Kan parforhold fungere med børn?

Anonym skriver:

Jeg er 24, min kæreste er 26. Vi har det godt, er glade for hinanden og der hersker som hovedregel en god stemning hjemme hos os, med masser af grin og hygge. Vi har været sammen i 3½ år, og boet sammen i 2½ år sådan cirkus!  

Vi har sådan set aftalt at jeg smider p-pillerne nu, og ser hvad der sker. Jeg er god til at bekymre mig, og en af de store bekymringer om baby, er om jeg ender med at miste min kæreste på den konto! Vi ved jo endnu ikke hvad vi går ind til før vi står med baby. Og jeg synes ikke man hører om andet end at det er skide hårdt for forholdet, at man konstant snerrer ad hinanden, og man er heldig hvis man ikke ender med at stoppe forholdet. 

Please, giv mig nogle succes historier, fra jeres egne liv! Ikke at det ikke må være hårdt, for det forventer jeg virkeligt det bliver - men noget godt må der jo komme ud ad det! 

+ Hvordan får i parforholdet til at fungere, mest på sådan hverdags plan? 

Vi har et barn , og et barn på vej.

For vores vedkommende har det at få børn kun styrket vores parforhold. Nu har vi også været sammen i over 10 år, så vi kender hinanden ud og ind, men det er som om at vi nu nyder hinanden meget mere.

hverdagen fungerer fint her - jeg afleverer, han henter, vi er fælles om madlavning, og mht rengøring fungerer det som det altid har gjort, jeg ordner vasketøj, han støvsuger og vasker gulv. Hovedrengøring er vi fælles om, og ellers står han for vores biler og det udvendige (han er håndværker) og græsslågning gør jeg som regel.

Vores barn bliver puttet kl 7, så derfor har vi masser af voksentid,  og vores barn bliver også passet af bedsterne indimellem , så laver vi enten noget praktisk herhjemme eller tager ud og spiser og hygger.

Det jeg savner mest ved at ha fået barn er nok at spontanitet nærmest er umuligt, men det vænner man sig til

Iha damer. I kan tro det hjælper at høre at det altså kan gå godt! Men som jeg læser det, skal vi stadig forvente at det bliver en prøve, og det må det gerne være! Det er vigtigt at man ved det ikke bare er et glansbillede, og vi skal arbejde med vores forhold mere end nogensinde. Jeg æder alle råd til mig fra jer erfarne, så vil gerne have flere 

Anonym skriver:

Jeg er 24, min kæreste er 26. Vi har det godt, er glade for hinanden og der hersker som hovedregel en god stemning hjemme hos os, med masser af grin og hygge. Vi har været sammen i 3½ år, og boet sammen i 2½ år sådan cirkus!  

Vi har sådan set aftalt at jeg smider p-pillerne nu, og ser hvad der sker. Jeg er god til at bekymre mig, og en af de store bekymringer om baby, er om jeg ender med at miste min kæreste på den konto! Vi ved jo endnu ikke hvad vi går ind til før vi står med baby. Og jeg synes ikke man hører om andet end at det er skide hårdt for forholdet, at man konstant snerrer ad hinanden, og man er heldig hvis man ikke ender med at stoppe forholdet. 

Please, giv mig nogle succes historier, fra jeres egne liv! Ikke at det ikke må være hårdt, for det forventer jeg virkeligt det bliver - men noget godt må der jo komme ud ad det! 

+ Hvordan får i parforholdet til at fungere, mest på sådan hverdags plan? 

Ja, det er da hårdt - men så er det heller ikke værre. 

Vi er enige om de grundlæggende værdier og opdragelse - og er ellers gode til at respektere og acceptere, vi er forskellige. 

Vi har nu 4 børn sammen, fra 2 mdr til 10 år. Har været sammen i 15 og har stadig et godt forhold. 

Anonym skriver:

Jeg er 24, min kæreste er 26. Vi har det godt, er glade for hinanden og der hersker som hovedregel en god stemning hjemme hos os, med masser af grin og hygge. Vi har været sammen i 3½ år, og boet sammen i 2½ år sådan cirkus!  

Vi har sådan set aftalt at jeg smider p-pillerne nu, og ser hvad der sker. Jeg er god til at bekymre mig, og en af de store bekymringer om baby, er om jeg ender med at miste min kæreste på den konto! Vi ved jo endnu ikke hvad vi går ind til før vi står med baby. Og jeg synes ikke man hører om andet end at det er skide hårdt for forholdet, at man konstant snerrer ad hinanden, og man er heldig hvis man ikke ender med at stoppe forholdet. 

Please, giv mig nogle succes historier, fra jeres egne liv! Ikke at det ikke må være hårdt, for det forventer jeg virkeligt det bliver - men noget godt må der jo komme ud ad det! 

+ Hvordan får i parforholdet til at fungere, mest på sådan hverdags plan? 

Jeg kan godt forstå at du har de tanker, fordi der er mange der går fra hinanden, og specielt indenfor det første år af babys liv. Men der er jo lige så mange, om ikke flere, der altså bliver sammen !  

Min kæreste og jeg fik vores lille pige for snart 15 måneder siden, og vi har det fantastisk og går forhåbentligt aldrig fra hinanden. Det var skide hårdt i starten, fordi vi havde en datter med en snert kolik, og døjede meget med maven. Dermed havde hun en masse lange lange skrigeture! Det var hårdt! Men det har aldrig været hårdt for vores forhold. Tvært imod er vi tættere end nogensinde, og vi er blevet meget stærkere som par. 

Så i skal nok klare det, hvis i vil 

Held og lykke 

Anonym skriver:

Jeg er 24, min kæreste er 26. Vi har det godt, er glade for hinanden og der hersker som hovedregel en god stemning hjemme hos os, med masser af grin og hygge. Vi har været sammen i 3½ år, og boet sammen i 2½ år sådan cirkus!  

Vi har sådan set aftalt at jeg smider p-pillerne nu, og ser hvad der sker. Jeg er god til at bekymre mig, og en af de store bekymringer om baby, er om jeg ender med at miste min kæreste på den konto! Vi ved jo endnu ikke hvad vi går ind til før vi står med baby. Og jeg synes ikke man hører om andet end at det er skide hårdt for forholdet, at man konstant snerrer ad hinanden, og man er heldig hvis man ikke ender med at stoppe forholdet. 

Please, giv mig nogle succes historier, fra jeres egne liv! Ikke at det ikke må være hårdt, for det forventer jeg virkeligt det bliver - men noget godt må der jo komme ud ad det! 

+ Hvordan får i parforholdet til at fungere, mest på sådan hverdags plan? 

Det ER skidehårdt for parforholdet, i hvert fald i de første par år. Men hvis man virkelig elsker hinanden, og er fornuftige, ansvarsfulde mennesker der kan finde ud af at kommunikere med hinanden, så skal det nok gå.

Men det er vigtigt at du  virkelig elsker ham. Hvis kærligheden ikke er ægte, så går det ikke.

Anonym skriver:

Iha damer. I kan tro det hjælper at høre at det altså kan gå godt! Men som jeg læser det, skal vi stadig forvente at det bliver en prøve, og det må det gerne være! Det er vigtigt at man ved det ikke bare er et glansbillede, og vi skal arbejde med vores forhold mere end nogensinde. Jeg æder alle råd til mig fra jer erfarne, så vil gerne have flere 

Kan parforholdet stå sin prøve med en baby - hmm ja det kan det især hvis man tillader sig selv at grine lidt... Tror ingen forhold ikke har været igennem bilkort spillet når baby er lille: jeg har kun sover 3 timer, du har sovet 4 så.... Og tro mig man bliver smålig lige pludselig og man synes man laver ALT der hjemme til trods for den bedre halvdel lige har taget vasketøjet, ryddet op og taget opvasken, men ALT føles uoverkommeligt på et minimum af søvn (og ja alle vil prøve en nat eller to uden søvn også et selvom man får nem baby).

Men tilgengæld er en baby også en samler, for man ønsker at dele sin lykke med den anden, man ser på dette lille væsen som et så fantastisk og det har man skabt sammen... 

Men man skal ville hinanden, man skal kunne rumme hinanden og så skal man give håndslag på at man intet ændre i forhold til forholdet det første år for først derefter er man delvist normale igen 

vi har klaret 4 babyer sammen - endda døden sammen og tror faktisk den største trussel mod vores forhold igennem alle årene har været smartphones og ipad 

Iha damer. I kan tro det hjælper at høre at det altså kan gå godt! Men som jeg læser det, skal vi stadig forvente at det bliver en prøve, og det må det gerne være! Det er vigtigt at man ved det ikke bare er et glansbillede, og vi skal arbejde med vores forhold mere end nogensinde. Jeg æder alle råd til mig fra jer erfarne, så vil gerne have flere 

Det skal nok gå fint, hvis i begge har den indstilling "at der her bliver hårdt! Men vi skal klare det sammen".  

jeg oplever oftest at de par der støder ind i lidt større vanskeligheder i parforholdet, er dem der ikke har fået afstemt forventninger til hinanden. Fx hvis manden tror at mor der går hjemme på barsel, da sagtens kan klare ALT husligt samtidig. For hun er jo bare hjemme.. Det er en kæmpe fejl at tro det er sådan det fungere! For rigtig mange (jeg vover at sige de fleste) er dét at passe barn 24/7, ligeså hårdt hvis ikke mere, som et 37timers job. Svært at forestille sig, men man er PÅ konstant og hele tiden  og det er virkelig drænende. 

Det kan også være at fordelingen i forvejen er skæv, men det fungerer fint når man bare er to.. Og når baby så kommer, så vælter læsset for mor og hun skælder og smælder over at far aldrig tager initiativ til det praktiske med huset, mad, baby osv. Men, når livet så sådan ud FØR barn, så er det ikkr altid en selfølge for de der mænd, at ændre på det så snart der er en baby.. Så, dét skal være på plads INDEN baby ankommer. Det hjælper ikke at lave aftaler om at "når baby er født, skal jeg nok gøre ditten  og datten" niksen, når først baby er der bliver det kun sværere at trække sig selv op til det praktiske da man er drænet på søvn osv i forvejen. Det skal op og køre inden

ja, som du kan læse er vi herhjemme 50/50 om det praktiske, sådan ca, for ja min kæreste er sgu ikke god til at tage initiativ til de trælse ting, men der er ikke brok når jeg beder ham hjælpe eller lige gøre noget. så det er okay. Så længe det ikke skal diskuteres til gengæld har han fra dag 1 været ligeså meget på baby som jeg, og det har givet mig rigtig meget at jeg ikke hele tiden "var den", mens alt var nyt og der skulle trøstes en del osv. Jeg synes det er en gave, både for mor, baby og far, at give slip og lade far gøre babytingene på sin egen måde og lade dem få et ligeså tæt bånd som mor og baby. mange kvinder har simpelthen SÅ svært ved at kigge den anden vej når far ikke lige sætter bleen ligesom HUN ville, ikke lige sidder med baby ligesom HUN plejer at gøre osv, og det får mændene til at trække sig. Og det får så mødrene til at brokke over at de ikke får hjælp nok med den lille i hjemmet, at far ikke viser nok interesse og hvad det ellers kan være. Men ja, det er desværre nogen gange selvforskyldt, og dét synes jeg er meget værd at være obs på! Både mor og far. Mor skal kunne se det selv, og far skal turde at sige fra når mor blander sig for meget

jesus det blev langt! Sorry