Hjerteskærende læsning

http://politiken.dk/magasinet/fortaelling/ECE2394179/til-barnets-bedste/

»Hvis jeg kunne, ville jeg sende en ekspedition tilbage til den 8-årige pige og passe på hende og fortælle hende, at det, de voksne gør, ikke er okay«.

Jeg kommer aldrig til at forstå at kvinder kan finde på at opføre sig sådan overfor deres børn. At de kan bilde sig selv ind at deres egne egoistiske behov må være lig med barnets behov. Det gør mig simpelthen så harm.

Det er læsning der gør ondt langt ind i hjertet

Det var dog en grum historie

Jeg er selv skilsmissebarn og derfor rammer det mig ekstra hårdt - især fordi jeg ved, hvordan det også kan gå:

Mine forældre besluttede sig for, efter 23 års forhold, at de ville skilles. På dette tidspunkt var min søster og jeg 9 og 11. De sendte papirerne afsted og det var afgjort. Alligevel boede de sammen i yderligere 6 måneder, som de brugte på, at få styr på ALT. Forældremyndighed, hvem skulle beholde huset, hvor skulle den anden part flytte hen, økonomi, deling af børn osv. Min søster og jeg var totalt uvidende om, at alt dette stod på - vi havde en helt normal hverdag og bemærkede ingen forandringer, ingen uvenskab mellem vores forældre.
Den dag vi fik at vide, at de skulle skilles, satte vi os alle ned og talte det igennem. Vi græd selvfølgelig. Vores forældre fortalte, at det var en fælles beslutning, men fortalte aldrig den egentlige årsag til, at de skulle skilles. Jeg kender ikke den fulde årsag i dag - det har jo intet med mig at gøre, men var mellem dem og deres daværende kærlighedsliv - og jeg har fuld respekt for, at de ikke inddragede mig og min søster i det.

Da min mor flyttede, kan jeg huske at vi (min søster, min far og jeg) var med ude og købe møbler til min mors nye lejlighed. Vi hjalp hende med at flytte ind.

Siden boede vi hos min far, men var hos vores mor hver 2. Weekend. Mine forældre har altid kunne tale fint sammen. Fødselsdage og større fester har de altid været til begge to - og altid med kram til goddag og farvel.

Den dag i dag, er mine forældre gift på ny, på tiende år. De er gode venner på kryds og tværs - også med deres nye mand og kone. Min far har sågar været på heldagsture til Tyskland med min mors nye mand flere gange. Og min fars nye kone kan sagtens finde på at ringe til min mor, hvis hun har brug for et råd eller lign.

Jeg elsker mine forældre for, at de har tacklet det som de har. Deres konflikter har aldrig været synlige for mig og min søster. Jeg lærte, at det er bedre at have to glade forældre hver for sig, end to ulykkelige sammen.

Det kunne mange lære noget af..

modesty skriver:

http://politiken.dk/magasinet/fortaelling/ECE2394179/til-barnets-bedste/

»Hvis jeg kunne, ville jeg sende en ekspedition tilbage til den 8-årige pige og passe på hende og fortælle hende, at det, de voksne gør, ikke er okay«.

Jeg kommer aldrig til at forstå at kvinder kan finde på at opføre sig sådan overfor deres børn. At de kan bilde sig selv ind at deres egne egoistiske behov må være lig med barnets behov. Det gør mig simpelthen så harm.

Puha, stakkels pige 

Puha får simpelthen så ondt i mit hjerte 

Av 

Dafnies skriver:

Det var dog en grum historie

Jeg er selv skilsmissebarn og derfor rammer det mig ekstra hårdt - især fordi jeg ved, hvordan det også kan gå:

Mine forældre besluttede sig for, efter 23 års forhold, at de ville skilles. På dette tidspunkt var min søster og jeg 9 og 11. De sendte papirerne afsted og det var afgjort. Alligevel boede de sammen i yderligere 6 måneder, som de brugte på, at få styr på ALT. Forældremyndighed, hvem skulle beholde huset, hvor skulle den anden part flytte hen, økonomi, deling af børn osv. Min søster og jeg var totalt uvidende om, at alt dette stod på - vi havde en helt normal hverdag og bemærkede ingen forandringer, ingen uvenskab mellem vores forældre.
Den dag vi fik at vide, at de skulle skilles, satte vi os alle ned og talte det igennem. Vi græd selvfølgelig. Vores forældre fortalte, at det var en fælles beslutning, men fortalte aldrig den egentlige årsag til, at de skulle skilles. Jeg kender ikke den fulde årsag i dag - det har jo intet med mig at gøre, men var mellem dem og deres daværende kærlighedsliv - og jeg har fuld respekt for, at de ikke inddragede mig og min søster i det.

Da min mor flyttede, kan jeg huske at vi (min søster, min far og jeg) var med ude og købe møbler til min mors nye lejlighed. Vi hjalp hende med at flytte ind.

Siden boede vi hos min far, men var hos vores mor hver 2. Weekend. Mine forældre har altid kunne tale fint sammen. Fødselsdage og større fester har de altid været til begge to - og altid med kram til goddag og farvel.

Den dag i dag, er mine forældre gift på ny, på tiende år. De er gode venner på kryds og tværs - også med deres nye mand og kone. Min far har sågar været på heldagsture til Tyskland med min mors nye mand flere gange. Og min fars nye kone kan sagtens finde på at ringe til min mor, hvis hun har brug for et råd eller lign.

Jeg elsker mine forældre for, at de har tacklet det som de har. Deres konflikter har aldrig været synlige for mig og min søster. Jeg lærte, at det er bedre at have to glade forældre hver for sig, end to ulykkelige sammen.

Det kunne mange lære noget af..

Fantastisk læsning (selvom det selvfølgelig er ærgeligt at de blev skildt) 

Fantastisk læsning (selvom det selvfølgelig er ærgeligt at de blev skildt) 

Ja, jeg synes også at det er sjældent efterhånden at man læser så velskrevne artikler i danske dagblade.

Og jeg synes nu ikke at det er skilsmissen der er tragedien, men måden moren håndterede den på.

Og bl.a. derfor jeg skrev som jeg gjorde den anden dag i den tråd om "hvornår far kunne nægtes samvær"....

mor:) skriver:

Fantastisk læsning (selvom det selvfølgelig er ærgeligt at de blev skildt) 

Det var egentlig et svar til dafnies - men er ellers enig med dig.