Madprincipper og -konflikter

Jeg er anonym, da jeg ikke vil risikere genkendelse. Dette er et oplæg til debat og ikke et konkret spørgsmål. 

Jeg kender en familie, far, mor og barn på to. Forældrene er ikke helt unge og havde svært ved at opnå graviditet. Så gik hun på radikal kostomlægning, droppede gluten, mælk og meget andet og blev herefter gravid. Hun har holdt fast i de ændrede kostvaner, fordi hun fik det meget bedre af dem, og har overført samme principper til sit barn. Han må ikke få gluten, sukker, kartofler og en masse andet. Jeg kender ikke alle principperne. Han er ikke allergiker eller andet, det er hendes overbevisning, at det er bedst for ham. 

Når de er på besøg hos andre, sorterer hun i, hvad han må få. Eksempel: Jeg havde bagt boller, da jeg ikke kendte til principperne, og hun bad mig skjule dem for ham. Så spiste hun og manden og vi andre boller, og han fik en frugtstang. Hun går selv på kompromis og giver sig selv lov til at spise noget uden for "reglerne", men er totalt konsekvent med ham. Hun skjuler for ham, at hun selv spiser brød og kartofler osv., gemmer sin bolle under servietten og spiser af den i smug. 

Han er nu så stor, at han peger på den mad, andre spiser, og det giver problemer, når han ikke må få det og græder og plager. De ryger i konflikter med bl.a. bedsteforældrene, fordi disse kan "komme til" at sige "Lad ham da smage!", og der går længere og længere imellem, at de besøger andre. I forvejen er de meget isolerede - selvvalgt, hvilket jo er ok - men det er nu blevet mere udtalt, fordi det at spise hos andre giver problemer.

Moren har stolt sagt til mig, at hun er glad for, han er så slank. I min verden skal man ikke stile efter, at et barn på to ligefrem er slankt.

Forældrene er veluddannede og intelligente, og jeg tror ikke, drengen bliver fejlernæret, men jeg oplever, at moren har svært ved at skelne mellem sine egne og sønnens behov for en bestemt slags mad. Det provokerer også lidt, at han får den evige frugtstang stukket i hånden for at få afledt opmærksomheden, mens moren i smug spiser det "forbudte". Og så ser jeg en farmor og farfar, der prøver ikke at blande sig, men alligevel har svært ved at lade være, og som ved, at de ikke får lov at passe ham foreløbig, fordi moren ikke stoler på, de ikke lader ham smage det forbudte. 

Hvad tænker I om dette? 

At forældrene er på et skråplan..... Hvis de endelig skal gøre det, så må de selv være med på hele ideen. 

Jeg synes alt andet er hyklei og meget dobbeltmoralskt. 

Ironisk nok er bollen nok sundere for ham end frugtstangen. Hvad hun i realiteten gør, er at erstatte brød med slik....

Jeg tænker at moren er godt igang med at ligge kimen til en seriøs spiseforstyrrelse hos sit barn!

Jeg mener at de skal gøre lige hvad de føler for og har lyst til, så længe barnet ikke mistrives eller fejlernæres.

Jeg er vegetar og har været det i 6 år. Min søn er også vegetar. Jeg har spist fisk cirka 10 gange på de seks år. Min søn har aldrig fået fisk. Jeg mener det er op til ham at bestemme om han vil putte døde dyr ind i munden det kan han bestemme når han virkelig forstår hvad kød egentlig er.

Jeg synes det er foruroligende at folk så gerne vil snage i andre folks madvaner og måder at gøre tingene på - også ifht børn hvorfor ikke bare lade dem være og gøre som de mener er det bedste

Skriver gerne mere uddybet senere. Er på mobil og på farten...

Røverdatter skriver:

Jeg mener at de skal gøre lige hvad de føler for og har lyst til, så længe barnet ikke mistrives eller fejlernæres.

Jeg er vegetar og har været det i 6 år. Min søn er også vegetar. Jeg har spist fisk cirka 10 gange på de seks år. Min søn har aldrig fået fisk. Jeg mener det er op til ham at bestemme om han vil putte døde dyr ind i munden det kan han bestemme når han virkelig forstår hvad kød egentlig er.

Jeg synes det er foruroligende at folk så gerne vil snage i andre folks madvaner og måder at gøre tingene på - også ifht børn hvorfor ikke bare lade dem være og gøre som de mener er det bedste

Skriver gerne mere uddybet senere. Er på mobil og på farten...

Jeg synes forskellen her er, at du practice what you preach.

Du sender jo ikke din dreng dobbelte beskeder omkring mad, da der jo ikke er forskel på ham og dig. Og der synes jeg, at den store forskel ligger.

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da jeg ikke vil risikere genkendelse. Dette er et oplæg til debat og ikke et konkret spørgsmål. 

Jeg kender en familie, far, mor og barn på to. Forældrene er ikke helt unge og havde svært ved at opnå graviditet. Så gik hun på radikal kostomlægning, droppede gluten, mælk og meget andet og blev herefter gravid. Hun har holdt fast i de ændrede kostvaner, fordi hun fik det meget bedre af dem, og har overført samme principper til sit barn. Han må ikke få gluten, sukker, kartofler og en masse andet. Jeg kender ikke alle principperne. Han er ikke allergiker eller andet, det er hendes overbevisning, at det er bedst for ham. 

Når de er på besøg hos andre, sorterer hun i, hvad han må få. Eksempel: Jeg havde bagt boller, da jeg ikke kendte til principperne, og hun bad mig skjule dem for ham. Så spiste hun og manden og vi andre boller, og han fik en frugtstang. Hun går selv på kompromis og giver sig selv lov til at spise noget uden for "reglerne", men er totalt konsekvent med ham. Hun skjuler for ham, at hun selv spiser brød og kartofler osv., gemmer sin bolle under servietten og spiser af den i smug. 

Han er nu så stor, at han peger på den mad, andre spiser, og det giver problemer, når han ikke må få det og græder og plager. De ryger i konflikter med bl.a. bedsteforældrene, fordi disse kan "komme til" at sige "Lad ham da smage!", og der går længere og længere imellem, at de besøger andre. I forvejen er de meget isolerede - selvvalgt, hvilket jo er ok - men det er nu blevet mere udtalt, fordi det at spise hos andre giver problemer.

Moren har stolt sagt til mig, at hun er glad for, han er så slank. I min verden skal man ikke stile efter, at et barn på to ligefrem er slankt.

Forældrene er veluddannede og intelligente, og jeg tror ikke, drengen bliver fejlernæret, men jeg oplever, at moren har svært ved at skelne mellem sine egne og sønnens behov for en bestemt slags mad. Det provokerer også lidt, at han får den evige frugtstang stukket i hånden for at få afledt opmærksomheden, mens moren i smug spiser det "forbudte". Og så ser jeg en farmor og farfar, der prøver ikke at blande sig, men alligevel har svært ved at lade være, og som ved, at de ikke får lov at passe ham foreløbig, fordi moren ikke stoler på, de ikke lader ham smage det forbudte. 

Hvad tænker I om dette? 

Altså jeg synes egentlig det er helt fint at drengen skal spise som han gør, det jeg dog synes er lidt skidt er at moren som har indført det her ikke selv gør det samme hele tiden. 

Jeg lider selv af pcos og jeg skal egentlig spise på præcis samme måde alt med gluten og stivelses produkter, sukker osv skal egentlig helt ud af mit system for at min krop ikke kan udvikle en masse sygdomme.. Og den kost skal er altså ikke midlertidig, hvis jeg får kæmpet mig igang skal jeg forsætte til den dag jeg dør.. Og hvis jeg kan kæmpe mig til at jeg ikke selv spiser det så ville jeg faktisk også give mit barn det især hvis det var piger jeg fik, for du kan som det er for mit vedkommende ikke spise efter kost pyramiden og så ikke blive overvægtig med tiden. 

Jeg ville skåne mine børn for at spise de ting fordi jeg ved hvor store smerter jeg selv får hver gang jeg spiser det, men fordi jeg har været van til det fra barns ben kan jeg næsten ikke slippe det fordi det smager jo godt det skidt! 

Og så svært som vi har det med at blive gravide så kan jeg sagtens sætte mig ind i hendes tankegang, det er nemmere at acceptere ikke at få noget man aldrig har smagt end at ikke må få noget man godt kan lide

Kan sagtens sætte mig ind i, hvorfor denne mor gør som hun gør. Hun har oplevet at noget i kosten, har gjort hende skade - ja endda infertil, hvorfor hun på ingen måde vil udsætte sin søn overfor det "farlige". Må i drømme jeg også sagtens selv forstår, hvorfor hun er strengere overfor ham end for sig selv......det er jeg også med de ting, jeg tror på, Feks jeg kan godt finde på at tage en ny trøje på uden at vaske den, aldrig kunne jeg finde på at gøre det med min datter. Jeg kan godt finde på at springe morgenmad over, men min datter får da altid mad om morgen(det er jo det vigtigste måltid). Min pointe er, mon ikke problem et er, man er uenig med hendes kostprincipper? Og hvis disse ikke er skadelig for barnet, bør man så blande sig? Det mener jeg ikke, synes det er fedt denne Mor vil give sin søn, det hun mener er det aller bedste.