Bare endnu et indlæg om den svære ventetid...

Nu er det efterhånden et år siden vi begyndte på projekt baby, og jeg er ved at miste modet helt.

Jeg bærer stadig rundt på en enorm tristhed over min abort tilbage i november... Her fik jeg dårligt lov til at være ked af det, fordi jeg blev mødt med at holdninger som"det sker jo for mange", "I blev jo hurtigt gravide, så det bliver du også næste gang", "Da jeg blev gravid tog det ET ÅR, så du ved ikke hvad der er hårdt".... Nu har jeg så både haft abort og været gang i et år og jeg er stoppet med at dele mine tanker og følelser omkring det fordi jeg føler at folk misforstår mig eller ikke forsøger at forstå.

Jeg hader at så mange bliver gravide og får børn omkring os lige nu... det er så svært at være både glad på deres vegne og sindssygt misundelig på en gang

Jeg er så ulykkelig indeni og har brug for at få det ud, men lukker mig mere og mere inde, og tuder efterhånden kun når jeg er alene hjemme... Bliver det dog aldrig vores tur?!

FruOlsen skriver:

Nu er det efterhånden et år siden vi begyndte på projekt baby, og jeg er ved at miste modet helt.

Jeg bærer stadig rundt på en enorm tristhed over min abort tilbage i november... Her fik jeg dårligt lov til at være ked af det, fordi jeg blev mødt med at holdninger som"det sker jo for mange", "I blev jo hurtigt gravide, så det bliver du også næste gang", "Da jeg blev gravid tog det ET ÅR, så du ved ikke hvad der er hårdt".... Nu har jeg så både haft abort og været gang i et år og jeg er stoppet med at dele mine tanker og følelser omkring det fordi jeg føler at folk misforstår mig eller ikke forsøger at forstå.

Jeg hader at så mange bliver gravide og får børn omkring os lige nu... det er så svært at være både glad på deres vegne og sindssygt misundelig på en gang

Jeg er så ulykkelig indeni og har brug for at få det ud, men lukker mig mere og mere inde, og tuder efterhånden kun når jeg er alene hjemme... Bliver det dog aldrig vores tur?!

Selvfølgelig bliver det jeres tur.
Vil dog opfordre til at komme i gang med lidt hjælp, da du er diagnosticeret med en sygdom, der kan være fertilitetshæmmende.

Først og fremmesty en  til dig.

Jeg svarer normalt ikke så meget på indlæg herinde men jeg synes du skal have lidt med på vejen.

Jeg forstår dig udemærket godt. Alle de spørgsmål og tanker du beskriver er præcis de samme som jeg sidder med. Det er svært både at være glad på andres vegne når man selv ønsker sig det brændede og det bare ikke kommer.

Jeg er rigtig ked af at høre at det lader til at folk ikke er så forstående i din omgangskreds. Jeg er også ked af at høre at du føler dig nødsaget til kun at græde når du er alene. Er der ikke en mand i billedet der kan være forstående og hjælpe dig?

Nu har du skrevet at det er et år siden at aborten skete. Har i opsøgt lægen som evt kunne indstille jer til en udredning? Nu ved jeg ikke hvor gammel du er men vi fik af vide at hvis der gik seks måneder kunne man blive undersøgt. 

Jeg tror uanset hvad kunne det være godt for dig at snakke med nogen som forstår om det er en læge eller en der evt. selv har prøvet det. Du er mere end velkommen til at skrive til mig hvis du skulle få brug for det. Jeg lytter gerne. 

 til dig

Rockertand skriver:

Selvfølgelig bliver det jeres tur.
Vil dog opfordre til at komme i gang med lidt hjælp, da du er diagnosticeret med en sygdom, der kan være fertilitetshæmmende.

Åh, det håber jeg!

Da jeg fik at vide jeg havde endometriose, fik jeg samtidig at vide jeg kunne kontakte gynækologen igen efter sommerferien hvis jeg ikke var blevet gravid inden da, så jeg tager kontakt til min læge i næste uge. Jeg havde bare håbet det ville lykkes inden da...

Yoggibear skriver:

Først og fremmesty en  til dig.

Jeg svarer normalt ikke så meget på indlæg herinde men jeg synes du skal have lidt med på vejen.

Jeg forstår dig udemærket godt. Alle de spørgsmål og tanker du beskriver er præcis de samme som jeg sidder med. Det er svært både at være glad på andres vegne når man selv ønsker sig det brændede og det bare ikke kommer.

Jeg er rigtig ked af at høre at det lader til at folk ikke er så forstående i din omgangskreds. Jeg er også ked af at høre at du føler dig nødsaget til kun at græde når du er alene. Er der ikke en mand i billedet der kan være forstående og hjælpe dig?

Nu har du skrevet at det er et år siden at aborten skete. Har i opsøgt lægen som evt kunne indstille jer til en udredning? Nu ved jeg ikke hvor gammel du er men vi fik af vide at hvis der gik seks måneder kunne man blive undersøgt. 

Jeg tror uanset hvad kunne det være godt for dig at snakke med nogen som forstår om det er en læge eller en der evt. selv har prøvet det. Du er mere end velkommen til at skrive til mig hvis du skulle få brug for det. Jeg lytter gerne. 

 til dig

Tusind tak for kram - og for forståelsen!

Der er også folk der prøver at forstå, men de negative kommentarer kommer hurtigt til at fylde mest. Især lige i øjeblikket hvor jeg føler mig meget trist. Min kæreste er og har været en fantastisk støtte, men han har svært ved at sætte sig helt ind i hvor ulykkelig jeg til tider er... og derfor er jeg begyndt at skjule det for ham, fordi jeg ikke magter at forklare ham hvorfor jeg er så trist.

Jeg kontakter lægen i løbet af næste uge for at få en henvisning til gynækolog. Jeg har nemlig tidligere i forløbet fået at vide jeg har endometriose og at jeg kunne vende tilbage efter sommerferien hvis jeg ikke var blevet gravid inden da...

Jeg tror jeg fik lidt hul på bylden bare ved at skrive herinde, og har fået talt med min kæreste om det... Det er bare svært at holde modet oppe!

Alt det du beskriver kunne være mig!!

Abort i september sidste år efter to forsøg. Alle sagde, at det gik jo så hurtigt den gang, så bliver jeg gravid lige om lidt... NEJ! Det blev jeg ikke, vi prøver stadig. Og blev så træt af, at alle lige pludselig fortalte mig hvad og hvordan jeg skulle føle. De var enormt "kloge" allesammen, jeg skulle jo bare lade være med at tænke på det....

Nu er vi så røget videre til gynækologen, og allerede ved første besøg fik vi lavet en slagplan og gik igang. I tirsdags fik jeg en ægløsningssprøjte, så vi er i fuld gang - nu er det bare at vente til testdag. Min pointe er, at der er rig mulighed for at få rigtig meget hjælp, og det kan faktisk gå hurtigere end man lige regner med. Jeg troede der ville gå flere måneder før vi kunne få hjælp! 

Hvor bor du henne af i landet? Hvis det er omkring Århus, kan jeg varmt anbefale Aagaard i Skejby, de er bare professionelle.

Alt held og lykke til dig, skriv endelig pb hvis du har brug for en snak.

til dig...

FruOlsen skriver:

Tusind tak for kram - og for forståelsen!

Der er også folk der prøver at forstå, men de negative kommentarer kommer hurtigt til at fylde mest. Især lige i øjeblikket hvor jeg føler mig meget trist. Min kæreste er og har været en fantastisk støtte, men han har svært ved at sætte sig helt ind i hvor ulykkelig jeg til tider er... og derfor er jeg begyndt at skjule det for ham, fordi jeg ikke magter at forklare ham hvorfor jeg er så trist.

Jeg kontakter lægen i løbet af næste uge for at få en henvisning til gynækolog. Jeg har nemlig tidligere i forløbet fået at vide jeg har endometriose og at jeg kunne vende tilbage efter sommerferien hvis jeg ikke var blevet gravid inden da...

Jeg tror jeg fik lidt hul på bylden bare ved at skrive herinde, og har fået talt med min kæreste om det... Det er bare svært at holde modet oppe!

Var så lidt.

Ja, jeg kender godt at de negative kommentarer fylder meget og at der er gode og mindre gode perioder (det lyder i hvert fald sådan). Det kan være svært at fokusere på de positive ting som der også kan være. Men forstår godt det er svært.

Dejligt at høre at kæresten også er støttende men ja det er også min erfaring at de mænd kan have lidt svære ved at forstå tabet (selvom det også betyder noget på hans måde). Det man også bliver nødt til at huske er at de jo ikke oplever alting på deres krop hvilket hvis du spørger mig gør en super stor forskel. For de fleste mænd går det ikke helt ind før de ser det på scanningsbilledet og/eller kan se forandringerne. 
dog må jeg sige at det bekymrer mig at du holder det hemmeligt for ham også selvom jeg måske også godt kan forstå det.

Ja, jeg var inde på din profil og så hvad der stod efter jeg havde svaret. Det er jeg ked af at høre. Men ja synes det er en god idé at ringe og komme i gang. Der er jo virkelig mange forundersøgelser der skal til inden (vi er lige gået i gang og venter på at den rette tid til visse blodprøver kan tages kommer).

Det lyder godt med at det lettede at skrive herinde. Ja, det ved jeg. Som andre har sagt er det aldrig noget man kommer til at glemme og derfor vil der også være dage der er mere berørt af det eller ej men det bliver nemmere med tiden. Fortvivl ej jeg har også dage hvor jeg er helt opløst over det og er bitter på verden og røvmisundelig på dem der bare skal kigge på et par herreunderbukser og så sidder den lige i skabet. 

Skriv som sagt endelig hvis det er.

God aften og jeg håber at du får en god weekend

 

FruOlsen skriver:

Nu er det efterhånden et år siden vi begyndte på projekt baby, og jeg er ved at miste modet helt.

Jeg bærer stadig rundt på en enorm tristhed over min abort tilbage i november... Her fik jeg dårligt lov til at være ked af det, fordi jeg blev mødt med at holdninger som"det sker jo for mange", "I blev jo hurtigt gravide, så det bliver du også næste gang", "Da jeg blev gravid tog det ET ÅR, så du ved ikke hvad der er hårdt".... Nu har jeg så både haft abort og været gang i et år og jeg er stoppet med at dele mine tanker og følelser omkring det fordi jeg føler at folk misforstår mig eller ikke forsøger at forstå.

Jeg hader at så mange bliver gravide og får børn omkring os lige nu... det er så svært at være både glad på deres vegne og sindssygt misundelig på en gang

Jeg er så ulykkelig indeni og har brug for at få det ud, men lukker mig mere og mere inde, og tuder efterhånden kun når jeg er alene hjemme... Bliver det dog aldrig vores tur?!

Vil sige, at din krop selvfølgelig spiller den største rolle i graviditet. Men, når du tænker så meget over det og er så frustreret omkring det, vil jeg bestemt søge hjælp!

Du har oplevet et stort tab for jer begge, og har en diagnose - så jeg vil klart kontakte lægen på mandag, så du kan komme igang! Måske også tid til psykolog samtaler, eller samtaler med lægen. For du skal ikke gå og være så ekstremt ked af det konstant! Det slider dig jo op!

Håber du får bearbejdet den sorg du går rundt med, så du er klar til at flytte dit fokus

Har også selv oplevet abort, men mit fokus lå på at jeg jo vidste jeg kunne blive gravid. Og det gjorde nok den store forskel for min psyke

fit_fys skriver:

Alt det du beskriver kunne være mig!!

Abort i september sidste år efter to forsøg. Alle sagde, at det gik jo så hurtigt den gang, så bliver jeg gravid lige om lidt... NEJ! Det blev jeg ikke, vi prøver stadig. Og blev så træt af, at alle lige pludselig fortalte mig hvad og hvordan jeg skulle føle. De var enormt "kloge" allesammen, jeg skulle jo bare lade være med at tænke på det....

Nu er vi så røget videre til gynækologen, og allerede ved første besøg fik vi lavet en slagplan og gik igang. I tirsdags fik jeg en ægløsningssprøjte, så vi er i fuld gang - nu er det bare at vente til testdag. Min pointe er, at der er rig mulighed for at få rigtig meget hjælp, og det kan faktisk gå hurtigere end man lige regner med. Jeg troede der ville gå flere måneder før vi kunne få hjælp! 

Hvor bor du henne af i landet? Hvis det er omkring Århus, kan jeg varmt anbefale Aagaard i Skejby, de er bare professionelle.

Alt held og lykke til dig, skriv endelig pb hvis du har brug for en snak.

til dig...

Tusind tak for dit indlæg - det er rart at føle sig forstået

Jeg håber snart heldet er med jer, nu hvor I er kommet i behandling

Jeg har fået en tid hos min læge på fredag, og der regner jeg med at få en henvisning til gynækolog, da jeg tidligere har fået at vide det kunne lade sig gøre her efter sommerferien... Så nu håber jeg bare på at komme i gang hurtigt!

Jeg bor i København, og fandt heldigvis en rigtig sød og god gynækolog da jeg skulle tjekkes i foråret

Jeg har det bedre nu - tak fordi du tilbyder det! Jeg skulle lige af med lidt frustration! Men det kan da være jeg skriver alligevel en dag

Yoggibear skriver:

Var så lidt.

Ja, jeg kender godt at de negative kommentarer fylder meget og at der er gode og mindre gode perioder (det lyder i hvert fald sådan). Det kan være svært at fokusere på de positive ting som der også kan være. Men forstår godt det er svært.

Dejligt at høre at kæresten også er støttende men ja det er også min erfaring at de mænd kan have lidt svære ved at forstå tabet (selvom det også betyder noget på hans måde). Det man også bliver nødt til at huske er at de jo ikke oplever alting på deres krop hvilket hvis du spørger mig gør en super stor forskel. For de fleste mænd går det ikke helt ind før de ser det på scanningsbilledet og/eller kan se forandringerne. 
dog må jeg sige at det bekymrer mig at du holder det hemmeligt for ham også selvom jeg måske også godt kan forstå det.

Ja, jeg var inde på din profil og så hvad der stod efter jeg havde svaret. Det er jeg ked af at høre. Men ja synes det er en god idé at ringe og komme i gang. Der er jo virkelig mange forundersøgelser der skal til inden (vi er lige gået i gang og venter på at den rette tid til visse blodprøver kan tages kommer).

Det lyder godt med at det lettede at skrive herinde. Ja, det ved jeg. Som andre har sagt er det aldrig noget man kommer til at glemme og derfor vil der også være dage der er mere berørt af det eller ej men det bliver nemmere med tiden. Fortvivl ej jeg har også dage hvor jeg er helt opløst over det og er bitter på verden og røvmisundelig på dem der bare skal kigge på et par herreunderbukser og så sidder den lige i skabet. 

Skriv som sagt endelig hvis det er.

God aften og jeg håber at du får en god weekend

 

Tusind tak

Jeg havde lige en dårlig periode, og der hjalp det at skrive herinde. Jeg har det bedre nu og har lige fået tid hos min læge til på fredag - så nu bliver der forhåbentlig gjort noget ved det

Jeg har det desværre med at lukke mig inde i mig selv når jeg er allermest ked af det, men efterfølgende kan jeg godt forklare min kæreste hvad der var galt og så får vi snakket ud om det... Det er ikke så hensigtsmæssigt af mig at reagere sådan, og det er heldigvis noget jeg bliver bedre til!

.... og tak jeg havde en dejlig weekend! Håber det samme gjaldt dig