Frustreret over kæresten

Det lyder meget som min mand Så jeg kan sagtens følge dig. Når jeg vil snakke navne eller kigge på babytøj osv så bliver han helt stille og har svært ved at tage stilling til noget for "hvis nu det ikke passer til hende"... Og han har da ret ... Men vi kvinder kan jo godt lide at forberede os og bygge rede .... Det er da en del af vores natur... Men .... Jeg tror vi må sætte forventningerne ned til vores mænd.. Min mand skal deltage i scanninger og fødsel. Andet klarer jeg selv. 

Jeg går også hjemme da jeg læser hjemme fra. Og nogen dage når jeg ikke at ryde op og gøre rent før han kommer hjem. Men jeg forventer ikke han skal hjælpe mig (da han egentlig bare ryder op efter sig selv så klare jeg resten). For jeg ved godt jeg ikke laver lige så meget som ham. Og jeg har mere frihed i min tid end han har. 

sååå... Selvom jeg sagtens kan forstå dig. Så tror jeg du må få forventningerne ned også bare nyde at han elsker dig. For det gør han tydeligvis  

Anonym skriver:

Hej piger. Jeg undskylder det meget lange indlæg.. 

Jeg er gravid i 23., snart 24. uge, og jeg føler mig hele tiden nedtrykt og alene. Jeg føler rent ud af min kæreste skider på mig og på alt det som en graviditet medfører. Han fortæller da han elsker mig en gang imellem i medfarten, men lige nu kan jeg ikke bruge det til noget som helst, når jeg stadig skal slæbe ting og tage mig af rengøring, vask m.m. uden at han laver mere end mad, som jeg også hjælper til med, derhjemme. 

Jeg er simpelthen så træt fordi jeg sover dårligt og hver gang jeg prøver at sige at jeg er træt, bryder han ind med en "jeg er godt nok også træt", "har haft en hård dag" og han har ih og åh så ondt af sig selv hele tiden. Jeg kan godt se at han har mere at se til med praktik (som altså ikke tager så meget af hans tid som han får det til at lyde) og en bachelor der snart skal skrives. Men jeg har i de første 3 måneder af min graviditet selv skrevet en skide hård bachelor helt alene og har altså ikke gået og klaget over det før jeg overhovedet har sat mig ned og prøvet. Dette gjorde jeg mens jeg havde kvalme og gennemgik en milliard forandringer og over en sommerferie jeg ikke havde, mens han gik og hyggede sig. Lige nu går jeg hjemme, fordi jeg har valgt at skifte tilvalg og alligevel skal på barsel fra februar, så indtil da vil jeg deltage i timer som jeg ikke er interesseret i. Så er det som om at han mener jeg bare har så god tid..

Synes han er egoistisk og at det hele skal handle om ham. Jeg er faktisk bange for at fortælle når jeg har det skidt, når jeg får ondt og fortæller ikke længere når jeg mærker babyen, for han er alligevel skide ligeglad. Han er mere interesseret i at sidde og spille spil med sine venner eller gå ud at drikke når han har fri end han har i at læse lidt om graviditet. Har lånt en bog henvendt til kommende fædre for 3 uger siden, som han ikke har rørt. Det gør mig simpelthen så ked af det at han er så ligeglad og ikke interesserer sig for at høre om mine skavanker - for han bryder decideret ind og fortæller om hvor skidt han selv har det hver gang jeg prøver at sige noget. Han spørger ikke til hvordan jeg har det, medmindre jeg sidder og ikke gider svare ham mere mens jeg ikke kan smide et falsk smil på længere. Han spørger heller ikke til graviditeten, hvordan baby vokser og om jeg mærker den. Intet.

Det er min første graviditet og føler mig fuldstændigt alene (selvom at min mor og veninder viser interesse så er kæresten en kæmpestor faktor). Jeg føler ikke han er klar til at være far alligevel når han opfører sig sådan.

Vi har også haft tre aftaler omkring graviditet i de 3 uger han har været i praktik; MD-scanning, jordemoderbesøg og lægebesøg. Og har fået at vide hver gang at det kan han nok ikke helt nå eller at han nok må gå tidligt fra den eneste scanning vi har tilbage fordi han skal være der når timen ringer ind - jamen så vær da 10 minutter forsinket, mon ikke de forstår?! Jordemoderbesøget er i morgen og ligger ti minutter før han har en uofficiel time, dvs. kun et projekt som han udover timer også deltager i (ikke ikke dumper på ikke at være med til!). Han kunne sagtens komme en halv time for sent eller måske endda 10 som det nok højest bliver og jeg er sikker på at de vil forstå det, men han er stædig og siger at så må jeg tage derind alene. Det er første besøg hvor jeg skal klare de der små tests inden selv og hvor vi får lov at høre hjertelyd og så er han så ligeglad? Det er som om han er ligeglad med graviditeten. Lægebesøget havde han også først sagt nej til, og det ligger torsdag. Men nu ender det nok i stedet med at vi skal stresse helt vildt og muligvis komme lidt for sent til det, frem for at han kan gå lidt før.

Synes alt handler om ham for tiden og min første graviditet er bare vand i forhold til hans praktik og åndssvage opgave. 
Er jeg helt uforståelig og overdriver jeg? Jeg kan selvfølgelig ikke skrive alt hvad jeg oplever her, men han er bare så ligeglad med mig og graviditeten, spørger aldrig til nogen af delene og snakker kun om sig selv og sine "skavanker". Jeg tør simpelthen ikke snakke om mig selv fordi jeg ved jeg bliver ked af det når jeg bliver afbrudt af den der "jeg har det værre end du har"-mentalitet. Og hvis jeg fortæller ham at han gør sådan ved jeg han bliver vred og siger at jamen han er sku så træt og bla bla bla og så ender det i et skænderi hvor jeg bare får mere at være ked af. 

Føler han kun tager hensyn til sig selv og at jeg kommer i sidste række (af mange ting, nok på en tiende plads i en række). Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre og har fandme været den bedste kæreste og trøstet og hjulpet og masseret og gjort alt herhjemme og bedt om intet fra ham. Mine humørsvingninger er ikke slemme, men det som jeg mærker, holder jeg for mig selv og ender med at blive deprimeret i stedet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg tør virkelig ikke tage snakken..  Han forstår jo ikke andet end sine egne småting. Hvad skal jeg gøre?

jeg har ikke læst kommentarene der er skrevet

jeg ved hvordan du har det. min mand virkede også ligeglad da jeg var gravid med den første og var jaloux hvis jeg købe noget til babyen (plejede jo at købe ting til manden før graviditeten).

men tror det er fordi at mænd ikke kan forholde sig til det som os kvinder kan, da de jo ikke bære rundt på barnet og ikke mærker alle de små forændringer der sker med ens krop osv. 

jeg "tvang" min mand med til de forskellige ting, han ville selv have jeg skulle købe udstyr osv, men jeg lod ham vælge imellem 2 barnevogn, så han ligsom var en del af det.

men tit forandre de sig nå babyen først kommer (har jeg hørt flere sige også) min mand er normalt en der ikke viser sine følser, men da han for første gang stod med sin søn i armene så kunne man tydeligt se hvor rørt han blev, og kunne slet ikke lade være med at kigge på sin søn (mindes det lige så tydeligt selvom det er 8 år siden) 

men nå de fylder så meget så syntes jeg du skal sætte dig ned og snakke med kærsten/mand om hvordan du har det, og fortæl ham at han skal lade vær med at afbryde, så han lytter i stedet. 

Anonym skriver:

Hej piger. Jeg undskylder det meget lange indlæg.. 

Jeg er gravid i 23., snart 24. uge, og jeg føler mig hele tiden nedtrykt og alene. Jeg føler rent ud af min kæreste skider på mig og på alt det som en graviditet medfører. Han fortæller da han elsker mig en gang imellem i medfarten, men lige nu kan jeg ikke bruge det til noget som helst, når jeg stadig skal slæbe ting og tage mig af rengøring, vask m.m. uden at han laver mere end mad, som jeg også hjælper til med, derhjemme. 

Jeg er simpelthen så træt fordi jeg sover dårligt og hver gang jeg prøver at sige at jeg er træt, bryder han ind med en "jeg er godt nok også træt", "har haft en hård dag" og han har ih og åh så ondt af sig selv hele tiden. Jeg kan godt se at han har mere at se til med praktik (som altså ikke tager så meget af hans tid som han får det til at lyde) og en bachelor der snart skal skrives. Men jeg har i de første 3 måneder af min graviditet selv skrevet en skide hård bachelor helt alene og har altså ikke gået og klaget over det før jeg overhovedet har sat mig ned og prøvet. Dette gjorde jeg mens jeg havde kvalme og gennemgik en milliard forandringer og over en sommerferie jeg ikke havde, mens han gik og hyggede sig. Lige nu går jeg hjemme, fordi jeg har valgt at skifte tilvalg og alligevel skal på barsel fra februar, så indtil da vil jeg deltage i timer som jeg ikke er interesseret i. Så er det som om at han mener jeg bare har så god tid..

Synes han er egoistisk og at det hele skal handle om ham. Jeg er faktisk bange for at fortælle når jeg har det skidt, når jeg får ondt og fortæller ikke længere når jeg mærker babyen, for han er alligevel skide ligeglad. Han er mere interesseret i at sidde og spille spil med sine venner eller gå ud at drikke når han har fri end han har i at læse lidt om graviditet. Har lånt en bog henvendt til kommende fædre for 3 uger siden, som han ikke har rørt. Det gør mig simpelthen så ked af det at han er så ligeglad og ikke interesserer sig for at høre om mine skavanker - for han bryder decideret ind og fortæller om hvor skidt han selv har det hver gang jeg prøver at sige noget. Han spørger ikke til hvordan jeg har det, medmindre jeg sidder og ikke gider svare ham mere mens jeg ikke kan smide et falsk smil på længere. Han spørger heller ikke til graviditeten, hvordan baby vokser og om jeg mærker den. Intet.

Det er min første graviditet og føler mig fuldstændigt alene (selvom at min mor og veninder viser interesse så er kæresten en kæmpestor faktor). Jeg føler ikke han er klar til at være far alligevel når han opfører sig sådan.

Vi har også haft tre aftaler omkring graviditet i de 3 uger han har været i praktik; MD-scanning, jordemoderbesøg og lægebesøg. Og har fået at vide hver gang at det kan han nok ikke helt nå eller at han nok må gå tidligt fra den eneste scanning vi har tilbage fordi han skal være der når timen ringer ind - jamen så vær da 10 minutter forsinket, mon ikke de forstår?! Jordemoderbesøget er i morgen og ligger ti minutter før han har en uofficiel time, dvs. kun et projekt som han udover timer også deltager i (ikke ikke dumper på ikke at være med til!). Han kunne sagtens komme en halv time for sent eller måske endda 10 som det nok højest bliver og jeg er sikker på at de vil forstå det, men han er stædig og siger at så må jeg tage derind alene. Det er første besøg hvor jeg skal klare de der små tests inden selv og hvor vi får lov at høre hjertelyd og så er han så ligeglad? Det er som om han er ligeglad med graviditeten. Lægebesøget havde han også først sagt nej til, og det ligger torsdag. Men nu ender det nok i stedet med at vi skal stresse helt vildt og muligvis komme lidt for sent til det, frem for at han kan gå lidt før.

Synes alt handler om ham for tiden og min første graviditet er bare vand i forhold til hans praktik og åndssvage opgave. 
Er jeg helt uforståelig og overdriver jeg? Jeg kan selvfølgelig ikke skrive alt hvad jeg oplever her, men han er bare så ligeglad med mig og graviditeten, spørger aldrig til nogen af delene og snakker kun om sig selv og sine "skavanker". Jeg tør simpelthen ikke snakke om mig selv fordi jeg ved jeg bliver ked af det når jeg bliver afbrudt af den der "jeg har det værre end du har"-mentalitet. Og hvis jeg fortæller ham at han gør sådan ved jeg han bliver vred og siger at jamen han er sku så træt og bla bla bla og så ender det i et skænderi hvor jeg bare får mere at være ked af. 

Føler han kun tager hensyn til sig selv og at jeg kommer i sidste række (af mange ting, nok på en tiende plads i en række). Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre og har fandme været den bedste kæreste og trøstet og hjulpet og masseret og gjort alt herhjemme og bedt om intet fra ham. Mine humørsvingninger er ikke slemme, men det som jeg mærker, holder jeg for mig selv og ender med at blive deprimeret i stedet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg tør virkelig ikke tage snakken..  Han forstår jo ikke andet end sine egne småting. Hvad skal jeg gøre?

En masse til dig. 

Du må simpelthen fortælle din kæreste, hvordan du egentlig har det så han forstår det! I hvert tilfælde så han kan prøve at forstå det. 

Det kan godt være at mænd først bliver fædre, når den lille er kommet, men derfor kan man vel godt tænke lidt selv? Din kæreste burde kunne tænke sig til at du selvfølgelig gerne vil have ham med til de vigtige scanninger og evt. det første jordemoder besøg. Min mand var med til to scanninger og jordemoder besøgende, og jeg var glad for vi gjorde tingene sammen! 

Måske spiller dine hormoner lidt ind her, men sådan er det også at være gravid. Man tager ofte tingene lidt mere nært. Håber en god snak med din kæreste kan ændre lidt ved situationen, så du kan føle at du kan nyde graviditeten 100% og have lov af ynke når du har brug for det, uden han overrumpler dig. 

Mange tak for alle de gode svar 

Jeg tror der kan være noget om at hormonerne får det hele til at virke værre end det er, og må nok hellere tage det i betragtning før jeg bliver for sur eller ked af det over alt. 

Jeg kan også godt se hvor unødvendigt det egentlig er, at han deltager i de lægebesøg (da jeg også mener det indtil videre har været lidt spild af tid) og egentlig er også nogle af jordmoder besøgene overflødige for ham. Det hjælper at høre andres meninger om det samme og det er jo ikke så nødvendigt at have ham med.
Til lægen er det egentlig bare rarest fordi vores læge ligger 10 km væk og han oftest har bilen, så jeg ville være tvunget til at cykle, hvilket er en del hårdere end normalt i denne periode, så der må jeg jo bare forsøge at overtale ham om at låne mig bilen til de besøg der kommer fremover. 

Jeg er mere sårbar for tiden (igen også pga. de hormoner der) og tror nok i har ret i at jeg bør fortælle ham at jeg har brug for mere opmærksomhed og nærhed. Så må jeg håbe jeg ikke får et suk og en opgivende tone tilbage i hovedet med beskeden at det kan han bare ikke lige overskue. Det er det jeg frygter mest; at jeg igen bliver slået ned og til side. Men jeg må jo gøre forsøget og fortælle ham at det er nærhed og følelsen af at han tænker på mig, som jeg har brug for.

Mange tak for svar alle sammen, det hjælper så meget 

Jeg forstår dig godt. Det er rigtig hårdt for man som første gangs gravid handler det hele stortset om ens graviditet.

men problemet er bare at sådan ser mænd ikke på det. Nu har faren til mit barn og kommende barn altid været rimelig interesseret. Men i min første graviditet spurgte han heller ikke ind til de forskellige ting det er mest nu, men tror det er fordi vi ikke er sammen mere.

mænd har en helt anden virkelighed end vi kvinder har omkring en graviditet. Det er utrolig svært at forstå. Men mændene er ikke dem der gennemgår de forskellige forandringer i kroppen. Og mænd har bare ikke den helt samme begejstring for graviditeten som vi kvinder har.

kvinder har et indlagt moderinstinkt og så er det os kvinder der bærere barnet og derfor er det vores hverdag. Og vi har svært ved at tænke på andet.

jeg ved det er svært for dig at forstå for alle kvinder der har eller er gravide lever lidt i deres egen bobel og har tanker omkring at faren skal være ligeså begejstret som vi er. Men sådan er den virkelig verden bare ikke.

self skal du få en snak med ham om hvad du føler men samtidig må du indse at mænd bare ikke synes det er ligeså interessant som vi gør.

de forstår det simpelthen ikke, og derfor er man nødtil at bære lidt over med dem.