I min anden gravidite, (få dage efter jeg havde testet positiv ca 5+?) fik jeg pludselig en fornemmelse af at den her når vi ikke i mål med
Få timer efter, begyndte jeg at bløde.
Jeg blev scannet 2 gange efter, og begge gange viste en fin lille knast 
Selv om både NF og MD gik helt efter bogen, kunne jeg ikke ligge den grimme fornemmelse af at noget var galt. Derfor kom jeg (ubevist) til at ta lidt afstand fra det lille liv i maven, for at skåne mig selv, hvis det gik galt.
Da jeg skulle føde ham, var der vild panik og han skulle ud NU.
Jeg husker at jeg tænkte "nå det var DET min fornemmelse havde sagt mig, nu mister vi ham" men Nix, den klarede han også.
Få timer efter fødslen, blev han tjekket og jm som tog imod ham, siger "han har firfingerfue, det ser man tit hos mongoler, nå men kan i komme godt hjem!?" 
øhhh!!? Selvom alt i mig, sagde at han selvfølgelig ikke havde dawns, havde jeg bare SÅ svært ved at ånde lettet op og gi men hen til kærligheden.
Faktisk var han ca 2 uger før jeg kunne knytte mig ordentligt til ham, simpelthen fordi jeg var så pusse ræd for at miste ham.
Så om det normalt at ha' det sån, det ved jeg sku't (jeg eR ik altid helt normal 
) men du er ihvertfald ikke alene
Anmeld
