Anonym skriver:
Ikke andet end at "jeg har også brug for at sove om natten" eller jeg ligger altså også lige"
Det med at snakke om forventninger osv. Gjorde vi også. Og aftalte at jeg var på til hverdag. Og han bare skulle lave aftensmad. I weekenderne tog han nætterne men det var stadig mig der var på omdagen. Han er ikke så mehet for baby tiden. Mere når de begynder at kunne lege osv. Det er jo oogså 100% indforstået med. Men når han så ikke hjælper i weekenderne og ej heller laver mad så løre jeg sku lidt surt i det :/ jeg elsker ham virkelig højt. Men har virkelig brug for noget sammenhængende søvn.
Præcis. Deler samme tanke.
For det første vil jeg sige at det jo er et vilkår for alle ammemødre aldrig at sove igennem. Så det kan kroppen altså godt. Jeg fik ikke en fuld nattesøvn før min søn var halvandet.
Men dernæst: Når I har lavet en aftale om at han skal hjælpe i weekenderne, og han så ikke gør det, så er det svært, og et tillidsbrud.
Min mand og jeg aftalte også at vi skulle deles om nætterne i weekenderne. Da baby så kom, viste det sig at det kunne min mand bare ikke. Han brød simpelthen sammen psykisk hvis han ikke fik sin nattesøvn. Så jeg valgte, ikke uden bitterhed, at sluge kamelen og tage alle nætterne. For at holde sammen på familien.
MEN! Min mand har altid hjulpet rigtig meget til om dagen, også selvom han arbejdede. Købt ind, lavet mad, hjulpet med vasketøj o.s.v. Og han tog morgenerne fra 7-9, hvor jeg så kunne sove længe. Han var en supergod far med baby, han var rigtig god til de bøvlede aftener hvor baby bare græd og græd, o.s.v.
Hvis ikke han havde været så meget på i andre sammenhænge, så havde jeg ikke accepteret at han ikke kunne hjælpe med nætterne. Det kan godt være at manden har fuldtidsarbejde, men det er altså et 24/7 arbejde at være mor til et spædbarn (min søn sov meget lidt i løbet af dagen og vågnede ofte om natten), så når han ikke var på arbejde, deltes vi om opgaverne.
Jeg synes at du skal finde en eller anden form for parterapi/familierådgivning til jer, hvor I kan få noget vejledning og blive bedre til at tale med hinanden. I mange kommuner kan man få gratis familierådgivning via kommunen. Snak med din SP om det.
Jeg synes det er alt, alt for tidligt at smide håndklædet i ringen og flytte. Husk på tommelfingerreglen om at man ikke skal gå fra hinanden i barnets 2 første leveår. Det er en kolossal omvæltning at få en baby og man kan ikke altid regne med at ens partner reagerer som man tror. Man må gå på kompromiser og improvisere - for familiens skyld. Men naturligvis kun til en vis grænse - den synes jeg dog langt fra at I har nået endnu. Som du selv siger, så er din mand gladere for småbørn end for babyer, så mon ikke han under alle omstændigheder kommer mere på banen når baby bliver større. Men prøv at se om ikke I kan få noget hjælp nu.