På den ene side tænker jeg, at vi umuligt kan leve samme  til vores dages ende sådan som det ser ud nu.. For når man er gået fra hinanden før, hvorfor skulle det så ikke ske igen?? På den anden side tænker jeg, at hvis vi virkelig arbejder for det så tror jeg vi ville kunne skabe den tryghed og stabilitet som jeg ønsker for vores familie, men er det overhovedet muligt? Børnene savner deres far i hverdagen og de ønsker virkelig vi kunne bo sammen igen.

Er der nogen der har haft lidt turbulente forhold hvor det er endt godt? Eller er vi bare dødsdømt? 

Min fornuft siger jo jeg skal prøve at komme videre og fokuserer på mine børn og få "et nyt liv" men mit "hjerte" håber inderligt på en løsning så far og mor kan blive sammen nu vi har sat børn i verden sammen. 

Synes virkelig det er svært og føler det er mig der skal tage den svære beslutning, som har indflydelse på mine børns liv. 

Ja havde bare brug for lidt luft, gode råd og evt. Erfaringer fra andre... 

Anonym skriver:

Hvor skal jeg dog starte.. 

Sagen er at for et halvt år siden flyttede jeg fra faren til mine 2 børn. 

Han var den der sagde stop. Jeg har været flyttet før pga. han havde noget kørende med en anden. De var ikke fysisk sammen, men SMS og mødtes og løj om det. Har altid sagt at sådan noget kunne jeg ikke tilgive. Jeg flyttede så, men valgte efter 1 år at flytte tilbage. Efter endnu 1 år valgte han så at gå fra os. Vi havde haft en meget presset hverdag og det gik hårdt ud over vores forhold. Jeg flyttede så endnu engang. Det har taget meget meget hårdt på mig. 

Vi har gået i familierådgivning for at få snakket en masse ting igennem og det har hjulpet rigtig meget. Han ønsker nu, at vi prøver at give det endnu en chance. 

Jeg tør ikke. Mine børn skal ikke vokse op i et usikkert hjem. Der skal være tryghed og stabilitet. Samtidig er han faren til mine børn og jeg elsker ham højt. På den ene side tænker jeg, at vi umuligt kan leve samme  til vores dages ende sådan som det ser ud nu.. For når man er gået fra hinanden før, hvorfor skulle det så ikke ske igen?? På den anden side tænker jeg, at hvis vi virkelig arbejder for det så tror jeg vi ville kunne skabe den tryghed og stabilitet som jeg ønsker for vores familie, men er det overhovedet muligt? Børnene savner deres far i hverdagen og de ønsker virkelig vi kunne bo sammen igen.

Er der nogen der har haft lidt turbulente forhold hvor det er endt godt? Eller er vi bare dødsdømt? 

Min fornuft siger jo jeg skal prøve at komme videre og fokuserer på mine børn og få "et nyt liv" men mit "hjerte" håber inderligt på en løsning så far og mor kan blive sammen nu vi har sat børn i verden sammen. 

Synes virkelig det er svært og føler det er mig der skal tage den svære beslutning, som har indflydelse på mine børns liv. 

Ja havde bare brug for lidt luft, gode råd og evt. Erfaringer fra andre... 

Er det ikke en mulighed at være kærester uden at bo sammen?

Rockertand skriver:

Er det ikke en mulighed at være kærester uden at bo sammen?

Jo det kunne det.. Men er det en varig løsning tænker jeg.. Gør det ikke børn mere forvirret. 

Jeg tænker umiddelbart at jeg ikke ville byde mine børn at flytte sammen med deres far igen - de får jo nye håb hver gang...

Har i nyhederne på et tidpunkt hørt at det er blevet meget in at leve hver for sig, men stadig være et par - kunne dette være en løsning for jer?

Stumpen skriver:

Jeg tænker umiddelbart at jeg ikke ville byde mine børn at flytte sammen med deres far igen - de får jo nye håb hver gang...

Har i nyhederne på et tidpunkt hørt at det er blevet meget in at leve hver for sig, men stadig være et par - kunne dette være en løsning for jer?

Tak for dit svar... 

Nemlig. Jeg tør ikke give børnene nyt håb. Det fortjener de ikke. Men lige meget hvad jeg gør skærer det i mit hjerte. Ligger ofte søvnløs for ved ikke hvad jeg skal gøre.

ja har godt hørt det med par der lever hver for sig. Men synes det er noget underligt noget, men er måske bedre end at mor og far skændes og ikke er sammen. Ja ved det ikke lige. Det føles bare lidt underligt. Men kunne måske være sådan i en periode

Anonym skriver:

Tak for dit svar... 

Nemlig. Jeg tør ikke give børnene nyt håb. Det fortjener de ikke. Men lige meget hvad jeg gør skærer det i mit hjerte. Ligger ofte søvnløs for ved ikke hvad jeg skal gøre.

ja har godt hørt det med par der lever hver for sig. Men synes det er noget underligt noget, men er måske bedre end at mor og far skændes og ikke er sammen. Ja ved det ikke lige. Det føles bare lidt underligt. Men kunne måske være sådan i en periode

Men hvis det er det der virker for jer??

Idag er der jo ikke noget der hedder kernefamilie som der var engang - nu hedder det dine-mine og vores børn, regnbuebørn osv osv.. 

Vi lever bare i en anden tid, hvor der er et andet pres på alt.. og fungerer jeres forhold bedst ved at kunne spise sammen, være sammen, tage på ture, men have hvert sit, så er det sådan det er.. og to glade forældre er klart bedre end to sure der skændes.. 

MEN jeg synes fortsat I evt skulle i noget terapi eller lign, for selvom I bare bliver kærester igen med hver sin adresse, så skylder I fortsat jeres børn at tage forholdet seriøs og ikke slå op i tide og utide...

Stumpen skriver:

Men hvis det er det der virker for jer??

Idag er der jo ikke noget der hedder kernefamilie som der var engang - nu hedder det dine-mine og vores børn, regnbuebørn osv osv.. 

Vi lever bare i en anden tid, hvor der er et andet pres på alt.. og fungerer jeres forhold bedst ved at kunne spise sammen, være sammen, tage på ture, men have hvert sit, så er det sådan det er.. og to glade forældre er klart bedre end to sure der skændes.. 

MEN jeg synes fortsat I evt skulle i noget terapi eller lign, for selvom I bare bliver kærester igen med hver sin adresse, så skylder I fortsat jeres børn at tage forholdet seriøs og ikke slå op i tide og utide...

Tusinde tak for dit svar:-) 

ja det kunne være en måde. Og nemlig man kan ikke bare slå op i tide og utide. Føler mig så dårlig over vi har gjort det sådan. Føler vi er total umodne og ikke tænker videre. Og skal siges vi har været sammen i 10 år. Ligepludselig gik der nok for meget hverdag i den og vi fik ikke snakket sammen. 

Vi fortsætter i terapi længe endnu. For vi skal lærer at fungerer uanset hvad vi gør. Så vi hele tiden gør det bedst for vores børn og hele tiden har et godt samarbejde. Lige nu spiser vi sammen 2 gange om ugen og laver ting sammen med børnene. Vi har også holdt jul sammen. 

Anonym skriver:

Tusinde tak for dit svar:-) 

ja det kunne være en måde. Og nemlig man kan ikke bare slå op i tide og utide. Føler mig så dårlig over vi har gjort det sådan. Føler vi er total umodne og ikke tænker videre. Og skal siges vi har været sammen i 10 år. Ligepludselig gik der nok for meget hverdag i den og vi fik ikke snakket sammen. 

Vi fortsætter i terapi længe endnu. For vi skal lærer at fungerer uanset hvad vi gør. Så vi hele tiden gør det bedst for vores børn og hele tiden har et godt samarbejde. Lige nu spiser vi sammen 2 gange om ugen og laver ting sammen med børnene. Vi har også holdt jul sammen. 

Det skal du ikke, for du kan ikke gøre det om, men du kan ændre for fremtiden og tage en dag af gangen og se hvad det er der virker for jer... Jeg synes det lyder godt at I er i terapi - det viser da at I virkelig arbejder på dette her og gerne vil hinanden..

Bare I husker børnene og ikke er i dette on-off... Vil I blive et par igen, så vil jeg mene, I skal være så sikre, som overhovedet muligt at I vil det her...

Fik et helt sus i maven.... Det er min historie du skriver ned, mine tanker og mine følelser.... Vildt! 

Marts<3 skriver:

Fik et helt sus i maven.... Det er min historie du skriver ned, mine tanker og mine følelser.... Vildt! 

 

Puha.. Er ked af at i også står i den situation. Selvom det er meget rart at vide man ikke er den eneste... Det kan godt føles sådan... At man er den eneste der er "dum" nok til at bruge tid på alt dette når det "rigtige" nok ville være at sige stop og komme videre.. Føler bare ikke det er det rigtige for mine børn