Skilsmisse?

Åhh jeg er sådan i tvivl....

De af jer som er gået ud af et langvarigt forhold (og som har børn sammen), hvordan tog I den endelige beslutning?

Jeg er sådan i tvivl om vores forhold, vi er gift og har været det i en del år, vi har børn sammen, alle skolebørn.

Vi har haft snakken en del gange om hvordan vi undgår der går "leverpostej" i vores kærlighedsforhold, men vi falder altid tilbage i den gamle velkendte rumle efter nogen tid.

Jeg elsker min mand, men har efterhånden sværer og sværer ved at forblive lykkelig, da jeg føler der går FOR meget tummerum i den, jeg mener det er jo okay ifht vores børn, at dagligdagen bare kører, men ifht vores kærlighedsforhold er det FOR meget tummerum.

Vi har sex sammen, ca. 1 om ugen, men KUN hvis jeg bedef om det (eller ligger op til det), og prøver jeg at ligge op til det inden det rent faktisk skal ske (altså siger, gør noget først på aftenen, som ligger op til sex senere for jeg altid svaret "måske").....Aldrig et Yes, eller jeg glæder mig

Jeg føler min mand er blevet "kærlighedsdoven", såen lidt ala "vi/jeg har dt jo meget godt, så hvorfor ændre noget".... Men det har jeg det bare meget meget svært ved..

Såh de af jer som brød, hvordan tog I den endelige beslutning?

Og er der nogle som har tanker eller gode råd, så vi kan undgå skilsmisse?

Anonym skriver:

Åhh jeg er sådan i tvivl....

De af jer som er gået ud af et langvarigt forhold (og som har børn sammen), hvordan tog I den endelige beslutning?

Jeg er sådan i tvivl om vores forhold, vi er gift og har været det i en del år, vi har børn sammen, alle skolebørn.

Vi har haft snakken en del gange om hvordan vi undgår der går "leverpostej" i vores kærlighedsforhold, men vi falder altid tilbage i den gamle velkendte rumle efter nogen tid.

Jeg elsker min mand, men har efterhånden sværer og sværer ved at forblive lykkelig, da jeg føler der går FOR meget tummerum i den, jeg mener det er jo okay ifht vores børn, at dagligdagen bare kører, men ifht vores kærlighedsforhold er det FOR meget tummerum.

Vi har sex sammen, ca. 1 om ugen, men KUN hvis jeg bedef om det (eller ligger op til det), og prøver jeg at ligge op til det inden det rent faktisk skal ske (altså siger, gør noget først på aftenen, som ligger op til sex senere for jeg altid svaret "måske").....Aldrig et Yes, eller jeg glæder mig

Jeg føler min mand er blevet "kærlighedsdoven", såen lidt ala "vi/jeg har dt jo meget godt, så hvorfor ændre noget".... Men det har jeg det bare meget meget svært ved..

Såh de af jer som brød, hvordan tog I den endelige beslutning?

Og er der nogle som har tanker eller gode råd, så vi kan undgå skilsmisse?

Ud fra din beskrivelse mener jeg slet ikke skilsmisse skal på bordet endnu, jeg tror umiddelbart godt i kan få løst de problematikker i står overfor. Måske det kan være hensigtsmæssigt at kontakte en parterapeut, med henblik på at få værktøjer, måske vil din mand så få øjnene op for at du mangler noget i jeres forhold. 

Jeg kan også anbefale nogle bøger, jeg tror du kan finde dem på biblioteket hvis du ikke vil købe dem:

http://www.saxo.com/dk/mars-og-venus-faar-konflikter_john-gray_haeftet_9788721032067

http://www.saxo.com/dk/mars-begaerer-venus-venus-elsker-mars_john-gray_haeftet_9788721027971

Jeg vil også sige at jeg ved af erfaring at man let lægger hele ansvaret og skylden over til partneren, og siger "det er også bare fordi han ikke.."  eller "hvis han nu bare..". Jeg kan sagtens forstår tankerne bag, man føler man er den eneste der gør noget, og det er muligvis også rigtigt -MEN den eneste du kan ændre på er dig. Du bliver nødt til at give slip på at fordele ansvaret og i stedet med løftet pande påtage dig rollen som den der vil skabe bedring i jeres forhold - vær stolt af det i stedet for at ærgre dig over hans manglende indsats. Hvis du prøver at følge rådende i bøgerne, hvis du ændrer din adfærd og taktik i forhold til din mand, så er det jo muligt at hans adfærd vil ændre sig. Måske er alt der skal til for at jeres forhold kommer på ret spor at du finder en anden tilgang, din mand behøver måske ikke være en bevidst del af "planen", måske skal hans bare opleve at du ændre noget, for at han selv bliver inspireret (bevidst eller ubevidst). Det hele starter hos dig Det kan selvfølgelig være hårdt at stå med ansvaret, men husk samtidig den befrielse det er at du kan gøre en forskel, uden at skulle forholde dig til om han gør det. Du skal gøre en forskel for din skyld, hvis din mand er tilfreds, er det måske svært for ham at se at der er et behov. I stedet for at tænke på hvordan han kan ændre sig så dit behov bliver opfyldt, så overvej hvordan du kan ændre dig så du får dit behov opfyldt, hvordan kan du påvirke ham positivt, så han føler et behov for at opfylde dit behov? 

Jeg tænker også om du nogensinde gør noget for dig selv, noget som er dit? Dyrker sport, er sammen med veninder, tager på shopping, arbejder frivilligt, går/cykler en tur, tager et langt bad - bare noget der får dig til at føle dig godt tilpas og gør dig glad (ting hvor du er den der gør dig selv glad). Hvis ikke skulle du måske overveje hvilke ting du kan gøre for dig selv, som gør dig glad - det vil give overskud du kan tage med hjem og bruge i dit parforhold. 

Jeg håber det jeg skriver giver mening for dig, og at du kan bruge det.

Held og lykke

tithi skriver:

Ud fra din beskrivelse mener jeg slet ikke skilsmisse skal på bordet endnu, jeg tror umiddelbart godt i kan få løst de problematikker i står overfor. Måske det kan være hensigtsmæssigt at kontakte en parterapeut, med henblik på at få værktøjer, måske vil din mand så få øjnene op for at du mangler noget i jeres forhold. 

Jeg kan også anbefale nogle bøger, jeg tror du kan finde dem på biblioteket hvis du ikke vil købe dem:

http://www.saxo.com/dk/mars-og-venus-faar-konflikter_john-gray_haeftet_9788721032067

http://www.saxo.com/dk/mars-begaerer-venus-venus-elsker-mars_john-gray_haeftet_9788721027971

Jeg vil også sige at jeg ved af erfaring at man let lægger hele ansvaret og skylden over til partneren, og siger "det er også bare fordi han ikke.."  eller "hvis han nu bare..". Jeg kan sagtens forstår tankerne bag, man føler man er den eneste der gør noget, og det er muligvis også rigtigt -MEN den eneste du kan ændre på er dig. Du bliver nødt til at give slip på at fordele ansvaret og i stedet med løftet pande påtage dig rollen som den der vil skabe bedring i jeres forhold - vær stolt af det i stedet for at ærgre dig over hans manglende indsats. Hvis du prøver at følge rådende i bøgerne, hvis du ændrer din adfærd og taktik i forhold til din mand, så er det jo muligt at hans adfærd vil ændre sig. Måske er alt der skal til for at jeres forhold kommer på ret spor at du finder en anden tilgang, din mand behøver måske ikke være en bevidst del af "planen", måske skal hans bare opleve at du ændre noget, for at han selv bliver inspireret (bevidst eller ubevidst). Det hele starter hos dig Det kan selvfølgelig være hårdt at stå med ansvaret, men husk samtidig den befrielse det er at du kan gøre en forskel, uden at skulle forholde dig til om han gør det. Du skal gøre en forskel for din skyld, hvis din mand er tilfreds, er det måske svært for ham at se at der er et behov. I stedet for at tænke på hvordan han kan ændre sig så dit behov bliver opfyldt, så overvej hvordan du kan ændre dig så du får dit behov opfyldt, hvordan kan du påvirke ham positivt, så han føler et behov for at opfylde dit behov? 

Jeg tænker også om du nogensinde gør noget for dig selv, noget som er dit? Dyrker sport, er sammen med veninder, tager på shopping, arbejder frivilligt, går/cykler en tur, tager et langt bad - bare noget der får dig til at føle dig godt tilpas og gør dig glad (ting hvor du er den der gør dig selv glad). Hvis ikke skulle du måske overveje hvilke ting du kan gøre for dig selv, som gør dig glad - det vil give overskud du kan tage med hjem og bruge i dit parforhold. 

Jeg håber det jeg skriver giver mening for dig, og at du kan bruge det.

Held og lykke

Rigtig mange tak for dit fine og fyldige svar

Jeg tror du har meget ret i, at forandringen starter med mig selv, og jeg prøver.

Jeg sagde til mig selv for år siden, at jeg under ingen omstændigheder ville blive "hende den sure kone", og det lever jeg efter, ikke at jeg er lalleglad altid,men jeg prøver virkelig at have positiv tilgang til min mand og vores tilværelse. Han får al den fritid han har brug for, fordi jeg ved at han får så meget positiv energi ud af det. Og jeg tager mig frihed til kaffeture, shoppingture osv. når jeg har behov, læser bøger og gør gode ting for mig selv. Samtidig prøver jeg at forblive interessant og spændene overfor min mand, både samtalemæssigt og intimt, så ved snart ikke hvad jeg mere kan gøre

Jeg ved at han elsker mig (så meget som man nu kan være sikker på sådan noget), men jeg ved ikke hvilke forandringer jeg selv kan stå for mere.

Anonym skriver:

Rigtig mange tak for dit fine og fyldige svar

Jeg tror du har meget ret i, at forandringen starter med mig selv, og jeg prøver.

Jeg sagde til mig selv for år siden, at jeg under ingen omstændigheder ville blive "hende den sure kone", og det lever jeg efter, ikke at jeg er lalleglad altid,men jeg prøver virkelig at have positiv tilgang til min mand og vores tilværelse. Han får al den fritid han har brug for, fordi jeg ved at han får så meget positiv energi ud af det. Og jeg tager mig frihed til kaffeture, shoppingture osv. når jeg har behov, læser bøger og gør gode ting for mig selv. Samtidig prøver jeg at forblive interessant og spændene overfor min mand, både samtalemæssigt og intimt, så ved snart ikke hvad jeg mere kan gøre

Jeg ved at han elsker mig (så meget som man nu kan være sikker på sådan noget), men jeg ved ikke hvilke forandringer jeg selv kan stå for mere.

Det lyder som om du har en god og sund holdning til tingene, og jeg kan sagtens forstå du ikke kan se dig ud af det, når du har prøvet længe. 

Så er det måske netop at en tur til parterapeut kan være en mulighed, det er jo svært hvis man når dertil at man ikke længere kan se nogen løsning, og alt hvad man kan se det har man forsøgt uden held.

Kan du mere specifikt sætte ord på hvad det er du mangler? eller måske rettere hvad der ville forbedre jeres forhold med dine øjne? Skal i have sex oftere? skal i lave kæresteting sammen? 

Det kan måske hjælpe at have mere konkrete tanker om hvad man gerne vil, og så se på mere konkrete løsninger, det vil måske også være lettere for din mand?

tithi skriver:

Det lyder som om du har en god og sund holdning til tingene, og jeg kan sagtens forstå du ikke kan se dig ud af det, når du har prøvet længe. 

Så er det måske netop at en tur til parterapeut kan være en mulighed, det er jo svært hvis man når dertil at man ikke længere kan se nogen løsning, og alt hvad man kan se det har man forsøgt uden held.

Kan du mere specifikt sætte ord på hvad det er du mangler? eller måske rettere hvad der ville forbedre jeres forhold med dine øjne? Skal i have sex oftere? skal i lave kæresteting sammen? 

Det kan måske hjælpe at have mere konkrete tanker om hvad man gerne vil, og så se på mere konkrete løsninger, det vil måske også være lettere for din mand?

Og det er jo her det begynder at blive svært. For hvad er det egentlig jeg mangler?

I bund og grund mangler jeg nok mest af alt, at han ville vise at han elsker og begærer mig. Og hvordan skal han så lige gøre dette? 

Jeg ønsker at jeg ikke skal sidde med en følelse af, at jeg på det nærmeste skal "tigge" om sex (men hvis jeg ikke gør det, så dyrker vi det nærmest ikke), jeg ønsker at få ham lidt mere på dubberne, sådan at jeg ikke bare får et fladt måske, hvis jeg direkte spørger eller ligger op til sex..

Jeg ønsker at han gider rydde op efter sig selv, jeg rydder op efter mig selv og børnene, og mener at det mindste han kan gøre er at rydde op eftr sig selv!

At han viser med handlinger at han stadig finder mig attraktiv og spændene, selv i en travl hverdag med begge vores jobs, børn og de forpligtigelser der følger med det....

Anonym skriver:

Og det er jo her det begynder at blive svært. For hvad er det egentlig jeg mangler?

I bund og grund mangler jeg nok mest af alt, at han ville vise at han elsker og begærer mig. Og hvordan skal han så lige gøre dette? 

Jeg ønsker at jeg ikke skal sidde med en følelse af, at jeg på det nærmeste skal "tigge" om sex (men hvis jeg ikke gør det, så dyrker vi det nærmest ikke), jeg ønsker at få ham lidt mere på dubberne, sådan at jeg ikke bare får et fladt måske, hvis jeg direkte spørger eller ligger op til sex..

Jeg ønsker at han gider rydde op efter sig selv, jeg rydder op efter mig selv og børnene, og mener at det mindste han kan gøre er at rydde op eftr sig selv!

At han viser med handlinger at han stadig finder mig attraktiv og spændene, selv i en travl hverdag med begge vores jobs, børn og de forpligtigelser der følger med det....

Det er netop svært når man skal begynde at sætte ord på. 

Ift. sexen kan jeg endnu engang anbefale den ene af de bøger jeg har sendt dig links til, da den netop handler om det. 

Ift. til rod er det jo den evige konflikt mellem mænd og kvinder da vi ganske enkelt ser forskelligt på det, jeg har selv samme problem med min mand. Til tider af man da ved at rive håret ud på sig selv, for det kan da ikke være så svært at smide tøjet i vasketøjskurven frem for på gulvet Her vil jeg dog opfordre til ikke at spilde energien her, medmindre han virkelig er et stort rodehoved der efterlader et spor af rod hvor han har været. Jeg ville øver mig i at sige pyt og enten lade rodet være, selv lige ordne det eller pænt bede om at han tager sig af det (jeg er godt klar over at udfordringen så ligger i ikke at gå og opbygge ærgrelse over det. Men igen så længe det ikke er helt ude af proportioner med rodet, må du måske acceptere at i har forskellige grænser for det, og at du måske selv må tage hånd om tingene hvis du ønsker et mere rydeligt hjem end han).

Hvad kan han mere konkret gøre for at du føler dig mere attraktiv? 

Livet ER en tummerum

Jeg kan slet ikke se hvorfor I skulle skilles ud fra det du skriver. Bladende og FB er fuld at lykkeligere mennesker, men det er altså IKKE virkeligheden! Mennesket har altid troet at græsset var grønnere på den anden side.

Desværre er der jo rigtig mange der bliver skilt der FORTRYDER også selvom de finder en ny parnter som de er rigtig glade for. Men i det nye ægteskab opdager de, at der også er ting de er utilfredse med, det er bare nogle andre ting. Grunden til at de ikke går fra den nye parner er bare fordi de har LÆRT af sur erfaring, at det ikke løser noget at finde en ny mand, og derfor bliver de.

-og nu bliver jeg sikkert overfaldet af alle der der IKKE følge statistikken, og som rent faktisk er lykkeliger med jeres nye mand, og som derfor generalisere ud fra det, og siger at sådan er det slet ikke, for jeres forhold er helt anderledes.

tithi skriver:

Det er netop svært når man skal begynde at sætte ord på. 

Ift. sexen kan jeg endnu engang anbefale den ene af de bøger jeg har sendt dig links til, da den netop handler om det. 

Ift. til rod er det jo den evige konflikt mellem mænd og kvinder da vi ganske enkelt ser forskelligt på det, jeg har selv samme problem med min mand. Til tider af man da ved at rive håret ud på sig selv, for det kan da ikke være så svært at smide tøjet i vasketøjskurven frem for på gulvet Her vil jeg dog opfordre til ikke at spilde energien her, medmindre han virkelig er et stort rodehoved der efterlader et spor af rod hvor han har været. Jeg ville øver mig i at sige pyt og enten lade rodet være, selv lige ordne det eller pænt bede om at han tager sig af det (jeg er godt klar over at udfordringen så ligger i ikke at gå og opbygge ærgrelse over det. Men igen så længe det ikke er helt ude af proportioner med rodet, må du måske acceptere at i har forskellige grænser for det, og at du måske selv må tage hånd om tingene hvis du ønsker et mere rydeligt hjem end han).

Hvad kan han mere konkret gøre for at du føler dig mere attraktiv? 

Jeg vil prøve de bøger

Tror du har meget ret i at mænd og kvinder ser forskelligt på rod, og det ved at min mand og jeg også gør , men det er bare de små ting som jeg mener han godt kunne, som fx at skifte toiletrullen når man har brugt det sidste.. Altså små ting, som giver mig en følelse af at vi er to om det her.

Mht at føle sig attraktiv, så handler det nok mest om, at hvis han nu tog initiativet lidt mere, eller ikke virkede så ligeglad med det, så ville jeg ikke sidde med en følelse af at være uinteressant. Hvis han fx kom med små hentydninger til mit udseende eller bare sagde engang imellem fortalte mig at han havde lyst til mig, så ville det gøre alverden.

Mumto3 skriver:

Livet ER en tummerum

Jeg kan slet ikke se hvorfor I skulle skilles ud fra det du skriver. Bladende og FB er fuld at lykkeligere mennesker, men det er altså IKKE virkeligheden! Mennesket har altid troet at græsset var grønnere på den anden side.

Desværre er der jo rigtig mange der bliver skilt der FORTRYDER også selvom de finder en ny parnter som de er rigtig glade for. Men i det nye ægteskab opdager de, at der også er ting de er utilfredse med, det er bare nogle andre ting. Grunden til at de ikke går fra den nye parner er bare fordi de har LÆRT af sur erfaring, at det ikke løser noget at finde en ny mand, og derfor bliver de.

-og nu bliver jeg sikkert overfaldet af alle der der IKKE følge statistikken, og som rent faktisk er lykkeliger med jeres nye mand, og som derfor generalisere ud fra det, og siger at sådan er det slet ikke, for jeres forhold er helt anderledes.

Jeg er helt med på at livet er en tummerum, og at vi ikke kan svæve på en lyserød sky hele tiden, til den viden har jeg været i dette game i mange år

Men jeg syntes ikke man skal give afkald på følelsen af begær, lyst og følelsen af, at ens partner vil en, udover det forældresksb man har skabt sammen. Gør du?

At man skal have en følelse af at man virkelig yder en indsats ifht sit kærlighedsforhold og bliver mødt med "nederlag", fordi ens partner er tilfreds med "sådan har altid været".

Anonym skriver:

Åhh jeg er sådan i tvivl....

De af jer som er gået ud af et langvarigt forhold (og som har børn sammen), hvordan tog I den endelige beslutning?

Jeg er sådan i tvivl om vores forhold, vi er gift og har været det i en del år, vi har børn sammen, alle skolebørn.

Vi har haft snakken en del gange om hvordan vi undgår der går "leverpostej" i vores kærlighedsforhold, men vi falder altid tilbage i den gamle velkendte rumle efter nogen tid.

Jeg elsker min mand, men har efterhånden sværer og sværer ved at forblive lykkelig, da jeg føler der går FOR meget tummerum i den, jeg mener det er jo okay ifht vores børn, at dagligdagen bare kører, men ifht vores kærlighedsforhold er det FOR meget tummerum.

Vi har sex sammen, ca. 1 om ugen, men KUN hvis jeg bedef om det (eller ligger op til det), og prøver jeg at ligge op til det inden det rent faktisk skal ske (altså siger, gør noget først på aftenen, som ligger op til sex senere for jeg altid svaret "måske").....Aldrig et Yes, eller jeg glæder mig

Jeg føler min mand er blevet "kærlighedsdoven", såen lidt ala "vi/jeg har dt jo meget godt, så hvorfor ændre noget".... Men det har jeg det bare meget meget svært ved..

Såh de af jer som brød, hvordan tog I den endelige beslutning?

Og er der nogle som har tanker eller gode råd, så vi kan undgå skilsmisse?

Jeg kender til dit problem, herhjemme hed det blot nærmere en gang om måneden, og jeg blev meget tit afvist når jeg lagde op til noget.

En gang om ugen, og hvis han rent faktisk sagde ja når jeg spurgte - det ville have været et drømmescenarie for mig. Jeg synes SLET ikke at det er grund nok til skilsmisse, hvis I ellers har det godt. 

Men jeg forstår så udemærket længslen efter at føle sig begæret og sexet. Det er så hårdt, og det kører selvtilliden helt i sænk.

Løsningen herhjemme var at åbne vores parforhold op. Vores sexliv er blomstret helt vildt siden. Men det handler selvfølgelig om nogle specifikke lyster hos os, og det er langt fra alle mennesker der er interesserede i den livsstil.

Jeg vidste også fra starten at sexlivet var et kompliceret område i vores forhold. Jeg havde mødt mit livs kærlighed og jeg accepterede ham som han var, med de fejl og mangler der fulgte med. Jeg var sikker på at vi på et eller andet tidspunkt ville finde en løsning. Og jeg vidste egentlig også godt hvad løsningen var - der kom bare lige et barn "i vejen", så jeg bed tænderne sammen og ventede på at komme over de første år med bleer og manglende nattesøvn, inden vi for alvor kunne starte vores nye livsstil.

Men vi har stadig ikke sex mere end en gang om ugen i gennemsnit. Nu er det blot lige så ofte ham der tager initiativ, og vi har virkelig god sex, så det er fint for mig (og så får jeg jo lidt ekstra andre steder, heheh).

Men hvis I har haft et godt og hyppigt sexliv fra starten, hvor han tit har taget initiativ, så kan jeg godt forstå at det er hårdt for dig nu. Du har jo været vant til noget andet, og mere og bedre.

Jeg synes at I skal finde en rigtig god parterapeut, eller en psykologudannet sexolog, og få snakket jeres problemer igennem. Lad være med at give op uden at have prøvet alle løsninger.