Hvordan vidste I, at I ville have børn?

Jeg har ikke altid vidst, om jeg ville have børn, men er nu kommet frem til, at det vil jeg. Vi er også begyndt at prøve  

Det er enormt grænseoverskridende, da jeg også længe har været bange for selve graviditeten og fødslen, men samtidig glæder jeg mig meget.

Af og til kommer jeg dog i tvivl, om det virkelig er barnet jeg ønsker, for forestiller mig oftest det fine børneværelse og småt sødt tøj, og det er jo sådan set mere en sidegevinst end hovedgevinsten 

I virkeligheden er jeg jo bare nervøs for hele forløbet, for stod der en på mit dørtrin med en baby, som var min, så havde jeg taget imod på et splitsekund.

Har I også været så nervøse, og hvordan vidste I, at nu var det nu? 

(Spørger fordi jeg synes, at alle virker så sikre, og det gør mig usikker)

Vaya skriver:

Jeg har ikke altid vidst, om jeg ville have børn, men er nu kommet frem til, at det vil jeg. Vi er også begyndt at prøve  

Det er enormt grænseoverskridende, da jeg også længe har været bange for selve graviditeten og fødslen, men samtidig glæder jeg mig meget.

Af og til kommer jeg dog i tvivl, om det virkelig er barnet jeg ønsker, for forestiller mig oftest det fine børneværelse og småt sødt tøj, og det er jo sådan set mere en sidegevinst end hovedgevinsten 

I virkeligheden er jeg jo bare nervøs for hele forløbet, for stod der en på mit dørtrin med en baby, som var min, så havde jeg taget imod på et splitsekund.

Har I også været så nervøse, og hvordan vidste I, at nu var det nu? 

(Spørger fordi jeg synes, at alle virker så sikre, og det gør mig usikker)

Jeg blev uplanlagte gravid, mistede barnet, ventede nogle måneder og SAVNEDE min baby! Så min kæreste spurgte om jeg (havde ikke snakket med ham om det) ville have et barn med ham. Vi undersøgte en masse og ... Jah, et år senere rendte jeg rundt med en kæmpe mave 

Det er svært at sige Har heller aldrig været en af dem der som bare VIDSTE de skulle have børn og gerne inden en vis alder osv. Men så fik jeg den dejligste kæreste og den første af mine tætte veninder fik sit første barn. Jeg ved ikke lige hvad der præcis gjorde udslaget men noget ændrede sig bare for mig - nu ønsker jeg det simpelthen så meget og glæder mig helt enormt til min kæreste og jeg skal være forældre. Det bliver bare så fedt! Forestiller mig både tiden med småbørn og også når de bliver større og alle de sjove og kreative ting vi skal lave sammen med dem og lære dem -åhr jeg glæder mig!  

Jeg var den evigt singlepige som absolut ikke skulle have børn - de var nogle der kunne lånes, og skulle i den grad afleveres tilbage igen 

Nu er jeg snart 36 om et par dage - og mor til 2  

Alt ændrede sig i et splitsekund, da jeg begyndte at være sammen med min nuværende kæreste for 6 år siden. Vi havde tidligere prøvet det kæresteting, men det gik ikke så godt. Vi har kendt hinanden i 14 år, og vi havde ikke været sammen i lang tid, før min kæreste spurgte om vi skulle prøve at lave et kærlighedsbarn. Én var dog ikke nok for mig, så vi fik en lillebror sidste år - og den sidste 

Nervøs?? Altid - det må åbenbart følge med at blive gravid, få et ansvar og blive forældre 

Vaya skriver:

Jeg har ikke altid vidst, om jeg ville have børn, men er nu kommet frem til, at det vil jeg. Vi er også begyndt at prøve  

Det er enormt grænseoverskridende, da jeg også længe har været bange for selve graviditeten og fødslen, men samtidig glæder jeg mig meget.

Af og til kommer jeg dog i tvivl, om det virkelig er barnet jeg ønsker, for forestiller mig oftest det fine børneværelse og småt sødt tøj, og det er jo sådan set mere en sidegevinst end hovedgevinsten 

I virkeligheden er jeg jo bare nervøs for hele forløbet, for stod der en på mit dørtrin med en baby, som var min, så havde jeg taget imod på et splitsekund.

Har I også været så nervøse, og hvordan vidste I, at nu var det nu? 

(Spørger fordi jeg synes, at alle virker så sikre, og det gør mig usikker)

Jeg har aldrig været en af dem hvor livmoderen raslede og absolut heller ikke havde en alder hvor jeg bare skulle være mor, vidste kun det ville blive sværere med alderen, jeg har ikke syntes alle børn i barnevogne skulle hen og gloes på og dikkedadu-ting - måske fordi jeg på en måde som teenager 10+ blev medansvarlig og som reservemor til mine søskende på grund af først mine forældres karrierevalg og dernæst min mors karrierevalg og min fars psykiske sygdom. Har 4, kun een var ældre end mig og han tog jo bare sin knallert når han ville væk hjemmefra. Jeg måtte blive. 

Og efter mange blandede forhold med hankøn mødte jeg min mand i en alder af 29, men havde ikke den store tiltro til at det ville holde så tog det MEGET stille og roligt.. året efter blev vi gravide med vores søn, vi havde snakken om børn men først efter endt uddannelse på daværende tidspunkt to år så ville vi prøve, men han kom så bare to år tidligere  

 Jeg vidste, at jeg i hvert fald aldrig skulle have børn. Det var bare slet ikke mig. Jeg var overbevist om, at det var en opgave, jeg aldrig ville magte, og jeg havde intet ønske om vågenætter, babygulp, tis og diverse over det hele og ingen tid til andre ting.

Så traf jeg min mand. Vi giftede os. Han ønskede sig børn, men han accepterede, at jeg ikke rigtig vidste, om det var noget, jeg var klar for. Så stille og roligt vænnede jeg mig til tanken og fandt til sidst ud af, at det da faktisk var noget, jeg gerne ville være med til. - Men jeg havde det ret meget som dig. Sagde en million gange til mig selv, at når andre kan og gør det gang på gang, så må jeg jo også kunne.

Graviditeten gik stort set rigtig godt, fødslen gik over al forventning, og det var som om, der blev trykket på en knap. Pludselig havde jeg alle instinkterne alligevel, og jeg lærte efterhånden at stole på dem og mig selv. Storesøster var ikke gammel før jeg begyndte at fantasere om at få mange flere. Jeg har drømt om at få 3-4 børn, men nu gik det sådan, at da Lillebror var knapt fire år flyttede manden ud, så det kommer ikke til at ske. Jeg er uanset også ved at falde for aldersgrænsen, så jeg har lært at glæde mig over de to fantastiske børn jeg har.

Nu ved jeg, hvorfor så mange er så ivrige efter at få børn.

Jeg fik den vildeste trang til en baby da jeg var 14 og lige siden har jeg ikk ønsket mig andet, så da jeg fandt manden i mit liv var vi ikk spor i tvivl et halvt år efter vi mødte hinanden blev jeg gravid vi forsøgte i 3 måneder så jeg klager ikk

Dejligt at andre har det som mig  Man kan godt føle sig lidt forkert, når man ikke ser det, som det naturligste i verden, som man "selvfølgelig" bare skal... 

Og så er jeg bare skide misundelig på dem som bare ved det fra start af  Det må være så dejlig nemt, ikke at skulle analysere sig selv så meget. (Er jeg nu klar? Vil jeg virkelig? Osv)

Vaya skriver:

Jeg har ikke altid vidst, om jeg ville have børn, men er nu kommet frem til, at det vil jeg. Vi er også begyndt at prøve  

Det er enormt grænseoverskridende, da jeg også længe har været bange for selve graviditeten og fødslen, men samtidig glæder jeg mig meget.

Af og til kommer jeg dog i tvivl, om det virkelig er barnet jeg ønsker, for forestiller mig oftest det fine børneværelse og småt sødt tøj, og det er jo sådan set mere en sidegevinst end hovedgevinsten 

I virkeligheden er jeg jo bare nervøs for hele forløbet, for stod der en på mit dørtrin med en baby, som var min, så havde jeg taget imod på et splitsekund.

Har I også været så nervøse, og hvordan vidste I, at nu var det nu? 

(Spørger fordi jeg synes, at alle virker så sikre, og det gør mig usikker)

Jeg har altid drømt om at få børn  

Men at gå fra drømmen til at prøve at blive gravid, hold da op det er vildt og skræmmende! 

Jeg glæder mig utroligt meget Men er godt nok nervøs og spændt på det hele. Men det lyder som om at man skal springe ud i det og så tage det derfra  

Nu har vi prøvet i over et år, der følger en masse frustrationer med når det ik er lykkes endnu  Det eneste positive ved det, er at jeg kan mærke vi brænder meget for det og ønsker det endnu mere (ved ik om det gav mening..) 

Jeg forstår godt dine følelser, jeg synes også alle andre lyder så sikker og at de har tjek på alt. 

Held og lykke med det hele