Svær svigerfamilie

Hej.

Jeg skriver som anonym fordi jeg ikke har lyst til at udlevere nogen af de personer jeg skriver om og der er måske nogen herinde der kender mig. Desuden er der nogle ting jeg ikke har lyst til at andre skal vide om mig men som er vigtige at få med her.

Jeg har en dejlig dejlig kæreste på 2. år og jeg er gravid i 20. måned. Vi har det supergodt sammen og det går bare rigtig godt med os. Men svigerfamilien kan ikke lide mig. Da jeg mødte min kæreste havde jeg det ikke godt, var ude i en depression og drak for meget. Men det holdt jeg op med, med et enkelt tilbagefald og vi har haft det godt længe. Jeg har forsøgt mange gange at forklare min svigerfamilie hvorfor jeg opførte mig mærkeligt i starten (jeg havde ret mange gode grunde til at have det skidt og søgte hjælp med det samme) men de gider ikke høre det.

Jeg har virkelig prøvet alt. Jeg har været hjemme hos min svigerinde hvor jeg påtog mig alt skyld for alt i hele verden (også noget jeg intet havde med at gøre) for at der kunne komme god luft imellem os. Jeg gjorde det for min kærestes skyld, fordi jeg gerne vil have han skal have sin familie tæt på sig. Meget langt hen ad vejen kom jeg rigtig godt ud af det med hans far, men så skete der et eller andet. Jeg ved ikke hvad. Hans ældste storesøster kan åbenbart ikke lide ham, hun indrømmer hun er jaloux og den yngste søster synes vist ikke jeg er god nok til ham. Hun vil gerne bestemme alt hvad han gør. Så jeg tror de har sat ondt blod mellem faren om ham og i hvert fald mig. Jeg forstår overhovedet ikke hvorfor, jeg har altid været sød overfor den når vi var sammen og de kan se min kæreste har det godt og er glad.

¨Burde det ikke være det vigtigste?

Nu er faren så træt af alle familieprolemerne mellem de tre søskende at han giver mig hele skylden for at deres familie er gået i opløsning. Min kæreste siger at det begyndte den på før han mødte mig, da hans mor døde. Før kunne han godt lide mig, nu er det hele min skyld. Jeg har prøvet at tale med ham også, men det virker som om han slet ikke lytter efter.

Så den anden dag ringede han og min kæreste sagde at nu havde han altså fået nok af at jeg skulle have skylden for det hele så nu ville han tage en lille pause fra familien. Så sagde svigerfar "nå, så er det lykkes hende at skræmme dig væk fra os". Jeg blev simpelthen så ked af det fordi jeg netop har arbejdet rgtigt hårdt på at min kæreste ikke skulle vende dem ryggen. Jeg har opfordret til dialog og sagt at han skulle tænke på deres følelser også og at vi skulle besøge svigerfar tit og lavet julekalender til ham og alle sådan nogle ting, og så får jeg bare den smækket i hovedet. Den ældste søster havde endda kommet med beskyldninger om at jeg havde truet hende hvilket IKKE er sandt! Jeg fatter simpelthen ikke hvad der foregår i den familie. Det eneste jeg havde gjort hende var at ville låne hende en saftpresser og da hun så ikke ville give mig et tidspunkt hvor hun skulle komme og hente den (så vi vidste athun kom) sagde jeg nej fordi jeg synes det var respektløst ikke at ville give klar besked. Det var jo vores tid det handlede om, at vi SKULLE være hjemme - og vi havde andre planer. Så ville hun tale med min kæreste, ig det sagde jeg nej til, for hun skulle ikke tryne ham og det var mellem os to. Jeg synes det er fair nok, men jeg tager måske fejl?

Min kæreste kan ikke selv få børn, så vi har brugt donorsæd. Derfor synes svigerfar (og søstrene) vist ikke det overhovedet er hans barn eller deres familie.

Nu aner jeg ikke hvad jeg skal gøre. Min kæreste er selvfølgelig ked af det, men på den anden side er han altid ked af det når han har været sammen med dem også. Når han fortæller dem om en beslutning han har taget er det altid "hvorfor gør du det" "hvorfor gør du ikke sådan" "er du nu sikker på det" osv. Altid negativt og ret dårligt for hans selvværd. Og det er helt sikkert også dårligt for mit, fordi jeg hele tiden spekulerer på om det hele er min skyld. Men hvis de elskede min kæreste, ville de så ikke se mest på at han er så glad og lykkelig? Men jeg vil altså ikke være grunden til han ikke ser sin familie og jeg vil strække mig meget meget vidt. Men hvordan kan man det når man ikke kan tale sammen? Jeg er så ked af det og føler mig så dum. Hvad skal jeg gøre?

Beklager jeg har skrevet så langt og mange tak hvis du fulgte med helt til slutningen

Hejsa  

har ikke de vilde gode råd, udover jeg før har oplevet at det kan være godt med en lille pause og så evt. Skrive et brev hvori du beskriver dine følelser og at du virkelig ønsker i alle skal være glade. 

Ellers vil jeg bare sende et kæmpe knus til dig. 

Julie 

Tak for dit råd, jeg har også tænkt på at skrive et brev til hans far. Det er bare som om de ikke er interesserede i at være glade på vores vegne

Anonym skriver:

Hej.

Jeg skriver som anonym fordi jeg ikke har lyst til at udlevere nogen af de personer jeg skriver om og der er måske nogen herinde der kender mig. Desuden er der nogle ting jeg ikke har lyst til at andre skal vide om mig men som er vigtige at få med her.

Jeg har en dejlig dejlig kæreste på 2. år og jeg er gravid i 20. måned. Vi har det supergodt sammen og det går bare rigtig godt med os. Men svigerfamilien kan ikke lide mig. Da jeg mødte min kæreste havde jeg det ikke godt, var ude i en depression og drak for meget. Men det holdt jeg op med, med et enkelt tilbagefald og vi har haft det godt længe. Jeg har forsøgt mange gange at forklare min svigerfamilie hvorfor jeg opførte mig mærkeligt i starten (jeg havde ret mange gode grunde til at have det skidt og søgte hjælp med det samme) men de gider ikke høre det.

Jeg har virkelig prøvet alt. Jeg har været hjemme hos min svigerinde hvor jeg påtog mig alt skyld for alt i hele verden (også noget jeg intet havde med at gøre) for at der kunne komme god luft imellem os. Jeg gjorde det for min kærestes skyld, fordi jeg gerne vil have han skal have sin familie tæt på sig. Meget langt hen ad vejen kom jeg rigtig godt ud af det med hans far, men så skete der et eller andet. Jeg ved ikke hvad. Hans ældste storesøster kan åbenbart ikke lide ham, hun indrømmer hun er jaloux og den yngste søster synes vist ikke jeg er god nok til ham. Hun vil gerne bestemme alt hvad han gør. Så jeg tror de har sat ondt blod mellem faren om ham og i hvert fald mig. Jeg forstår overhovedet ikke hvorfor, jeg har altid været sød overfor den når vi var sammen og de kan se min kæreste har det godt og er glad.

¨Burde det ikke være det vigtigste?

Nu er faren så træt af alle familieprolemerne mellem de tre søskende at han giver mig hele skylden for at deres familie er gået i opløsning. Min kæreste siger at det begyndte den på før han mødte mig, da hans mor døde. Før kunne han godt lide mig, nu er det hele min skyld. Jeg har prøvet at tale med ham også, men det virker som om han slet ikke lytter efter.

Så den anden dag ringede han og min kæreste sagde at nu havde han altså fået nok af at jeg skulle have skylden for det hele så nu ville han tage en lille pause fra familien. Så sagde svigerfar "nå, så er det lykkes hende at skræmme dig væk fra os". Jeg blev simpelthen så ked af det fordi jeg netop har arbejdet rgtigt hårdt på at min kæreste ikke skulle vende dem ryggen. Jeg har opfordret til dialog og sagt at han skulle tænke på deres følelser også og at vi skulle besøge svigerfar tit og lavet julekalender til ham og alle sådan nogle ting, og så får jeg bare den smækket i hovedet. Den ældste søster havde endda kommet med beskyldninger om at jeg havde truet hende hvilket IKKE er sandt! Jeg fatter simpelthen ikke hvad der foregår i den familie. Det eneste jeg havde gjort hende var at ville låne hende en saftpresser og da hun så ikke ville give mig et tidspunkt hvor hun skulle komme og hente den (så vi vidste athun kom) sagde jeg nej fordi jeg synes det var respektløst ikke at ville give klar besked. Det var jo vores tid det handlede om, at vi SKULLE være hjemme - og vi havde andre planer. Så ville hun tale med min kæreste, ig det sagde jeg nej til, for hun skulle ikke tryne ham og det var mellem os to. Jeg synes det er fair nok, men jeg tager måske fejl?

Min kæreste kan ikke selv få børn, så vi har brugt donorsæd. Derfor synes svigerfar (og søstrene) vist ikke det overhovedet er hans barn eller deres familie.

Nu aner jeg ikke hvad jeg skal gøre. Min kæreste er selvfølgelig ked af det, men på den anden side er han altid ked af det når han har været sammen med dem også. Når han fortæller dem om en beslutning han har taget er det altid "hvorfor gør du det" "hvorfor gør du ikke sådan" "er du nu sikker på det" osv. Altid negativt og ret dårligt for hans selvværd. Og det er helt sikkert også dårligt for mit, fordi jeg hele tiden spekulerer på om det hele er min skyld. Men hvis de elskede min kæreste, ville de så ikke se mest på at han er så glad og lykkelig? Men jeg vil altså ikke være grunden til han ikke ser sin familie og jeg vil strække mig meget meget vidt. Men hvordan kan man det når man ikke kan tale sammen? Jeg er så ked af det og føler mig så dum. Hvad skal jeg gøre?

Beklager jeg har skrevet så langt og mange tak hvis du fulgte med helt til slutningen

Jeg har desværre ikke nogen super gode råd, udover at lade dem være. Tag en pause fra dem.

Men jeg ved hvordan det føles at nogen ikke kan li en, uden at man ved hvorfor.

Jeg så ikke min bror, nevø og niece i omkring 4-5år, fordi at hans kæreste og familie åbenbart lige pludselig ikke kunne li mig, min far og søster. Ved ikke hvad vi havde gjort, men vi var vist ikke som dem, så vi var ikke gode nok.

Det var nogle forfærdelige år, hvor han blev forbandet langt væk, mange gange, fordi at han valgte hende over sin egen familie.

Yurie skriver:

Jeg har desværre ikke nogen super gode råd, udover at lade dem være. Tag en pause fra dem.

Men jeg ved hvordan det føles at nogen ikke kan li en, uden at man ved hvorfor.

Jeg så ikke min bror, nevø og niece i omkring 4-5år, fordi at hans kæreste og familie åbenbart lige pludselig ikke kunne li mig, min far og søster. Ved ikke hvad vi havde gjort, men vi var vist ikke som dem, så vi var ikke gode nok.

Det var nogle forfærdelige år, hvor han blev forbandet langt væk, mange gange, fordi at han valgte hende over sin egen familie.

Tak for dit svar. Det er så synd for min kæreste synes jeg og det er det der svære med at man ikke helt forstår hvorfor. Ligesom du beskriver. Jeg tør godt indrømme mine fejl og stå ved dem, forstår så ikke at folk skal hænge fast i fortiden når det skader folk de holder af. Men du har nok ret i at de burde lægges på is.

Det er en kompliceret situation kan jeg godt se, så det er svært at give råd. 

Men som andre siger tror jeg en pause fra dem er klogt. Nu har du undskyldt og forsøgt at forklare og så er det tid til at stoppe med at tage alverdens beskyldninger på dig. For at der kan ske en forsoning skal det være noget alle parter vil. Hvis de ikke vil det lige nu er der ikke så meget at gøre ved det. Det hjælper desværre ikke altid blot at ville det og være virkelig virkelig flink. 

Jeg synes du på en neutral måde skal gøre det klart for dem at du ønsker i har et godt forhold til hinanden og at du bestemt ønsker at din kæreste og du skal ses med hans familie. 

Det vigtigste er simpelthen at din kæreste og du hver især og sammen finder jeres ståsted i forhold til den her situation. I kan kun styre hvordan i selv håndtere det, men ikke ændre hvordan hans familie håndterer det. Hvis din kæreste har behov for ikke at se familien en tid, så synes jeg ikke du skal presse på for at han ser dem - de lyder ret kontrollerende og han har nok brug også at finde sit eget ståsted og sætte en grænse for hvad de skal blande sig i. Det er jo en del af det at blive "rigtig" voksen og forælder at familien også lærer at respektere hans holdninger og den måde han gør tingene på - også selvom de er uenige. De skal simpelthen lære at respektere ham og fx stoppe med at se ham som lillebror, der lige skal have at vide hvordan man gør. Den respekt får man ikke altid igennem at være flink - nogen gange må man kridte banen op for at vise præcis hvor grænsen går

Yurie skriver:

Jeg har desværre ikke nogen super gode råd, udover at lade dem være. Tag en pause fra dem.

Men jeg ved hvordan det føles at nogen ikke kan li en, uden at man ved hvorfor.

Jeg så ikke min bror, nevø og niece i omkring 4-5år, fordi at hans kæreste og familie åbenbart lige pludselig ikke kunne li mig, min far og søster. Ved ikke hvad vi havde gjort, men vi var vist ikke som dem, så vi var ikke gode nok.

Det var nogle forfærdelige år, hvor han blev forbandet langt væk, mange gange, fordi at han valgte hende over sin egen familie.

Nu er det ikke for at jokke i det. Men jeg studser lidt over det du siger. Valgte din bror ikke netop sin egen familie- nemlig sin kone og børn? Her tænker jeg nemlig at min familie er min mand og børn, og efter dem kommer mine forældre og søskende. Så at vælge sin egen egen familie, betyder i mit hovede at vælge sin mand/kone og børn. Ikke forældre, søskende, fætre, kusiner osv. 

Du har forklaret OG sagt undskyld og så stopper den der... Du skal ikke have dårlig samvittighed overhoved... De SKAL på is. Det skal gøres klart for dem at I ønsker et forhold men at I ikke finder jer i det mere... Så gør det klart at de skal holde sig væk så længe de er sådan men at DEN dag de er parate til at opfører sig ordenligt da er de velkommen i samme sekund... Så det er dem der i kva deres opførsel der vælger jer fra...

derudover skal din kæreste gøre det klart for dem at han ER far og at det på ingen måde accepteres at de har det sådan fordi I har brugt donor.. Punktum her må der ikke være noget som helst og I skal slå hårdt ned på den mindste ting.. Fuld accept eller de er ude af jeres liv.. Ingen snor eller noget... Der bliver I nød til at være hårde og kontante... 

Sig og at du har undskyldt og det holder du fast i men at du ikke vil undskylde for det mere og så er det op til dem..

syntes din din kæreste gør det rigtige bed at holde pause fra dem I skal blot gøre det klart for dem hvorfor og at det er 100% op til DEM og kun dem om I skal have et forhold eller ej men at den dårlige opførsel stopper NU 

SandraXOXO skriver:

Nu er det ikke for at jokke i det. Men jeg studser lidt over det du siger. Valgte din bror ikke netop sin egen familie- nemlig sin kone og børn? Her tænker jeg nemlig at min familie er min mand og børn, og efter dem kommer mine forældre og søskende. Så at vælge sin egen egen familie, betyder i mit hovede at vælge sin mand/kone og børn. Ikke forældre, søskende, fætre, kusiner osv. 

Måske.. forkert formuleret(sent), men jeg synes stadigvæk det er forkert at vælge os fra, uden at vi har gjort noget, for det ved jeg vi ikke havde. Hun bestemte ALT han måtte gøre og ikke måtte. Og der er ikke noget nu, hvor de er gået fra hinanden, nu kan hun sagtens sige hej hvis hun møder os, vi kan se børnene.

Yurie skriver:

Måske.. forkert formuleret(sent), men jeg synes stadigvæk det er forkert at vælge os fra, uden at vi har gjort noget, for det ved jeg vi ikke havde. Hun bestemte ALT han måtte gøre og ikke måtte. Og der er ikke noget nu, hvor de er gået fra hinanden, nu kan hun sagtens sige hej hvis hun møder os, vi kan se børnene.

Kan ikke slette eller rette mit eget indlæg. men never mind. det er lige meget.