Det psykiske

Hvor meget tror eller ved I hvor meget det psykiske spiller ind på muligheden for at blive gravid? 

Jeg/vi tænker og snakker rigtig meget om baby, det fylder så meget! Især når det stadig ik er lykkes. Men kan det have nogen virkning på om det vil lykkes for os? Måske et dumt spørgsmål.. Men man tænker jo alt muligt. 

Hvordan holder I modet/håbet oppe? 

Tak fordi du læste med 

Babydrøm skriver:

Hvor meget tror eller ved I hvor meget det psykiske spiller ind på muligheden for at blive gravid? 

Jeg/vi tænker og snakker rigtig meget om baby, det fylder så meget! Især når det stadig ik er lykkes. Men kan det have nogen virkning på om det vil lykkes for os? Måske et dumt spørgsmål.. Men man tænker jo alt muligt. 

Hvordan holder I modet/håbet oppe? 

Tak fordi du læste med 

Der er blevet lavet en stor undersøgelse, som viste at meget stor stress i forbindelse med f.eks vold eller trusler, kan påvirke cyklus, så man derfor ikke rammer ÆL fordi den bliver forskubbet. Men det indebærer altså virkelig stor stressfaktor - og at man kun dyrker sex lige omkring hvor man tror man har ÆL.

Så nej, det spiller ingen rolle. 

Jeg TROR at det spilder en stor rolle, i den forstand at det er svære at blive gravid hvis man tænker meget over det

Jeg tror ikke det spiller nogen rolle, men jeg tror fokus kan gøre tiden man venter føles uendelig.

Jeg mistede min datter midt november og var ja både i stress, sorg og hvad man ellers kan finde af psykiske dårligdomme. I det øjeblik min krop kunne blive gravid og vi troede på det var okay prøvede vi igen, og tro mig jeg var så opsat, så fikseret, så fikseret og havde egentlig kun sex for at lave et barn og blev gravid i første cyklus.

At det skete for mig betyder selvfølgelig ikke at det psykiske ikke kan spille ind, men jeg tvivler da jeg ikke er en enestående historie tværtimod.

pøj pøj med projektet

modesty skriver:

Der er blevet lavet en stor undersøgelse, som viste at meget stor stress i forbindelse med f.eks vold eller trusler, kan påvirke cyklus, så man derfor ikke rammer ÆL fordi den bliver forskubbet. Men det indebærer altså virkelig stor stressfaktor - og at man kun dyrker sex lige omkring hvor man tror man har ÆL.

Så nej, det spiller ingen rolle. 

Okay det er rigtig rart at vide, at det ik spiller ind Tak for dit svar  

mit1barn skriver:

Jeg TROR at det spilder en stor rolle, i den forstand at det er svære at blive gravid hvis man tænker meget over det

Måske, jeg ved det ik.. Men tak for dit svar  

lineog4 skriver:

Jeg tror ikke det spiller nogen rolle, men jeg tror fokus kan gøre tiden man venter føles uendelig.

Jeg mistede min datter midt november og var ja både i stress, sorg og hvad man ellers kan finde af psykiske dårligdomme. I det øjeblik min krop kunne blive gravid og vi troede på det var okay prøvede vi igen, og tro mig jeg var så opsat, så fikseret, så fikseret og havde egentlig kun sex for at lave et barn og blev gravid i første cyklus.

At det skete for mig betyder selvfølgelig ikke at det psykiske ikke kan spille ind, men jeg tvivler da jeg ikke er en enestående historie tværtimod.

pøj pøj med projektet

Ja det med tiden vil jeg give dig ret i, den føles uendelig!

Det gør mig meget ondt med din datter   

Ja så spiller det nok ik ind, det er rart at vide, for det er da umuligt ik at tænke på baby, når man ønsker det så inderligt.

Mange tak 

Babydrøm skriver:

Hvor meget tror eller ved I hvor meget det psykiske spiller ind på muligheden for at blive gravid? 

Jeg/vi tænker og snakker rigtig meget om baby, det fylder så meget! Især når det stadig ik er lykkes. Men kan det have nogen virkning på om det vil lykkes for os? Måske et dumt spørgsmål.. Men man tænker jo alt muligt. 

Hvordan holder I modet/håbet oppe? 

Tak fordi du læste med 

Jeg ved intet om det, og det svinger lidt, om jeg tror det påvirker eller ej. Jeg har mange gange hørt, at det er bedst at slå pb ud af hovedet, og læst mange historier om folk, der først blev gravide, da de havde opgivet...

Men om det faktisk har virket ikke at tænke på det, eller om det bare var et tilfælde, ved jeg ikke. Vi har selv prøvet i 17 måneder og det fylder utrolig meget hos os begge, og er nok også blevet en mindre stressfaktor i vores liv. Jeg tror, at forløbet ville være rarrere for mig (og ham), hvis vi ikke tænkte så meget over det hele tiden. Det er bare svært, når ønsket er så stort!

Og hvordan vi holder modet oppe... Vi har heldigvis allerede en datter, så vi ved derfor, at det kan lade sig gøre (selvom vi nu har haft sygdom ind over, der er skyld i det tager så lang tid og skaber stor uvished om fremtiden)! Men ellers trøster jeg mig i statistikkerne, der siger at kun få procenter ikke opnår en graviditet på et tidspunkt (med eller uden hjælp). Og så elsker jeg folks solskinshistorier 

LilleMie skriver:

Jeg ved intet om det, og det svinger lidt, om jeg tror det påvirker eller ej. Jeg har mange gange hørt, at det er bedst at slå pb ud af hovedet, og læst mange historier om folk, der først blev gravide, da de havde opgivet...

Men om det faktisk har virket ikke at tænke på det, eller om det bare var et tilfælde, ved jeg ikke. Vi har selv prøvet i 17 måneder og det fylder utrolig meget hos os begge, og er nok også blevet en mindre stressfaktor i vores liv. Jeg tror, at forløbet ville være rarrere for mig (og ham), hvis vi ikke tænkte så meget over det hele tiden. Det er bare svært, når ønsket er så stort!

Og hvordan vi holder modet oppe... Vi har heldigvis allerede en datter, så vi ved derfor, at det kan lade sig gøre (selvom vi nu har haft sygdom ind over, der er skyld i det tager så lang tid og skaber stor uvished om fremtiden)! Men ellers trøster jeg mig i statistikkerne, der siger at kun få procenter ikke opnår en graviditet på et tidspunkt (med eller uden hjælp). Og så elsker jeg folks solskinshistorier 

Jeg har det på samme måde, om jeg tro det påvirker eller ej. For ja har også hørt historierne om at det først lykkes, når folk opgiver. Men ja om det er et tilfælde eller ej, ved jeg heller ik.

Vi har prøvet i 15 mdr, det er vores første, er også sikker på at det ville være bedre for os begge, hvis vi kunne slå det lidt ud af ens tanker, men det synes vi også er umuligt, når ønsket er så stort! Ja det er en stressfaktor. Vi skal tjekkes på en klinik om 3 uger, vi har meget blandet følelser omkring det. Synes ik vi slapper mere af pga. det, selvom det har jeg også hørt at nogen gør.

Hvor dejligt I har en datter Ja det må styrke ens håb Er ked af at høre der er sygdom indover. Håber meget I snart er heldige  Ja må prøve at tænke på statistikker og ja er også glad for folks solskins fortællinger

Tak for dit svar

Babydrøm skriver:

Jeg har det på samme måde, om jeg tro det påvirker eller ej. For ja har også hørt historierne om at det først lykkes, når folk opgiver. Men ja om det er et tilfælde eller ej, ved jeg heller ik.

Vi har prøvet i 15 mdr, det er vores første, er også sikker på at det ville være bedre for os begge, hvis vi kunne slå det lidt ud af ens tanker, men det synes vi også er umuligt, når ønsket er så stort! Ja det er en stressfaktor. Vi skal tjekkes på en klinik om 3 uger, vi har meget blandet følelser omkring det. Synes ik vi slapper mere af pga. det, selvom det har jeg også hørt at nogen gør.

Hvor dejligt I har en datter Ja det må styrke ens håb Er ked af at høre der er sygdom indover. Håber meget I snart er heldige  Ja må prøve at tænke på statistikker og ja er også glad for folks solskins fortællinger

Tak for dit svar

Vi skal nok i behandling fra næste cyklus, med mindre miraklet sker og jeg bliver gravid i denne cyklus eller at den næste sædprøve viser drastisk fremgang (baseret på den sidste test skal vi i icsi-behandling).

Jeg kan godt forstå, at det er med blandede følelser, at I tager hen til klinikken. Det er jo altid sjovest at kunne selv! Og selvom det er "rart" at kende årsagen til, at det ikke lykkes (som vi gør), så er det ikke rart for den part, der er "problemet". Min kæreste synes i hvert fald at det er rigtig hårdt, og selvom jeg er glad for, at der umiddelbart intet er "galt" med mig, så er det så hårdt at se ham lide.

Men en anden ting, bare fordi I bliver undersøgt, behøver I jo ikke at gå i behandling med det samme. Det kan jo være at testene siger, at ingen af jer fejler noget og så er det jo fair nok at sige, at man gerne vil give det et halvt år mere, inden I går i gang. På den anden side, hvis der nu er noget galt, så vil I nok gerne i gang hurtigere.

Klinikken anbefalede i hvert fald os at se tiden an over sommeren (da han fik fjernet den ene testikel i februar og nok stadig ikke er kommet sig helt), og komme ind og få lavet en ny sædprøve nu her, og så tager vi den derfra, hvis vi har lyst til at gå i behandling.

Mange gange held og lykke til jer, håber snart at I får jeres drøm opfyldt