Hjælp... Tror de indberetter mig

Hej piger..
Håber ikke jeg får alt for mange dårlige kommentarer, men har brug for luft og få nogle råd...
Jeg har siden jeg var lille haft problemer med at når der kommer det mindste problem (som andre måske bare ville sige nå ja okay til) går jeg i panik, græder osv.. Jeg kan virkelig ikke styre det, og bliver MEGET hurtigt ked af det...

Jeg er indlagt på neonatal med min datter på 17 dage, og i dag bliver min kæreste pludselig bedt om at tage hjem (han har sovet her hele tiden på vores egen stue), det gør mig meget panisk og jeg kan ikke holde tårerne tilbage... Jeg bryder mig ikke om at være på hospitaler alene...
Så får jeg af vide at hvis min søster vil køre os hjem, stå til rådighed i løbet af natten HVIS der skulle ske noget, og ellers bare køre herind til kl 8 da min sundhedsplejerske kommer herind og skal mødes med mig, så må jeg faktisk komme hjem med hende... På trods af at min søster har fri og ingen planer, gider hun ikke, selvom hun siger at jeg altid skal sige til hvis det brænder på... Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage her, fordi jeg er SÅ tæt på at komme hjem, men det hele ligger i min søsters hænder... Og når hun siger nej, jamen så skal jeg blive her på en dele stue uden min kæreste, hvor der er et FORFÆRDELIGT par...
På trods af at jeg er 23, er jeg virkelig sensitiv (lægerne mistænker det er pga min tidlige fødsel, jeg blev selv født i uge 30), ved jeg godt at jeg har reagerer som et lille barn, og tør slet ikke tænke på hvad sygeplejerskerne tænker.. Det er desværre ikke første gang de ser det, men det er første gang jeg reagerer så slemt her... Udover det, synes de ikke jeg har støtte nok derhjemme da min mor begik selvmord for 1 års tid siden, og vil have mig i alle mulige støtte grupper og familie huse hos kommunen, som jeg har sagt nej til.. Har sagt ja til en ung mødregruppe da jeg føler det er rigtigt for mig
Men jeg frygter oven på de her anfald at sygehuset melder mig til kommunen, for jeg kan jo godt se at hvad jeg gjorde var HELT skudt af.. Hvad er det bedste jeg kan gøre nu, sige undskyld til sygeplejerskerne?

Det lyder helt klart som om du trænger til noget hjælp. Jeg synes selv at du kontakte kommunen, så du er på forhånd og sige at du gerne vil have noget hjælp. Og tak endelig ja til de tilbud kommunen er kommer med, det lyder virkelig som om at du kan bruge det. Måske der evt er noget på hospitalet du kan snakke med omkring ekstra hjælp og støtte. Det kan jo ikke nytte noget at du går totalt i panik bare fordi din kæreste ikke er hos dig. Så tør jeg slet ikke tænke på hvad du ellers kan få panik anfald af. Og med sådan en Bette en går det sgu ikke at du bare går i panik og går helt i spåner. og skulle de indberette dig stiller det altså dig meget bedre hvis du takker ja til hvad end kommunen tilbyder at støtte, samarbejd er mit bedste råd.

VenterVanessa skriver:

Hej piger..
Håber ikke jeg får alt for mange dårlige kommentarer, men har brug for luft og få nogle råd...
Jeg har siden jeg var lille haft problemer med at når der kommer det mindste problem (som andre måske bare ville sige nå ja okay til) går jeg i panik, græder osv.. Jeg kan virkelig ikke styre det, og bliver MEGET hurtigt ked af det...

Jeg er indlagt på neonatal med min datter på 17 dage, og i dag bliver min kæreste pludselig bedt om at tage hjem (han har sovet her hele tiden på vores egen stue), det gør mig meget panisk og jeg kan ikke holde tårerne tilbage... Jeg bryder mig ikke om at være på hospitaler alene...
Så får jeg af vide at hvis min søster vil køre os hjem, stå til rådighed i løbet af natten HVIS der skulle ske noget, og ellers bare køre herind til kl 8 da min sundhedsplejerske kommer herind og skal mødes med mig, så må jeg faktisk komme hjem med hende... På trods af at min søster har fri og ingen planer, gider hun ikke, selvom hun siger at jeg altid skal sige til hvis det brænder på... Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage her, fordi jeg er SÅ tæt på at komme hjem, men det hele ligger i min søsters hænder... Og når hun siger nej, jamen så skal jeg blive her på en dele stue uden min kæreste, hvor der er et FORFÆRDELIGT par...
På trods af at jeg er 23, er jeg virkelig sensitiv (lægerne mistænker det er pga min tidlige fødsel, jeg blev selv født i uge 30), ved jeg godt at jeg har reagerer som et lille barn, og tør slet ikke tænke på hvad sygeplejerskerne tænker.. Det er desværre ikke første gang de ser det, men det er første gang jeg reagerer så slemt her... Udover det, synes de ikke jeg har støtte nok derhjemme da min mor begik selvmord for 1 års tid siden, og vil have mig i alle mulige støtte grupper og familie huse hos kommunen, som jeg har sagt nej til.. Har sagt ja til en ung mødregruppe da jeg føler det er rigtigt for mig
Men jeg frygter oven på de her anfald at sygehuset melder mig til kommunen, for jeg kan jo godt se at hvad jeg gjorde var HELT skudt af.. Hvad er det bedste jeg kan gøre nu, sige undskyld til sygeplejerskerne?

Jeg synes da under ingen omstændigheder, at du skal undskylde din opførsel, så fremstår du bare endnu mere umoden, som om du ikke vil stå ved, hvem du er, og en undskyldning vil ikke ændre på det, hvis de har bestemt sig for en underrretning (hvilket ikke er deres beslutning alene, det skal konfereres).

Derimod kan du med fordel dele dine tanker og få en god snak med dem, spørg dem, hvordan de opfatter situationen og spørg om råd og vejledning, så finder du ud af, hvad de har tænkt sig, og du slipper for at spekulere og udsætte dig for et unødigt psykisk pres. Du kan sagtens forklare, at det er din natur, men hvis du er åben for hjælp, så tror jeg, de er villige til at sørge for hjælp til dig.

Jamen stakkels dig da. Det lyder jo som om, du godt kunne have brug for noget ekstra støtte. Og der er ingen skam i at have særlige behov! Mit råd til dig vil være at være åben og ærlig omkring dine følelser og hvad du tror der fremkalder dem, og så tage imod al den hjælp, du kan få. Kommune og hospitalsvæsen vil sikkert dit eget bedste, og hvis I arbejder sammen kommer der nok kun noget godt ud af det . Hvis de opfatter, du godt ved, der er særlige problemer for dig, vil de helt sikkert forsøge at hjælpe og ikke modarbejde dig. Så længe du er villig til at arbejde for alles bedste, tror jeg ikke du får problemer. du kan jo spørge dem direkte om de har indberettet dig. Det tror jeg nu ikke, de har. De fleste mødre er jo ret følsomme, når de ligger på neonatal. Men sørg for at få en god dialog i gang. Så skal du se, der kommer noget godt ud af det

Det kan godt være du er særlig sensitiv, men du har altså også lige født, og din datter er indlagt fordi hun kom ud alt for tidligt.. Så du må da om nogen have lov til at være ekstra følsom. Det betyder da ikke at du er uegnet som mor, og ikke magter opgaven.. Lad være med at slå dig selv i hovedet over det. Personalet på sygehuset og dem på kommunen for den sags skyld, er der jo for at hjælpe når man har brug for det. Der er ingen skam i at række en hånd ud og tage imod den hjælp.. 

Tak for jeres svar. Jeg har måske også fået det til at lyde meget ekstremt, men har nu også snakket med personalet, og vendt situationen og det hele er fint igen. Jeg har taget imod de tilbud som de syntes er relevante med en mødregruppe og en sundhedsplejerske der kommer tit. :-) Hende skal vi møde i morgen, så det er spændende. 

Tillykke med prinsesse :-D 

Tænker du skal tage en snak med dem om dine tanker og at din kæreste er en stor støtte for dig og du er skuffet over din søster. ...

Og en indberetning lyder voldsom men kan jo og så være positiv i form af ekstra hkælp mm.

Pøj pøj