Frustreret over kæresten

Hej piger. Jeg undskylder det meget lange indlæg.. 

Jeg er gravid i 23., snart 24. uge, og jeg føler mig hele tiden nedtrykt og alene. Jeg føler rent ud af min kæreste skider på mig og på alt det som en graviditet medfører. Han fortæller da han elsker mig en gang imellem i medfarten, men lige nu kan jeg ikke bruge det til noget som helst, når jeg stadig skal slæbe ting og tage mig af rengøring, vask m.m. uden at han laver mere end mad, som jeg også hjælper til med, derhjemme. 

Jeg er simpelthen så træt fordi jeg sover dårligt og hver gang jeg prøver at sige at jeg er træt, bryder han ind med en "jeg er godt nok også træt", "har haft en hård dag" og han har ih og åh så ondt af sig selv hele tiden. Jeg kan godt se at han har mere at se til med praktik (som altså ikke tager så meget af hans tid som han får det til at lyde) og en bachelor der snart skal skrives. Men jeg har i de første 3 måneder af min graviditet selv skrevet en skide hård bachelor helt alene og har altså ikke gået og klaget over det før jeg overhovedet har sat mig ned og prøvet. Dette gjorde jeg mens jeg havde kvalme og gennemgik en milliard forandringer og over en sommerferie jeg ikke havde, mens han gik og hyggede sig. Lige nu går jeg hjemme, fordi jeg har valgt at skifte tilvalg og alligevel skal på barsel fra februar, så indtil da vil jeg deltage i timer som jeg ikke er interesseret i. Så er det som om at han mener jeg bare har så god tid..

Synes han er egoistisk og at det hele skal handle om ham. Jeg er faktisk bange for at fortælle når jeg har det skidt, når jeg får ondt og fortæller ikke længere når jeg mærker babyen, for han er alligevel skide ligeglad. Han er mere interesseret i at sidde og spille spil med sine venner eller gå ud at drikke når han har fri end han har i at læse lidt om graviditet. Har lånt en bog henvendt til kommende fædre for 3 uger siden, som han ikke har rørt. Det gør mig simpelthen så ked af det at han er så ligeglad og ikke interesserer sig for at høre om mine skavanker - for han bryder decideret ind og fortæller om hvor skidt han selv har det hver gang jeg prøver at sige noget. Han spørger ikke til hvordan jeg har det, medmindre jeg sidder og ikke gider svare ham mere mens jeg ikke kan smide et falsk smil på længere. Han spørger heller ikke til graviditeten, hvordan baby vokser og om jeg mærker den. Intet.

Det er min første graviditet og føler mig fuldstændigt alene (selvom at min mor og veninder viser interesse så er kæresten en kæmpestor faktor). Jeg føler ikke han er klar til at være far alligevel når han opfører sig sådan.

Vi har også haft tre aftaler omkring graviditet i de 3 uger han har været i praktik; MD-scanning, jordemoderbesøg og lægebesøg. Og har fået at vide hver gang at det kan han nok ikke helt nå eller at han nok må gå tidligt fra den eneste scanning vi har tilbage fordi han skal være der når timen ringer ind - jamen så vær da 10 minutter forsinket, mon ikke de forstår?! Jordemoderbesøget er i morgen og ligger ti minutter før han har en uofficiel time, dvs. kun et projekt som han udover timer også deltager i (ikke ikke dumper på ikke at være med til!). Han kunne sagtens komme en halv time for sent eller måske endda 10 som det nok højest bliver og jeg er sikker på at de vil forstå det, men han er stædig og siger at så må jeg tage derind alene. Det er første besøg hvor jeg skal klare de der små tests inden selv og hvor vi får lov at høre hjertelyd og så er han så ligeglad? Det er som om han er ligeglad med graviditeten. Lægebesøget havde han også først sagt nej til, og det ligger torsdag. Men nu ender det nok i stedet med at vi skal stresse helt vildt og muligvis komme lidt for sent til det, frem for at han kan gå lidt før.

Synes alt handler om ham for tiden og min første graviditet er bare vand i forhold til hans praktik og åndssvage opgave. 
Er jeg helt uforståelig og overdriver jeg? Jeg kan selvfølgelig ikke skrive alt hvad jeg oplever her, men han er bare så ligeglad med mig og graviditeten, spørger aldrig til nogen af delene og snakker kun om sig selv og sine "skavanker". Jeg tør simpelthen ikke snakke om mig selv fordi jeg ved jeg bliver ked af det når jeg bliver afbrudt af den der "jeg har det værre end du har"-mentalitet. Og hvis jeg fortæller ham at han gør sådan ved jeg han bliver vred og siger at jamen han er sku så træt og bla bla bla og så ender det i et skænderi hvor jeg bare får mere at være ked af. 

Føler han kun tager hensyn til sig selv og at jeg kommer i sidste række (af mange ting, nok på en tiende plads i en række). Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre og har fandme været den bedste kæreste og trøstet og hjulpet og masseret og gjort alt herhjemme og bedt om intet fra ham. Mine humørsvingninger er ikke slemme, men det som jeg mærker, holder jeg for mig selv og ender med at blive deprimeret i stedet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg tør virkelig ikke tage snakken..  Han forstår jo ikke andet end sine egne småting. Hvad skal jeg gøre?

Anonym skriver:

Hej piger. Jeg undskylder det meget lange indlæg.. 

Jeg er gravid i 23., snart 24. uge, og jeg føler mig hele tiden nedtrykt og alene. Jeg føler rent ud af min kæreste skider på mig og på alt det som en graviditet medfører. Han fortæller da han elsker mig en gang imellem i medfarten, men lige nu kan jeg ikke bruge det til noget som helst, når jeg stadig skal slæbe ting og tage mig af rengøring, vask m.m. uden at han laver mere end mad, som jeg også hjælper til med, derhjemme. 

Jeg er simpelthen så træt fordi jeg sover dårligt og hver gang jeg prøver at sige at jeg er træt, bryder han ind med en "jeg er godt nok også træt", "har haft en hård dag" og han har ih og åh så ondt af sig selv hele tiden. Jeg kan godt se at han har mere at se til med praktik (som altså ikke tager så meget af hans tid som han får det til at lyde) og en bachelor der snart skal skrives. Men jeg har i de første 3 måneder af min graviditet selv skrevet en skide hård bachelor helt alene og har altså ikke gået og klaget over det før jeg overhovedet har sat mig ned og prøvet. Dette gjorde jeg mens jeg havde kvalme og gennemgik en milliard forandringer og over en sommerferie jeg ikke havde, mens han gik og hyggede sig. Lige nu går jeg hjemme, fordi jeg har valgt at skifte tilvalg og alligevel skal på barsel fra februar, så indtil da vil jeg deltage i timer som jeg ikke er interesseret i. Så er det som om at han mener jeg bare har så god tid..

Synes han er egoistisk og at det hele skal handle om ham. Jeg er faktisk bange for at fortælle når jeg har det skidt, når jeg får ondt og fortæller ikke længere når jeg mærker babyen, for han er alligevel skide ligeglad. Han er mere interesseret i at sidde og spille spil med sine venner eller gå ud at drikke når han har fri end han har i at læse lidt om graviditet. Har lånt en bog henvendt til kommende fædre for 3 uger siden, som han ikke har rørt. Det gør mig simpelthen så ked af det at han er så ligeglad og ikke interesserer sig for at høre om mine skavanker - for han bryder decideret ind og fortæller om hvor skidt han selv har det hver gang jeg prøver at sige noget. Han spørger ikke til hvordan jeg har det, medmindre jeg sidder og ikke gider svare ham mere mens jeg ikke kan smide et falsk smil på længere. Han spørger heller ikke til graviditeten, hvordan baby vokser og om jeg mærker den. Intet.

Det er min første graviditet og føler mig fuldstændigt alene (selvom at min mor og veninder viser interesse så er kæresten en kæmpestor faktor). Jeg føler ikke han er klar til at være far alligevel når han opfører sig sådan.

Vi har også haft tre aftaler omkring graviditet i de 3 uger han har været i praktik; MD-scanning, jordemoderbesøg og lægebesøg. Og har fået at vide hver gang at det kan han nok ikke helt nå eller at han nok må gå tidligt fra den eneste scanning vi har tilbage fordi han skal være der når timen ringer ind - jamen så vær da 10 minutter forsinket, mon ikke de forstår?! Jordemoderbesøget er i morgen og ligger ti minutter før han har en uofficiel time, dvs. kun et projekt som han udover timer også deltager i (ikke ikke dumper på ikke at være med til!). Han kunne sagtens komme en halv time for sent eller måske endda 10 som det nok højest bliver og jeg er sikker på at de vil forstå det, men han er stædig og siger at så må jeg tage derind alene. Det er første besøg hvor jeg skal klare de der små tests inden selv og hvor vi får lov at høre hjertelyd og så er han så ligeglad? Det er som om han er ligeglad med graviditeten. Lægebesøget havde han også først sagt nej til, og det ligger torsdag. Men nu ender det nok i stedet med at vi skal stresse helt vildt og muligvis komme lidt for sent til det, frem for at han kan gå lidt før.

Synes alt handler om ham for tiden og min første graviditet er bare vand i forhold til hans praktik og åndssvage opgave. 
Er jeg helt uforståelig og overdriver jeg? Jeg kan selvfølgelig ikke skrive alt hvad jeg oplever her, men han er bare så ligeglad med mig og graviditeten, spørger aldrig til nogen af delene og snakker kun om sig selv og sine "skavanker". Jeg tør simpelthen ikke snakke om mig selv fordi jeg ved jeg bliver ked af det når jeg bliver afbrudt af den der "jeg har det værre end du har"-mentalitet. Og hvis jeg fortæller ham at han gør sådan ved jeg han bliver vred og siger at jamen han er sku så træt og bla bla bla og så ender det i et skænderi hvor jeg bare får mere at være ked af. 

Føler han kun tager hensyn til sig selv og at jeg kommer i sidste række (af mange ting, nok på en tiende plads i en række). Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre og har fandme været den bedste kæreste og trøstet og hjulpet og masseret og gjort alt herhjemme og bedt om intet fra ham. Mine humørsvingninger er ikke slemme, men det som jeg mærker, holder jeg for mig selv og ender med at blive deprimeret i stedet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg tør virkelig ikke tage snakken..  Han forstår jo ikke andet end sine egne småting. Hvad skal jeg gøre?

Han er en god kæreste derudover og ved han elsker mig.. Men jeg er bare meget ensom og ked af det. Føler ikke min tilstand betyder noget og det er det der virkelig slår hårdt.  At jeg skal være så støttende hele tiden og ikke får noget igen når jeg endda er gravid..

Min kæreste var os sådan lidt nårh ja okay agtigt, var han faktisk i næsten de fire første måneder, hvor han så ligger med hovedet på min mave og overs datter reagere på det ved at sparke på livet løs. Siden har han været sådan lidt, har du mærket baby idag. Men vil klart tage en snak med ham, og husk nu du er gravid, dine hormoner driller os meget når man har det sådan, man ser eller lægger ikke selv mærke til det, min kæreste kan tit sige " Så læg da de skide hormoner på hylden " og jeg mærker det ikke. Men du skal klart tage den snak med ham, os selvom han bliver irriteret, fortæl hvordan du har det, hvad du føler, og hvis han afbryder dig med at han har det værre, så sig " har du været i mine sko " jeg vil hvertfald tage en snak med ham, hvis det var min kæreste, jeg ber nu hellere ikke min kæreste om at læse om graviditet, jeg har indsæt min termin på en side som hedder gravid.dk, os kan han læse om barnet og mig på siden hvis han hsr lyst. Han gør det faktisk tit. Men tag en snak med ham. For kan ikke være rigtigt at du skal selv til scanning, min kæreste vil blive ked af ik at komme med.

Tror dine hormoner spiller en del en, det er jo svære for mændene at forstå de skal var far, end for kvinder, fordi de ikke gennemgår de samme forandringer, mærker de samme ting, de fleste går det faktisk først op for når de har dem i armene. 

Synes din kæreste lyder som om han er dedikeret til sin skole, og det er da kun godt. Min mand var altså kun med til nf og md scanning, kan ikke se hvad han skulle med til jm og lægebesøg for. 

Tror ikk man kan forvente at mænd er ligeså interesseret i det som os, men er sikker på at når han står med den lille går det op for ham. Jeg har kun forlangt af min mand at han skal deltage i scanninger og fødsel men hvis det stod til ham ville han gerne slippe for det også, nu mangler han kun fødslen, men det er ikk fordi han ikk elsker mig eller baby tror bare det er fordi han er en mand. 

Hvordan er det lige den er? Kvinder bliver mor ved de to streger, mænd ved fødslen. 

Jeg kan godt forstå du føler dig alene med dine tanker og følelser, men han har ikke en chance for at kunne forstå hvordan det er at være gravid  

her var manden med til scanning og fødsel. Han gad ikke med til resten og det vat helt fint for mig. Ved ikke helt hvad han ville få ud af at snakke om min vægt, blodtryk og mulighed for diabetis  

Her har ham af min været med til scanninger..... Og det er det... Læge er min krop og jm er for mig tidsspild når han skal tage fri for det...

Mænd ser anderledes på det.. De ved og kan ikke vide hvad vi mærker og føler fordi vi bære på den lille.....

Anonym skriver:

Hej piger. Jeg undskylder det meget lange indlæg.. 

Jeg er gravid i 23., snart 24. uge, og jeg føler mig hele tiden nedtrykt og alene. Jeg føler rent ud af min kæreste skider på mig og på alt det som en graviditet medfører. Han fortæller da han elsker mig en gang imellem i medfarten, men lige nu kan jeg ikke bruge det til noget som helst, når jeg stadig skal slæbe ting og tage mig af rengøring, vask m.m. uden at han laver mere end mad, som jeg også hjælper til med, derhjemme. 

Jeg er simpelthen så træt fordi jeg sover dårligt og hver gang jeg prøver at sige at jeg er træt, bryder han ind med en "jeg er godt nok også træt", "har haft en hård dag" og han har ih og åh så ondt af sig selv hele tiden. Jeg kan godt se at han har mere at se til med praktik (som altså ikke tager så meget af hans tid som han får det til at lyde) og en bachelor der snart skal skrives. Men jeg har i de første 3 måneder af min graviditet selv skrevet en skide hård bachelor helt alene og har altså ikke gået og klaget over det før jeg overhovedet har sat mig ned og prøvet. Dette gjorde jeg mens jeg havde kvalme og gennemgik en milliard forandringer og over en sommerferie jeg ikke havde, mens han gik og hyggede sig. Lige nu går jeg hjemme, fordi jeg har valgt at skifte tilvalg og alligevel skal på barsel fra februar, så indtil da vil jeg deltage i timer som jeg ikke er interesseret i. Så er det som om at han mener jeg bare har så god tid..

Synes han er egoistisk og at det hele skal handle om ham. Jeg er faktisk bange for at fortælle når jeg har det skidt, når jeg får ondt og fortæller ikke længere når jeg mærker babyen, for han er alligevel skide ligeglad. Han er mere interesseret i at sidde og spille spil med sine venner eller gå ud at drikke når han har fri end han har i at læse lidt om graviditet. Har lånt en bog henvendt til kommende fædre for 3 uger siden, som han ikke har rørt. Det gør mig simpelthen så ked af det at han er så ligeglad og ikke interesserer sig for at høre om mine skavanker - for han bryder decideret ind og fortæller om hvor skidt han selv har det hver gang jeg prøver at sige noget. Han spørger ikke til hvordan jeg har det, medmindre jeg sidder og ikke gider svare ham mere mens jeg ikke kan smide et falsk smil på længere. Han spørger heller ikke til graviditeten, hvordan baby vokser og om jeg mærker den. Intet.

Det er min første graviditet og føler mig fuldstændigt alene (selvom at min mor og veninder viser interesse så er kæresten en kæmpestor faktor). Jeg føler ikke han er klar til at være far alligevel når han opfører sig sådan.

Vi har også haft tre aftaler omkring graviditet i de 3 uger han har været i praktik; MD-scanning, jordemoderbesøg og lægebesøg. Og har fået at vide hver gang at det kan han nok ikke helt nå eller at han nok må gå tidligt fra den eneste scanning vi har tilbage fordi han skal være der når timen ringer ind - jamen så vær da 10 minutter forsinket, mon ikke de forstår?! Jordemoderbesøget er i morgen og ligger ti minutter før han har en uofficiel time, dvs. kun et projekt som han udover timer også deltager i (ikke ikke dumper på ikke at være med til!). Han kunne sagtens komme en halv time for sent eller måske endda 10 som det nok højest bliver og jeg er sikker på at de vil forstå det, men han er stædig og siger at så må jeg tage derind alene. Det er første besøg hvor jeg skal klare de der små tests inden selv og hvor vi får lov at høre hjertelyd og så er han så ligeglad? Det er som om han er ligeglad med graviditeten. Lægebesøget havde han også først sagt nej til, og det ligger torsdag. Men nu ender det nok i stedet med at vi skal stresse helt vildt og muligvis komme lidt for sent til det, frem for at han kan gå lidt før.

Synes alt handler om ham for tiden og min første graviditet er bare vand i forhold til hans praktik og åndssvage opgave. 
Er jeg helt uforståelig og overdriver jeg? Jeg kan selvfølgelig ikke skrive alt hvad jeg oplever her, men han er bare så ligeglad med mig og graviditeten, spørger aldrig til nogen af delene og snakker kun om sig selv og sine "skavanker". Jeg tør simpelthen ikke snakke om mig selv fordi jeg ved jeg bliver ked af det når jeg bliver afbrudt af den der "jeg har det værre end du har"-mentalitet. Og hvis jeg fortæller ham at han gør sådan ved jeg han bliver vred og siger at jamen han er sku så træt og bla bla bla og så ender det i et skænderi hvor jeg bare får mere at være ked af. 

Føler han kun tager hensyn til sig selv og at jeg kommer i sidste række (af mange ting, nok på en tiende plads i en række). Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre og har fandme været den bedste kæreste og trøstet og hjulpet og masseret og gjort alt herhjemme og bedt om intet fra ham. Mine humørsvingninger er ikke slemme, men det som jeg mærker, holder jeg for mig selv og ender med at blive deprimeret i stedet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg tør virkelig ikke tage snakken..  Han forstår jo ikke andet end sine egne småting. Hvad skal jeg gøre?

Først og fremmest får du lige et kram for UH hvor jeg kender følelsen!

Det er ikke skide skægt at sidde med mave og et voksende mirakel og en totalt uinteresseret kæreste!

Dernæst vil jeg sige at jeg tror det er ret normalt. 
Min kæreste havde  meget svært ved at forholde sig til graviditet, baby og mave og alt der hører til. Jeg tog til alle jm og læge besøg alene (det passede mig så også fint) og havde min mor med til nf. - Min kæreste ville hellere spille teater, selvom han sagtens kunne have fået fri den ene gang, eller være kommet lidt for sent. 
Og den eneste grund til at han var med til MD var at jeg nærmest tryglede og bad, og fortalte ham hvor meget det ville betyde for MIG at han var der. 
I starten da maven begyndte at vise sig sagde han at det blev "værre og værre", hvilket sårede mig rigtig meget, da jeg jo var lykkelig over at man nu kunne se det, og var så stolt over den fine mave 

Vi (jeg) valgte at købe en 3d scanning senere i graviditeten, og dét hjalp ham! At han kunne se at det der inde i den store runde mave rent faktisk lignede en baby ~ et lille menneske ~ det gjorde noget ved ham. 
Dog ikke mere end at han sagtens synes han kunne tage i praktik i københavn (vi bor i jylland) i en måned så han var tilbage 14 dage før termin 

Min pointe er, at de der mænder der, de ved sgu ikke helt hvad de skal tænke og mene om sådan en graviditet. Men så snart baby kommer skal han nok smelte 

Du gentager dig selv meget i teksten, og virker ret frustreret faktisk... Det er tydeligvis noget der fylder meget hos dig. Og det skal du fortælle ham så han fatter det... Mænd er bare fatsvage nogengange. Det skal være en rar tid og være gravid. Du beskriver selv, at du har en sød og dejlig kæreste. Så tvivler på han er ligeglad med dig og hans førstefødte. Så snak med ham

Min kæreste var omvendt Han var med til lægebesøg og jordemoder. Mega unødvendigt og træls. For havde lyst til at snakke med læge og jordemoder om ting, som jeg ikke ønskede min kæreste skulle høre. Så bad ham blive hjemme til sidst, så jeg kunne få afvide om det kunne være rigtig, at min tissekone føltes som om den var på vej ud af mig. Han byttede min shampoo, balsam  og deodoranter ud med neutrale produkter. Jeg stank af menneske i 7 måneder. Lagde mine vitaminer frem hver morgen og nægtede mig at bruge neglelak! Suk!

Jeg synes så ikke altid mændende er undskyldt bare fordi det ikke er dem der er gravide.. Du er så langt nu at man sikkert er begyndt at kunne se det, og dét burde vække bare en smule forståelse synes jeg. I hvertfald påminde ham om at din krop er på overarbejde 24/7.  

Det er okay at han ikke ved hvirdan det føles, men det er ikke okay at han ikke magter at lytte lidt på DIG! Han vil jo gerne selv høres når han synes det er hårdt at være ham  

selfølgelig kan man være hormonel og mere følsom end ellers, men det tror jeg egentlig ikke er tilfældet hos dig lige med det her. Jeg ville også føle mig meget alene hvis min kæreste satte skolen SÅ meget højere end vores fælles barns trivsel i maven og din tryghed.. 

Jeg havde også min kæreste med til begge scanninger og alle jm besøg i min første graviditet. Han havde heldigvis selv lyst! Ikke ved lægen, for det fandt vi hurtigt ud af var lidt spild af tid i det hele taget

denne gang har han været med til 4 scanninger og 1. jm besøg. Har haft en helt problemfri graviditet og han har jo været med til en fødsel før, så han følte ikke behovet denne gang, hvilket jeg godt forstår, jeg har heller ikke rigtig selv noget at sige til de besøg  

nå, men til dig! Du er nok nødt til at tage snakken med ham for at råbe ham lidt op..