Jeg overlevede fordi ilden i mig brændte stærkere end ilden omkring mig
Jeg er overvejende for.
Jeg hørte engang et argument om, at nogle døende måske, mod deres vilje, ville føle sig presset til det af familen (ikke ondt ment af familien), og det ville da være frygteligt.
Men så længe den døende er 100 % sig selv, og kan tage sine egne besutninger, kan jeg ikke se, hvorfor h*n ikke selv må bestemme over sit liv, og dermed også enden på det.
Vi går meget op i, at dyr skal aflives ved sygdom, så de ikke skal lide. Det er mest humant. Men når det kommer til mennesker skal de trækkes igennem en uværdig dødskamp, indtil kroppen til sidst kollapser... Det forstår jeg ikke. Hvor er det humane i det?
Skal det gælde, skal det selvfølgelig kun gælde folk, der er endelig opgivet af lægerne, og på vej ind i slutfasen af deres sygdom. De skal stadig være i stand til at tage beslutningen om hvornår det skal gøres.
Min farmor døde for mange år siden af brystkræft. Kort tid inden hendes død, bredte den sig til hjernen, og hun blev mere eller mindre vanvittig. I et par dage gled hun ind og ud af forskellige perioder af hendes liv, kunne ikke kende nogen af os, og troede ofte, at vi ville gøre hende ondt, og slog ud efter os. Til sidst gled hun ind i en koma i 7 dage, og døde derefter. Hvor var det menneskelige aspekt i det? Hvad værdigt og etisk var der i, at hun skulle igennem sådan en angstfuld og uværdig dødskamp? Jeg er sikker på, at hun havde ønsket en overdosis morfin i det øjeblik kræften ramte hjernen, så både hun og vi havde undgået den oplevelse.
Anmeld
