Forelsket?? Skammer mig!

Jeg bliver nødt til at dele nogle tanker/følelser med jer.

Situationen er, at jeg er sammen med min dejlige kæreste, som jeg elsker meget højt og som er min bedste ven. Jeg går og glæder mig til vi engang skal giftes, og vi har prøvet i lang tid at blive gravid.

Jeg er så startet på en tidsbegrænset stilling og jeg er blevet rigtig glad for det arbejde.

Men men men... Her følger så noget med jeg ikk havde regnet med. Som jeg slet ikk havde forudset komme.

Jeg er bange for, jeg er blevet forelsket i en af mine kollegaer. Eller også er jeg blevet forelsket i tanken om ham/spændingen, så at sige... Vi laver meget sjov med hinanden, flirter, osv. Jeg er typen der er meget imod utroskab, og ville aldrig nogensinde have set mig selv i denne situation. Men af en eller anden årsag, så bringer han en ny side op i mig -  en side hvor jeg tør flirte (har jeg ikk rigtig "gjort brug af" før - er enorm usikker og selvkritisk - men min kollega får mig til at tro på mig selv). Ligesom min kæreste også gjorde i en lang del af starten af vores forhold...

Jeg er forvirret. Jeg elsker min kæreste. Og alligevel så "håber" jeg på, at min kollega lige pludselig kysser mig osv. Jeg tror dog, han holder sig tilbage fordi han ved jeg har en kæreste. Og hvor er jeg dog glad for det, for i øjeblikket stoler jeg ikk på mig selv. Og hvor er det dog en forfærdelig følelse. Når jeg er på arbejdet, er det som om jeg glemmer min kæreste, og jeg ønsker at min kollega skal "ta' mig"... Som om det er: Ude af øje, ude af sind. Men så alligevel ikk... Det strider enormt meget imod mig og mine værdier og meninger som menneske. Jeg kan slet ikk forstå mig selv og skammer mig... 

Hvad sker her mon? Er jeg forelsket i min kollega, er det spændingen jeg er forelsket i, - er det spænding i mit forhold med min kæreste jeg mangler, er det skuffelsen over ikk at have fået et barn endnu, er det i forhold til min sexlyst, er det fordi jeg ikk rigtig har haft andre kærester end min nuværende kæreste eller hvad pokker sker her?? Please hjælp.... 

Først en stor krammer herfra! 

Jeg vil ikke råde dig til hvad du skal, eller ikke skal gøre... For det ved du i sidste ende selv... Du er i hvertfald nødt til at mærke efter... Helt ind, der hvor det gør allermest ondt og føles aller bedst....

jeg kender selv følelsen og sad i præcis det samme for præcis halvandet år siden! 

Jeg boede sammen med min søde kæreste igennem 3,5 år... Vi havde en ejerlejlighed sammen, to biler osv osv... Jeg var HELT sikker på det var ham jeg skulle giftes med og ham der skulle være far til mine børn....

MEN! Jeg startede ny uddannelse og skulle et par måneder flytte væk.. Jeg boede på et skolehjem... 4 uger inden jeg skulle hjem igen, møder jeg HAM! Ham der fuldstændig og med ét blik, slog benene væk under mig... Jeg blev forelsket! Helt aldeles forelsket... Jeg var så forvirret og spiste ikke i en uge.. Det gjorde så ondt i min mave, at jeg befandt mig i noget, jeg ikke havde set komme... Men jeg vidste at jeg måtte tage chancen med den "nye" kærlighed! 

Det var den sværeste beslutning til dato! Men ikke desto mindre den rigtige... Jeg har fundet mit livs  kærlighed og vi venter nu vores første barn... 

Der lå meget andet bag min beslutning for at forlade min daværende kæreste... Han er et af de bedste mennesker jeg har mødt og har været ved min side gennem mange svære år... Men jeg måtte erkende at jeg havde tabt mig selv, min frihed og mine værdier i forholdet... Jeg hvilede ikke i mig selv og havde ingen indre ro... (Vi levede et meget voksent liv, i en omgangskreds med meget velhavende mennesker inkl min kæreste) det var ikke en verden jeg følte mig tilpas i, til trods for min passion for design og dyre mærkevare... Men man (jeg) bliver ikke lykkelig af penge... I dag har jeg det bedre end nogensinde, med Mikael ved min side... Jeg har fundet mig selv igen (jeg kan lide mig selv igen og nyder at være mig)... Har sågar fået afslag på et job, da de mente jeg var for rolig og hvilede for meget i mig selv! (De havde brug for nogen de kunne 'forme' og 'påvirke') 

Dengang for halvandet år siden prøvede jeg samtidig at mærke efter hvordan jeg ville have det med at sende" min daværende kæreste i armene på en ny kvinde, der ville elske ham og kunne leve livet med ham... Mærkeligt nok, føltes det som det mest rigtige at gøre... Desuden måtte JEG bare have HAM den nye.. Han skulle være MIN! 

Måske det kunne hjælpe dig, ligesom det gjorde for mig, at bruge mine tætte veninder og mor i hele processen... OGSÅ selvom du vælger din kæreste! Men du skal finde ud af med dig selv og evt med hjælp fra dem der kender dig bedst, om hvad/hvordan og hvorfor du har forelsket dig i din kollega ... Hvad gør han ved dig? Hvad føler du? 

De bedste tanker herfra... 

P.s undskyld for mit ekstremt rodede og lange indlæg... Håber det giver bare lidt mening... 

Tror du ikke bare at det er et crush? Jeg bliver ind imellem småforelsket i mænd jeg møder, om det er på en bar, på jobbet eller hvad det nu kan være. Ja indimellem bliver jeg også helt småforelsket i mænd jeg ser på tv.  Det går ofte over igen efter et stykke tid. Synes du skal vente med at reagere på det til du er sikker på hvad det egentlig er 

Anonym skriver:

Jeg bliver nødt til at dele nogle tanker/følelser med jer.

Situationen er, at jeg er sammen med min dejlige kæreste, som jeg elsker meget højt og som er min bedste ven. Jeg går og glæder mig til vi engang skal giftes, og vi har prøvet i lang tid at blive gravid.

Jeg er så startet på en tidsbegrænset stilling og jeg er blevet rigtig glad for det arbejde.

Men men men... Her følger så noget med jeg ikk havde regnet med. Som jeg slet ikk havde forudset komme.

Jeg er bange for, jeg er blevet forelsket i en af mine kollegaer. Eller også er jeg blevet forelsket i tanken om ham/spændingen, så at sige... Vi laver meget sjov med hinanden, flirter, osv. Jeg er typen der er meget imod utroskab, og ville aldrig nogensinde have set mig selv i denne situation. Men af en eller anden årsag, så bringer han en ny side op i mig -  en side hvor jeg tør flirte (har jeg ikk rigtig "gjort brug af" før - er enorm usikker og selvkritisk - men min kollega får mig til at tro på mig selv). Ligesom min kæreste også gjorde i en lang del af starten af vores forhold...

Jeg er forvirret. Jeg elsker min kæreste. Og alligevel så "håber" jeg på, at min kollega lige pludselig kysser mig osv. Jeg tror dog, han holder sig tilbage fordi han ved jeg har en kæreste. Og hvor er jeg dog glad for det, for i øjeblikket stoler jeg ikk på mig selv. Og hvor er det dog en forfærdelig følelse. Når jeg er på arbejdet, er det som om jeg glemmer min kæreste, og jeg ønsker at min kollega skal "ta' mig"... Som om det er: Ude af øje, ude af sind. Men så alligevel ikk... Det strider enormt meget imod mig og mine værdier og meninger som menneske. Jeg kan slet ikk forstå mig selv og skammer mig... 

Hvad sker her mon? Er jeg forelsket i min kollega, er det spændingen jeg er forelsket i, - er det spænding i mit forhold med min kæreste jeg mangler, er det skuffelsen over ikk at have fået et barn endnu, er det i forhold til min sexlyst, er det fordi jeg ikk rigtig har haft andre kærester end min nuværende kæreste eller hvad pokker sker her?? Please hjælp.... 

 

Jeg tror det er en blandning af spændingen og så den opmærkdomhed/bekræftelse du får. Jeg tror klart det har en betydning at din kæreste er din første kæreste. Det er rart at vide at andre også synes man er dejlig. Nå det var lidt lommepsykologi haha: men det korte svar: du har nok bare et lille crush på ham 

Sov godt

Stimap skriver:

Først en stor krammer herfra! 

Jeg vil ikke råde dig til hvad du skal, eller ikke skal gøre... For det ved du i sidste ende selv... Du er i hvertfald nødt til at mærke efter... Helt ind, der hvor det gør allermest ondt og føles aller bedst....

jeg kender selv følelsen og sad i præcis det samme for præcis halvandet år siden! 

Jeg boede sammen med min søde kæreste igennem 3,5 år... Vi havde en ejerlejlighed sammen, to biler osv osv... Jeg var HELT sikker på det var ham jeg skulle giftes med og ham der skulle være far til mine børn....

MEN! Jeg startede ny uddannelse og skulle et par måneder flytte væk.. Jeg boede på et skolehjem... 4 uger inden jeg skulle hjem igen, møder jeg HAM! Ham der fuldstændig og med ét blik, slog benene væk under mig... Jeg blev forelsket! Helt aldeles forelsket... Jeg var så forvirret og spiste ikke i en uge.. Det gjorde så ondt i min mave, at jeg befandt mig i noget, jeg ikke havde set komme... Men jeg vidste at jeg måtte tage chancen med den "nye" kærlighed! 

Det var den sværeste beslutning til dato! Men ikke desto mindre den rigtige... Jeg har fundet mit livs  kærlighed og vi venter nu vores første barn... 

Der lå meget andet bag min beslutning for at forlade min daværende kæreste... Han er et af de bedste mennesker jeg har mødt og har været ved min side gennem mange svære år... Men jeg måtte erkende at jeg havde tabt mig selv, min frihed og mine værdier i forholdet... Jeg hvilede ikke i mig selv og havde ingen indre ro... (Vi levede et meget voksent liv, i en omgangskreds med meget velhavende mennesker inkl min kæreste) det var ikke en verden jeg følte mig tilpas i, til trods for min passion for design og dyre mærkevare... Men man (jeg) bliver ikke lykkelig af penge... I dag har jeg det bedre end nogensinde, med Mikael ved min side... Jeg har fundet mig selv igen (jeg kan lide mig selv igen og nyder at være mig)... Har sågar fået afslag på et job, da de mente jeg var for rolig og hvilede for meget i mig selv! (De havde brug for nogen de kunne 'forme' og 'påvirke') 

Dengang for halvandet år siden prøvede jeg samtidig at mærke efter hvordan jeg ville have det med at sende" min daværende kæreste i armene på en ny kvinde, der ville elske ham og kunne leve livet med ham... Mærkeligt nok, føltes det som det mest rigtige at gøre... Desuden måtte JEG bare have HAM den nye.. Han skulle være MIN! 

Måske det kunne hjælpe dig, ligesom det gjorde for mig, at bruge mine tætte veninder og mor i hele processen... OGSÅ selvom du vælger din kæreste! Men du skal finde ud af med dig selv og evt med hjælp fra dem der kender dig bedst, om hvad/hvordan og hvorfor du har forelsket dig i din kollega ... Hvad gør han ved dig? Hvad føler du? 

 

De bedste tanker herfra... 

P.s undskyld for mit ekstremt rodede og lange indlæg... Håber det giver bare lidt mening... 

 

 

Mange tak for krammet. Har jeg lidt brug for...

Jeg ved ikk helt hvad det hele betyder. Har selvfølgelig ikk tænkt mig at gøre noget førend jeg har mere styr på hvad det mon er der egentlig foregår. Jeg synes bare det er svært... Meget svært faktisk...

Havde aldrig set det komme, at jeg skulle stå i sådan en situation 

Mange tak for dit indlæg... 

LouiseEm skriver:

Tror du ikke bare at det er et crush? Jeg bliver ind imellem småforelsket i mænd jeg møder, om det er på en bar, på jobbet eller hvad det nu kan være. Ja indimellem bliver jeg også helt småforelsket i mænd jeg ser på tv.  Det går ofte over igen efter et stykke tid. Synes du skal vente med at reagere på det til du er sikker på hvad det egentlig er 

Måske... Men det føles anderledes. Jeg har før også fundet andre mænd spændende og at de så godt ud - men det føles anderledes her. Jeg tænker en del på ham, og ja... Årh gud, hvor er det dog ikk en særlig rar følelse. Det ene øjeblik tænker jeg, at jeg er fjollet og det er bare spas og sjov - det andet øjeblik kan jeg få helt ondt i maven fordi jeg føler, jeg savner ham - og at jeg er helt vild streng mod min kæreste. Jeg føler, jeg gør noget så forkert... 

mor:) skriver:

Jeg tror det er en blandning af spændingen og så den opmærkdomhed/bekræftelse du får. Jeg tror klart det har en betydning at din kæreste er din første kæreste. Det er rart at vide at andre også synes man er dejlig. Nå det var lidt lommepsykologi haha: men det korte svar: du har nok bare et lille crush på ham 

Sov godt

 

Det kan godt være... Jeg føler bare stadig at han bringer nogle sider op i mig, som jeg ikk rigtig har følt før... At jeg savner ham på en eller anden underlig måde. Jeg havde virkelig ikk troet at jeg skulle ud for dette.

Jeg synes ikk det er rart at have følelsen af, at hvis han havde lyst - så var jeg frisk - velvidende, at jeg har en kæreste, som jeg elsker og for intet i verden ville have lyst til at såre. Og jeg ønsker ikk at leve uden min kæreste... Men kan ikk lade være med at tænke hvorfor vil jeg ikk leve uden min kæreste - er det fordi det er trygt? Er det fordi jeg vitterlig elsker ham eller hvad pokker sker der? 

Jeg har prøvet det samme 2 gange og begge gange er jeg meget meget glad for at jeg ikke gik længere. Der er stor forskel på tiltrækning og så på ægte kærlighed.

Anonym skriver:

Jeg bliver nødt til at dele nogle tanker/følelser med jer.

Situationen er, at jeg er sammen med min dejlige kæreste, som jeg elsker meget højt og som er min bedste ven. Jeg går og glæder mig til vi engang skal giftes, og vi har prøvet i lang tid at blive gravid.

Jeg er så startet på en tidsbegrænset stilling og jeg er blevet rigtig glad for det arbejde.

Men men men... Her følger så noget med jeg ikk havde regnet med. Som jeg slet ikk havde forudset komme.

Jeg er bange for, jeg er blevet forelsket i en af mine kollegaer. Eller også er jeg blevet forelsket i tanken om ham/spændingen, så at sige... Vi laver meget sjov med hinanden, flirter, osv. Jeg er typen der er meget imod utroskab, og ville aldrig nogensinde have set mig selv i denne situation. Men af en eller anden årsag, så bringer han en ny side op i mig -  en side hvor jeg tør flirte (har jeg ikk rigtig "gjort brug af" før - er enorm usikker og selvkritisk - men min kollega får mig til at tro på mig selv). Ligesom min kæreste også gjorde i en lang del af starten af vores forhold...

Jeg er forvirret. Jeg elsker min kæreste. Og alligevel så "håber" jeg på, at min kollega lige pludselig kysser mig osv. Jeg tror dog, han holder sig tilbage fordi han ved jeg har en kæreste. Og hvor er jeg dog glad for det, for i øjeblikket stoler jeg ikk på mig selv. Og hvor er det dog en forfærdelig følelse. Når jeg er på arbejdet, er det som om jeg glemmer min kæreste, og jeg ønsker at min kollega skal "ta' mig"... Som om det er: Ude af øje, ude af sind. Men så alligevel ikk... Det strider enormt meget imod mig og mine værdier og meninger som menneske. Jeg kan slet ikk forstå mig selv og skammer mig... 

Hvad sker her mon? Er jeg forelsket i min kollega, er det spændingen jeg er forelsket i, - er det spænding i mit forhold med min kæreste jeg mangler, er det skuffelsen over ikk at have fået et barn endnu, er det i forhold til min sexlyst, er det fordi jeg ikk rigtig har haft andre kærester end min nuværende kæreste eller hvad pokker sker her?? Please hjælp.... 

 

Der er ingen grund til at skamme sig. Det er helt normalt, dét du oplever. 

Ingen anden end dig selv kan svare på om du virkelig er forelsket, eller om der er tale om en fascination. 

Hvordan er sexlivet derhjemme? Kan det være mest af alt en fysisk tiltrækning du har, til den nye mand?

det er normalt at blive forelsket nu og da.. thats life... and we looove it

nyd spændingen men hold dig fra at gå videre og elsk din kæreste undervejs.