Skilsmisse?

modesty skriver:

Jeg kender til dit problem, herhjemme hed det blot nærmere en gang om måneden, og jeg blev meget tit afvist når jeg lagde op til noget.

En gang om ugen, og hvis han rent faktisk sagde ja når jeg spurgte - det ville have været et drømmescenarie for mig. Jeg synes SLET ikke at det er grund nok til skilsmisse, hvis I ellers har det godt. 

Men jeg forstår så udemærket længslen efter at føle sig begæret og sexet. Det er så hårdt, og det kører selvtilliden helt i sænk.

Løsningen herhjemme var at åbne vores parforhold op. Vores sexliv er blomstret helt vildt siden. Men det handler selvfølgelig om nogle specifikke lyster hos os, og det er langt fra alle mennesker der er interesserede i den livsstil.

Jeg vidste også fra starten at sexlivet var et kompliceret område i vores forhold. Jeg havde mødt mit livs kærlighed og jeg accepterede ham som han var, med de fejl og mangler der fulgte med. Jeg var sikker på at vi på et eller andet tidspunkt ville finde en løsning. Og jeg vidste egentlig også godt hvad løsningen var - der kom bare lige et barn "i vejen", så jeg bed tænderne sammen og ventede på at komme over de første år med bleer og manglende nattesøvn, inden vi for alvor kunne starte vores nye livsstil.

Men vi har stadig ikke sex mere end en gang om ugen i gennemsnit. Nu er det blot lige så ofte ham der tager initiativ, og vi har virkelig god sex, så det er fint for mig (og så får jeg jo lidt ekstra andre steder, heheh).

Men hvis I har haft et godt og hyppigt sexliv fra starten, hvor han tit har taget initiativ, så kan jeg godt forstå at det er hårdt for dig nu. Du har jo været vant til noget andet, og mere og bedre.

Jeg synes at I skal finde en rigtig god parterapeut, eller en psykologudannet sexolog, og få snakket jeres problemer igennem. Lad være med at give op uden at have prøvet alle løsninger.

Jeg har heller ikke lyst til at give op, for jeg elsker ham jo helt vildt meget!

Men det dræner min selvtillid at føle at jeg "blot er god nok", og at han ikke behøver yde en indsats, for jeg "er her jo og er tilgængelig".

Vi har haft snakken om et åbent forhold, men det kørte ham helt ned, da han var bange for at miste mig, så den lukkede vi igen, hvilket også er ok.

Mht hyppigheden af sex, så har det været bedre, selvfølgelig med udsving, hvilket jo er naturligt, men det er blevet en nedadgående bakke indenfor de sidste år, og hans initiativ er stort set helt forsvundet, og efter mange snakke bliver det ligesom ikke rigtigt bedre, og jeg aner ikke hvorfor og hvad jeg mere kan stille op...

Som de andre siger: Ikke giv op. I elsker jo hinanden, og det lyder jo ikke, som om der er problemer a la løgn og bedrag og den slags. Så vil det sikkert også være muligt at finde en løsning. Jeg tror, det kræver, at I begge kommer på banen. I må helt konkret finde ud af, hvordan I gerne vil have det og hvad, I må gøre, for at opnå det.

Jeg tror, som så mange andre, at det kan være smart med en eller anden form for hjælp af en med uddannelse inden for feltet.

Anonym skriver:

Jeg er helt med på at livet er en tummerum, og at vi ikke kan svæve på en lyserød sky hele tiden, til den viden har jeg været i dette game i mange år

Men jeg syntes ikke man skal give afkald på følelsen af begær, lyst og følelsen af, at ens partner vil en, udover det forældresksb man har skabt sammen. Gør du?

At man skal have en følelse af at man virkelig yder en indsats ifht sit kærlighedsforhold og bliver mødt med "nederlag", fordi ens partner er tilfreds med "sådan har altid været".

Åh, jeg ved ikke. Jeg synes at have set mange ægteskaber i min familie, der har virket indtørrret i mange år, og pludselig blomster de op i forbindelse med store overgange, f. Eks når børnene flyttet hjemmefra eller hvis de er ældre, så når de begge går på pension. Pludselig er livet noget andet og de lyserøde skyer kommer igen.

Mumto3 skriver:

Åh, jeg ved ikke. Jeg synes at have set mange ægteskaber i min familie, der har virket indtørrret i mange år, og pludselig blomster de op i forbindelse med store overgange, f. Eks når børnene flyttet hjemmefra eller hvis de er ældre, så når de begge går på pension. Pludselig er livet noget andet og de lyserøde skyer kommer igen.

En ting er stensikkert jeg holder ikke til "dette her" indtil børnene er flyttet hjemmefra (den yngste er 6 år), det har jeg alligevel mig selv for kær til..

Ciss skriver:

Som de andre siger: Ikke giv op. I elsker jo hinanden, og det lyder jo ikke, som om der er problemer a la løgn og bedrag og den slags. Så vil det sikkert også være muligt at finde en løsning. Jeg tror, det kræver, at I begge kommer på banen. I må helt konkret finde ud af, hvordan I gerne vil have det og hvad, I må gøre, for at opnå det.

Jeg tror, som så mange andre, at det kan være smart med en eller anden form for hjælp af en med uddannelse inden for feltet.

 

Tror måske du har ret i, at noget parterapi kan være vejen frem. 

Men spørgsmålet er bare hvordan jeg servere dette, uden han syntes jeg er tosset eller overreagere?

Jeg har heller ikke lyst til at give op, for jeg elsker ham jo helt vildt meget!

Men det dræner min selvtillid at føle at jeg "blot er god nok", og at han ikke behøver yde en indsats, for jeg "er her jo og er tilgængelig".

Vi har haft snakken om et åbent forhold, men det kørte ham helt ned, da han var bange for at miste mig, så den lukkede vi igen, hvilket også er ok.

Mht hyppigheden af sex, så har det været bedre, selvfølgelig med udsving, hvilket jo er naturligt, men det er blevet en nedadgående bakke indenfor de sidste år, og hans initiativ er stort set helt forsvundet, og efter mange snakke bliver det ligesom ikke rigtigt bedre, og jeg aner ikke hvorfor og hvad jeg mere kan stille op...

Jeg synes at I skal finde en rigtig god parterapeut. 

Og så prøv at overveje om du skal lægge en anden taktik i forhold til ham. Mange mænd bliver magelige hvis de føler at de har nedlagt byttet. Måske du skal prøve at få ham til at forstå at det altså stadig er en jagt. Lad være med at tage initiativ til sex (selvom du så må vansmægte i en periode). Begynd at gøre noget ekstra ud af dig selv - ikke for hans skyld, men for din egen. Lækkert tøj og undertøj, en tur til frisøren (måske ovenikøbet den intime af slagsen). Lav sociale ting uden ham, gå i byen med veninderne, flirt med andre mænd. Nogle gange kan det altså få gang i ham derhjemme hvis han mærker at der er andre mænd der er interesserede. Jeg siger naturligvis ikke at du skal være utro, men meget mindre kan måske også gøre det.

modesty skriver:

Jeg synes at I skal finde en rigtig god parterapeut. 

Og så prøv at overveje om du skal lægge en anden taktik i forhold til ham. Mange mænd bliver magelige hvis de føler at de har nedlagt byttet. Måske du skal prøve at få ham til at forstå at det altså stadig er en jagt. Lad være med at tage initiativ til sex (selvom du så må vansmægte i en periode). Begynd at gøre noget ekstra ud af dig selv - ikke for hans skyld, men for din egen. Lækkert tøj og undertøj, en tur til frisøren (måske ovenikøbet den intime af slagsen). Lav sociale ting uden ham, gå i byen med veninderne, flirt med andre mænd. Nogle gange kan det altså få gang i ham derhjemme hvis han mærker at der er andre mænd der er interesserede. Jeg siger naturligvis ikke at du skal være utro, men meget mindre kan måske også gøre det.

Det med parterapi er en god ide (og det har andre herinde også forslået ), så det vil jeg prøve at finde en måde at servere for ham på.

Alt det andet du skriver, gør jeg allerede, undtagen det med ikke at ligge op til sex, men så må jeg jo bare "ordne det selv", og se om det ændre noget (selvom det ikke har gjort det før).

Anonym skriver:

En ting er stensikkert jeg holder ikke til "dette her" indtil børnene er flyttet hjemmefra (den yngste er 6 år), det har jeg alligevel mig selv for kær til..

Det siger jeg heller ikke du skal Kan godt se at der er 12 år til og det er lang tid, men mon ikke, det går op og ned i de 12 år?

Mumto3 skriver:

Det siger jeg heller ikke du skal Kan godt se at der er 12 år til og det er lang tid, men mon ikke, det går op og ned i de 12 år?

Det tror jeg bestemt det gør

Men som situationen er lige nu, er den for mit vedkomne uholdbar. Jeg vil ik have at sådan som vi har det nu, skal være vores status que. 

Jeg ved (håber) at vores bundlinje er bedre end dette her, for jeg vil gerne være overordnet lykkelig og ikke overordnet ulykkelig.