Jeg er ved at nå mit bristepunkt!

Godt man altid har jer når man trænger til at få luftet tankerne lidt

Min kæreste og jeg har været sammen i snart 7år. Sammen har vi to børn.
I bund og grund har vi det egentlig godt nok sammen. Der er bare så mange ting, som gør at ihvertfald JEG snart bryder sammen..
Min kæreste er pt arbejdsløs, og har været det i ½ år. Jeg er stadig på barsel, så vi går op og ned af hinanden 24/7..
Vores økonomi er lidt stram. Vi købte for 7-8 mdr siden en ny bil, da vi simpelthen manglede pladsen. Den betaler vi 4000kr af på hver måned. Og så kommer diesel og forsikringer oveni. + alle de andre forsikringer. Føler vi drukner i regninger! Vores børn er 1år om få dage, og de har stadig ikke fået deres eget værelse. Hver gang jeg spørger ind til, om ikke vi skal lave det færdig (for rummet er der), så siger han at det kan vi godt. Men når vi så kommer til at tingene skal købes ind til det, så mener han ikke at vi har penge til det. Hvor er det hele bare surt!!
Hvad angår vores dagligdag - er han overhovedet ikke særlig hjælpsom. Fra de var 1½ mdr gammel, var jeg oppe med dem begge to hver eneste nat. Jeg står op med dem hver eneste morgen mellem kl. 6-7. Selv idag, hvor jeg har influenza, med snot i hele hovedet, migrene og feber, skal jeg alligevel stå op med dem, mens han sover. Han ligger og sover, som regel indtil middag. Hvis han for engang skyld vågner tidligere, bruger han gerne ½-1 time på at ligge og 'vågne', eller ligge med hans tlf. Når han så står op, bruger han også lige ½ time på at ryge.
Derudover vasker jeg tøj, lægger det sammen, gør rent og laver aftensmad hver eneste dag. Nogengange tænker jeg, at han lige så godt kunne bo et andet sted, for jeg mærker egentlig ikke at han er her.
Når jeg prøver at tage denne her snak med ham, bliver han helt vild sur. Råber op om at jeg bare gør ham til verdens dårligste kæreste/far, at han ikke kan finde ud af en skid, og at han aldrig får komplimenter osv osv... Ting jeg aldrig ville sige! Han er en god far! Han får komplimenter! Det ender altid med at vi ikke finder ud af en skid, og at han går sur herfra - og jeg sidder tilbage og tuder
Hvad skal jeg dog gøre?? Overvejer at spørge om han ikke kan bo ved hans forældre i et par dage. Alt det her er ved at æde mig op.. 

Forstår godt du er træt af det...

 

For mig lyder han som en rigtig dovenrøv, der kun tænker på at slippe for alt der kræver bare lidt af ham....

 

 

Årh det må være hårdt for dig. Du har faktisk 3 børn, for sin kæreste opfør sig som et barn. Han har det for  nemt. Jeg ville ikke finde mig i at han bare er der uden at han hjælper. I har begge valgt at få børn sammen. Så må han også tage ansvar. Kunne godt forstå at han var træt hvis han arbejde meget, men det gør han ikke. Synes at du skal sætte nogle krav til ham. Fortæl ham hvad han skal gøre. Synes også at i skal skiftes til at ave børnerne om natten/morgenen. Han kommer ikke til at ændre sig så længe du ikke ændre sig, og sætter grænser. Mht økonomi så er det bare svært når man har en stram økonomi. Men børnerne tager ikke skade at de ikke har deres eget værelse når de er så små tror at hvis tingene fungerede bedre mellem jer så ville økonomi ikke fylde så meget  

Nystart skriver:

Forstår godt du er træt af det...

 

For mig lyder han som en rigtig dovenrøv, der kun tænker på at slippe for alt der kræver bare lidt af ham....

 

 

Ja, sådan tænker man jo..
Her til morgen, da jeg vågnede ved at de stod oppe af tremmesengene og snakkede løs, skubbede jeg til ham, og spurgte om ikke han ville stå op med dem, så jeg bare kunne få en time mere. Har sover så dårligt inat pga min stoppet næse og feberen.
Ej det ville han altså ikke (han startede ud med et ordenligt suk!)
Så startede jeg: ''Eftersom at det er fælles børn, burde vi da være fælles om opgaverne...'' Så siger han: ''Ja fortsæt du bare med din evige prædiken. Du er jo så godt igang som du plejer''.. Blev stille og stod bare op

Årh det må være hårdt for dig. Du har faktisk 3 børn, for sin kæreste opfør sig som et barn. Han har det for  nemt. Jeg ville ikke finde mig i at han bare er der uden at han hjælper. I har begge valgt at få børn sammen. Så må han også tage ansvar. Kunne godt forstå at han var træt hvis han arbejde meget, men det gør han ikke. Synes at du skal sætte nogle krav til ham. Fortæl ham hvad han skal gøre. Synes også at i skal skiftes til at ave børnerne om natten/morgenen. Han kommer ikke til at ændre sig så længe du ikke ændre sig, og sætter grænser. Mht økonomi så er det bare svært når man har en stram økonomi. Men børnerne tager ikke skade at de ikke har deres eget værelse når de er så små tror at hvis tingene fungerede bedre mellem jer så ville økonomi ikke fylde så meget  

Ja ikke nok med det, så fik vi for 3 mdr siden også en hund. Hende skal jeg også have ud at tisse og give morgenmad hver morgen, sammen med de to små jeg skal holde styr på Det er blevet lidt nemmere med hunden nu hvor hun er renlig. Men i starten var det et helvede at skulle tidligt op med to unger fyldt med energi, og så lige starte ud med at vaske gulvet for tis eller bæ

Anonym skriver:

Ja, sådan tænker man jo..
Her til morgen, da jeg vågnede ved at de stod oppe af tremmesengene og snakkede løs, skubbede jeg til ham, og spurgte om ikke han ville stå op med dem, så jeg bare kunne få en time mere. Har sover så dårligt inat pga min stoppet næse og feberen.
Ej det ville han altså ikke (han startede ud med et ordenligt suk!)
Så startede jeg: ''Eftersom at det er fælles børn, burde vi da være fælles om opgaverne...'' Så siger han: ''Ja fortsæt du bare med din evige prædiken. Du er jo så godt igang som du plejer''.. Blev stille og stod bare op

ØV, altså.....

 

jeg tænker hvordan var han inden han blev arbejdsløs? mht at få lavet ting.... 

 

Det er så ærgerligt for man har ikke lyst til at hakke på sin partner men med tiden ender man sku ud med at brokke sig ret ofte netop fordi man intet hjælp får, de steder hvor det burde være en selvfølge at det var et fælles projekt...

Og SÅ høre den anden næsten kun brok fra en.. .men glemmer tit at der er en "lovlig" grund....

ØV, altså.....

 

jeg tænker hvordan var han inden han blev arbejdsløs? mht at få lavet ting.... 

 

Det er så ærgerligt for man har ikke lyst til at hakke på sin partner men med tiden ender man sku ud med at brokke sig ret ofte netop fordi man intet hjælp får, de steder hvor det burde være en selvfølge at det var et fælles projekt...

Og SÅ høre den anden næsten kun brok fra en.. .men glemmer tit at der er en "lovlig" grund....

Lige præcis! Han siger også at jeg hele tiden brokker mig. Hvorfor mon?? Jeg brokker mig jo ikke for sjov. Jeg hader at diskutere med ham. Men jeg hader også at jeg ingen hjælp får. Vil jeg have en forandring, må jeg i det mindste bede om en..
Jamen da han havde arbejde, gik det bedre. <vi havde flere penge, til at tage på hygge ture, og købe nye ting til hjemmet og os selv. Det er der ingenting af nu. Vi var heller ikke sammen hele tiden. Og så hade vi lidt mere at snakke om når han så kom hjem. Jeg savner faktisk at savne hinanden. (Da han arbejdede tog han afsted ved 5 tiden, og kom hjem ved 17tiden). Men det var ikke fordi at han fik lavet ret meget efer han kom hjem fra arbejde. Der var han for smadret.. 

Godt man altid har jer når man trænger til at få luftet tankerne lidt

Min kæreste og jeg har været sammen i snart 7år. Sammen har vi to børn.
I bund og grund har vi det egentlig godt nok sammen. Der er bare så mange ting, som gør at ihvertfald JEG snart bryder sammen..
Min kæreste er pt arbejdsløs, og har været det i ½ år. Jeg er stadig på barsel, så vi går op og ned af hinanden 24/7..
Vores økonomi er lidt stram. Vi købte for 7-8 mdr siden en ny bil, da vi simpelthen manglede pladsen. Den betaler vi 4000kr af på hver måned. Og så kommer diesel og forsikringer oveni. + alle de andre forsikringer. Føler vi drukner i regninger! Vores børn er 1år om få dage, og de har stadig ikke fået deres eget værelse. Hver gang jeg spørger ind til, om ikke vi skal lave det færdig (for rummet er der), så siger han at det kan vi godt. Men når vi så kommer til at tingene skal købes ind til det, så mener han ikke at vi har penge til det. Hvor er det hele bare surt!!
Hvad angår vores dagligdag - er han overhovedet ikke særlig hjælpsom. Fra de var 1½ mdr gammel, var jeg oppe med dem begge to hver eneste nat. Jeg står op med dem hver eneste morgen mellem kl. 6-7. Selv idag, hvor jeg har influenza, med snot i hele hovedet, migrene og feber, skal jeg alligevel stå op med dem, mens han sover. Han ligger og sover, som regel indtil middag. Hvis han for engang skyld vågner tidligere, bruger han gerne ½-1 time på at ligge og 'vågne', eller ligge med hans tlf. Når han så står op, bruger han også lige ½ time på at ryge.
Derudover vasker jeg tøj, lægger det sammen, gør rent og laver aftensmad hver eneste dag. Nogengange tænker jeg, at han lige så godt kunne bo et andet sted, for jeg mærker egentlig ikke at han er her.
Når jeg prøver at tage denne her snak med ham, bliver han helt vild sur. Råber op om at jeg bare gør ham til verdens dårligste kæreste/far, at han ikke kan finde ud af en skid, og at han aldrig får komplimenter osv osv... Ting jeg aldrig ville sige! Han er en god far! Han får komplimenter! Det ender altid med at vi ikke finder ud af en skid, og at han går sur herfra - og jeg sidder tilbage og tuder
Hvad skal jeg dog gøre?? Overvejer at spørge om han ikke kan bo ved hans forældre i et par dage. Alt det her er ved at æde mig op.. 

Du er jo selv medvirkende til, at han opfører sig sådan! Giv ham klar besked "Enten tager du dig sammen og laver halvdelen af alle opgaverne herhjemme plus står op med børnene og laver morgenmad, skifter bleer og giver dem tøj på 3 morgener om ugen, eller så tager du din mobil, dine smøger og dine sene morgener og skrider ud af døren med dem!" Din mand skal have at vide, hvordan landet ligger, og at du ikke accepterer at blive trædt på om og om igen, og hvis det så gør dig til en so eller ko eller what ever i hans øjne, so be it! Du må rette ryggen og forsvare dig selv! Også for dine børn skyld, så de ikke lærer at "kvinder, det er bare noget, man træder på"! 

Hvis han har kunnet arbejde fra 5 til 17, så kan han også hjælpe til i hjemmet fra 5-17 uden problemer! 

Og bed ham så gå ud og finde et job! det kan ikke passe at han ikke kan finde noget job overhovedet, nu når han ikke har nogle pligter derhjemme! 

Anonym skriver:

Godt man altid har jer når man trænger til at få luftet tankerne lidt

Min kæreste og jeg har været sammen i snart 7år. Sammen har vi to børn.
I bund og grund har vi det egentlig godt nok sammen. Der er bare så mange ting, som gør at ihvertfald JEG snart bryder sammen..
Min kæreste er pt arbejdsløs, og har været det i ½ år. Jeg er stadig på barsel, så vi går op og ned af hinanden 24/7..
Vores økonomi er lidt stram. Vi købte for 7-8 mdr siden en ny bil, da vi simpelthen manglede pladsen. Den betaler vi 4000kr af på hver måned. Og så kommer diesel og forsikringer oveni. + alle de andre forsikringer. Føler vi drukner i regninger! Vores børn er 1år om få dage, og de har stadig ikke fået deres eget værelse. Hver gang jeg spørger ind til, om ikke vi skal lave det færdig (for rummet er der), så siger han at det kan vi godt. Men når vi så kommer til at tingene skal købes ind til det, så mener han ikke at vi har penge til det. Hvor er det hele bare surt!!
Hvad angår vores dagligdag - er han overhovedet ikke særlig hjælpsom. Fra de var 1½ mdr gammel, var jeg oppe med dem begge to hver eneste nat. Jeg står op med dem hver eneste morgen mellem kl. 6-7. Selv idag, hvor jeg har influenza, med snot i hele hovedet, migrene og feber, skal jeg alligevel stå op med dem, mens han sover. Han ligger og sover, som regel indtil middag. Hvis han for engang skyld vågner tidligere, bruger han gerne ½-1 time på at ligge og 'vågne', eller ligge med hans tlf. Når han så står op, bruger han også lige ½ time på at ryge.
Derudover vasker jeg tøj, lægger det sammen, gør rent og laver aftensmad hver eneste dag. Nogengange tænker jeg, at han lige så godt kunne bo et andet sted, for jeg mærker egentlig ikke at han er her.
Når jeg prøver at tage denne her snak med ham, bliver han helt vild sur. Råber op om at jeg bare gør ham til verdens dårligste kæreste/far, at han ikke kan finde ud af en skid, og at han aldrig får komplimenter osv osv... Ting jeg aldrig ville sige! Han er en god far! Han får komplimenter! Det ender altid med at vi ikke finder ud af en skid, og at han går sur herfra - og jeg sidder tilbage og tuder
Hvad skal jeg dog gøre?? Overvejer at spørge om han ikke kan bo ved hans forældre i et par dage. Alt det her er ved at æde mig op.. 

Rent praktisk: Sælg bilen......så tænker du, neeej, vi vil tabe for meget på den eller så bliver hverdagen besværlig eller det er nemmere at finde job, hvis man har bil eller noget helt andet - men det er i bund og grund ikke nødvendigt for jer at have den, og så må man tage konsekvensen af en trængt økonomi og handle derefter.
Måske din mand også så virkeligheden i øjnene, hvis han mistede et gode og kunne bruge noget tid på at søge arbejde i stedet for at blive opvartet af dig?

Jeg ved godt det er hårdt og man har ikke lyst til at skændes og diskutere. Men, hvis du alligevel er nået et punkt hvor du seriøst tænker at bede ham om at tage væk et par dage, så vil jeg lige foreslå noget. 

Skriv en liste med gøremål som hhv du og han gør i løbet af dagen. Vær selvfølgelig rimelig og husk at skrive på HVIS han går med hunden eller tager skrald ud fx, så han kan se at det ikke "bare" er for at hakke på ham. Tag fx udgangspunkt i idag. 

I morgen tidlig spørger du ham så igen om han kan tage ungerne op, og hvis svaret igen er nej, så giv du ham sedlen og forklar ham at hvis han virkelig synes det er en fornuftig og fair fordeling af tingene når i begge er hjemme, ja så kan han finde sig et andet sted at være... Stille og roligt.