Rikke Rasmussen skriver:
Hej ..
jeg føler mig nu klar til at fortælle at jeg er blevet enlig ..
i september valgte min mand, fra den ene dag til den anden at pakke sine ting og flytte fra os, vores forhold havde kørt skævt i noget tid, har været igennem en stor personlig udvikling, med et større vægttab på 35 kg, hvilket han ikke helt kunne "acceptere" han blev mere og mere jaloux, og var egentlig ikke glad på mine vegne.
Vi blev faktisk gift i februar 2014, så vi nåede knap at være gift i 6 mdr.
Jeg føler mig trådt på, vi boede i Jylland, og han stak bare af fra alt, og flyttede til Sjælland, så kunne jeg stå med vores lejet hus, og gæld, gælden stod kun i mit navn, da han stod i RKI, og han ønsker ikke at hjælpe med at betale den af, Inter har han ønsket at hjælpe med, men det der gør mest ondt, er at han har valgt sin søn fra, han har set ham 1 gang siden han stak af fra os, hver gang vi laver en ny aftale om at han skal have ham, ringer han afbud 1 time før, og siger han ikke kan komme over efter ham alligevel, min stakkels søn på 2 år og 8 mdr, savner selvfølgelig sin far, arbejdede på det tidspunkt som fast aftenvagt, så de var altid sammen alene hver eneste aften, men jeg er nu kommer til det punkt, at jeg ikke længere vil ringe til hans far og høre hvornår han vil have ham, han må selv tage kontakt når han ønsker at se sin søn igen ..
jeg er fyldt med vrede overfor denne mand, at han kan fravælge sit eget kød og blod på den måde, er for mig en gåde.
Lucas og jeg, er nu flyttet i en ny lejlighed, og kommet ind i en dejlig rutine, jeg kører nu fast dagvagt, og er ved at finde mig til rette som min nye status "alene mor" ..
Hej! Jeg må godt nok rose dig, og sige at du er vanvittigt stærk.
Jeg har ingen børn endnu, og har derfor ikke stået i samme situation som du, men det har min mor. Meget lignende, udover at min lillebror og jeg var noget ældre. Hun stod tilbage med et firma der var gået konkurs, et billån, og derudover en yderligere gæld på næsten en halv million som han var skyld i - min kære far. Han er erklæret psykopat i 2012, og derfor kom min mor først fra ham i 2007, da han er sindssygt manipulerende af natur, og det er også en af grundene til at hun mistede næsten alt samvær med os - hendes egne børn, hendes kød og blod. Og først for et år siden fik hun forældremyndigheden over min lillebror og jeg, efter både depressioner, stress, langtidssygemeldinger, og en krop der tilsidst bukkede under for alt det psykiske stress, så hun endte med at måtte stoppe med at arbejde med hendes livs kald.
Min pointe er at du simpelthen skal huske er mærke efter dybt i dig selv, så du altid har dig selv med på sidelinjen, og ikke kun din skønne dreng (ikke at jeg siger at du IKKE gør det), og kæmp altid for dig og dit barns bedste. Og jeg tror desværre ikke at faren er "god" for hverken ham eller dig. Jeg håber at I kommer godt igennem det 
Knus
