Forholdet til børnenes bedsteforældre.

Her blev jeg og Lukas slettet fra bedsteforældrenes liv da vi gik fra hinanden... De snakker kun med Lukas når hans far har ham... Ikk noget opkald til hans fødselsdag, jul eller nytår når han er ved mig... 

Jeg synes det er mega synd for ham og har flere gange sagt til eks at hans forældre med glæde mår ringe til ham når de har lyst, samtidig er de inviteret med til hans fødselsdag men det vil de ikk da de ikk vil være i rum med mig.... 

Anonym skriver:

Lidt inspireret af en anden tråd. Hvordan er dit forhold til dine børns bedsteforældre? Og her mener jeg jo så ikke ens egne forældre. Jeg undre mig nemlig lidt over at børnenes bedsteforældre bliver et no go for mor/far når man går fra hinanden. Og det synes jeg er underligt, for ja de er ikke længere svigermor og svigerfar, men de vil jo altid være børnenes bedsteforældre. Hvorfor må man som mor ikke tá barnet i hånden og besøge farmor med en buket fra haven og et billede fra skolefotografen? Jeg kan slet ikke sætte mig ind i at man som ny kæreste til far eller mor forbyder dette. Hvorfor? Der går jo ingen skår af nogen blot fordi barnet kan nyde sin familie på kryds og tværs selv om far og mor ikke er sammen mere. Her tænker jeg også i forhold til julegaver, her har børnenes mormor og farmor altid fået næsten ens gaver, og altid med billeder af og kreative sager fra børnene. Hvis far skulle stå for det blot fordi vi ikke er sammen, så ville farmor aldrig få noget, for det der med gaver, billeder osv gider han bare ikke. Og det ville gå ud over farmor, og ikke mindst børnene som jo så ville kunne se deres fætre og kusiner hænge på farmors væg, men ikke dem selv. Er det virkelig så galt som mor, stadig at se farmor som en del af ens barns vigtige familie og stadig gå op i at barnet ser og giver gaver og billeder til hende? 

Godt skrevet! 

Jeg kan huske fra min barndom at vi da ofte kom til kaffe hos farmor, os børn og mor. Og det var også der vi tit blev passet, da de boede tættere på os end mormor

Jeg har et fint forhold til min datters fars familie. Tit snakker jeg mere med dem, end han selv gør...  

Min ekskæreste er også inviteret i år til julefrokost hjemme hos mine forældre 1. juledag. Det er han altid, men det er dog ikke altid han dukker op, da han ikke sådan rigtig fejrer jul eller er et familiegilde-menneske. 
Min datters farmor er også inviteret til den dag, og har været hver gang de sidste mange år. 
Det er en rigtig hyggeligt tradition, og sjovt i år når jeg har fået en ny kæreste som skal med også. Jeg glæder mig! 
Vi holder også fødselsdage sammen når vores datter fylder år, og andre ting sammen. 

Det gør vi tildels først og fremmest for vores datters skyld, men inderst inde syntes jeg sgu det er noget pjat med 2x fødselsdage, 2x juleaftener, 2x???. Helt ærligt... JEG (og jeg er endda voksen) bliver snotforvirret over sådan nogle arrangementer, så hvad mon ikke et lille barn bliver? Alt for meget unødvendigt materielt fylde, og det eneste barnet egentlig ønsker sig er nærhed, intimitet med de personer som barnet elsker over alt på jorden - sin mor og far.

Og da man ikke har kunne finde ud af det sammen som par, må man sgu lige hanke op i sig selv, parkere sine umodne følelser hjemme og møde op til den begivenhed som nu står for døren for sit barns skyld. Og så er jeg næsten hvor meget man hader hinanden, det skulle man have tænkt på noget før - det første du skal når du møder dit barn første gang det er at tilsidesætte dine egne behov....... det gælder  sådan set resten af dit liv. 

Anonym skriver:

Lidt inspireret af en anden tråd. Hvordan er dit forhold til dine børns bedsteforældre? Og her mener jeg jo så ikke ens egne forældre. Jeg undre mig nemlig lidt over at børnenes bedsteforældre bliver et no go for mor/far når man går fra hinanden. Og det synes jeg er underligt, for ja de er ikke længere svigermor og svigerfar, men de vil jo altid være børnenes bedsteforældre. Hvorfor må man som mor ikke tá barnet i hånden og besøge farmor med en buket fra haven og et billede fra skolefotografen? Jeg kan slet ikke sætte mig ind i at man som ny kæreste til far eller mor forbyder dette. Hvorfor? Der går jo ingen skår af nogen blot fordi barnet kan nyde sin familie på kryds og tværs selv om far og mor ikke er sammen mere. Her tænker jeg også i forhold til julegaver, her har børnenes mormor og farmor altid fået næsten ens gaver, og altid med billeder af og kreative sager fra børnene. Hvis far skulle stå for det blot fordi vi ikke er sammen, så ville farmor aldrig få noget, for det der med gaver, billeder osv gider han bare ikke. Og det ville gå ud over farmor, og ikke mindst børnene som jo så ville kunne se deres fætre og kusiner hænge på farmors væg, men ikke dem selv. Er det virkelig så galt som mor, stadig at se farmor som en del af ens barns vigtige familie og stadig gå op i at barnet ser og giver gaver og billeder til hende? 

På trods af at vi er sammen endnu og har været det en hel del år - har jeg lidt et underligt forhold til mine svigerforældre, når det angår mine børn. De har ingen interesse i at komme ud og besøge os, medmindre de er inviteret til stor middag osv! 

Så hvis vi gik fra hinanden ville mine børn have et endnu mere distanceret forhold til deres farmor og farfar. Mine forældre kan ikke gå 3 dage, før de bare MÅ ud til os og lige sige Hej og lege osv (: 

og det er den måde jeg ønsker mine børn skal have et forhold til deres bedsteforældre på - den afslappede hyggelige måde. Svigermor er også sådan, og nyder at hygge med børnene i familien - dog er der noget der gør at de aldrig nogensinde kunne finde på lige at komme ud og besøge os. Derimod har vi gennem mange år kørt ud og sagt Hej, spurgt om vi skulle lave noget sammen osv.

Men efter jeg er blevet gravid igen, magter jeg ikke at tage derud - og så bliver forholdet endnu mere distanceret. :/

Lige for at bidrage med en anden side af sagen også.. 

Min kære mand, fik pænt af vide at sin ekskone da de blev skilt og gik og tømte lejligheden, at hendes forældre/hans svigerforældre ikke ville se ham pt. grundet skilsmissen. Og de derfor heller ikke kunne hjælpe til med at tømme lejlighed/flytte, når han var der.

Jovist, det var ham som ville skilles - men det er vel ikke forbudt at ville skilles som ægtepar i dagens Danmark? 

Flere måneder efter da deres fællesbørn (tvillinger) havde fødselsdag, får han så også lige af vide at moderen gerne ser at han holder sig væk da hun gerne bare vil holde fødselsdag for hendes familie og hendes forældre jo kommer.
Han kunne få lov at holde fødselsdag med børnehaven, og invitere dem hjem.

Der kan jeg sidde og tænke... Hvad i alverden bilder sådan en mor + bedsteforældre sig ind?  GEM JERES EGNE SMÅLIGE OPFØRSEL LANGT VÆK! 

Det er selvfølgelig ikke noget jeg blander mig i det mindste, men jeg tænker mit. 

sne190810 skriver:

Lige for at bidrage med en anden side af sagen også.. 

Min kære mand, fik pænt af vide at sin ekskone da de blev skilt og gik og tømte lejligheden, at hendes forældre/hans svigerforældre ikke ville se ham pt. grundet skilsmissen. Og de derfor heller ikke kunne hjælpe til med at tømme lejlighed/flytte, når han var der.

Jovist, det var ham som ville skilles - men det er vel ikke forbudt at ville skilles som ægtepar i dagens Danmark? 

Flere måneder efter da deres fællesbørn (tvillinger) havde fødselsdag, får han så også lige af vide at moderen gerne ser at han holder sig væk da hun gerne bare vil holde fødselsdag for hendes familie og hendes forældre jo kommer.
Han kunne få lov at holde fødselsdag med børnehaven, og invitere dem hjem.

Der kan jeg sidde og tænke... Hvad i alverden bilder sådan en mor + bedsteforældre sig ind?  GEM JERES EGNE SMÅLIGE OPFØRSEL LANGT VÆK! 

Det er selvfølgelig ikke noget jeg blander mig i det mindste, men jeg tænker mit. 

Tit handler det jo om hvordan bruddet har været-

Har en veninde hvor hendes forældre er ligesom det du beskriver ,men jeg forstår dem godt -Manden knaldede hendes veninde imens hun lå på sygehuset med deres baby .Og havde fortsat affæren hvis han ikke var blevet bustet.

Når der er følelser i klemme kan det være svært at tænke rationelt- og jeg tror man skal have prøvet at være den forsmåede part før man kan sætte sig ind i de føleser. 

Carina:-) skriver:

Tit handler det jo om hvordan bruddet har været-

Har en veninde hvor hendes forældre er ligesom det du beskriver ,men jeg forstår dem godt -Manden knaldede hendes veninde imens hun lå på sygehuset med deres baby .Og havde fortsat affæren hvis han ikke var blevet bustet.

Når der er følelser i klemme kan det være svært at tænke rationelt- og jeg tror man skal have prøvet at være den forsmåede part før man kan sætte sig ind i de føleser. 

Den er jeg helt med på, og jeg er helt indforstået med at man kan være rigtig sur/ked af det og ja ligefrem rasende og gerne i lang tid af gangen. Men, så er det så også bare at jeg syntes man skal huske på hvem det er, som at det handler om. Det handler hverken om mor, far, bedsteforældre men om barnet og barnets fødselsdag feks. 

Jeg tog selv min datters far i at være sammen med en anden, på fersk gerning i og med jeg fandt noget tøj og sko tilhørte pigen i hans lejlighed, en måned før jeg fødte. 

Men derfor er han ikke bandlyst alle steder fra den dag idag, hverken af mig eller mine forældre, når det er ting som omhandler vores fælles barn. 

Syntes ikke bedsteforældre kan være i sin ret til at bestemme om deres barnebarns forældre skal deltage i BARNETS ting, for at tage hensyn til deres følelser. 

sne190810 skriver:

Jeg har et fint forhold til min datters fars familie. Tit snakker jeg mere med dem, end han selv gør...  

Min ekskæreste er også inviteret i år til julefrokost hjemme hos mine forældre 1. juledag. Det er han altid, men det er dog ikke altid han dukker op, da han ikke sådan rigtig fejrer jul eller er et familiegilde-menneske. 
Min datters farmor er også inviteret til den dag, og har været hver gang de sidste mange år. 
Det er en rigtig hyggeligt tradition, og sjovt i år når jeg har fået en ny kæreste som skal med også. Jeg glæder mig! 
Vi holder også fødselsdage sammen når vores datter fylder år, og andre ting sammen. 

Det gør vi tildels først og fremmest for vores datters skyld, men inderst inde syntes jeg sgu det er noget pjat med 2x fødselsdage, 2x juleaftener, 2x???. Helt ærligt... JEG (og jeg er endda voksen) bliver snotforvirret over sådan nogle arrangementer, så hvad mon ikke et lille barn bliver? Alt for meget unødvendigt materielt fylde, og det eneste barnet egentlig ønsker sig er nærhed, intimitet med de personer som barnet elsker over alt på jorden - sin mor og far.

Og da man ikke har kunne finde ud af det sammen som par, må man sgu lige hanke op i sig selv, parkere sine umodne følelser hjemme og møde op til den begivenhed som nu står for døren for sit barns skyld. Og så er jeg næsten hvor meget man hader hinanden, det skulle man have tænkt på noget før - det første du skal når du møder dit barn første gang det er at tilsidesætte dine egne behov....... det gælder  sådan set resten af dit liv. 

 

 

Til den sidste del du skrev

Det er fornuftigt og logisk det du skriver, men der skal stadig være to til at være enige, hvis den ene part er åben og den anden er fuldstændig lukket af og ikke til at hugge og stikke i, så er man desværre nødt til,  at dele det op til 2x fødselsdage osv..  Hvilket desværre er det jeg er nødt til, da hun ønsker mig ud af familien. 

Hvis den ene part ikke hanker op i sig selv og bider de sure ting i sig, så bliver det svært. 

kesuh skriver:

Til den sidste del du skrev

Det er fornuftigt og logisk det du skriver, men der skal stadig være to til at være enige, hvis den ene part er åben og den anden er fuldstændig lukket af og ikke til at hugge og stikke i, så er man desværre nødt til,  at dele det op til 2x fødselsdage osv..  Hvilket desværre er det jeg er nødt til, da hun ønsker mig ud af familien. 

Hvis den ene part ikke hanker op i sig selv og bider de sure ting i sig, så bliver det svært. 

Ja, og det er også det jeg mener med at man i dit tilfælde som mor til jeres fælles barn, burde tage sig sammen og se hvad man har gang i. Det er jo hverken dig eller hende det burde handle om, men jeres barn. FÆLLES barn  

Jeg er selv, desværre, inde i en lignende situation med min mand som har en ekskone der ikke kan filtrere sine egne følelser fra, så det går ud over børnene. Jeg syntes det er sørgeligt, og ser helt klart en overflod af mødre (ift. fædre), som desværre opfører sig som om de har opfundet den dybe tallerken og har ret til AL opførsel, bare fordi de har båret og født barnet. 

Uden på noget tidspunkt at tage højde for at det er manden som de valgte at få børn med engang af egen fri vilje. Når man vælger at få børn sammen, indebærer det nogle livslange relationer - hvilket personlige følelser IKKE skal gå ind og ødelægge for børnene. 

Men ja, sørgeligt.. Jeg er udemærket godt klar over hvordan virkeligheden desværre ser ud, godt hjulpet på vej af SF som har tendens til at tage morens parti i de fleste sager, hvilket jo næsten kun gør at mødrene føler de ligefrem for skulderklap for deres stupide opførsel. 

Taberne i det hele er børnene, og vil altid være det. Selv når de er voksne.