Kære Lisbeth…
Nu kan jeg snart ikke holde til det mere;
jeg bor sammen med min mand og vores søn på 3 år.
Igennem det sidste års tid har jeg været sygemeldt med stress/depression samt nakke gener efter en påkørsel på cykel.
Heldigvis er min depression/stress mere eller mindre væk nu, men på grund af det lange sygdomsforløb, hvor jeg har været helt nede i en svær depression, samt pga nakkesmerter/gener, er jeg stadig meget træt og har periodisk manglende overskud.
Nu kommer sagens kerne så - vores søn har i lang tid (det sidste halv års tid ca.) taget afstand fra mig. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at han nogle gange er små voldsom overfor mig, når jeg skal skifte ham/have ham i bad/gøre ham klar til dagen eller natten osv. Han små-sparker og slår, begynder at græde og siger at det skal være far, det er kun far der duer og jeg elsker FAR. Det er mere hans ord en hans fysiske udbrud der gør mig ked. I denne situation ignorerer jeg hans opførsel så vidt mulig.
Men det er ikke kun disse situationer vi er ude for. Han vil kun puttes af sin far (hvilket vi har været konsekvente med at skiftes til!), han vil ikke sige farvel om morgenen når de kører afsted (min mand afleverer hver dag på vej til job), han bliver super ked af det når min mand skal nogen steder, hvor vi ikke skal med (græder og siger jeg elsker far/jeg savner far) OSV…
Desuden er han blevet meget god til at give udtryk for sine følelser verbalt på det sidste og er meget kærlig overfor min mand ved både at sige til ham og vise ham, at han elsker ham. Men ikke til mig - kun nogle gange hvis han bliver opfordret/'tvunget' til det…
Nu er det ikke fordi jeg skal lyde som en stor klage sang, men det er ved at være hårdt at blive ved med at se igennem fingre med og ikke tage personligt.
Jeg ved godt at der altid er mor/far perioder af børns liv - vores dilemma er nok bare at det altid har været far.
I min sygdomsperiode har jeg brugt alle mine kræfter og alt mit overskud på at være MOR - så jeg ikke skulle svigte vores søn. Jeg henter vores søn hver dag og der er han også glad for at se mig. Så er vi alene sammen de næste 2-4 timer indtil min mand kommer hjem fra job. Det plejer egentligt at gå fint når vi er alene, men når far træder ind af døren går det 'galt'. De sidste par uger har det ydermere været et problem, hvis min mand ikke er kommet hjem efter job, pga noget arrangement (ikke tit det sker dog). Den anden dag var min mand ikke hjemme og min søn og jeg hyggede hele eftermiddagen og aftenen, indtil midt på aftenen, hvor han blev så ked og græd - 'jeg vil ha far - jeg savner far - jeg elsker far' og han afviser mig.
Jeg prøver at være god til ikke at tage det personligt og at ignorere det, samt abstrahere ham i de tanker han har ved leg/sang/kilden/sjov og ballade osv. Men det virker heller ikke altid mere….
Hvad gør vi forkert mon - gør vi noget forkert?
Hvad kan vi gøre?
Vores tidligere dagplejepædagog mente, at vi skulle give ham alt det far han havde brug for og at han derved ville blive 'mættet' på et tidspunkt, men det har vi prøvet og der virker ikke rigtig. Jeg har overvejet om jeg skal prøve at tage væk nogle dag for at se om det ville skabe en opmærksomhed på mig/savn af mig…!?!? Min mand er efterhånden også ved at være godt ked af situationen og har svært ved at tage imod al den kærlighed der bliver givet hans vej - specielt når det er lige foran mig. Han får dårlig samvittighed selvom han ikke kan gøre for det…
Jeg er nu så ked af det, at jeg ikke længere kan se igennem fingre med det og føler at jeg skal bekæmpe min trang/impuls for ikke at støde vores søn fra mig i disse situationer… Jeg må tit gå for mig selv efter sådan en hård situation, for at græde ud og for ikke vise Aske, at han sårer mig og gør mig ked…
Bonus info: Aske (vores søn) er lige begyndt i børnehave 1.sept. hvilket er gået super godt. Han er en meget sensitiv/følsom dreng og er pt meget opmærksom på, hvor vi er henne i huset - han vil ikke være alene. Han er meget tryghedskrævende og kan godt være lidt bange/bekymret for selv de mindste ting. Han tåler ikke høje lyde og er en meget opmærksom dreng, hvilket kommer til udtryk ved at han kigger på en, hvis man bliver ked eller har ondt, og spørger Mor/far ked af det/ mor/far ondt? Vi har været åbne omkring når jeg har haft det dårlig og fortalt ham; mor har lidt ondt i nakken idag, det går nok snart over (altså med en åben og positv tilgang til problemerne) for at undgå at han skulle misforstå noget/tage det personligt… (efter råd fra min psykolog).
Med venlig hilsen
-den meget fortvivlede mor (og far)
Camilla (og Henrik)
Lisbeths svar
Hej Camilla!
Sikke tungt det har været og er for dig/ ja jer alle tre.
Smerter gør en deprimeret, og mængden af det der overkommes er meget mindre. Du har virkelig prioriteret at være der for Aske, så meget du har kunnet klare. Din mand har taget over når han kom hjem.
Nu lyder det som depressionens tåger er ved at lette og din nakke gør mindre ondt, tænker jeg.
Aske reagerer og vil kun sin far. heldigvis er han glad når du henter ham, det er jo en dejlig ting.
Jeg tror Aske er, har været, bange for at miste. Hans far er sund og rask, derfor klynger han sig til ham. Du har haft det skidt længe,
så han har trukket sig ubevidst som beskyttelse.
Nu skal der andre ting til. selvom Aske er velformuleret ,er det ikke de store diskussioner I skal ud i.
I to forældre skal lægge en strategi, at fra nu af evt week enden, så blive kursen ændret.
Når Aske græder, sparker og hvad han ellers gør ,og verbalt vil sin far. Så skal du inden i dig tælle til 10, trække vejret dybt, bevare roen, og sige: Du er ked af det fordi du gerne ville have din far. Så græder Aske endnu mere.( Det der sker nu er, at du giver Aske empati på hans følelser og konflikten eskalerer, det er empatien der virker)
Du kan gentage, klart du er ked af det, når du gerne ville have din far. Mere gråd og eller spark. bevar roen., træk vejret dybt og nu siger du til ham.
Ja du er ked af det og det er ok. og alligevel er det mig din mor som er hos dig. Jeg elsker dig og jeg passer på dig. Her ændrer gråden sig sikkert og du kan holde om ham og vugge ham.
Nu har du vist Aske, at du kan rumme hans følelser,du kan give ham empati og du elsker ham. Det giver ham tryghed.
Næste gang han siger jeg elsker far og vil ham gør du det samme, tre gange empati og slutter med. ja du vil have far og alligevel er det mig der er her. du må gerne savne far det er i orden. græd du bare.
Det er trygt for Aske at du / I kan rumme ham, vælg at det er dig, og far kan lunte en tur, eller stå udenfor.
Det skal nok vende, du er hans mor, du elsker ham og stå fast på det. tag konflikterne, lad være med at aflede ham, . Din mand skal hjælpe til og sige. ja du er vred for du vil have far, alligevel er det mor der putter, far skal----.
Find nogen helt specielle ting du og han kan lave. tag ham med i køkkenet, hvis det er et hit, Dig og Mig Aske vi to vi kan. Brug dine forcer til at knytte endnu mere bånd. Hvad kan lide, hvad giver ham en begejstring.
Jeg tænker en week end et sted for jer alle tre vil være skønt, hvis du har energi til det. Kun hvis du magter, ellers er det bedre.at være hjemme.
Hvis du stadig har det skidt og har brug for at sige det. Så er en god ide. det er mors problem det klarer jeg. så fritager du ham ansvaret.
er du ked af det så sig det samme. jeg må gerne græde og det tager jeg mig af.
Det vigtige er at du fortæller dig selv. Jeg er en vidunderlig kærlig og omsorgsfuld mor for min søn Aske. Sig det mange gange om dagen indtil du mærker følelsen: Ja det er sandt. Tanker styrer vore følelser, derfor brug gode ord.
Håber I kan bruge hele denne lange smøre. På min hjemmeside er der nogle artikler om empati til børn .og voksne.
Er der spørgsmål så skriv igen.
Jeg sender masser af empati hjem i jeres lille familie. Held og lykke fremover
Varme hilsner
Lisbeth Jess
Lisbeth Jjess
Lisbeth kan kontaktes til private sessioner i hjemmet.
Se Lisbeths hjemmeside: Dit-barn.dk
