Hvordan holder i modet oppe mht. det skal nok lykkes..

Hvordan holder I fast i troen om at en dag skal det nok lykkes at blive gravid.

Jeg synes efter blot 8 måneder at projekt baby er rigtig hårdt psykisk. Overanalysere min krop og får ved hver menstruation en nedtur, da jeg jo havde drømt om at nu skulle de snart lykkes. 

Imens vi har prøvet er en tæt veninde efter 3 mdr. Forsøg blevet gravid og en anden skal snart føde. Det er rigtig hårdt. Vores PB er hemmeligt.

Er ved at miste troen på at det nok skal lykkes, vi kan få hjælp fra februar, men ved ikke hvordan min kæreste vil have det med det, da han nok mere tænker, det sker når det sker, trods vi I fælles skab hat aftalt PB start.

Jeg har prøvet æl teste og taster også diverse informationer ind i en cyklus app, men tror jeg bliver nødt til at stoppe med det, ellers bliver jeg "sindsyg" 

Hvad er jeres erfaringer og hvordan holder i modet og humøret oppe? 

Anonym skriver:

Hvordan holder I fast i troen om at en dag skal det nok lykkes at blive gravid.

Jeg synes efter blot 8 måneder at projekt baby er rigtig hårdt psykisk. Overanalysere min krop og får ved hver menstruation en nedtur, da jeg jo havde drømt om at nu skulle de snart lykkes. 

Imens vi har prøvet er en tæt veninde efter 3 mdr. Forsøg blevet gravid og en anden skal snart føde. Det er rigtig hårdt. Vores PB er hemmeligt.

Er ved at miste troen på at det nok skal lykkes, vi kan få hjælp fra februar, men ved ikke hvordan min kæreste vil have det med det, da han nok mere tænker, det sker når det sker, trods vi I fælles skab hat aftalt PB start.

Jeg har prøvet æl teste og taster også diverse informationer ind i en cyklus app, men tror jeg bliver nødt til at stoppe med det, ellers bliver jeg "sindsyg" 

Hvad er jeres erfaringer og hvordan holder i modet og humøret oppe? 

For mit vedkommende var der ikke så meget at gøre, andet end bare at blive ved... Efter hver menstruation, og dertilhørende nedtur, samlede jeg mig selv op efter at have grædt skuffelsen ud hos min kæreste, og fortsatte. Det at fortsætte er jo det eneste der kan give jer ønskebarnet.

Jeg syntes det var rigtig hårdt at vente, til dels fordi jeg blev meget hurtigt gravid men mistede det i 7. uge, og derfor følte jeg reelt havde haft drømmen et kort øjeblik, som så desværre forsvandt igen.

Jeg oplevede også flere graviditeter og fødsler i perioden, og det var til tider svært at være glad på deres vegne. Her hjalp det dog at jeg kunne snakke med to veninder som havde været hhv 1 år og 1½ år om at blive gravide, og derfor kunne sætte sig ind i hvilke følelser jeg havde. Jeg anede ikke de havde været længe om det, og de fortalte mig det kun fordi jeg var åben omkring mit eget forløb - det kan være der også sidder folk i din omgangskreds du kan tale med?

Nu er jeg dog gravid (dog ikke så langt henne), efter 13 måneder, og mit råd vil være at du forsøger at huske på at langt de fleste bliver gravide inden det første år - og hvis det ikke sker, så synes jeg du skal kontakte din læge til februar, så du kan finde ud af om der er noget galt og hvilken hjælp I så kan få... og tillad dig selv at være ked af det - men få samlet dig selv op efterfølgende, så I kan prøve igen

Tusind tak for dit svar. Du har helt ret der er kun en vej fremad og det er at forsætte. Har du også brugt æl teste og cyklus app, tænker jeg bliver nødt til at stoppe med det for har for meget fokus på PB, som jo også kan stresse. 

Det lyder godt det med du snakker ud med din kæreste, det gør jeg ikke. Er bange for at skræmme ham og at han vil synes jeg er "sindsyg" hvis jeg fortalte ham hvad jeg føler og tænker. Jeg fortalte ham en dag jeg syntes det var hårdt at alle omkring en blev gravide. Hans svar var, kan du ikke bare være glad på deres vegne. Det giver mig også nogle tanker om det

er noget vi vil lige meget. Men måske det er fordi han ikke kan relatere til dig før jeg bliver gravid? Det er jo også min krop der ter sig mærkeligt. 

Håber du får en dejlig gravidlitet, som du kan nyde uden frygten for at miste.

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar. Du har helt ret der er kun en vej fremad og det er at forsætte. Har du også brugt æl teste og cyklus app, tænker jeg bliver nødt til at stoppe med det for har for meget fokus på PB, som jo også kan stresse. 

Det lyder godt det med du snakker ud med din kæreste, det gør jeg ikke. Er bange for at skræmme ham og at han vil synes jeg er "sindsyg" hvis jeg fortalte ham hvad jeg føler og tænker. Jeg fortalte ham en dag jeg syntes det var hårdt at alle omkring en blev gravide. Hans svar var, kan du ikke bare være glad på deres vegne. Det giver mig også nogle tanker om det

er noget vi vil lige meget. Men måske det er fordi han ikke kan relatere til dig før jeg bliver gravid? Det er jo også min krop der ter sig mærkeligt. 

Håber du får en dejlig gravidlitet, som du kan nyde uden frygten for at miste.

Det var så lidt - jeg håber du kunne bruge det

I starten havde jeg de samme tanker som dig mht at inddrage min kæreste i mine følelser, frustrationer og tanker, men kom ret hurtigt frem til at jeg blev NØDT til at inddrage ham... Det er jo netop ikke kun kvindens projekt, og når det tager så hårdt på (nogen af) os, at det er nødvendigt at få snakket om. Og her bør ens kæreste/mand være ens støtte og hjælp. Da jeg først begyndte at åbne op for mine tanker, fik jeg utrolig meget forståelse fra min kæreste og han har virkelig været guld værd.

Hvis din kæreste blot siger at "du skal være glad på andres vegne", synes jeg det ville være helt at du forklarer ham hvorfor netop det er svært for dig. Vi ved jo allesammen godt at vi burde være glade på andres vegne, men det kan jo godt være svært! ... og disse "forbudte" følelser skulle han gerne kunne rumme.

Du skriver alt det jeg egentlig godt ved jeg bør gøre. Jeg tror vil tage en snak med ham om dette, når det lige er det rette tidspunkt

Vi er gået "værrere" ting igennem så jeg ved han er der for mig, det er nok mere mig der tror jeg ved hvad han vil tænke om mig / det og det er jo ikke rigtigt. 

Tak 

Kender til din fustration....

Min kæreste og jeg ventede os første gang i januar 2013 hvor jeg lige var startet på min uddannelse, og på den baggrund valgte vi meget mod vores vilje at få fortaget en abort, siden fik jeg Hormon spiral men fik den fjernet i aug. 2013 hvor vores pojekt baby begyndte fra aug. 2013 til august i år har jeg været gravid 4 gange og har været igennem 3 ufrivillige spontane aborter alle i uge 9+

første gang, var ekstrem hård, da det var i slutningen af min mors sygdomsperiode, og skete den sidste dag jeg så hende inden hun døde. aborten var meget uforstående og ramte hårdt. så gik der 5 måneder hvor vi iherdigt prøvede på at jeg skulle blive gravid og fik selvsamme nedtur på hver gang måneden løb ud og testen var nigativ. jeg begyndte at tro at jeg ikke kunne få flere børn (har tvillinger) men da håbet slap op, var testen positiv igen og igen tabte jeg det.. dette skete igen i aug. i år hvor jeg også mistede det, og jeg blev fast besluttet på at nu var det slut med at prøve.

Men lige som jeg for lagt en fremtidsplan, begynder min kæreste at ligge mærke til at jeg forandre mig, og han var sikker på at jeg var gravid, og jeg tænkte bare jaja hold nu k.... det er jeg ikke. jeg tog en test. og ja han fik ret, jeg er nu i uge 10+4 men frygter stadig at jeg mister det. min frygt er lige så stor som de nederlag jeg har fået hver gang en test var nigativ... så jeg håber på at der ikke sker noget den næste 1 1/2 uge så jeg atter kan få lidt ro og sikkerhed på at det nok skal lykkedes. denne gang .........

- Nogen mener, at jo mere du tænker på at du gerne vil blive gravid jo sværere bliver det at blive det. og når du ikke tænker over det, så sker det lige pluselig.

hvor meget der er i den teori ved jeg ikke,

Men jeg Håber og ønsker for jer at det kommer til at lykkes for jer

Jeg kender det så godt. Tror bare at nogle mænd har svært ved det og de har svært ved at indrømme det. De undrer sig også over hvorfor at der ikke sker noget. Men de håndtere det bare på en anden måde. De ved ikke hvad de skal sige for at gøre en glad da der ikke er meget der hjælper. Min kæreste har sagt meget at det nok skal komme. Så tænker jeg , ja men hvornår. Jeg har hevet meget i ham da han aldrig snakker om det heller. Han har fortalt mig at han syntes at det er svært og han har lidt svært ved at forholde sig til det når vi ikke er gravide endnu. Du er slet ikke den eneste der har nedtur hver gang efter mens.

Jeg var også ved at blive sindssyg. Og for ikke at blive endnu mere deprimeret blev vi nød til at gøre noget. Vi betalte så 400,- til en privatklinik der kunne teste hans sæd. Og det var så nedsat. Vi har været tilmeldt fertilitets klinikken siden august. Har prøvet siden sep sidste år.

For at komme væk fra alle tankerne. Hvilket er virkelig svært har jeg gjort nogen ting.

Jeg går i fitness center. Det giver positiv energi bagefter. Og dette er ikke engang løgn. Jeg har skrevet en lille bog bare på papir om hele processen fra start. Det hjælp at få frustrationerne ned på papir. Jeg er begyndt at fordybe mig i min hoppy. Som er at lave smykker og sælge dem. Skal måske til at opstarte mit lille firma. Da jeg har solgt godt på arbejdet. Det er virkelig en god ide at fordybe dig i noget som du elsker at lave, eller prøve noget nyt. Det her har virkelig hjulpet mig meget. Har self stadig mine tudeture men det er slet ikke så meget som i starten, da jeg har fået noget andet og fordybe mig i. Held og lykke med det hele til dig. Håber at det lykkes .

Tullemor021 skriver:

Kender til din fustration....

Min kæreste og jeg ventede os første gang i januar 2013 hvor jeg lige var startet på min uddannelse, og på den baggrund valgte vi meget mod vores vilje at få fortaget en abort, siden fik jeg Hormon spiral men fik den fjernet i aug. 2013 hvor vores pojekt baby begyndte fra aug. 2013 til august i år har jeg været gravid 4 gange og har været igennem 3 ufrivillige spontane aborter alle i uge 9+

første gang, var ekstrem hård, da det var i slutningen af min mors sygdomsperiode, og skete den sidste dag jeg så hende inden hun døde. aborten var meget uforstående og ramte hårdt. så gik der 5 måneder hvor vi iherdigt prøvede på at jeg skulle blive gravid og fik selvsamme nedtur på hver gang måneden løb ud og testen var nigativ. jeg begyndte at tro at jeg ikke kunne få flere børn (har tvillinger) men da håbet slap op, var testen positiv igen og igen tabte jeg det.. dette skete igen i aug. i år hvor jeg også mistede det, og jeg blev fast besluttet på at nu var det slut med at prøve.

Men lige som jeg for lagt en fremtidsplan, begynder min kæreste at ligge mærke til at jeg forandre mig, og han var sikker på at jeg var gravid, og jeg tænkte bare jaja hold nu k.... det er jeg ikke. jeg tog en test. og ja han fik ret, jeg er nu i uge 10+4 men frygter stadig at jeg mister det. min frygt er lige så stor som de nederlag jeg har fået hver gang en test var nigativ... så jeg håber på at der ikke sker noget den næste 1 1/2 uge så jeg atter kan få lidt ro og sikkerhed på at det nok skal lykkedes. denne gang .........

- Nogen mener, at jo mere du tænker på at du gerne vil blive gravid jo sværere bliver det at blive det. og når du ikke tænker over det, så sker det lige pluselig.

hvor meget der er i den teori ved jeg ikke,

Men jeg Håber og ønsker for jer at det kommer til at lykkes for jer

Tak for dit svar og din historie. Først og fremmest er jeg ked af at høre du har mistet din mor samt aborteret så mange gange. Det kan jeg slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være at miste sin baby/drøm. 

Du har nok ret i at det kommer når man mindst venter det/ har givet op Jeg håber du får en god gravidlitet og at du kan nyde den uden frygten for at miste. Når man har mistet så mange gang før, får man så ikke en scanning før uge 12? 

vg skriver:

Jeg kender det så godt. Tror bare at nogle mænd har svært ved det og de har svært ved at indrømme det. De undrer sig også over hvorfor at der ikke sker noget. Men de håndtere det bare på en anden måde. De ved ikke hvad de skal sige for at gøre en glad da der ikke er meget der hjælper. Min kæreste har sagt meget at det nok skal komme. Så tænker jeg , ja men hvornår. Jeg har hevet meget i ham da han aldrig snakker om det heller. Han har fortalt mig at han syntes at det er svært og han har lidt svært ved at forholde sig til det når vi ikke er gravide endnu. Du er slet ikke den eneste der har nedtur hver gang efter mens.

Jeg var også ved at blive sindssyg. Og for ikke at blive endnu mere deprimeret blev vi nød til at gøre noget. Vi betalte så 400,- til en privatklinik der kunne teste hans sæd. Og det var så nedsat. Vi har været tilmeldt fertilitets klinikken siden august. Har prøvet siden sep sidste år.

For at komme væk fra alle tankerne. Hvilket er virkelig svært har jeg gjort nogen ting.

Jeg går i fitness center. Det giver positiv energi bagefter. Og dette er ikke engang løgn. Jeg har skrevet en lille bog bare på papir om hele processen fra start. Det hjælp at få frustrationerne ned på papir. Jeg er begyndt at fordybe mig i min hoppy. Som er at lave smykker og sælge dem. Skal måske til at opstarte mit lille firma. Da jeg har solgt godt på arbejdet. Det er virkelig en god ide at fordybe dig i noget som du elsker at lave, eller prøve noget nyt. Det her har virkelig hjulpet mig meget. Har self stadig mine tudeture men det er slet ikke så meget som i starten, da jeg har fået noget andet og fordybe mig i. Held og lykke med det hele til dig. Håber at det lykkes .

 

Tak for dit svar. Tror du har ret i at mænd ikke helt ved hvad de skal sige eller gøre. Jeg har også overvejet at betale mig fra en undersøgelse men tror min kæreste vil tænke "slap nu af" er spændt på om han vil tage lægebesøget i februar seriøst (hvis det ikke er lykkes der) Føler at jeg vil det mest? Men måske også alderen, jeg er 28,5 år og han 27 Så alderen trykker lidt mere ved mig  

Der er nok vigtigt at flytte fokus jeg ved bare ikke til hvad - begrænser lidt

mig selv (ej jeg skal ikke begyndte til batminton for så skal jeg jo stoppe "når jeg snart bliver gravid osv" føler jeg har brug for en social sport og har ingen veninder der bor der jeg bor jeg kan tage i fitness eller andet med, så synes det er svært 

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Tror du har ret i at mænd ikke helt ved hvad de skal sige eller gøre. Jeg har også overvejet at betale mig fra en undersøgelse men tror min kæreste vil tænke "slap nu af" er spændt på om han vil tage lægebesøget i februar seriøst (hvis det ikke er lykkes der) Føler at jeg vil det mest? Men måske også alderen, jeg er 28,5 år og han 27 Så alderen trykker lidt mere ved mig  

Der er nok vigtigt at flytte fokus jeg ved bare ikke til hvad - begrænser lidt

mig selv (ej jeg skal ikke begyndte til batminton for så skal jeg jo stoppe "når jeg snart bliver gravid osv" føler jeg har brug for en social sport og har ingen veninder der bor der jeg bor jeg kan tage i fitness eller andet med, så synes det er svært 

Ja det tager lidt lettere på det end os kvinder. Vi er MEGET følsomme på det område. Det kan godt føles lidt at de kan være ligeglade. Men så må vi jo bare tag samtalen med de kære mænd når vi har for meget der presser på af tanker. Vi håber at det er lykkedes inden . Jeg føler også her hjemme at det er det jeg vil mest. Og har hørt andre at de har den samme oplevelse fra deres mænd. Tror ikke at det er helt unormalt. Selv om det er så irriterende da man kan føle sig meget alene med det hele hvad der angår at blive gravid. Kender det så godt. Det er rigtig vigtig at flytte fokus. Men det bliver nok nemmere for dig når i har været af sted i februar. Og er blevet undersøgt på en fertilitets klinik. Så i ved om der er noget med en af jer eller hvad det kan være. Jeg har heller ikke rigtig mine veninder her hvor jeg bor. De bor en halv time herfra. Men køre meget, arbejder i Aalborg og der er de alle sammen så det er nemt når man har fri. Tager også kollegaer/søstre med ud og træne nogen gange. Det er rigtig svært. Men det kan hjælpe. Man skal sparke sig selv bagi.