Når det ikke lykkes

Hvordan bearbejder man sorg bedst?Ved at snakke om det? Ved at skrive om det? Eller måske endda ved at tie?Jeg ved det ikke - det er vel op til hvert individ, hvad man vælger..

Jeg vælger at blotte min sjæl herinde, hvor jeg i fred bag skærmen kan græde over mit knuste hjerte, men samtidig også dele min sorg og frustration med jer der måske gider at læse mit lange indlæg i håb om, at der måske sidder nogen som kan nikke genkendende til min oplevelse af hele denne trummerum..

"Hej! Mit navn er Susan og jeg lider af barnløshed".. Jeg forestiller mig, at jeg sidder på en stol i et lokale, sammen med andre kvinder i samme situation! 

Idag skulle have været en god dag! Testen var positiv allerede dagen efter udeblivelsen af min røde fjende - men jeg holdte lidt igen med glæden, for det var jo gået galt før. Idag skulle jeg scannes i 8. uge for at se om der var hjerteaktivitet. Det var der ikke!

I september 2011 fødte jeg en dejlig søn - han er sund og rask og netop fyldt 3 år. (Ja i tænker nok, jamen hvis hun har et barn, så lider hun da ikke af barnløshed - men det hedder det når man har forsøgt at blive gravid over en bestemt periode, uden held) Vi vidste vil ville have flere børn men på daværende tidspunkt havde vi endnu ikke taget stilling til hvornår..

I november 2012 fandt vi ud af at jeg var gravid og så frem til at der snart skulle være flere barnefødder i hjemmet. I januar 2013 da jeg skulle scannes for at fastsætte terminen, var barnet gået til!

...Så er det at jeg igen spørger - hvordan håndterer man bedst sin sorg? Jeg har altid set mig selv som en stærk person. Jeg har i bund og grund nok aldrig mødt den store modstand. Nååh ja altså, jeg har da haft et par dumme forelskelser og knuste hjerter, men mine forældre er ikke skilt, jeg har aldrig manglet mad eller materielle goder, jeg har en søn og er gift med en dejlig mand.. Så ved jeg overhovedet hvad modstand er?

Da scanningen viste ingenting i januar 2013 væltede mit korthus FULDSTÆNDIGT!!! Jeg har aldrig nogensinde været så vred og ulykkelig. Jeg var vred på mig selv, vred på min mand, vred på min søn, vred på andre gravide og vred på dem som prøvede på at overbevise mig om at barnet nok havde været sygt og derfor ikke overlevet - "åårh hold dog kæft! Prøver du på at trøste mig, for så får du edderfisme dumpekarakter!"

Det var været en hård kamp for at blive glad igen! Jeg havde aldrig nogensinde overvejet at barnløshed skulle blive mit problem - det gik så fint med min første graviditet! I foråret 2014 startede vi på en fertilitetsklinik hvor vi blev testet i hoved og r.. men de kunne ikke finde noget der var galt med os! Måneden op til jeg blev gravid denne gang (næsten 2 år efter sidste gang) prøvede jeg at få hormoner, jeg gik til body sds behandling, spiste alle mulige piller og så fik jeg en ægløsningssprøjte. Jeg ved ikke hvad der gjorde det endelige - men gravid blev jeg!

Nu sidder jeg så her, 5 timer efter den dårlige besked og forsøger at sluge det hele! Jeg skal komme til endnu en scanning på tirsdag - de vil selvfølgelig sikre sig at de ikke tager fejl. Men jeg ved godt hvad klokken har slået, det var det samme sidste gang. Sidste gang fik jeg piller og skulle selv "afslutte" det - dét gør jeg bare ikke én gang til, så jeg forbereder mig nu mentalt på at blive sendt ned på hospitalet efter scanningen, hvorefter de så fjernet "det" operativt. 

Gør det så mindre ondt denne gang? Næh, måske lidt. Det gør stadig ondt fordi at jeg nu skal forholde mig til at der ikke kommer et barn alligevel, det gør ondt fordi mit underliv nok er begyndt at skille sig af med graviditeten, men mest af alt så gør det rigtig ondt i mit sind fordi jeg er bange for at skulle gennemgå den sindssyge rutschebanetur jeg netop troede var slut ..men nu starter den forfra! Skal der nu igen gå 2 år før jeg bliver gravid igen? Det knuser mit hjerte at tænke den tanke!

Tak fordi du læste med..

Sender dig et stort kram. 

Jeg er også ufrivillig barnløs. Det er også det værste jeg nogensinde har været igennem.. 

Susanbakovic skriver:

Hvordan bearbejder man sorg bedst?Ved at snakke om det? Ved at skrive om det? Eller måske endda ved at tie?Jeg ved det ikke - det er vel op til hvert individ, hvad man vælger..

Jeg vælger at blotte min sjæl herinde, hvor jeg i fred bag skærmen kan græde over mit knuste hjerte, men samtidig også dele min sorg og frustration med jer der måske gider at læse mit lange indlæg i håb om, at der måske sidder nogen som kan nikke genkendende til min oplevelse af hele denne trummerum..

"Hej! Mit navn er Susan og jeg lider af barnløshed".. Jeg forestiller mig, at jeg sidder på en stol i et lokale, sammen med andre kvinder i samme situation! 

Idag skulle have været en god dag! Testen var positiv allerede dagen efter udeblivelsen af min røde fjende - men jeg holdte lidt igen med glæden, for det var jo gået galt før. Idag skulle jeg scannes i 8. uge for at se om der var hjerteaktivitet. Det var der ikke!

I september 2011 fødte jeg en dejlig søn - han er sund og rask og netop fyldt 3 år. (Ja i tænker nok, jamen hvis hun har et barn, så lider hun da ikke af barnløshed - men det hedder det når man har forsøgt at blive gravid over en bestemt periode, uden held) Vi vidste vil ville have flere børn men på daværende tidspunkt havde vi endnu ikke taget stilling til hvornår..

I november 2012 fandt vi ud af at jeg var gravid og så frem til at der snart skulle være flere barnefødder i hjemmet. I januar 2013 da jeg skulle scannes for at fastsætte terminen, var barnet gået til!

...Så er det at jeg igen spørger - hvordan håndterer man bedst sin sorg? Jeg har altid set mig selv som en stærk person. Jeg har i bund og grund nok aldrig mødt den store modstand. Nååh ja altså, jeg har da haft et par dumme forelskelser og knuste hjerter, men mine forældre er ikke skilt, jeg har aldrig manglet mad eller materielle goder, jeg har en søn og er gift med en dejlig mand.. Så ved jeg overhovedet hvad modstand er?

Da scanningen viste ingenting i januar 2013 væltede mit korthus FULDSTÆNDIGT!!! Jeg har aldrig nogensinde været så vred og ulykkelig. Jeg var vred på mig selv, vred på min mand, vred på min søn, vred på andre gravide og vred på dem som prøvede på at overbevise mig om at barnet nok havde været sygt og derfor ikke overlevet - "åårh hold dog kæft! Prøver du på at trøste mig, for så får du edderfisme dumpekarakter!"

Det var været en hård kamp for at blive glad igen! Jeg havde aldrig nogensinde overvejet at barnløshed skulle blive mit problem - det gik så fint med min første graviditet! I foråret 2014 startede vi på en fertilitetsklinik hvor vi blev testet i hoved og r.. men de kunne ikke finde noget der var galt med os! Måneden op til jeg blev gravid denne gang (næsten 2 år efter sidste gang) prøvede jeg at få hormoner, jeg gik til body sds behandling, spiste alle mulige piller og så fik jeg en ægløsningssprøjte. Jeg ved ikke hvad der gjorde det endelige - men gravid blev jeg!

Nu sidder jeg så her, 5 timer efter den dårlige besked og forsøger at sluge det hele! Jeg skal komme til endnu en scanning på tirsdag - de vil selvfølgelig sikre sig at de ikke tager fejl. Men jeg ved godt hvad klokken har slået, det var det samme sidste gang. Sidste gang fik jeg piller og skulle selv "afslutte" det - dét gør jeg bare ikke én gang til, så jeg forbereder mig nu mentalt på at blive sendt ned på hospitalet efter scanningen, hvorefter de så fjernet "det" operativt. 

Gør det så mindre ondt denne gang? Næh, måske lidt. Det gør stadig ondt fordi at jeg nu skal forholde mig til at der ikke kommer et barn alligevel, det gør ondt fordi mit underliv nok er begyndt at skille sig af med graviditeten, men mest af alt så gør det rigtig ondt i mit sind fordi jeg er bange for at skulle gennemgå den sindssyge rutschebanetur jeg netop troede var slut ..men nu starter den forfra! Skal der nu igen gå 2 år før jeg bliver gravid igen? Det knuser mit hjerte at tænke den tanke!

 

Tak fordi du læste med..

Masser af kram og medfølelse herfra. Vi har lige været igennem tre forsøg med tre ægoplægninger i det private uden held. Vi har dog et æg på frys som vi på et tidspunkt skal have prøvet, men har nu ikke så meget tiltro til det.

Vi har Felix som bliver 3 i januar. Det er så skide hårdt at indse at vi nok må ligge drømmen om en lillebror eller lillesøster på hylden! Jeg havde en rigtig dårlig graviditet og den del komplikationer i forbindelse med fødslen, så der er en del odds imod os.

Ville egentlig bare lige hilse på.

KH Malene

meget svært at læse hvodan du har det.

vi har prøvet i 13 måneder er i cyklus 14. nu.

Jeg har det meget lige som dig med at man kan ikke rigtig være glad på andres vejne. 

(hvad så om du er gravid?) begynder man at tænke i stedet for (ååååh se en baby mave)'

dagene er mørkere og ja er der noget at gøre?

jeg tror det hjælper lidt for mig at sidde her inde og prøve at hjælpe andre og se hvordan det går.

lykke til 

Krammer

Mange til dig.

Vi kæmpede selv i 4 år, så jeg ved hvor hårdt det er, når ens store drøm ikke vil gå i opfyldelse.

Susanbakovic skriver:

Hvordan bearbejder man sorg bedst?Ved at snakke om det? Ved at skrive om det? Eller måske endda ved at tie?Jeg ved det ikke - det er vel op til hvert individ, hvad man vælger..

Jeg vælger at blotte min sjæl herinde, hvor jeg i fred bag skærmen kan græde over mit knuste hjerte, men samtidig også dele min sorg og frustration med jer der måske gider at læse mit lange indlæg i håb om, at der måske sidder nogen som kan nikke genkendende til min oplevelse af hele denne trummerum..

"Hej! Mit navn er Susan og jeg lider af barnløshed".. Jeg forestiller mig, at jeg sidder på en stol i et lokale, sammen med andre kvinder i samme situation! 

Idag skulle have været en god dag! Testen var positiv allerede dagen efter udeblivelsen af min røde fjende - men jeg holdte lidt igen med glæden, for det var jo gået galt før. Idag skulle jeg scannes i 8. uge for at se om der var hjerteaktivitet. Det var der ikke!

I september 2011 fødte jeg en dejlig søn - han er sund og rask og netop fyldt 3 år. (Ja i tænker nok, jamen hvis hun har et barn, så lider hun da ikke af barnløshed - men det hedder det når man har forsøgt at blive gravid over en bestemt periode, uden held) Vi vidste vil ville have flere børn men på daværende tidspunkt havde vi endnu ikke taget stilling til hvornår..

I november 2012 fandt vi ud af at jeg var gravid og så frem til at der snart skulle være flere barnefødder i hjemmet. I januar 2013 da jeg skulle scannes for at fastsætte terminen, var barnet gået til!

...Så er det at jeg igen spørger - hvordan håndterer man bedst sin sorg? Jeg har altid set mig selv som en stærk person. Jeg har i bund og grund nok aldrig mødt den store modstand. Nååh ja altså, jeg har da haft et par dumme forelskelser og knuste hjerter, men mine forældre er ikke skilt, jeg har aldrig manglet mad eller materielle goder, jeg har en søn og er gift med en dejlig mand.. Så ved jeg overhovedet hvad modstand er?

Da scanningen viste ingenting i januar 2013 væltede mit korthus FULDSTÆNDIGT!!! Jeg har aldrig nogensinde været så vred og ulykkelig. Jeg var vred på mig selv, vred på min mand, vred på min søn, vred på andre gravide og vred på dem som prøvede på at overbevise mig om at barnet nok havde været sygt og derfor ikke overlevet - "åårh hold dog kæft! Prøver du på at trøste mig, for så får du edderfisme dumpekarakter!"

Det var været en hård kamp for at blive glad igen! Jeg havde aldrig nogensinde overvejet at barnløshed skulle blive mit problem - det gik så fint med min første graviditet! I foråret 2014 startede vi på en fertilitetsklinik hvor vi blev testet i hoved og r.. men de kunne ikke finde noget der var galt med os! Måneden op til jeg blev gravid denne gang (næsten 2 år efter sidste gang) prøvede jeg at få hormoner, jeg gik til body sds behandling, spiste alle mulige piller og så fik jeg en ægløsningssprøjte. Jeg ved ikke hvad der gjorde det endelige - men gravid blev jeg!

Nu sidder jeg så her, 5 timer efter den dårlige besked og forsøger at sluge det hele! Jeg skal komme til endnu en scanning på tirsdag - de vil selvfølgelig sikre sig at de ikke tager fejl. Men jeg ved godt hvad klokken har slået, det var det samme sidste gang. Sidste gang fik jeg piller og skulle selv "afslutte" det - dét gør jeg bare ikke én gang til, så jeg forbereder mig nu mentalt på at blive sendt ned på hospitalet efter scanningen, hvorefter de så fjernet "det" operativt. 

Gør det så mindre ondt denne gang? Næh, måske lidt. Det gør stadig ondt fordi at jeg nu skal forholde mig til at der ikke kommer et barn alligevel, det gør ondt fordi mit underliv nok er begyndt at skille sig af med graviditeten, men mest af alt så gør det rigtig ondt i mit sind fordi jeg er bange for at skulle gennemgå den sindssyge rutschebanetur jeg netop troede var slut ..men nu starter den forfra! Skal der nu igen gå 2 år før jeg bliver gravid igen? Det knuser mit hjerte at tænke den tanke!

 

Tak fordi du læste med..

Jeg tænker at du har rigtigt meget brug for at snakke om din problemstilling omkring barnløshed.

Det lyder meget som om at du bebrejder dig selv for det hele, du lader til at være spring fyldt med frustrationer - og jeg tror på at du ville ha rigtig godt at at få sprunget den bombe. - Lade følelser, vrede, angst, uro og smerte få frit løb.

Måske er det nemmeste at gøre overfor en veninde, din mor, din mand eller måske du burde opsøge en psykolog som du ikke har noget forhold til, hvor du ikke "skal" tage hensyn til hans/hendes følelses mæssige rolle i situationen. Et sted hvor du ikke behøver tænke før du taler. 

Jeg ville så meget ønske at jeg kunne gøre noget for dig. 

Rigtigt stort Knus til dig. og hvor håber jeg for dig at du får bearbejdet dine tanker og følelser. 

alt held og lykke ønskes du frem over 

Står selv midt i det. Har et barn i forvejen og vi er begge sunde og raske og alligevel vil det bare ikke lykkedes med nr 2. Vi har prøvet i snart 3 år og det er bare MEGA hårdt psykisk.

Håber på at det nok skal lykkedes for dig . 

Jeg kan følge dig langt af vejen, hvis ikke den hele.

Da jeg i april 2010 smed mine p-piller var det med troen om at vi snart skulle være forældre. Der gik 6 måneder og jeg tænkte "jamen inden for et år skal vi da nok nå det".

Der gik et år - ingen ting var sket!! Vi startede hos en gynækolog så intet galt kunne finde men mente at HELE grunden var min - og kun min - overvægt. Ja okay, en besked der var til at tygge på og jeg startede med kostomlægning og motion.

2 1/2 år efter ville vi altså gerne videre i det her system og vi skulle så starte til udredning i juni 2013. Skæbnen ville det dog anerledes og jeg bliver gravid april 2013.

Alt er godt og lykkeligt, baby har det fint. Efter 3 år er lykken jo så stor at man ikke føler og tror at noget kan ødelægge det! Vi mistede vores søn 5 dage før termin!

Efter 3 år med at prøve og 9 måneder i maven var det eneste jeg fik ud af det en død søn og en kæmpe sorg.

Vi har valgt at prøve fra starten af igen og har nu været i gang i 9 måneder. Vi har fundet ud af at min kærestes sædkvalitet er nedsat med 30-50 %, og nok grunden til at det tog så lang tid første gang. Vi er nu i gang med fertilitetsbehandling på Trianglen og skal igang med første forsøg når min mens en gang gider komme.

Jeg forstår din sorg over at miste noget man troede skulle være. Jeg forstår den sorg omkring det med at det skal være så pisse svært at få et barn - det burde være rimelig lige til, ikk?? Men det er det bare ikke, og man føler sig bare så skide magtesløs og man gider ikke se andres lykke over at skulle være forældre.

Helt ærligt fra hjerte - jeg hader at andre kan blive gravide, jeg hader at andre har noget at glæde sig til! Og jeg orker ikke lytte til familien når de vil dele noget graviditets-halløj for jeg er egentlig pisse ligeglad.

Du er altid velkommen til at skrive hvis du har brug for at snakke med en, og jeg undskylder smøren.

Susanbakovic skriver:

Hvordan bearbejder man sorg bedst?Ved at snakke om det? Ved at skrive om det? Eller måske endda ved at tie?Jeg ved det ikke - det er vel op til hvert individ, hvad man vælger..

Jeg vælger at blotte min sjæl herinde, hvor jeg i fred bag skærmen kan græde over mit knuste hjerte, men samtidig også dele min sorg og frustration med jer der måske gider at læse mit lange indlæg i håb om, at der måske sidder nogen som kan nikke genkendende til min oplevelse af hele denne trummerum..

"Hej! Mit navn er Susan og jeg lider af barnløshed".. Jeg forestiller mig, at jeg sidder på en stol i et lokale, sammen med andre kvinder i samme situation! 

Idag skulle have været en god dag! Testen var positiv allerede dagen efter udeblivelsen af min røde fjende - men jeg holdte lidt igen med glæden, for det var jo gået galt før. Idag skulle jeg scannes i 8. uge for at se om der var hjerteaktivitet. Det var der ikke!

I september 2011 fødte jeg en dejlig søn - han er sund og rask og netop fyldt 3 år. (Ja i tænker nok, jamen hvis hun har et barn, så lider hun da ikke af barnløshed - men det hedder det når man har forsøgt at blive gravid over en bestemt periode, uden held) Vi vidste vil ville have flere børn men på daværende tidspunkt havde vi endnu ikke taget stilling til hvornår..

I november 2012 fandt vi ud af at jeg var gravid og så frem til at der snart skulle være flere barnefødder i hjemmet. I januar 2013 da jeg skulle scannes for at fastsætte terminen, var barnet gået til!

...Så er det at jeg igen spørger - hvordan håndterer man bedst sin sorg? Jeg har altid set mig selv som en stærk person. Jeg har i bund og grund nok aldrig mødt den store modstand. Nååh ja altså, jeg har da haft et par dumme forelskelser og knuste hjerter, men mine forældre er ikke skilt, jeg har aldrig manglet mad eller materielle goder, jeg har en søn og er gift med en dejlig mand.. Så ved jeg overhovedet hvad modstand er?

Da scanningen viste ingenting i januar 2013 væltede mit korthus FULDSTÆNDIGT!!! Jeg har aldrig nogensinde været så vred og ulykkelig. Jeg var vred på mig selv, vred på min mand, vred på min søn, vred på andre gravide og vred på dem som prøvede på at overbevise mig om at barnet nok havde været sygt og derfor ikke overlevet - "åårh hold dog kæft! Prøver du på at trøste mig, for så får du edderfisme dumpekarakter!"

Det var været en hård kamp for at blive glad igen! Jeg havde aldrig nogensinde overvejet at barnløshed skulle blive mit problem - det gik så fint med min første graviditet! I foråret 2014 startede vi på en fertilitetsklinik hvor vi blev testet i hoved og r.. men de kunne ikke finde noget der var galt med os! Måneden op til jeg blev gravid denne gang (næsten 2 år efter sidste gang) prøvede jeg at få hormoner, jeg gik til body sds behandling, spiste alle mulige piller og så fik jeg en ægløsningssprøjte. Jeg ved ikke hvad der gjorde det endelige - men gravid blev jeg!

Nu sidder jeg så her, 5 timer efter den dårlige besked og forsøger at sluge det hele! Jeg skal komme til endnu en scanning på tirsdag - de vil selvfølgelig sikre sig at de ikke tager fejl. Men jeg ved godt hvad klokken har slået, det var det samme sidste gang. Sidste gang fik jeg piller og skulle selv "afslutte" det - dét gør jeg bare ikke én gang til, så jeg forbereder mig nu mentalt på at blive sendt ned på hospitalet efter scanningen, hvorefter de så fjernet "det" operativt. 

Gør det så mindre ondt denne gang? Næh, måske lidt. Det gør stadig ondt fordi at jeg nu skal forholde mig til at der ikke kommer et barn alligevel, det gør ondt fordi mit underliv nok er begyndt at skille sig af med graviditeten, men mest af alt så gør det rigtig ondt i mit sind fordi jeg er bange for at skulle gennemgå den sindssyge rutschebanetur jeg netop troede var slut ..men nu starter den forfra! Skal der nu igen gå 2 år før jeg bliver gravid igen? Det knuser mit hjerte at tænke den tanke!

 

Tak fordi du læste med..

Kender bare alt for godt de der følelser! Min mand smed lige bomben i går aften, ar hvis ikke hans sæd kan bruges, vil han ikke have børn (vi blev henvist til riget i torsdag efter alle undersøgelser, og min mand har meget nedsat sædkvalitet). Vi har været sammen i over 3 år og prøvet i over et år at få børn.

Så mens vi venter på at blive indkaldt, skal jeg  samtidig gøre op med mig selv om jeg vil være barnløs sammen med ham, eller prøve selv at få en familie, hvis ikke det kan lykkes med hans sæd... Men jeg vil jo ikke undvære ham...

Har den velkendte "babylede" og skuler ondt til alle gravide maver og går en stor bue uden om alle babyer,.. Det der burde være så nemt og så naturligt, at få et barn, hvordan kan det være så svært og så hårdt...

Puha, det kan være svært at holde modet oppe, det er dejligt lige at kan få luft blandt ligesindede her...