barnedåb eller navngivning ?

Heej alle i dejlige mennesker...

Jeg har og tuller lidt med tanken om hvad jeg skal vælge at gøre omkring det at lille pigen skal have navn.. Jeg er på ingen måde kristen selvom jeg kommer fra en familie som tror på gud..faktisk var jeg overbevist om at hun skulle have en barnedåb fordi sådan har det altid været i familien og jeg meget godt kan lide selve det at holde traditioner i live men men men i dag var vi se h kirke for at tjekke den nye præst ud (første gang efter min konfirmation jeg har været i kirke) og det var en så vild oplevelse for mig..desværre ikke på den positive måde...præsten var vældig god og sød men jeg følte mig helt malplaceret og skidt til pas (salmer og bøn har siden min fars død mindet mig om hans bisættelse)...nu er jeg så der hvor jeg tænker at måske er navngivelse det eneste rigtige valg for mig...men det virker som om at alle undtagen min mor og søster bliver skuffede over jeg ikke vil døbe hende fordi det er en tradition og næsten mener det er ondt "for Hvad så når hun vil (måske)konfirmeres så skal hun i gennem en masse"... samtidig bliver jeg jo lidt ked af hun ikke kan have dåbskjolen på og føre traditionen videre.

Hvad havde i gjort i mit sted og hvad har i selv gjort...var det et let valg for jer?

Er traditionen eller troen vigtigst i den sammenhæng ?

Her er vores "bare" navngivet, da kærsten ik rigtig tror på redt meget, og jeg ik går så meget op i om det var det ene eller det andet.

Vi holdet en fest for nærmeste familie, med lækker mad osv, så alle ku møde den lille ny.

Med hensyn til konfirmation, så tænker jeg ik at det bliver et problem, for til den tid er de så store at de sagtens selv ka vælge, også støtter vi om deres valg. Vh stine

Vores er begge døbt og det blir nr 3 også, min mand er troende, dog ikke fanatisk, men det betyder noget for ham.. 

Men havde han været ligeglad, havde jeg også. Jeg er ikke troende på trods af at jeg er konfirmeret og gift i kirke, men det er som du selv siger pga traditioner. 

Jeg synes ikke du skal vælge dåb ud fra om andre blir skuffede, det skal de heldigvis ikke blande sig i. Hvis navngivning er det rigtige for dig, så skal du vælge det.  

Mht konfirmationen. Jeg er som sagt konfirmeret, men blev først døbt kort tid før konfirmationen da jeg blev navngivet som lille. Mine forældre var nemlig af den overbevisning at jeg selv, og min bror for den sags skyld, selv skulle vælge. Det var helt fint, det var jo bare en lille ting der skulle ordnes, vi inviterede dem der var med i kirken som faddere, på kaffe og kage og så var det det. 

OneNight skriver:

Heej alle i dejlige mennesker...

Jeg har og tuller lidt med tanken om hvad jeg skal vælge at gøre omkring det at lille pigen skal have navn.. Jeg er på ingen måde kristen selvom jeg kommer fra en familie som tror på gud..faktisk var jeg overbevist om at hun skulle have en barnedåb fordi sådan har det altid været i familien og jeg meget godt kan lide selve det at holde traditioner i live men men men i dag var vi se h kirke for at tjekke den nye præst ud (første gang efter min konfirmation jeg har været i kirke) og det var en så vild oplevelse for mig..desværre ikke på den positive måde...præsten var vældig god og sød men jeg følte mig helt malplaceret og skidt til pas (salmer og bøn har siden min fars død mindet mig om hans bisættelse)...nu er jeg så der hvor jeg tænker at måske er navngivelse det eneste rigtige valg for mig...men det virker som om at alle undtagen min mor og søster bliver skuffede over jeg ikke vil døbe hende fordi det er en tradition og næsten mener det er ondt "for Hvad så når hun vil (måske)konfirmeres så skal hun i gennem en masse"... samtidig bliver jeg jo lidt ked af hun ikke kan have dåbskjolen på og føre traditionen videre.

Hvad havde i gjort i mit sted og hvad har i selv gjort...var det et let valg for jer?

Er traditionen eller troen vigtigst i den sammenhæng ?

I min familie blev vi ikke døbt, så kunne vi selv vælge når vi kom til konfirmationsalderen. Og så meget er der altså heller ikke man skal i gennem, for at blive døbt senere. Det er faktisk mindre end når det er en baby.

Men hvis du får det dårligt i kirken, skal du jo ikke gøre det, bare fordi at alle andre gør det. 

En af mine nevøer og niecer er døbt, og det er kun fordi at min svigerindes andre børn er det, men det var ikke med døbskjole, bare en dragt. 

I skal gøre hvad I har lyst til og ikke hvad andre vil have at I skal gøre. Det er jeres barn, hendes dag og hvis folk bliver fornærmet, jamen så må de blive det. Det er ikke deres barn.

Mine kommende børn skal ikke døbes, for jeg tror ikke på gud, jeg tror på engle, men ikke gud, så hvorfor skal mine børn døbes ind i noget, jeg ikke tror på.

jeg sys det er fjollet at blive døbt hvis man ikke tror på Gud... man bliver DØBT, altså man bekender sig til jesus. vasker bort sine synder osv..

men mange gør det jo.. det er dansk tradition ja.. men det handler stadig om religion i sidste ende..

men jeg sys så også det er fjollet homoseksuelle vil vies i en kirke, vise deres kærlighed over for Gud (i en tro) der fordømmer deres forhold... 

såehh.. ja har intet svar udover min mening

Mange tak for de gode svar og fordi i tog jer den tid  

Føles os lidt for mærkeligt at love at oplære hende i en tro når jeg ved den ikke får en væsentlig betydning i jeres liv... Men der er heldigvis noget tid endnu...så ingen haste sag 

OneNight skriver:

Heej alle i dejlige mennesker...

Jeg har og tuller lidt med tanken om hvad jeg skal vælge at gøre omkring det at lille pigen skal have navn.. Jeg er på ingen måde kristen selvom jeg kommer fra en familie som tror på gud..faktisk var jeg overbevist om at hun skulle have en barnedåb fordi sådan har det altid været i familien og jeg meget godt kan lide selve det at holde traditioner i live men men men i dag var vi se h kirke for at tjekke den nye præst ud (første gang efter min konfirmation jeg har været i kirke) og det var en så vild oplevelse for mig..desværre ikke på den positive måde...præsten var vældig god og sød men jeg følte mig helt malplaceret og skidt til pas (salmer og bøn har siden min fars død mindet mig om hans bisættelse)...nu er jeg så der hvor jeg tænker at måske er navngivelse det eneste rigtige valg for mig...men det virker som om at alle undtagen min mor og søster bliver skuffede over jeg ikke vil døbe hende fordi det er en tradition og næsten mener det er ondt "for Hvad så når hun vil (måske)konfirmeres så skal hun i gennem en masse"... samtidig bliver jeg jo lidt ked af hun ikke kan have dåbskjolen på og føre traditionen videre.

Hvad havde i gjort i mit sted og hvad har i selv gjort...var det et let valg for jer?

Er traditionen eller troen vigtigst i den sammenhæng ?

Går slet ikke ind for dåb og at presse en tro ned over hovedet på folk (hvilket jeg synes det er, når man døber børn) Jeg vil have at mine selv vælger tro eller religion (hvis de overhovedet vil have en!)

Tradition behøver ikke have med religion at gøre - man kan skabe sine egne traditioner i sin egen lille familie - og mister dåben ikke også lidt sit indhold, hvis man kun får sit barn døbt fordi andre i familien synes det??

Mht til konfirmation, så er det altså ikke særlig voldsomt - barnet skal bare døbes inden det bliver konfirmeret.. ikke andet... og det kan ske samtidig med konfirmationen. ...

Men held og lykke med t finde det dy synes er rigtigt for din datter 

Her er bassen døbt, og det er både fordi at hvis han så vil konfirmeres så skal han ikk døbes inden og hvis han ikk vil så lader han bare være... Jeg ved ikk om jeg tror men kan godt lide kirken 

Her er mine døbt, ligesom jeg selv er.  Jeg kan godt lide kirken og salmerne også bliver altid meget berørt i en kirke på den gode måde. 

Jeg bisatte selv min kære farfar i fredags... Det var en god bisættelse men forstår godt dine tanker om kirken efter sådan en oplevelse. Det er en trist omgang, men kan forsikre dig om at stemningen er en hel anden ved barnedåb, heldigvis og salmerne er anderledes mere glade  ved dåb. Hvis du huskere salmerne fra dengang tænker jeg at du kan snakke med præsten om at dem vil du helst ikke synge, da de minder dig om din fars bisættelse. 

OneNight skriver:

Heej alle i dejlige mennesker...

Jeg har og tuller lidt med tanken om hvad jeg skal vælge at gøre omkring det at lille pigen skal have navn.. Jeg er på ingen måde kristen selvom jeg kommer fra en familie som tror på gud..faktisk var jeg overbevist om at hun skulle have en barnedåb fordi sådan har det altid været i familien og jeg meget godt kan lide selve det at holde traditioner i live men men men i dag var vi se h kirke for at tjekke den nye præst ud (første gang efter min konfirmation jeg har været i kirke) og det var en så vild oplevelse for mig..desværre ikke på den positive måde...præsten var vældig god og sød men jeg følte mig helt malplaceret og skidt til pas (salmer og bøn har siden min fars død mindet mig om hans bisættelse)...nu er jeg så der hvor jeg tænker at måske er navngivelse det eneste rigtige valg for mig...men det virker som om at alle undtagen min mor og søster bliver skuffede over jeg ikke vil døbe hende fordi det er en tradition og næsten mener det er ondt "for Hvad så når hun vil (måske)konfirmeres så skal hun i gennem en masse"... samtidig bliver jeg jo lidt ked af hun ikke kan have dåbskjolen på og føre traditionen videre.

Hvad havde i gjort i mit sted og hvad har i selv gjort...var det et let valg for jer?

Er traditionen eller troen vigtigst i den sammenhæng ?

Vores er navngiver - ville føle mig som en løgner hvis jeg stod i en kirke blandt mennesker der tror og sige ja til at opdrage i den kristne tro. Jeg er af den overbevisning at man skal respektere troen og det mente jeg ikke jeg gjorde hvis jeg lod mine børn døbe.

Dog var der ingen sure eller skuffede miner hos os, da vi stort set alle sammen har valgt navngivning til vores børn. Jeg selv blev døbt en måned før jeg blev konfirmeret (og skal siges jeg der mente jeg var kristen - er jeg nok stadig bare ikke i den fortolkning den danske folkekirke eller kirken i det hele taget har af kristendommen). Og syntes ikke der var synd for mig, fik jo bare en lille generalprøve før premieren.

Vi holdt så forresten heller ikke nogen festivitas, for med den første skulle min mands store dreng konfirmeres 6 uger efter fødslen og den fest holdt vi, og med nummer 3 havde vi valgt vi ville giftes når han var 9 mnd (også på rådhus) og med nummer 4 ja der var bare så meget andet