At holde pause når man har børn

Uden at lyde som en total teenager, så har jeg bare brug for en pause fra min kæreste...

vi har været sammen i snart 11år, men går hinanden på nerverne... Jeg er så træt af ham, vi skændes/diskuterer hele tiden... I mine øjne ter han sig som et lille barn, og synes det er meget besværligt når jeg skal noget uden barn... F.eks når jeg løber er det et stort problem hvis jeg er væk halvanden time i stedet for en... 

Idag skal jeg ud og handle med en veninde, vi havde aftalt at han skulle tage barnet, men blev tøse fornærmet fordi jeg sagde vi lige ville spise frokost også... Han gider ikke altid sidde og vente på mig siger han (jeg har vores barn med alle steder jeg er, fordi jeg synes det er dejligt at være sammen med det), men da jeg sagde det jeg altid havde barnet med kom svaret bare "jamen så kan jeg jo også bare sige at jeg har x hver dag når jeg har fri fra skole" øøøh undskyld ja jeg arbejder... Omg han går mig på nerverne... Er ikke perfekt selv det ved jeg...

nå men, jeg overvejer at bede ham om at flytte ned til sin mor i en uges tid, har brug for en tænke pause, men er ikke klar til at slutte det helt, elsker ham jo og vil gerne have flere børn med ham... Men hvordan ville i gribe det an? 

Ville i informere vuggestue? Hvad siger man til barnet? Og hvordan siger man det lige til ham??

Overvejer parterapi, men økonomien er ikke helt til det..

Anonym skriver:

Uden at lyde som en total teenager, så har jeg bare brug for en pause fra min kæreste...

vi har været sammen i snart 11år, men går hinanden på nerverne... Jeg er så træt af ham, vi skændes/diskuterer hele tiden... I mine øjne ter han sig som et lille barn, og synes det er meget besværligt når jeg skal noget uden barn... F.eks når jeg løber er det et stort problem hvis jeg er væk halvanden time i stedet for en... 

Idag skal jeg ud og handle med en veninde, vi havde aftalt at han skulle tage barnet, men blev tøse fornærmet fordi jeg sagde vi lige ville spise frokost også... Han gider ikke altid sidde og vente på mig siger han (jeg har vores barn med alle steder jeg er, fordi jeg synes det er dejligt at være sammen med det), men da jeg sagde det jeg altid havde barnet med kom svaret bare "jamen så kan jeg jo også bare sige at jeg har x hver dag når jeg har fri fra skole" øøøh undskyld ja jeg arbejder... Omg han går mig på nerverne... Er ikke perfekt selv det ved jeg...

 

nå men, jeg overvejer at bede ham om at flytte ned til sin mor i en uges tid, har brug for en tænke pause, men er ikke klar til at slutte det helt, elsker ham jo og vil gerne have flere børn med ham... Men hvordan ville i gribe det an? 

Ville i informere vuggestue? Hvad siger man til barnet? Og hvordan siger man det lige til ham??

Overvejer parterapi, men økonomien er ikke helt til det..

At han skal blive voksen, og lad vær med at skabe sig. Fordi du er væk en ½time mere, dør han sku ikke af. Hvis du var væk timer når du siger du var væk en time, ja så er det noget. 

Det lyder som om han ikke ved hvordan han rigtigt skal være sammen med barnet, og derfor smider det over på dig. Og hvis han allerede har sagt ja til at have barnet i dag, synes jeg ikke han kan blive fornærmet over at du bare tager afsted lidt tidligere. 

Jeg så et program, hvor faren ikke havde en anelse om hvordan han skulle være med sine børn, moren blev sendt ud på en tur, 2minutter efter hun var gået ud af døren, ringede han til hende, og igen 20minutter efter, hun var nød til at komme tilbage mindre end time efter hun var gået ud af døren. 

Du er nød til at snakke med ham, men måske er det også meget godt lige at være lidt væk fra hinanden, så I kan få noget luft.

Tja jeg ville faktisk også blive rigtig irriteret hvis min kæreste lige løb en halv time. Længere, tog på shopping og så lige brugte en time ekstra på frokost osv. 

Men som en anden er inde på kan det være han ikke ved hvad han skal lave med den lille?

og hvis han har den lille hverdag efter skole er det måske ikke så smart at han flytter en uge? 

Anonym skriver:

Uden at lyde som en total teenager, så har jeg bare brug for en pause fra min kæreste...

vi har været sammen i snart 11år, men går hinanden på nerverne... Jeg er så træt af ham, vi skændes/diskuterer hele tiden... I mine øjne ter han sig som et lille barn, og synes det er meget besværligt når jeg skal noget uden barn... F.eks når jeg løber er det et stort problem hvis jeg er væk halvanden time i stedet for en... 

Idag skal jeg ud og handle med en veninde, vi havde aftalt at han skulle tage barnet, men blev tøse fornærmet fordi jeg sagde vi lige ville spise frokost også... Han gider ikke altid sidde og vente på mig siger han (jeg har vores barn med alle steder jeg er, fordi jeg synes det er dejligt at være sammen med det), men da jeg sagde det jeg altid havde barnet med kom svaret bare "jamen så kan jeg jo også bare sige at jeg har x hver dag når jeg har fri fra skole" øøøh undskyld ja jeg arbejder... Omg han går mig på nerverne... Er ikke perfekt selv det ved jeg...

 

nå men, jeg overvejer at bede ham om at flytte ned til sin mor i en uges tid, har brug for en tænke pause, men er ikke klar til at slutte det helt, elsker ham jo og vil gerne have flere børn med ham... Men hvordan ville i gribe det an? 

Ville i informere vuggestue? Hvad siger man til barnet? Og hvordan siger man det lige til ham??

Overvejer parterapi, men økonomien er ikke helt til det..

Hvor gammel er barnet?

Jeg læser det som at det er ham der har barnet hver dag efter hans skole er færdig og indtil du har fri? Hvor lang tid drejer det sig om?

I de første år af barnets liv, er der mange der kører på pumperne og har svært ved at finde overskuddet og energien. Hvis din kæreste har det sådan, kan det være svært at overskue at skulle være mere "på" end dét der er blevet aftalt.

Helt umiddelbart synes jeg det virker både drastisk og umodent at holde pause på grund af en problemstilling som man burde kunne overskue, og snakke sig igennem. Der vil altid være konflikter af den art med små børn, og måden man viser sine børn at man er sit ansvar bevidst, er ved at deale med dem, ikke løbe fra dem.

Svarer lige til jer alle... Vores barn er tre og kæresten ved udemærket hvordan de skal være sammen, vi har lidt et stort tab over sommeren hvilket påvirker vores humør meget, og jeg tror mange af vores diskussioner bunder i det... Derfor jeg tænker en time out kunne være godt, lidt luft er tiltrængt...

han har ikke barnet hver dag, det er en kæmpe overdrivelse, vi skiftes til at hente og som regel når han henter er de på en legeplads ved siden af mit job i en halv time ca til jeg har fri...

og vi skulle ikke shoppe, vi skulle købe nogle ting ind så jeg kan tjene lidt ekstra penge.. Han tilbød selv at tage barnet, men kunne ikke have jeg gerne ville være væk halvanden time i stedet for en, hvor efter jeg skulle videre hvor jeg tog barnet med...

og nu er det ikke fordi jeg siger jeg løbe i en time også er væk halvanden... Men hvis han synes han kun lige gider have barnet en time, dynes han jeg skal korte min faste tur af... 

Fakta er at jeg løber tre gange om ugen, og ellers er sammen med mit barn altid fra jeg har fri... Også brokker han sig hvis mine løbeture ikke passer ind hos hans humør, imens jeg tit sidder alene hjemme med barnet mens han drikker en øl med en kammerat eller noget, dette gør jeg uden problemer for jeg kan godt hygge mig med barnet...

Nu er det også svært at skrive ALT, og da vi har mistet et barn over sommeren påvirker det os også... Synes bare ikke det var relevant for fakta er at vi skænde sele tiden og har brug for luft, og søgte råd til hvordan man griber det an

Anonym skriver:

Nu er det også svært at skrive ALT, og da vi har mistet et barn over sommeren påvirker det os også... Synes bare ikke det var relevant for fakta er at vi skænde sele tiden og har brug for luft, og søgte råd til hvordan man griber det an

Det er nok den meste relevante fakta. Har du læst noget af det som netop handler om man sørger forskelligt og hvordan sorg kan rive fra hinanden? Ellers tænker jeg det måske var en god ide - kunne måske være en ide at tale med nogen der kan råde og ikke mindst bare lytte, du kan altid kontakte landsforeningen ved spædbarnsdød uafhængigt af hvor tidligt i graviditet eller hvor gammelt barnet var. De ved en masse også specifikt om det med at en sorg kan ødelægge et forhold.

Jeg skal ikke kloge mig på om en pause kan være en god ide - har aldrig selv været pause menneske. Men jeg tror hvis jeg skulle tænke pause skulle det ikke være i surhed, men en frihed. Forstå mig ret, min mand og jeg har jo nok også haft pauser i og med jeg har taget alene på ferie med ungerne, jeg har været på lejrskole osv så var det kun for en uge, ja så ville jeg nok vende det til en ferie end til en pause. 

Og som det sidste jeg kan også nogen gange være et pattebarn, bare i dag hvor manden sov længe (han havde været ude i går), den mindste var øv humør på en tur, og manden valgte den nemme mellemste, så jeg igen igen igen igen igen stod med en i øv humør - der blev jeg også pattebarn 

lineog4 skriver:

Det er nok den meste relevante fakta. Har du læst noget af det som netop handler om man sørger forskelligt og hvordan sorg kan rive fra hinanden? Ellers tænker jeg det måske var en god ide - kunne måske være en ide at tale med nogen der kan råde og ikke mindst bare lytte, du kan altid kontakte landsforeningen ved spædbarnsdød uafhængigt af hvor tidligt i graviditet eller hvor gammelt barnet var. De ved en masse også specifikt om det med at en sorg kan ødelægge et forhold.

Jeg skal ikke kloge mig på om en pause kan være en god ide - har aldrig selv været pause menneske. Men jeg tror hvis jeg skulle tænke pause skulle det ikke være i surhed, men en frihed. Forstå mig ret, min mand og jeg har jo nok også haft pauser i og med jeg har taget alene på ferie med ungerne, jeg har været på lejrskole osv så var det kun for en uge, ja så ville jeg nok vende det til en ferie end til en pause. 

Og som det sidste jeg kan også nogen gange være et pattebarn, bare i dag hvor manden sov længe (han havde været ude i går), den mindste var øv humør på en tur, og manden valgte den nemme mellemste, så jeg igen igen igen igen igen stod med en i øv humør - der blev jeg også pattebarn 

Kan ikke redigere mit indlæg, mistet et barn VED SEN ABORT... Så vi har ikk haft et levende barn men det har taget meget hårdt på os alligevel... 

Man kan også kalde det for ferie, og derfor jeg skrev jeg jo ikke var interesseret i at slutte forholdet, men havde brug for luft... Ved bare ikke hvordan han ville tage det, og hvordan vi skulle gøre det (økonomisk osv)

har idag foreslået noget par terapi af en art, og nævnt for ham at jeg tror at mange af vores stridigheder er pga vores tab.... Han er ikke helt sikker på han er med på den, men har foreslået at vi laver fast kæreste aften hver måned og at vi skal prøve at være glade/snakke ordentligt... Jeg har bare svært ved "bare" at være glad hvilket jeg også har fortalt ham... 

Overvejer lidt om jeg skal foreslå en herre tur for ham og en kammerat bare for en weekend

Anonym skriver:

Kan ikke redigere mit indlæg, mistet et barn VED SEN ABORT... Så vi har ikk haft et levende barn men det har taget meget hårdt på os alligevel... 

Man kan også kalde det for ferie, og derfor jeg skrev jeg jo ikke var interesseret i at slutte forholdet, men havde brug for luft... Ved bare ikke hvordan han ville tage det, og hvordan vi skulle gøre det (økonomisk osv)

har idag foreslået noget par terapi af en art, og nævnt for ham at jeg tror at mange af vores stridigheder er pga vores tab.... Han er ikke helt sikker på han er med på den, men har foreslået at vi laver fast kæreste aften hver måned og at vi skal prøve at være glade/snakke ordentligt... Jeg har bare svært ved "bare" at være glad hvilket jeg også har fortalt ham... 

Overvejer lidt om jeg skal foreslå en herre tur for ham og en kammerat bare for en weekend

Hvis du mener at Du er der hvor der skal hjælp udefra til, så må du kommunikere det ud til ham i stedet for at godkende alle mulige andre løsninger. 

Men hvis du har sagt ja til hans forslag synes jeg du skal prøve at give det et ærligt forsøg og hjalp det ikke så må du bringe parterapi på banen igen

Nu er det også svært at skrive ALT, og da vi har mistet et barn over sommeren påvirker det os også... Synes bare ikke det var relevant for fakta er at vi skænde sele tiden og har brug for luft, og søgte råd til hvordan man griber det an

Det er helt overdrevet relevant, og helt sikkert dér jeres problemer stammer fra. Det er jeg virkelig ked af at høre.

Jeg synes at du skal snakke med din læge (alternativt sundhedsplejerske/socialrådgiver) og høre om ikke I kan få noget gratis psykologhjælp, eller i hvert fald med tilskud, på grund af det I har været ude for, med den sene abort. Du har ret til at være ked af det, og han skal lære at tackle din sorg, og forstå at det ikke er på grund af ham og at han ikke kan gøre noget ved det. Og du skal lære at forstå hvor hårdt det er for ham at se dig være ked af det.

 Jeg håber at i kommer videre på en god måde.