Kan parforhold fungere med børn?

Jeg er 24, min kæreste er 26. Vi har det godt, er glade for hinanden og der hersker som hovedregel en god stemning hjemme hos os, med masser af grin og hygge. Vi har været sammen i 3½ år, og boet sammen i 2½ år sådan cirkus!  

Vi har sådan set aftalt at jeg smider p-pillerne nu, og ser hvad der sker. Jeg er god til at bekymre mig, og en af de store bekymringer om baby, er om jeg ender med at miste min kæreste på den konto! Vi ved jo endnu ikke hvad vi går ind til før vi står med baby. Og jeg synes ikke man hører om andet end at det er skide hårdt for forholdet, at man konstant snerrer ad hinanden, og man er heldig hvis man ikke ender med at stoppe forholdet. 

Please, giv mig nogle succes historier, fra jeres egne liv! Ikke at det ikke må være hårdt, for det forventer jeg virkeligt det bliver - men noget godt må der jo komme ud ad det! 

+ Hvordan får i parforholdet til at fungere, mest på sådan hverdags plan? 

Syntes ik at vores forhold har tagetskade af at vi har fået børn. Self har vi ikke den samme alene tid som før, men føler helt klart at vi stadig hygger og griner sammen som vi gjorde før.

I stedet for at gå i biografen som vi tit gjorde før, ser vi masser af film her hjemme, i stedet for at gå ud og spise på mærkedage, laver vi lækker middag her her hjemme og vi rejser heller ik til udlandet 2 gange om året som før, til gengæld så låner vi et sommerhus og tager på ferie på den måde.

Self er det hårdt ik at ha alt tiden til sig selv en gang i mellem, og ja lunten ka da godt være korter nogen gange, men føler på ingen måder at vores forhold har lidt under det. Vh stine

Selvfølgelig kan det fungere. Altså...man skal ikke forvente, at det løser ens problemer, eller at alt bliver godt efter man er blevet forældre. Nogen gange skal vi da lige minde hinanden om, at vi er på hold sammen - særligt i en periode med meget lidt søvn. Men min mand og jeg er meget lykkelige sammen. 

Anonym skriver:

Jeg er 24, min kæreste er 26. Vi har det godt, er glade for hinanden og der hersker som hovedregel en god stemning hjemme hos os, med masser af grin og hygge. Vi har været sammen i 3½ år, og boet sammen i 2½ år sådan cirkus!  

Vi har sådan set aftalt at jeg smider p-pillerne nu, og ser hvad der sker. Jeg er god til at bekymre mig, og en af de store bekymringer om baby, er om jeg ender med at miste min kæreste på den konto! Vi ved jo endnu ikke hvad vi går ind til før vi står med baby. Og jeg synes ikke man hører om andet end at det er skide hårdt for forholdet, at man konstant snerrer ad hinanden, og man er heldig hvis man ikke ender med at stoppe forholdet. 

Please, giv mig nogle succes historier, fra jeres egne liv! Ikke at det ikke må være hårdt, for det forventer jeg virkeligt det bliver - men noget godt må der jo komme ud ad det! 

+ Hvordan får i parforholdet til at fungere, mest på sådan hverdags plan? 

Ja selvfølgelig er det hårdt, man bliver presset når man ikke får nok søvn og mad og konstant skal tilsidesætte egne behov...

Men vi har ingen problemer i vores forhold der ikke er overskuelige eller hvad man kan kalde det...

Vi kan snakke om alt og vi gør det, den mindste tanke der kan blive til irritation tager vi inden..

Og så er vi gode til at huske hinanden, give frirum og ja jeg køber til tider en øl med hjem til manden til maden for hygge og han hygger om mig,

Vi har forventninger til hinanden og deler "pligter" omkring vores datter, nætterne morgener putning osv.

Det er lidt vores opskrift, men folk mener også vi er skøre, ved det at vi kan "holde ud" at bo 2 voksne og en 2 årig på 54 Kvm og så vælge at lave et barn til 

Jeg var i mødregruppe med en som sagde nogle meget kloge ord:

Når vi snerre af hinanden og brokker os over, at det altid er mig der går ud med skraldespanden, husk minder vi os selv om, at det siger den anden kun fordi han/hun ikke har sovet ordentlig i et par måneder og så bliver lunten kort.

Når man bare husker på det, og tilgiver hinanden, så går det alt sammen  Vi har 3 børn der kom i rap og i år skal vi holde kobberbrylluper

Der er jo også mange ting der bringer én tættere på hinaden! Det er nogle meget store oplevelser man deler med hinanden! og det tilføjer også en masse til parforholdet.

Hvis i på forhånd har snakket om hvor hårdt det kan blive er det en god start. Vi har lovet hinanden at så længe børnene er små, er skilsmisse ikke på tale og lige meget hvor trætte og sure vi har været har det ikke været en mulighed. Det havde vi jo aftalt. Og nu hvor ungerne sover igennem og er dejlige, så har vi det fantastisk sammen.

vi har også holdt stædigt på at vores sexliv til alle tider skal fungere. Det gør en verden til forskel når man kæmper for det. 

Hej. Jeg synes at det har været rigtig hårdt at blive forældre for vores forhold. Vi fik en baby der aldrig sov og bare skreg. Vi glemte hinanden og var bare sure på hinanden. Vi sov jo slet ikke. Meeen, så aftalte vi at det bare ikke kan være rigtigt at det skulle være sådan. Vi aftalte at hver uge mindst en aften skulle vi lave noget sammen, og en gang hver mdr. Skulle vi gå ud og lave noget sammen, alene. Og så snakke når der var noget. Hold da op det hjalp. Så havde vi bestemt os at vi skulle få det til at fungere, og det gjorde vi. Nu har vi det så godt sammen og venter barn nr to ) man kan aldrig foberede sig 100 % på at blive forældre. For man ved ikke hvad for en baby man får. Men så længe i husker hinanden og får snakket sammen så kommer det til at gå  

Synes faktisk kun vores forhold er blevet stærkere af at få børn 

Med den store var de første par mdr. ret hårde med gråd nat og dag, og ja det var hårdt. Men igennem de mdr. snakkede vi også meget om det, og hvis der blev snerret om natten f.eks. jamen så var der forståelse og det var glemt næste morgen 

Vi har oplevet to forskellige og fantastiske fødsler, vi har fået to fantastiske børn, som vi slet ikke kan forestille os ikke at være to om resten af livet.

Vi drømmer stadig om fremtiden, og om at blive gamle sammen 

Til Januar har vi været sammen i 9 år, og til februar har vi været gift i 4 år 

Ja? Selfølgelig kan et forhold fungere med børn. Ellers ville ingen jo få mere end ét barn sammen her er nummer 2 på vej

selvfølgelig, hvis forholdet skrænter skal man absolut ikke forvente at et barn kan redde det! Men det er jo heller ikke det du er inde på

hvis man føler man kender hinanden, slapper af og kan tale sammen om tingene, så skal det nu nok gå jeg tror det hjalp os meget at vi virkelig snakkede og snakkede og snakkede om de udfordringer der ville komme, hvor lidt søvn vi ville få, at der ville være markant mindre "os"-tid i lang tid osv. Vi tog nok i virkeligheden lidt "worst case" brillerne på men det gjorde også bare at det ikke kom bag på os da vi så stod i det. 

Og! Til slut vil jeg huske dig på, at ja det er hårdt at få en baby i sit liv, men det er 10.000 gange mere fantastisk end det er hårdt! 2timers gråd bliver opvejet af 2sek smil, og derfor er det fantastisk at være forældre. der er INGEN der føler den helt samme kærlighed til ens børn som mor og far, og det er virkelig stort at dele den glæde med én. Vi sidder stadig i sofaen om aftenen og snakker om hvor fantastisk et lille menneske vi har skabt og hvor perfekt han er og genfortæller alle de søde ting han har gjort i løbet af dagen, selvom vi begge var der på dét punkt, bliver man tættere knyttet som par 

for os var det første 1år en kæmpe prøve vi havde stort set ikke hinanden vi sov på skift og kæresten arbejde jo og Ja daniel sov bare ALDRIG så vi var tit trætte og sov...

MEN, det der er så vigtigt man gør er man hjælper hinanden forstår hinanden får snakket sammen og HUSK at et lille kys kram kan gøre så meget

men ellers er det jo helt igennem fantastisk at være forælder sammen at skabe noget så stort som et vidunderligt barn