Er rammerne i orden for børnefamilierne?!

Af Linda Stæhr - familierådgiver på Baby.dk

Mere nærhed NU!

For tiden bliver der råbt meget i medierne og på Politikken.dk i særdeleshed om, hvordan børnefamilierne har det og hvad de må døje, tåle og acceptere inden for de nuværende rammer, love og ordninger. Fx at småbørnsforældre er den gruppe, der har de længste arbejdsdage, og at de kun har 1 max 2 dage til syge børn… også selvom børnesygdomme sjældent kan begrænses til det tidsrum. Bedsteforældre er blevet angrebet og forsvaret, og der er blevet talt om klynk, berettiget kritik og kastet med sten fra alle sider af lejren.

Men hvad er det egentligt børnefamilierne mangler? Tid? Jovist, men hvad skal vi stille op med mere tid? Selvfølgelig vil vi gerne have mere alene-tid, tid til det praktiske, tid til at se vennerne, træne osv. Men dybest inden i de fleste forældre, så er den tid der mangler mest: Tid til nærhed! Og ikke kun når børnene er syge eller kede af det, men nærhed i hverdagen… de små og store øjeblikke sammen, som er så uundværlige for tillidsrelationer og børnenes generelle trivsel og udvikling.

Nærhed opstår, når vi dele noget med hinanden: En oplevelse, en tanke, noget sjovt, noget træls, noget vi ser/føler/hører/lugter osv. Det er derfor små børn elsker at sidde og kigge bog med mor og far, eller kaste pandekager rundt i huset SAMMEN med mor og far, fordi man DELER en oplevelse OG DET SKABER NÆRHED. Og det er derfor børn ikke oplever mor og far som nærværende med næsen i IPad ‘en mens de spiser… Den delte oplevelse af måltidet eller snakken eller bare det at sidde sammen og være trætte sammen bliver forstyrret af ting udefra. Men alt i alt kræver nærhed TID. Afsat tid, fokuseret tid, jeg-gider-dig-tid.

Og her kommer lige et surt opstød: Som inkarneret pædagog gennem mange år har jeg lige en lille sang til politikerne, der definerer pasningsområdets rammer og muligheder: Få nu fingeren ud! Danmark udliciterer børnene som ingen andre til pasning i dagtilbud, skole og SFO. Og dog er der INGEN der virkelig tør tage fat og undersøge: HVAD INSTITUTIONERNE EGENTLIG har brug for, for at ”skabe gode samfundsborgere”.
For er det ikke det børnene er blevet reduceret til i dag: ”Fremtidige samfundsborgere”? Det er derfor de skal måles og vejes og skolelærerene skal skældes så meget ud, og forældrene også, for det er altid nogens skyld. Så nu tager jeg bladet fra munden og skyder opad igen. Politikerne, samfundet, kommunerne, fagforeningerne… Det er her rammerne skal lægges: Plads til at tage sig af syge børn, fred og støtte til at gå på deltid, 30 måske kun 20 timer med helt små børn (ville det ikke afbøde LIDT for den større ledighed i fremtiden?), og sidst men ikke mindst: MOD til at sætte BØRNENE først. Altså ikke deres fremtidige evner eller fremtidige gevinst eller belastning for samfundets økonomi, bare børnene. Fordi børn HAR værdi OGSÅ når de er små og IKKE kun fordi mor og far siger det

Så hvad er drømmescenariet? Lad os drømme lidt:

• Økonomisk råderum for børnefamilier til at trække stikket delvist ud i småbørnsårene
• Opbakning fra arbejdsmarkedet til det samme (til både mor og far)
• Optimering af nærværet og kerneydelsen i institutionerne (dette kræver et udgifts-tjek, et normerings-tjek, og at der følges op på al den forskning, der siger, at vi er galt på den!)
• Generel social accept af at forældre sjældent er ugeblads-perfekte og indimellem bare har hovedet under armen nogle dage.

Så tilbage til nærhed: Kære småbørnsforældre: Hold ud og sæt forventningerne lidt ned: I har ikke bedre rammer end de andre, selvom I har små børn, hverken tidsmæssigt eller karrieremæssigt.
Og forventningerne til jeres indsats og stimulering af børnenes trivsel og udvikling er BENHÅRDE i dette videnssamfund. Sig fra (normer, samfund, forventninger), og find jeres egen vej! OG frem for alt: Sæt jer som forældre og find ud af SAMMEN, hvad I vil leve op til, og hvad I kan skrue ned for. Vejen er fremad og målet er større nærvær og trivsel i familien.

2014-11-13 af Linda Stæhr – Trivsel i familien.dk

Takk.

Linda Stæhr skriver:

Mere nærhed NU!

For tiden bliver der råbt meget i medierne og på Politikken.dk i særdeleshed om, hvordan børnefamilierne har det og hvad de må døje, tåle og acceptere inden for de nuværende rammer, love og ordninger. Fx at småbørnsforældre er den gruppe, der har de længste arbejdsdage, og at de kun har 1 max 2 dage til syge børn… også selvom børnesygdomme sjældent kan begrænses til det tidsrum. Bedsteforældre er blevet angrebet og forsvaret, og der er blevet talt om klynk, berettiget kritik og kastet med sten fra alle sider af lejren.

Men hvad er det egentligt børnefamilierne mangler? Tid? Jovist, men hvad skal vi stille op med mere tid? Selvfølgelig vil vi gerne have mere alene-tid, tid til det praktiske, tid til at se vennerne, træne osv. Men dybest inden i de fleste forældre, så er den tid der mangler mest: Tid til nærhed! Og ikke kun når børnene er syge eller kede af det, men nærhed i hverdagen… de små og store øjeblikke sammen, som er så uundværlige for tillidsrelationer og børnenes generelle trivsel og udvikling.

Nærhed opstår, når vi dele noget med hinanden: En oplevelse, en tanke, noget sjovt, noget træls, noget vi ser/føler/hører/lugter osv. Det er derfor små børn elsker at sidde og kigge bog med mor og far, eller kaste pandekager rundt i huset SAMMEN med mor og far, fordi man DELER en oplevelse OG DET SKABER NÆRHED. Og det er derfor børn ikke oplever mor og far som nærværende med næsen i IPad ‘en mens de spiser… Den delte oplevelse af måltidet eller snakken eller bare det at sidde sammen og være trætte sammen bliver forstyrret af ting udefra. Men alt i alt kræver nærhed TID. Afsat tid, fokuseret tid, jeg-gider-dig-tid.

Og her kommer lige et surt opstød: Som inkarneret pædagog gennem mange år har jeg lige en lille sang til politikerne, der definerer pasningsområdets rammer og muligheder: Få nu fingeren ud! Danmark udliciterer børnene som ingen andre til pasning i dagtilbud, skole og SFO. Og dog er der INGEN der virkelig tør tage fat og undersøge: HVAD INSTITUTIONERNE EGENTLIG har brug for, for at ”skabe gode samfundsborgere”.
For er det ikke det børnene er blevet reduceret til i dag: ”Fremtidige samfundsborgere”? Det er derfor de skal måles og vejes og skolelærerene skal skældes så meget ud, og forældrene også, for det er altid nogens skyld. Så nu tager jeg bladet fra munden og skyder opad igen. Politikerne, samfundet, kommunerne, fagforeningerne… Det er her rammerne skal lægges: Plads til at tage sig af syge børn, fred og støtte til at gå på deltid, 30 måske kun 20 timer med helt små børn (ville det ikke afbøde LIDT for den større ledighed i fremtiden?), og sidst men ikke mindst: MOD til at sætte BØRNENE først. Altså ikke deres fremtidige evner eller fremtidige gevinst eller belastning for samfundets økonomi, bare børnene. Fordi børn HAR værdi OGSÅ når de er små og IKKE kun fordi mor og far siger det

Så hvad er drømmescenariet? Lad os drømme lidt:

• Økonomisk råderum for børnefamilier til at trække stikket delvist ud i småbørnsårene
• Opbakning fra arbejdsmarkedet til det samme (til både mor og far)
• Optimering af nærværet og kerneydelsen i institutionerne (dette kræver et udgifts-tjek, et normerings-tjek, og at der følges op på al den forskning, der siger, at vi er galt på den!)
• Generel social accept af at forældre sjældent er ugeblads-perfekte og indimellem bare har hovedet under armen nogle dage.

Så tilbage til nærhed: Kære småbørnsforældre: Hold ud og sæt forventningerne lidt ned: I har ikke bedre rammer end de andre, selvom I har små børn, hverken tidsmæssigt eller karrieremæssigt.
Og forventningerne til jeres indsats og stimulering af børnenes trivsel og udvikling er BENHÅRDE i dette videnssamfund. Sig fra (normer, samfund, forventninger), og find jeres egen vej! OG frem for alt: Sæt jer som forældre og find ud af SAMMEN, hvad I vil leve op til, og hvad I kan skrue ned for. Vejen er fremad og målet er større nærvær og trivsel i familien.

2014-11-13 af Linda Stæhr – Trivsel i familien.dk

Ville virkelig ønske det var muligt...

Specielt det med selv at finde vejen og støtte barnet i dets eget tempo med udviklingen på barnets præmisser...

Super flot skrevet

Dejligt indlæg og er meget enig!

Og der er også en af grundende til, at jeg ønsker for Alternativet, at de kan stille op til valg! De har nogle fede ambitioner, realistisk syn på Dk (og verdenen) og en super politik som jeg helt sikkert vil føle mig godt tilpas med

Det lyder helt sikkert meget godt, men hvis alt dette (eller bare en stor andel) skal ske for offentlige kroner, skal disse jo komme et sted fra. Det bliver jo temmelig dyrt, hvis staten skal supplere en forælders løn op, hvis vedkommende går ned på 20 eller 30 timer, men skal have løn for 37. Der er temmelig mange småbørnsforældre i Danmark, så det kan blive en ret stor regning alene for dette. Jeg er selv gået ned i tid, så jeg tager da gerne imod en supplering af min løn til 37 timer, men jeg kan ikke se, hvor pengene til denne regning skal komme fra.

Det er nemt nok at pege på, hvor det kunne være rart, at der blev brugt flere penge, men så vil jeg gerne vide, hvor disse skal komme fra? Der spares jo allerede så mange steder for at få skattekronerne til at række. Skal de tages fra de ældre, de handikappede, dem på overførselsindskomst eller skal alle borgere bare betale langt mere i skat??

Vi har så sat gjort som TS skriver og har fundet ud af, hvad der fungerer for vores familie og er heldige med at have en fantastisk dagplejegruppe i vores kommune, der fungerer virkelig godt og, hvor vores datter trives og udvikles, så jeg støtter da helt sikkert TS i den del af indlægget om, at vi forældre skal tage ansvaret og finde frem til, hvad der er den bedste vej for vores familie. Det er kun den offentlige finansiering af dette, jeg stiller spørgsmål ved.

Linda Stæhr skriver:

Mere nærhed NU!

For tiden bliver der råbt meget i medierne og på Politikken.dk i særdeleshed om, hvordan børnefamilierne har det og hvad de må døje, tåle og acceptere inden for de nuværende rammer, love og ordninger. Fx at småbørnsforældre er den gruppe, der har de længste arbejdsdage, og at de kun har 1 max 2 dage til syge børn… også selvom børnesygdomme sjældent kan begrænses til det tidsrum. Bedsteforældre er blevet angrebet og forsvaret, og der er blevet talt om klynk, berettiget kritik og kastet med sten fra alle sider af lejren.

Men hvad er det egentligt børnefamilierne mangler? Tid? Jovist, men hvad skal vi stille op med mere tid? Selvfølgelig vil vi gerne have mere alene-tid, tid til det praktiske, tid til at se vennerne, træne osv. Men dybest inden i de fleste forældre, så er den tid der mangler mest: Tid til nærhed! Og ikke kun når børnene er syge eller kede af det, men nærhed i hverdagen… de små og store øjeblikke sammen, som er så uundværlige for tillidsrelationer og børnenes generelle trivsel og udvikling.

Nærhed opstår, når vi dele noget med hinanden: En oplevelse, en tanke, noget sjovt, noget træls, noget vi ser/føler/hører/lugter osv. Det er derfor små børn elsker at sidde og kigge bog med mor og far, eller kaste pandekager rundt i huset SAMMEN med mor og far, fordi man DELER en oplevelse OG DET SKABER NÆRHED. Og det er derfor børn ikke oplever mor og far som nærværende med næsen i IPad ‘en mens de spiser… Den delte oplevelse af måltidet eller snakken eller bare det at sidde sammen og være trætte sammen bliver forstyrret af ting udefra. Men alt i alt kræver nærhed TID. Afsat tid, fokuseret tid, jeg-gider-dig-tid.

Og her kommer lige et surt opstød: Som inkarneret pædagog gennem mange år har jeg lige en lille sang til politikerne, der definerer pasningsområdets rammer og muligheder: Få nu fingeren ud! Danmark udliciterer børnene som ingen andre til pasning i dagtilbud, skole og SFO. Og dog er der INGEN der virkelig tør tage fat og undersøge: HVAD INSTITUTIONERNE EGENTLIG har brug for, for at ”skabe gode samfundsborgere”.
For er det ikke det børnene er blevet reduceret til i dag: ”Fremtidige samfundsborgere”? Det er derfor de skal måles og vejes og skolelærerene skal skældes så meget ud, og forældrene også, for det er altid nogens skyld. Så nu tager jeg bladet fra munden og skyder opad igen. Politikerne, samfundet, kommunerne, fagforeningerne… Det er her rammerne skal lægges: Plads til at tage sig af syge børn, fred og støtte til at gå på deltid, 30 måske kun 20 timer med helt små børn (ville det ikke afbøde LIDT for den større ledighed i fremtiden?), og sidst men ikke mindst: MOD til at sætte BØRNENE først. Altså ikke deres fremtidige evner eller fremtidige gevinst eller belastning for samfundets økonomi, bare børnene. Fordi børn HAR værdi OGSÅ når de er små og IKKE kun fordi mor og far siger det

Så hvad er drømmescenariet? Lad os drømme lidt:

• Økonomisk råderum for børnefamilier til at trække stikket delvist ud i småbørnsårene
• Opbakning fra arbejdsmarkedet til det samme (til både mor og far)
• Optimering af nærværet og kerneydelsen i institutionerne (dette kræver et udgifts-tjek, et normerings-tjek, og at der følges op på al den forskning, der siger, at vi er galt på den!)
• Generel social accept af at forældre sjældent er ugeblads-perfekte og indimellem bare har hovedet under armen nogle dage.

Så tilbage til nærhed: Kære småbørnsforældre: Hold ud og sæt forventningerne lidt ned: I har ikke bedre rammer end de andre, selvom I har små børn, hverken tidsmæssigt eller karrieremæssigt.
Og forventningerne til jeres indsats og stimulering af børnenes trivsel og udvikling er BENHÅRDE i dette videnssamfund. Sig fra (normer, samfund, forventninger), og find jeres egen vej! OG frem for alt: Sæt jer som forældre og find ud af SAMMEN, hvad I vil leve op til, og hvad I kan skrue ned for. Vejen er fremad og målet er større nærvær og trivsel i familien.

2014-11-13 af Linda Stæhr – Trivsel i familien.dk

Jeg er enig i at institutionerne er presset urimeligt hårdt - og skolerne også. Jeg mener at det er et helt forkert sted at finde de penge som jo vitterligt skal findes i disse post-finanskrisetider. Det er en sørgerlig prioritering.

Men jeg kan ikke forstå hvordan man kan synes det er rimeligt at staten skal finansiere at man kan gå på deltid med sine små børn. Vi har ET ÅR på barsel. Som staten primært finansierer. Vi har billige institutionspladser, fordi staten også finansierer størstedelen af disse. Derudover har vi fripladser og delvise fripladser til de mindrebemidlede. Derefter må det da helt ærligt være vores eget ansvar at prioritere vores liv hvis vi ønsker at tilbringe mere tid med vores børn. 

At lade pengene følge barnet synes jeg er en rigtig god model. At en forælder kan få udbetalt det beløb som en institutionsplads koster pr. barn, for at gå hjemme med barnet. I alle kommuner, og det fulde beløb som institutionspladsen koster. Det virker mærkeligt og ugennemtænkt at dette kun er en mulighed i nogle dele af landet. Jeg mener at have læst et sted at det er omkring 10.000 før skat pr. plads? Og altså cirka det halve efter skat. Men der er sikkert andre der er mere vidende på området end mig.

Dine sidste gode råd er helt fine, men det bør altså være noget som ethvert voksent menneske kan sige sig selv. Vi må tage ansvar for os selv indenfor de rammer der nu er udstukket for os, som jeg mener er fint rimelige (på nær ovennævnte punkter).

Kære Janey. Tak for svar, jeg tager din kommentar meget seriøst og er i øvrigt helt enig... Det er ikke nok at påpege problemer og pege fingre... men jeg ser det som en start - og derfor er dette mit første udspil, men tro mig, jeg er IKKE færdig.

Mit udgangspunkt er at vores danske politiske system og styringsmodel skal modelleres om. Økonomien, som forsvinder de forkerte steder hen, skal styres af behov snarere end af luner og politiske mærkeområder. Tre steder pengene fosser ud:

• Bureaukratiets sammensætning: Love på love på love i stedet for helhedstænkning indenfor socialområdet, beskæftigelse, sundhed og børn og unge området gør lovgivning, muligheder og pengefordeling helt uigennemskuelig, selv for de mængder af betalte fagfolk der skal styre det!
• Brandslukning i stedet for forebyggelse: Vi bruger sindsygt mange penge pr ung der ender i kriminalitet i stedet for at trives og få job, børn osv. Hvor skal normeringerne skæret ind i benet? Vi VED det har konsekvenser, og brandslukningen på de yngstes niveau er voldsomt besparet  Ps. dette område er under forandring, heldigvis, fordi kommunerne nu har økonomiske beregningsmodeller for forebyggelsen... Hurra, nu kan også kommunerne se det!
• Politisk apati: Systemet er simpelthen ikke gearet til at lave de forandringer der skal til, man skal ikke lave karriere og samle vælgere, man skal løse samfundsopgaver, og jeg tror vi mister mange penge på navle-fokus blandt politikerne, i stedet for handling.

Min mand forsøgte at italesætte problemstillingerne til sidste lokalvalg i Aarhus under navnet: "Autentisk politik". Men han manglede gennemslagskraft til at trænge igennem...

Jeg ved godt, dette mest er en fortsat finger-pegning, men jeg arbejder på at få skrevet et mere konkret forslag til, hvordan tingene i stedet kunne se ud.

Venlig hilsen Linda Stæhr - Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr skriver:

Kære Janey. Tak for svar, jeg tager din kommentar meget seriøst og er i øvrigt helt enig... Det er ikke nok at påpege problemer og pege fingre... men jeg ser det som en start - og derfor er dette mit første udspil, men tro mig, jeg er IKKE færdig.

Mit udgangspunkt er at vores danske politiske system og styringsmodel skal modelleres om. Økonomien, som forsvinder de forkerte steder hen, skal styres af behov snarere end af luner og politiske mærkeområder. Tre steder pengene fosser ud:

• Bureaukratiets sammensætning: Love på love på love i stedet for helhedstænkning indenfor socialområdet, beskæftigelse, sundhed og børn og unge området gør lovgivning, muligheder og pengefordeling helt uigennemskuelig, selv for de mængder af betalte fagfolk der skal styre det!
• Brandslukning i stedet for forebyggelse: Vi bruger sindsygt mange penge pr ung der ender i kriminalitet i stedet for at trives og få job, børn osv. Hvor skal normeringerne skæret ind i benet? Vi VED det har konsekvenser, og brandslukningen på de yngstes niveau er voldsomt besparet  Ps. dette område er under forandring, heldigvis, fordi kommunerne nu har økonomiske beregningsmodeller for forebyggelsen... Hurra, nu kan også kommunerne se det!
• Politisk apati: Systemet er simpelthen ikke gearet til at lave de forandringer der skal til, man skal ikke lave karriere og samle vælgere, man skal løse samfundsopgaver, og jeg tror vi mister mange penge på navle-fokus blandt politikerne, i stedet for handling.

Min mand forsøgte at italesætte problemstillingerne til sidste lokalvalg i Aarhus under navnet: "Autentisk politik". Men han manglede gennemslagskraft til at trænge igennem...

Jeg ved godt, dette mest er en fortsat finger-pegning, men jeg arbejder på at få skrevet et mere konkret forslag til, hvordan tingene i stedet kunne se ud.

Venlig hilsen Linda Stæhr - Trivsel i familien.dk

Politisk apati, nja.... 

Nu er det jo sådan at vi er et repræsentativt demokrati. Politikerne kan ikke 'løse samfundsopgaver' hvis ikke de får stemmer. Det er danskernes ansvar at vælge de politikere eller den retning som de ønsker landet skal tage. Selv når politikerne er valgt ind skal de stadig være lydhøre over for borgernes ønsker, det er vel egentlig også ønskværdigt? Men man skal huske på det også komplicerer evnen til at være handlekraftig. Der er mange interesser at varetage - og mange af disse interesser er modstridende. 

Vi kunne sagtens gøre det politiske system mere handlingsorienteret, men det vil skade den demokratiske legitimitet. Det vil altid være mindre effektivt når man skal beslutte ting i fællesskab. 

En ændring af systemet, som du taler om, skal i bund og grund ikke komme fra politikerne, den skal komme fra danskerne selv. 

Med hensyn til pengene, der forsvinder de forkerte steder hen... Jeg er enig i at der er brug for en helhedstænkning indenfor de enkelte områder. Jeg er også enig i at der er brug for forbyggende indsats, men de penge du sparer her er ikke alverden. Løntilskud for småbørnsforældre ville koste langt mere. Generelt så er det altså, modsat hvad man tror, rigtig svært at balancere det offentlige budget. Alle danskere vil gerne have flere penge til det område, der nu engang vedrører dem, men budgettet skal gå op.

Uh en sidste ting... Pengene skal styres af 'behov'? Behov af hvem? Hvem skal bestemme hvis ønsker reelt er behov? Hvordan skal disse behov prioriteres? Det er fine ord, men hvordan det i praksis skal fungere kan jeg simpelthen ikke se. Behov afhænger vel af øjet der ser.

EDIT: Det er ikke fordi jeg ikke synes vi kan gøre tingene bedre. Det kan man altid. Jeg er såmænd også enig i at der er visse aspekter der er kritisable i forhold til børnefamilierne. Men hvis man skal gøre forhåbninger om at ændre situationen, bliver vi også nødt til at være kritiske overfor disse forslag, så de forbedres og dermed bliver overlevelsesdygtige.