Kæmpe dilemma

50 procent

Når risikoen er så stor, så ville jeg vælge ægsortering, eller holde mig til de to børn jeg har. 

I taler om de sidste (potentielt mange) leveår som om de er mindre værd end de tidlige. Men nyresvigt og dialyse er altså meget voldsomt, og jeg ville bestemt ikke bryde mig om at skulle bruge mine potentielt 20-30 sidste leveår ind og ud af hospitalet, med smerter og gener. Jeg kan faktisk ikke forstå at man hellere vil udsætte sit barn for sådan en afslutning på livet, end man vil udsætte sig selv for måske max et år med IVF behandling.

modesty skriver:

Når risikoen er så stor, så ville jeg vælge ægsortering, eller holde mig til de to børn jeg har. 

I taler om de sidste (potentielt mange) leveår som om de er mindre værd end de tidlige. Men nyresvigt og dialyse er altså meget voldsomt, og jeg ville bestemt ikke bryde mig om at skulle bruge mine potentielt 20-30 sidste leveår ind og ud af hospitalet, med smerter og gener. Jeg kan faktisk ikke forstå at man hellere vil udsætte sit barn for sådan en afslutning på livet, end man vil udsætte sig selv for måske max et år med IVF behandling.

modesty skriver:

Når risikoen er så stor, så ville jeg vælge ægsortering, eller holde mig til de to børn jeg har. 

I taler om de sidste (potentielt mange) leveår som om de er mindre værd end de tidlige. Men nyresvigt og dialyse er altså meget voldsomt, og jeg ville bestemt ikke bryde mig om at skulle bruge mine potentielt 20-30 sidste leveår ind og ud af hospitalet, med smerter og gener. Jeg kan faktisk ikke forstå at man hellere vil udsætte sit barn for sådan en afslutning på livet, end man vil udsætte sig selv for måske max et år med IVF behandling.

Jeg er helt enig.

Når nu man har muligheden for at lave et barn uden en frygtelig sygdom, kan man lige så godt takke ja tak.

For mig handler det ikke om, om jeg vil udsætte mig selv for behandlingen, men snarere om jeg helt grundlæggende synes at det er ok at fravælge et barn med den samme sygdom som mig.
Jeg mener jo ikke at mit liv er mindre være end andres.

Men du har jo heller ikke sygdommen i udbrud, vel? Så du har ikke mærket på egen krop hvad det vil sige.

Og det handler da på ingen måde om at et liv er mindre værd. En multihandicappets liv er da heller ikke mindre værd. Det er slet ikke dét diskussionen går på.

Jeg synes du skal bruge noget tid på at sætte dig ind i hvad konsekvenserne af sygdommen betyder sådan helt praktisk, i hverdagen. Hvor meget smerte man kan risikere, hvor meget tid man skal bruge i dialyse, hvor mange år af ens liv der muligvis bliver kortet af. Og så gør op med dig selv om du, helt overlagt, vil tage risikoen at der er 50% chance for at dit barn får den sygdom, potentielt allerede fra 50-års alderen.

Jeg forstår ærligt talt ikke at man ikke vil beskytte sit barn for den risiko, når det nu er muligt.

Uh den er svær!

Min lillebror har cystenyrer og har arvet det fra sin far, som også fik det fra sin far. Min bror er 20 år gammel og der er fundet cyster i hans nyrer, men han mærker ikke noget til det endnu.

Min lillebrors far var gift med en anden, inden han fandt min mor og havde to børn i forvejen. Begge børn er ramt af sygdommen allerede og er i dialyse.

Min lillebrors far døde af sygdommen da min bror kun var 15 år gammel

Så alle hans 3 børn har arvet sygdommen og indtil videre er de to ramt i tidlig alder.

Jeg har ikke stemt, for jeg ved ikke hvad jeg ville vælge...