vi lytter ikke til hinanden længere.!

Og hvad er det egentlig for noget!?

Jeg oplever det SÅ tit efterhånden, at man er sammen med nogen, og så sidder man bare og venter på at det bliver ens egen tur til at sige noget. 

Er vi blevet så "selviscenesættelsesfikseret" at vi glemmer at lytte til HINANDEN..??

nu er jeg startet i mødregruppe og jeg kan SÅ meget mærke hvor meget det irriterer mig når man bliver afbrudt midt i en samtale.

pigerne i min mødregruppe er SMADDER SØDE.. det er slet ikke det, men vi er 6 piger og vi har hver vores historie og hver vores mening, og det er pisse fedt men når vi sidder og snakker sammen, så snakker vi alligevel ikke SAMMEN SAMMEN, men vi snakker bare.. og der kommer intet konstruktivt ud af de samtaler. 

i dag prøvede jeg at være mere interesseret i de andre, og spørge ind til dem, om hvad de lavede når de ikke var på barsel osv. og jeg synes det var rigtig fint. men jeg oplevede bare rigtig tit at blive afbrudt mens jeg sad og lyttede til hvad den anden fortalte. altså at den der fortalte blev afbrudt. og det der med at afbryde, det sker KONSTANT, og det er ud af en tangent hele tiden. 

så når en fortæller om f.eks. sin fødsel, og hvor det måske er vigtigt for hende at tale om, som man jo burde kunne rumme i en mødregruppe, bliver det saboteret af en der hellere vil tale om hendes kæreste og hans rolle som farmand.. Altså så bliver det hele afbrudt midt i at der rent faktisk sidder en og fortæller sin historie og HVOR ER DET BARE TRÆLS for hende og for dem der rent faktisk lytter. Egentlig så er det ikke kun i mødregruppen jeg oplever det. det er alle steder. f.eks til en fest, til en komsammen, en samtale med en veninde eller andre.. 

Ingen lytter til hinanden længere, folk har mere travlt med at fortælle om sig selv og sidde og tænke over hvad man skal svare/fortælle når det bliver ens tur, end at sidde og lytte til andre, for "GUD HVOR FORFÆRDELIGT AT DET ER EN ANDEN END MIG DER ER I FOKUS" og den tankegang har alle mennesker vel. bevidst eller ubevidst.. 

jeg synes det er rigtig ærgerligt at vi er ved at komme dertil hvor man bare ikke lytter og lader nogen lette sit hjerte, og giver plads til andre.. Alle vil være i spotlyset hele tiden og alle vil være i fokus på samme tid.. det kan man ikke..!

Jeg synes bestemt ikke det er fedt at være sammen med folk når det hele tiden skal være sådan en kamp at holde en samtale kørende. jeg er typen der taber tråden enormt hurtigt når jeg bliver afbrudt i enten at sidde og lytte til andre eller hvis jeg selv har ordet. det er enormt belastende. for mig og for dem jeg taler med. 

SÅ nu tænkte jeg at ved at få lidt fokus på det, at vi alle sammen prøver at gøre en indsats for at være bedre aktive lyttere, og at vi arbejder lidt på at blive bedre til at lytte til hinanden, og bedre til spørge lidt ind til hinanden og lære hinanden bedre at kende, altså IRL, på tekst er det jo lidt noget andet, men at vi alle tænker over hvordan vores adfærd er når vi er blandt andre mennesker. i stedet for at have så travlt med at fortælle om os selv og stjæle fokus hele tiden.. 

jeg kan da umuligt være den eneste der synes det er lidt trælst hele tiden at tabe tråden i en samtale fordi den bliver drejet til noget andet fordi at folk er så ivrige efter at være midtpunkt.. så ved selv at gøre en indsats for at være aktiv lytter kan det måske være at det smitter lidt af på de andre. 

for helt ærligt.. 

Hvor er respekten for hinanden henne?? 

Isabella_mor skriver:

Og hvad er det egentlig for noget!?

Jeg oplever det SÅ tit efterhånden, at man er sammen med nogen, og så sidder man bare og venter på at det bliver ens egen tur til at sige noget. 

Er vi blevet så "selviscenesættelsesfikseret" at vi glemmer at lytte til HINANDEN..??

nu er jeg startet i mødregruppe og jeg kan SÅ meget mærke hvor meget det irriterer mig når man bliver afbrudt midt i en samtale.

pigerne i min mødregruppe er SMADDER SØDE.. det er slet ikke det, men vi er 6 piger og vi har hver vores historie og hver vores mening, og det er pisse fedt men når vi sidder og snakker sammen, så snakker vi alligevel ikke SAMMEN SAMMEN, men vi snakker bare.. og der kommer intet konstruktivt ud af de samtaler. 

i dag prøvede jeg at være mere interesseret i de andre, og spørge ind til dem, om hvad de lavede når de ikke var på barsel osv. og jeg synes det var rigtig fint. men jeg oplevede bare rigtig tit at blive afbrudt mens jeg sad og lyttede til hvad den anden fortalte. altså at den der fortalte blev afbrudt. og det der med at afbryde, det sker KONSTANT, og det er ud af en tangent hele tiden. 

så når en fortæller om f.eks. sin fødsel, og hvor det måske er vigtigt for hende at tale om, som man jo burde kunne rumme i en mødregruppe, bliver det saboteret af en der hellere vil tale om hendes kæreste og hans rolle som farmand.. Altså så bliver det hele afbrudt midt i at der rent faktisk sidder en og fortæller sin historie og HVOR ER DET BARE TRÆLS for hende og for dem der rent faktisk lytter. Egentlig så er det ikke kun i mødregruppen jeg oplever det. det er alle steder. f.eks til en fest, til en komsammen, en samtale med en veninde eller andre.. 

Ingen lytter til hinanden længere, folk har mere travlt med at fortælle om sig selv og sidde og tænke over hvad man skal svare/fortælle når det bliver ens tur, end at sidde og lytte til andre, for "GUD HVOR FORFÆRDELIGT AT DET ER EN ANDEN END MIG DER ER I FOKUS" og den tankegang har alle mennesker vel. bevidst eller ubevidst.. 

jeg synes det er rigtig ærgerligt at vi er ved at komme dertil hvor man bare ikke lytter og lader nogen lette sit hjerte, og giver plads til andre.. Alle vil være i spotlyset hele tiden og alle vil være i fokus på samme tid.. det kan man ikke..!

Jeg synes bestemt ikke det er fedt at være sammen med folk når det hele tiden skal være sådan en kamp at holde en samtale kørende. jeg er typen der taber tråden enormt hurtigt når jeg bliver afbrudt i enten at sidde og lytte til andre eller hvis jeg selv har ordet. det er enormt belastende. for mig og for dem jeg taler med. 

SÅ nu tænkte jeg at ved at få lidt fokus på det, at vi alle sammen prøver at gøre en indsats for at være bedre aktive lyttere, og at vi arbejder lidt på at blive bedre til at lytte til hinanden, og bedre til spørge lidt ind til hinanden og lære hinanden bedre at kende, altså IRL, på tekst er det jo lidt noget andet, men at vi alle tænker over hvordan vores adfærd er når vi er blandt andre mennesker. i stedet for at have så travlt med at fortælle om os selv og stjæle fokus hele tiden.. 

jeg kan da umuligt være den eneste der synes det er lidt trælst hele tiden at tabe tråden i en samtale fordi den bliver drejet til noget andet fordi at folk er så ivrige efter at være midtpunkt.. så ved selv at gøre en indsats for at være aktiv lytter kan det måske være at det smitter lidt af på de andre. 

for helt ærligt.. 

Hvor er respekten for hinanden henne?? 

 

Hvor er jeg dog enig med dig..det er simpelthen så frusterende, når voksne mennesker har et behov for at skabe fokus på sig selv når der er andre der snakker sammen..totalt mangel på respekt! 

Min svigerfamilie har tendens til at overdøve dem der snakker for at få deres budskab frem, hvilket er ret irriterende! 

Isabella_mor skriver:

Og hvad er det egentlig for noget!?

Jeg oplever det SÅ tit efterhånden, at man er sammen med nogen, og så sidder man bare og venter på at det bliver ens egen tur til at sige noget. 

Er vi blevet så "selviscenesættelsesfikseret" at vi glemmer at lytte til HINANDEN..??

nu er jeg startet i mødregruppe og jeg kan SÅ meget mærke hvor meget det irriterer mig når man bliver afbrudt midt i en samtale.

pigerne i min mødregruppe er SMADDER SØDE.. det er slet ikke det, men vi er 6 piger og vi har hver vores historie og hver vores mening, og det er pisse fedt men når vi sidder og snakker sammen, så snakker vi alligevel ikke SAMMEN SAMMEN, men vi snakker bare.. og der kommer intet konstruktivt ud af de samtaler. 

i dag prøvede jeg at være mere interesseret i de andre, og spørge ind til dem, om hvad de lavede når de ikke var på barsel osv. og jeg synes det var rigtig fint. men jeg oplevede bare rigtig tit at blive afbrudt mens jeg sad og lyttede til hvad den anden fortalte. altså at den der fortalte blev afbrudt. og det der med at afbryde, det sker KONSTANT, og det er ud af en tangent hele tiden. 

så når en fortæller om f.eks. sin fødsel, og hvor det måske er vigtigt for hende at tale om, som man jo burde kunne rumme i en mødregruppe, bliver det saboteret af en der hellere vil tale om hendes kæreste og hans rolle som farmand.. Altså så bliver det hele afbrudt midt i at der rent faktisk sidder en og fortæller sin historie og HVOR ER DET BARE TRÆLS for hende og for dem der rent faktisk lytter. Egentlig så er det ikke kun i mødregruppen jeg oplever det. det er alle steder. f.eks til en fest, til en komsammen, en samtale med en veninde eller andre.. 

Ingen lytter til hinanden længere, folk har mere travlt med at fortælle om sig selv og sidde og tænke over hvad man skal svare/fortælle når det bliver ens tur, end at sidde og lytte til andre, for "GUD HVOR FORFÆRDELIGT AT DET ER EN ANDEN END MIG DER ER I FOKUS" og den tankegang har alle mennesker vel. bevidst eller ubevidst.. 

jeg synes det er rigtig ærgerligt at vi er ved at komme dertil hvor man bare ikke lytter og lader nogen lette sit hjerte, og giver plads til andre.. Alle vil være i spotlyset hele tiden og alle vil være i fokus på samme tid.. det kan man ikke..!

Jeg synes bestemt ikke det er fedt at være sammen med folk når det hele tiden skal være sådan en kamp at holde en samtale kørende. jeg er typen der taber tråden enormt hurtigt når jeg bliver afbrudt i enten at sidde og lytte til andre eller hvis jeg selv har ordet. det er enormt belastende. for mig og for dem jeg taler med. 

SÅ nu tænkte jeg at ved at få lidt fokus på det, at vi alle sammen prøver at gøre en indsats for at være bedre aktive lyttere, og at vi arbejder lidt på at blive bedre til at lytte til hinanden, og bedre til spørge lidt ind til hinanden og lære hinanden bedre at kende, altså IRL, på tekst er det jo lidt noget andet, men at vi alle tænker over hvordan vores adfærd er når vi er blandt andre mennesker. i stedet for at have så travlt med at fortælle om os selv og stjæle fokus hele tiden.. 

jeg kan da umuligt være den eneste der synes det er lidt trælst hele tiden at tabe tråden i en samtale fordi den bliver drejet til noget andet fordi at folk er så ivrige efter at være midtpunkt.. så ved selv at gøre en indsats for at være aktiv lytter kan det måske være at det smitter lidt af på de andre. 

for helt ærligt.. 

Hvor er respekten for hinanden henne?? 

 

Kender det godt 

Synes det kan være meget tydeligt i en mødregruppe, hvor man jo netop ikke kender hinanden og burde være interesseret til at spørge ind til hinanden mv.

Men det gælder jo egentlig også nogle gange til fester osv.

Jeg ved ikke hvad man kan gøre ved det? Andet end at sprede budskabet, som du siger. Eller skal man være ærlig og sige; "undskyld, men jeg lyttede lige til hvad X fortæller om X". Jeg er i hvert fald for "høflig" til at påpege det, men så risikerer man jo at føle sig tromlet.

Omvendt er det heller ikke sikkert det er så udbredt som vi frygter, men måske føles det sådan når nogle mennesker fylder VIRKELIG meget. Gik i mødregruppe med sådan en og vi kendte alle ALT om hendes liv helt fra 0 år samt hver en cm af hendes endnu UBYGGEDE og ikke-eksisterende hus  Jeg er ikke sikker på hun vidste hvor gamle vi andre var eller noget som helst. Og så lærer andre jo heller ikke de andre, mere høflige/venlige så godt at kende 

Christine skriver:

Kender det godt 

Synes det kan være meget tydeligt i en mødregruppe, hvor man jo netop ikke kender hinanden og burde være interesseret til at spørge ind til hinanden mv.

Men det gælder jo egentlig også nogle gange til fester osv.

Jeg ved ikke hvad man kan gøre ved det? Andet end at sprede budskabet, som du siger. Eller skal man være ærlig og sige; "undskyld, men jeg lyttede lige til hvad X fortæller om X". Jeg er i hvert fald for "høflig" til at påpege det, men så risikerer man jo at føle sig tromlet.

Omvendt er det heller ikke sikkert det er så udbredt som vi frygter, men måske føles det sådan når nogle mennesker fylder VIRKELIG meget. Gik i mødregruppe med sådan en og vi kendte alle ALT om hendes liv helt fra 0 år samt hver en cm af hendes endnu UBYGGEDE og ikke-eksisterende hus  Jeg er ikke sikker på hun vidste hvor gamle vi andre var eller noget som helst. Og så lærer andre jo heller ikke de andre, mere høflige/venlige så godt at kende 

det er generelt bare smadder irriterende... 

men ja man burde jo sige "undskyld mig, men nu lyttede jeg lige til...." 

Det kan være man bliver nødt til at øve sig lidt på at sige den slags. 

Isabella_mor skriver:

det er generelt bare smadder irriterende... 

men ja man burde jo sige "undskyld mig, men nu lyttede jeg lige til...." 

Det kan være man bliver nødt til at øve sig lidt på at sige den slags. 

Det er bare ikke så nemt  Men hvis det bliver aktuelt, vil jeg prøve at gøre noget ved det når jeg starter i mødregruppe.

Min svigerfamilie gør det også lidt.. men de afbryder både andre og sig selv. Spørger ind til noget og begynder så at snakke til en anden 

Ærgerligt at det lidt er sådan i din mødregruppe, jeg håber det bliver bedre, måske er det generthed eller angst for pinlig stilhed, hvis i lige er startet? Men er enig i at det er vanvittigt frustrerende 

Jeg synes ikke det er forkert med at afværge en der bryder ind - jeg synes ofte at jeg gør det. Første gang med "lige et øjeblik" anden gang med "jeg er lige ved at lytte til X" tredje gang mere skarpt hvor jeg gerne påpeger uhøfligheden i at afbryde når andre taler.

jeg har endnu ikke fundet ud af om det er mangel på pli og viden inden for hvordan man agerer i en gruppe hvor fokus "går på skift" eller om det er mangel på respekt over for sine medmennesker - men kort sagt - det er møghamrende uhøflig opførsel...

Christine skriver:

Det er bare ikke så nemt  Men hvis det bliver aktuelt, vil jeg prøve at gøre noget ved det når jeg starter i mødregruppe.

Min svigerfamilie gør det også lidt.. men de afbryder både andre og sig selv. Spørger ind til noget og begynder så at snakke til en anden 

Ærgerligt at det lidt er sådan i din mødregruppe, jeg håber det bliver bedre, måske er det generthed eller angst for pinlig stilhed, hvis i lige er startet? Men er enig i at det er vanvittigt frustrerende 

ja vi er lige startet. men nu er det heller ikke kun der jeg oplever det. det er faktisk næsten altid jeg oplever at man ikke bliver hørt fordi at folk har for travlt med at snakke om sig selv, og jeg har bestemt ikke været bedre selv, men det stopper så nu.. 

jeg vil ihvertfald gøre et forsøg på at ændre min egen adfærd..   

men hvis det skulle blive et problem i min mødregruppe så vil jeg selvfølgelig sige noget, det er klart  

Isabella_mor skriver:

Og hvad er det egentlig for noget!?

Jeg oplever det SÅ tit efterhånden, at man er sammen med nogen, og så sidder man bare og venter på at det bliver ens egen tur til at sige noget. 

Er vi blevet så "selviscenesættelsesfikseret" at vi glemmer at lytte til HINANDEN..??

nu er jeg startet i mødregruppe og jeg kan SÅ meget mærke hvor meget det irriterer mig når man bliver afbrudt midt i en samtale.

pigerne i min mødregruppe er SMADDER SØDE.. det er slet ikke det, men vi er 6 piger og vi har hver vores historie og hver vores mening, og det er pisse fedt men når vi sidder og snakker sammen, så snakker vi alligevel ikke SAMMEN SAMMEN, men vi snakker bare.. og der kommer intet konstruktivt ud af de samtaler. 

i dag prøvede jeg at være mere interesseret i de andre, og spørge ind til dem, om hvad de lavede når de ikke var på barsel osv. og jeg synes det var rigtig fint. men jeg oplevede bare rigtig tit at blive afbrudt mens jeg sad og lyttede til hvad den anden fortalte. altså at den der fortalte blev afbrudt. og det der med at afbryde, det sker KONSTANT, og det er ud af en tangent hele tiden. 

så når en fortæller om f.eks. sin fødsel, og hvor det måske er vigtigt for hende at tale om, som man jo burde kunne rumme i en mødregruppe, bliver det saboteret af en der hellere vil tale om hendes kæreste og hans rolle som farmand.. Altså så bliver det hele afbrudt midt i at der rent faktisk sidder en og fortæller sin historie og HVOR ER DET BARE TRÆLS for hende og for dem der rent faktisk lytter. Egentlig så er det ikke kun i mødregruppen jeg oplever det. det er alle steder. f.eks til en fest, til en komsammen, en samtale med en veninde eller andre.. 

Ingen lytter til hinanden længere, folk har mere travlt med at fortælle om sig selv og sidde og tænke over hvad man skal svare/fortælle når det bliver ens tur, end at sidde og lytte til andre, for "GUD HVOR FORFÆRDELIGT AT DET ER EN ANDEN END MIG DER ER I FOKUS" og den tankegang har alle mennesker vel. bevidst eller ubevidst.. 

jeg synes det er rigtig ærgerligt at vi er ved at komme dertil hvor man bare ikke lytter og lader nogen lette sit hjerte, og giver plads til andre.. Alle vil være i spotlyset hele tiden og alle vil være i fokus på samme tid.. det kan man ikke..!

Jeg synes bestemt ikke det er fedt at være sammen med folk når det hele tiden skal være sådan en kamp at holde en samtale kørende. jeg er typen der taber tråden enormt hurtigt når jeg bliver afbrudt i enten at sidde og lytte til andre eller hvis jeg selv har ordet. det er enormt belastende. for mig og for dem jeg taler med. 

SÅ nu tænkte jeg at ved at få lidt fokus på det, at vi alle sammen prøver at gøre en indsats for at være bedre aktive lyttere, og at vi arbejder lidt på at blive bedre til at lytte til hinanden, og bedre til spørge lidt ind til hinanden og lære hinanden bedre at kende, altså IRL, på tekst er det jo lidt noget andet, men at vi alle tænker over hvordan vores adfærd er når vi er blandt andre mennesker. i stedet for at have så travlt med at fortælle om os selv og stjæle fokus hele tiden.. 

jeg kan da umuligt være den eneste der synes det er lidt trælst hele tiden at tabe tråden i en samtale fordi den bliver drejet til noget andet fordi at folk er så ivrige efter at være midtpunkt.. så ved selv at gøre en indsats for at være aktiv lytter kan det måske være at det smitter lidt af på de andre. 

for helt ærligt.. 

Hvor er respekten for hinanden henne?? 

 

Jeg er helt enig med dig... Der må være noget i opdragelsen der er gået galt? For jeg lærer da mine børn, papbørn og andres børn (da jeg var pædagog medhjælper) at vente til det er ens tur med at snakke... Så er det med at afbryde hvert fald i fokus, men at nogle er dårlige til at lytte aner jeg ikke hvad man gør ved 

Det er hvert fald trist, for det er møgirriterende at føre en dialog - eller nok nærmere være tilskuer til andres monolog - når en person kun vil fortælle, og ikke lytte.

Ærligt talt, så kender jeg ikke så mange der er slemme til det med ikke at lytte. Jeg synes mine veninder og jeg, og ja min kæreste og familie og jeg, er gode til at lytte fordi vi oprigtigt er interesserede i hinandens liv. Hvis jeg indimellem føler min kæreste ikke lytter (det gør han alligevel for det meste, hans kropssprog når han lytter er bare knap så entusiatisk som mit eget når jeg lytter til ham) så siger jeg at lige nu føler jeg at han ikke lytter til hvad jeg siger, og så er der ikke mere i det...

Hurtigt tilbage til de veninder jeg har der ikke lytter og kun snakker - og afbryder hvis jeg får et par ord indført - så er det faktisk kvinder jeg med vilje kun sjældent kontakter, for jeg bliver så skide sur og irriteret i deres selskab, og jeg synes mit liv er for kort til at jeg skal blive sur og irriteret over dét!

Angående din mødregruppe TS, har i mødtes længe? For jeg tænkte om det måske (forhåbentlig) blev lidt bedre efter lidt tid, måske er alle i mødregruppen bare så "spændte til bristepunktet" over moderrollen og mødregruppen at de alle føler de har SÅ meget at skulle sige, og så midt i vildskaben glemmer at andre også har noget på hjerte og at man generelt bør lytte og ikke afbryde når andre snakker?! 

Isabella_mor skriver:

Og hvad er det egentlig for noget!?

Jeg oplever det SÅ tit efterhånden, at man er sammen med nogen, og så sidder man bare og venter på at det bliver ens egen tur til at sige noget. 

Er vi blevet så "selviscenesættelsesfikseret" at vi glemmer at lytte til HINANDEN..??

nu er jeg startet i mødregruppe og jeg kan SÅ meget mærke hvor meget det irriterer mig når man bliver afbrudt midt i en samtale.

pigerne i min mødregruppe er SMADDER SØDE.. det er slet ikke det, men vi er 6 piger og vi har hver vores historie og hver vores mening, og det er pisse fedt men når vi sidder og snakker sammen, så snakker vi alligevel ikke SAMMEN SAMMEN, men vi snakker bare.. og der kommer intet konstruktivt ud af de samtaler. 

i dag prøvede jeg at være mere interesseret i de andre, og spørge ind til dem, om hvad de lavede når de ikke var på barsel osv. og jeg synes det var rigtig fint. men jeg oplevede bare rigtig tit at blive afbrudt mens jeg sad og lyttede til hvad den anden fortalte. altså at den der fortalte blev afbrudt. og det der med at afbryde, det sker KONSTANT, og det er ud af en tangent hele tiden. 

så når en fortæller om f.eks. sin fødsel, og hvor det måske er vigtigt for hende at tale om, som man jo burde kunne rumme i en mødregruppe, bliver det saboteret af en der hellere vil tale om hendes kæreste og hans rolle som farmand.. Altså så bliver det hele afbrudt midt i at der rent faktisk sidder en og fortæller sin historie og HVOR ER DET BARE TRÆLS for hende og for dem der rent faktisk lytter. Egentlig så er det ikke kun i mødregruppen jeg oplever det. det er alle steder. f.eks til en fest, til en komsammen, en samtale med en veninde eller andre.. 

Ingen lytter til hinanden længere, folk har mere travlt med at fortælle om sig selv og sidde og tænke over hvad man skal svare/fortælle når det bliver ens tur, end at sidde og lytte til andre, for "GUD HVOR FORFÆRDELIGT AT DET ER EN ANDEN END MIG DER ER I FOKUS" og den tankegang har alle mennesker vel. bevidst eller ubevidst.. 

jeg synes det er rigtig ærgerligt at vi er ved at komme dertil hvor man bare ikke lytter og lader nogen lette sit hjerte, og giver plads til andre.. Alle vil være i spotlyset hele tiden og alle vil være i fokus på samme tid.. det kan man ikke..!

Jeg synes bestemt ikke det er fedt at være sammen med folk når det hele tiden skal være sådan en kamp at holde en samtale kørende. jeg er typen der taber tråden enormt hurtigt når jeg bliver afbrudt i enten at sidde og lytte til andre eller hvis jeg selv har ordet. det er enormt belastende. for mig og for dem jeg taler med. 

SÅ nu tænkte jeg at ved at få lidt fokus på det, at vi alle sammen prøver at gøre en indsats for at være bedre aktive lyttere, og at vi arbejder lidt på at blive bedre til at lytte til hinanden, og bedre til spørge lidt ind til hinanden og lære hinanden bedre at kende, altså IRL, på tekst er det jo lidt noget andet, men at vi alle tænker over hvordan vores adfærd er når vi er blandt andre mennesker. i stedet for at have så travlt med at fortælle om os selv og stjæle fokus hele tiden.. 

jeg kan da umuligt være den eneste der synes det er lidt trælst hele tiden at tabe tråden i en samtale fordi den bliver drejet til noget andet fordi at folk er så ivrige efter at være midtpunkt.. så ved selv at gøre en indsats for at være aktiv lytter kan det måske være at det smitter lidt af på de andre. 

for helt ærligt.. 

Hvor er respekten for hinanden henne?? 

 

Jeg er helt enig, og jeg har også selv været rigtig dårlig til at tale om mig selv hele tiden. En veninde gjorde mig opmærksom på det for noget tid siden, egentlig sådan lidt halvfornærmet, men jeg er glad for at hun gjorde det, for jeg har været opmærksom på det lige siden. At give andre plads og spørge ind til dem i stedet.

Signe-bine skriver:

Jeg er helt enig med dig... Der må være noget i opdragelsen der er gået galt? For jeg lærer da mine børn, papbørn og andres børn (da jeg var pædagog medhjælper) at vente til det er ens tur med at snakke... Så er det med at afbryde hvert fald i fokus, men at nogle er dårlige til at lytte aner jeg ikke hvad man gør ved 

Det er hvert fald trist, for det er møgirriterende at føre en dialog - eller nok nærmere være tilskuer til andres monolog - når en person kun vil fortælle, og ikke lytte.

Ærligt talt, så kender jeg ikke så mange der er slemme til det med ikke at lytte. Jeg synes mine veninder og jeg, og ja min kæreste og familie og jeg, er gode til at lytte fordi vi oprigtigt er interesserede i hinandens liv. Hvis jeg indimellem føler min kæreste ikke lytter (det gør han alligevel for det meste, hans kropssprog når han lytter er bare knap så entusiatisk som mit eget når jeg lytter til ham) så siger jeg at lige nu føler jeg at han ikke lytter til hvad jeg siger, og så er der ikke mere i det...

Hurtigt tilbage til de veninder jeg har der ikke lytter og kun snakker - og afbryder hvis jeg får et par ord indført - så er det faktisk kvinder jeg med vilje kun sjældent kontakter, for jeg bliver så skide sur og irriteret i deres selskab, og jeg synes mit liv er for kort til at jeg skal blive sur og irriteret over dét!

 

Angående din mødregruppe TS, har i mødtes længe? For jeg tænkte om det måske (forhåbentlig) blev lidt bedre efter lidt tid, måske er alle i mødregruppen bare så "spændte til bristepunktet" over moderrollen og mødregruppen at de alle føler de har SÅ meget at skulle sige, og så midt i vildskaben glemmer at andre også har noget på hjerte og at man generelt bør lytte og ikke afbryde når andre snakker?! 

Vi er meget nye. Og jeg håber da selv at det er opstartsproblemer