Forvirring..!

Pyha, jeg står i en virkelig træls og forvirrende situation som jeg gerne vil have luftet lidt og dele med jer. Håber på lidt gode råd fra alle jer dejlige damer
Som jeg skriver i min profil opdagede jeg først min graviditet da jeg var ca et ½ år henne og det kom mildest talt som et chok for mig. Men som mange af jer nok kan sætte jer ind i, kunne jeg fra jeg fik meldingen og kunne mærke den lille fyr inden i mig kun se positivt på det hele. Man kan ikke sætte ord på den følelse det er at have et liv indeni sig! Det er så fantastisk at jeg kun kunne tænke at det nok skulle gå uanset hvad. En helt ubeskrivelig "fighter spirit"  
Problemet opstod da jeg skulle overbringe nyheden til barnets far..! Lige da han fik det at vide gik han selvfølgelig i panik, men kunne stadig snakke nogenlunde fornuftigt om det og forholde sig til lidt praktiske ting (vi skal finde et navn, hvor ofte skal jeg se ham etc.). På daværende tidspunkt lod det til at det hele nok skulle gå okay.. To dage senere snakke jeg med ham igen og nu virkede han mere usikker. Han sagde han ikke kunne give mig klar besked inden han havde snakket med sine forældre om det. Mere end 2 uger senere tager han initiativ til en snak hvor han lægger ud med at snakke jura: Har du skevet mit navn nogen steder endnu? etc. Han siger det er op til mig om jeg skriver hans navn på fødselspapirerne.. Det ryster mig dybt! Derved er han villig til at risikere at jeg afskriver ham alle rettigheder nogensinde (hvis jeg ikke skriver hans navn på)..! Han var nået frem til at han simpelthen ikke kunne forholde sig til detteher nu.. Hans liv er som han vil have det nu og det der ska ikke være noget der kommer i vejen for og ændrer på..! Med andre ord siger han, at han ikke engang vil "risikere" at han får et godt forhold til barnet da det stadig vil "ændre på tingene"..!
Det er virkelig underligt at opleve ham lave så stor en kovending! Gå fra "så må vi blive enige om et navn" til "kan vi ikke sætte ham i en slags familiepleje og bare komme og besøge ham engang imellem" til "jeg kan ikke være far nu, jeg nyder min frihed og vil ikke have at den bliver taget fra mig nu"..
Er virkelig rundt på gulvet... Hans "konklusion" for ca 3 uger siden var altså at det var op til mig om jeg skrev hans navn nogen steder.. Han ved udemærket godt at jeg ik har noget valg når jeg ved det er ham, så at han åbenbart stadig sidder og fisker efter at jeg IKKE ska gøre det er virkelig ynkeligt kan jeg se nu. Det er dét der har gjort at jeg har mistet al respekt for ham nu..!
Har ikke snakke med ham siden den dag... Men i går var der kæmpe fest på det kollegie vi begge bor på og SÅ løb nyheden som en steppebrand.. En af hans veninder tog en snak med ham (efter at have snakket med mig) hvor han åbenbart siger at han gerne vil træde til når barnet er gammelt nok til at forstå konceptet om en "far"  Desuden kommer hun tilbage til mig med den latterlige kommentar at "han har nogle okay argumenter for at gøre som han gør nu, men de er mellem mig og ham som venner og han vil nok fortælle dem til dig senere når han engang er klar.." WHAT?! Ikke lige det man har brug for at få smidt i hovedet som svigtet højgravid..! Så kan jeg rende rundt med det i baghovedet nuher og være paranoid.. Tak..!
Kan ikke få alle detaljerne med nuher, men det er virkelig noget værre rod jeg står i som I nok kan høre... Nu er spørgsmålet om jeg skal skrive en mail til ham og forklare, at jeg føler han "brændte broerne" sidst han var her (og åbenbart var ligeglad med sine rettigheder) og prøve at få lokket ud af ham hvilke "gode grunde" han har til at gøre detteher, men som han ik følte han skulle sige til mig nuher
Ja, undskyld den lange historie men er virkelig i vildrede i dag og havde brug for at få det hele ud...
 Cecilia

puha sikke da en omgang!
jeg mener at det er sådan idag, at man ikke kan skrive "ukendt far" på fødselspapirerne. Eller rettere sagt: man MÅ ikke.

Hvis du ved hvem faderen til barnet er SKAL du skrive ham på..

BubbieBear skriver:

puha sikke da en omgang!
jeg mener at det er sådan idag, at man ikke kan skrive "ukendt far" på fødselspapirerne. Eller rettere sagt: man MÅ ikke.

Hvis du ved hvem faderen til barnet er SKAL du skrive ham på..

Præcis! Det krævede ikke megen research før at dét stod klart og det sagde jeg også til ham. Og det ved jeg at han MÅ have vidst (han blev ved med at snakke om en veninde han har der læser jura) og det er præcis dét der gør det så ynkeligt at han STADIG sad og fiskede efter at "det er op til dig om du skriver mig på eller ej"..!

Som jeg ser det skriver du ham som har, beder om fuld forældremyndighed og beder ham om at frasige sig samvær. Det kunne lade sig gøre. Men så samtidig fortælle ham at hvis han ikke vil se barnet nu, ja så skal han heller ikke senere. Man kan ikke blæse og have mel i munden

Cecilia84 skriver:



Præcis! Det krævede ikke megen research før at dét stod klart og det sagde jeg også til ham. Og det ved jeg at han MÅ have vidst (han blev ved med at snakke om en veninde han har der læser jura) og det er præcis dét der gør det så ynkeligt at han STADIG sad og fiskede efter at "det er op til dig om du skriver mig på eller ej"..!

Mener han kan frasige sig samvær med barnet, og du får den fulde forældremyndighed. Men penge til dig hver måned til barnet, det kommer han ikke til at slippe for

BubbieBear skriver:



Mener han kan frasige sig samvær med barnet, og du får den fulde forældremyndighed. Men penge til dig hver måned til barnet, det kommer han ikke til at slippe for

Ja det mener jeg bestemt også man/han kan.
Maiken (98,9) herinde har vist fået det lavet sådan, du kan evt spørge hende

LineD skriver:



Ja det mener jeg bestemt også man/han kan.
Maiken (98,9) herinde har vist fået det lavet sådan, du kan evt spørge hende

det kan man også.. det er noget det hedder en faderskabsblanket nr. 3.. Ved at underskrive den, vedkender han sig faderskabet, og samtid opgiver sin del af forædremyndigheden, således at moderen får den fulde.

Præcis! Det krævede ikke megen research før at dét stod klart og det sagde jeg også til ham. Og det ved jeg at han MÅ have vidst (han blev ved med at snakke om en veninde han har der læser jura) og det er præcis dét der gør det så ynkeligt at han STADIG sad og fiskede efter at "det er op til dig om du skriver mig på eller ej"..!

Hvis i ikke er gift eller har boet sammen indenfor de sidste 10 mdr får du fuld myndighed over barnet automatisk hvis i altså undlader, at underskrive en omsorgs og ansvars erklering.

Uha. Vores situationer ligner lidt hinanden, og jeg har valgt at aflevere en faderskabserklæring og faderen har udfyldt en erklæring hvor han vedkender sig faderskabet, så på det punkt er der ingen problemer. Jeg får på den måde automatisk fuld forældremyndighed, men da han er far, har han visse rettigheder, hvis han vil se barnet. Det er ligeledes frivilligt om man vil søge om bidrag og medmindre moren ikke søger, er han ikke forpligtet til at betale noget.

Der hvor min situation ligner din er på spørgsmålet om, hvorvidt han vil være der for sin kommende datter eller ej. Han har endnu ikke været klar i mælet om, hvordan han forholder sig efter fødslen. Lige nu taler vi sammen, men han har svært ved at tale om hende, så det viger vi ligesom udenom - desværre.

Jeg håber meget, han vil være der for sin datter, når hun kommer til verden, men er indstillet på worst case. Når det er sagt har jeg besluttet, at han til enhver tid vil være velkommen hos os, hvis han vil lære sin datter at kende, for alle børn fortjener at kende deres ophav, og jeg vil ikke lægge skjul på, hvem han er. Jeg vil gøre, hvad der står i min magt for at han vælger at se hende og lære hende at kende.

Puha. Det er bare svært...

Hilsen Linda 33+1

puha sikke en oplevelse..... Men først, stort tillykke med den lille kommende. Hvad faderen angår, jamen jeg ved ikke hvad jeg skal sige, syntes det er pinligt at han opfører sig sådan, og ja du har ret, kan vende på en tallerken.

Men ingen tvivl om at det har været et chock for ham. Men dertil at interessere sig for om han er opgivet nogen steder, der synker han lavt og dybt på samme tid.

Glem fælles venner og veninder, de skal ikke tale på jeres vegne, I skal tale sammen,og hvis ikke I kan det, så må I skrive pt.

Du skal angive faderens navn, af hensyn til barnet først og fremmest, han/hun vil kende sin baggrund og opsøge den, hvis faderen ikke er der. Og den mulighed skal man ikke afskære. Og så alt det praktiske, arv, børnebidrag, fødselshjælp m.m.

Jeg syntes du skulle skrive et brev til ham og bede ham virkelig tænke sig om. Dvs. du vil gerne have klar besked om hvor han står, og gerne inden fødslen. Afskriv ham mentalt, hvis du kan, og koncentrer dig om din graviditet og alt det praktiske, seng, barnvogn, indretning, tøj m.m. og nyd det.

Det andet kan og skal han ikke løbe fra. Det skal du gøre ham klart.

Held og lykke men hold os lige underrettet om hvad der sker. Vi er et par stykker der har lignende historier, Linda, undertegnede og andre.

Godnat herfra