Hjælp til selvhjælp?

Jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg skal gribe tingene an længere.
For et pr mdr siden fik jeg og min kæreste en baby sammen og jeg har en på 6 i forvejen som jeg føler min kæreste er begyndt at "skubbe lidt væk".
Min 6 årige er uden tvivl en pain in the ass lige for tiden og det kommer til udtryk ved at han ikke hører efter og gør hvad man beder ham, han griner lige op i ansigtet på en når man forsøger at irettesætte ham og kan finde på at gøre det igen og igen på trods af at han lige har siddet på værelset eller har talt med store ord. I skolen havde han "gemt sig" dvs kravlet under borde og stole da læreren ville have børnene skulle samles på rad og række. Da hun så bad ham komme frem og stille dig ved de andre, grinte han bare....
Det er vigtigt at sige at min søn har gennemgået mange ændringer i hans liv på kort tid. Vi er flyttet, så blev han storebror og så flyttede vi igen hvorefter han startede i skole her i den kommune vi bor i nu. Alt dette er sket på et år!
Jeg har været optaget af en øv graviditet, brud med kæresten og har efterfølgende skulle tage mig af baby. Det har derfor ikke været så meget overskud til min store dreng.
Vi flyttede lige inden skolestart og der tænkte jeg at jeg nu måtte begynde af fokusere mere på den store dreng men det der gør alting lidt svært er min kærestes udtalelser om ham.... "Han er for meget ... Han er et psykopat barn der burde komme i aflastning så vi kan få lidt ro omkring os"????
Jeg tænker at min søn nu mere end nogensinde, har brug for kærlighed tryghed og omsorg. Min kæreste har vel givet op på ham på forhånd og jeg er bange for min søn vil kunne mærke det og at det hele bare bliver meget værre.
Ord sårer så dybt og kan aldrig tages tilbage uanset hvordan min kæreste prøver at retfærdiggøre hans udsagn om min søn.
Sådan var det ikke inden baby kom, der var min søn og kæreste meget tætte... Men det synes jeg har ændret sig nu og jeg føler lidt jeg udsætter min søn ved at byde ham en faderrolle som egentlig ik bryder sig om ham.
Med han er jo far til baby og jeg elsker ham MEN de ting han har sagt om min søn har dræbt nogle følelser indeni i forhold til ham.

Allerførst vil jeg starte med at sige, at midt i alt det du skriver, så brænder der en stærk og smuk sol, nemlig dig og din blik for din søn.

Det var så nemt at spørger om: Hvordan får jeg ham til at opføre sig ordentligt, men det spørger du slet ikke om! Men du skriver (ganske rigtigt): Jeg tror han har brug for omsorg og kærlighed.

Det lyder til at din dreng har det sindsygt svært. Flyttet to gange, mistet far, først den biologiske far, og derefter knytter han sig til en ny far, der nu afviser ham. Han skifter skole og skal finde sin plads blandt nye børn og nu skal han også finde sin plads i en helt ny familiekonstellation, hvor mor nu pludselig har en baby hun også skal tage sig af og en ny far, der ikke rigtig vil ham mere.

Pyha...jeg ved om nogen hvor svært det er ikke at skælde ud eller give konsekvenser (du skriver noget om at han bliver sendt ind på værelset), men ih hvor han din søn bare brug for at høre 1000 gange at han er god nok som han er. At du (måske ikke I) elsker ham, og at han bidrager og er betydningsfuld for jer som familie.

Jeg tænker at ALT hvad han gør rigtigt, spiser med gaffel i stedet for fingerne, selv tage tøj på, bære sin talleren ud af bordet, sidder ikke med fødderne på sofabordet, kommer allerede efter 3 gange når du kalder (i stedet for at du skal kalde 10 gange), det skal bemærkes over for ham. Jo mere positiv opmærkshed du kan give ham, og jo mere du kan sige: Pyt til alt det dårlige, jo mere vil han opføre sig pænt. MEN DET ER SKIDE SVÆRT i praksis!!!!

Husk at rose dig selv, for hver ene gang du undlader af skælde ham ud! Husk at give dig selv et skulderklap hvor hver gang du siger noget pænt til ham. Husk at tilgive dig selv, at du ikke er super mor, det kan du ikke være, for du har også været meget igennem med brud med tidligere kæreste, ny kæreste, graviditet og nu et lille spædbarn, med alt hvad der følger af manglede nattesøvn osv. Men det må ikke blive en undskyldning for at behandle sin søn hårdt. Det er nu han danner sin personlighed, og det er vigtigt at han bliver støttet i det.

Jeg sender dig bunker af kærlighed, til rig uddeling til alle omkring dig.

Anonym skriver:

Jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg skal gribe tingene an længere.
For et pr mdr siden fik jeg og min kæreste en baby sammen og jeg har en på 6 i forvejen som jeg føler min kæreste er begyndt at "skubbe lidt væk".
Min 6 årige er uden tvivl en pain in the ass lige for tiden og det kommer til udtryk ved at han ikke hører efter og gør hvad man beder ham, han griner lige op i ansigtet på en når man forsøger at irettesætte ham og kan finde på at gøre det igen og igen på trods af at han lige har siddet på værelset eller har talt med store ord. I skolen havde han "gemt sig" dvs kravlet under borde og stole da læreren ville have børnene skulle samles på rad og række. Da hun så bad ham komme frem og stille dig ved de andre, grinte han bare....
Det er vigtigt at sige at min søn har gennemgået mange ændringer i hans liv på kort tid. Vi er flyttet, så blev han storebror og så flyttede vi igen hvorefter han startede i skole her i den kommune vi bor i nu. Alt dette er sket på et år!
Jeg har været optaget af en øv graviditet, brud med kæresten og har efterfølgende skulle tage mig af baby. Det har derfor ikke været så meget overskud til min store dreng.
Vi flyttede lige inden skolestart og der tænkte jeg at jeg nu måtte begynde af fokusere mere på den store dreng men det der gør alting lidt svært er min kærestes udtalelser om ham.... "Han er for meget ... Han er et psykopat barn der burde komme i aflastning så vi kan få lidt ro omkring os"????
Jeg tænker at min søn nu mere end nogensinde, har brug for kærlighed tryghed og omsorg. Min kæreste har vel givet op på ham på forhånd og jeg er bange for min søn vil kunne mærke det og at det hele bare bliver meget værre.
Ord sårer så dybt og kan aldrig tages tilbage uanset hvordan min kæreste prøver at retfærdiggøre hans udsagn om min søn.
Sådan var det ikke inden baby kom, der var min søn og kæreste meget tætte... Men det synes jeg har ændret sig nu og jeg føler lidt jeg udsætter min søn ved at byde ham en faderrolle som egentlig ik bryder sig om ham.
Med han er jo far til baby og jeg elsker ham MEN de ting han har sagt om min søn har dræbt nogle følelser indeni i forhold til ham.

Jeg er helt enig med Mumto3 og vil tilføje at du skal tage dig en seriøs snak med din kæreste. Det er simpelthen ikke okay at han opfører sig sådan. I er en familie på 4, hvor hvert medlem har lige stor værdi. Du kan ikke tvinge ham til at elske din dreng, men du kan kræve at han lader som om. Det er din søns helt grundlæggende selvværd der er på spil her.

Det er en hårfin balance med bonus børn og forældre. Jeg kan godt forstå at det har ramt dig hårdt at han siger sådan om din søn.

Prøv at sige til ham "Hvad hvis jeg sagde det om vores fælles barn - ville det ikke såre dig?" når du forklarer ham hvor ondt det gør.

Personligt ville jeg ikke kunne leve i et forhold hvor mine børn ikke var 100 % ønsket og velkomne! Jeg synes ikke din kæreste lyder særlig rar, og jeg tænker da også "Vil han synes det samme når jeres fælles barn bliver større og lige så irriterende?" - for alle børn har perioder hvor de er på tværs.

Og helt ærligt, så synes jeg han har en ALT for kort lunte i forhold til sin forældre-rolle. Aflastning er da sleeeet ikke en nødvendighed i jeres situation (ud fra hvad du skriver synes jeg nemlig du tackler ham helt perfekt, og du er opmærksom på hans behov og frustrationer).