Du skal i hvert fald gøre dig klart, hvorfor du ønsker at fortælle dem det. Dine svigerforældre har ikke ret eller krav på at vide det, lige så lidt som de har pligt til at fortælle dig om de svære ting, de måske har med i bagagen.
Så hvis det skal på bordet, skal grunden være, at du har brug for at sige det til dem. Og så skal du også gøre dig klart forinden, hvorfor du har brug for det. Er det fx fordi, du ønsker, at de tager hånd om dig og giver dig ekstra meget omsorg pga. det, du har været igennem? Og er du i så fald parat til at leve med det, hvis du ikke får den reaktion, som du ønsker, eller risikerer du at blive såret, hvis de agerer anderledes, end du håber?
Det er ikke fordi, jeg tror, de vil afvise dig, men jeg ved fra mig selv, at man kan blive så forfærdeligt såret og føle sig så grumt afvist, hvis man åbner sig omkring det, der er rigtigt svært, og så ikke får nøjagtig den respons, man havde håbet. Og det KAN jo være, at dine svigerforældre kan have svært ved at rumme det - eller at de foretrækker at fokusere på det, der knytter jer sammen nu - deres søn og jeres barn - og ikke på din fortid.
Jeg har selv været ude for noget, der er lidt i stil med din historie, og jeg har kun involveret ganske få i det som voksen. Mine aller-, allernærmeste samt terapeuter - og jeg har udelukkende gjort det til de ikke-professionelle for at forklare, hvorfor det i bestemte situationer har påvirket min adfærd. Det er en svær mundfuld at sluge for de fleste, og når det er sagt, kan det ikke gøres usagt. Det er vigtigt, at du holder dig det for øje og er helt afklaret med, hvorfor du ønsker, de skal vide det.
