Jeg er alene med to (en i 2. klasse, og en i børnehave) - og nej, uden gode venners hjælp ville det ikke gå. Jeg har skiftende arbejdstider og en god del eftermiddag/aften/weekend-arbejde, og det siger sig selv, at så klarer man ikke at hente børn i sfo og bhg, før de lukker. Børnenes bedsteforældrer på farssiden bor i nærheden men er i fuldt arbejde og har 117 fritidsaktiviteter, så de hjælper kun en gang i mellem, hvis det lige kan passes ind imellem de andre ting, de skal. Min x-mands søster hjælper gerne, hvis hun kan, men hun arbejder selv i butik, og har derfor mange dage, hvor hun selv arbejder sent. Mine naboer har selv to små børn, hun er i fuldt arbejde, og han kombinerer arbejde og studier, så de har selv nok om ørene. De kan ikke hjælpe mig med at hente, men nogen gange, ser de efter børnene for mig, hvis jeg virkelig ikke kan få enderne til at mødes. Min bedste veninde har de samme arbejdstider, som jeg selv, men nogle gange får jeg lov til at låne hendes bil, når jeg skal hente/bringe børnene. Dermed er jeg totalt afhængig af, at min X-mand hjælper til. Ikke så morsomt at være afhængig af ham på den måde. Han har det med at bruge det imod mig. Jeg kender flere teenagere, som sikkert kunne se efter børnene et stykke tid efter skolen, men de kan jo ikke hente dem (De må hentes med bil) - og så har de ikke meget lyst til at binde sig til at skulle passe børn fast f eks hver onsdag kl 16-19. I tillæg kommer så alle de gange, hvor børnene er blevet inviteret til fødselsdag, fritidsaktiviteter osv.
Resultatet af det hele er, at hver eneste uge bliver tilført en god dose ekstra stress, fordi jeg må finde nye løsninger hele tiden for at få kabalen til at gå op, og jeg hader, at jeg må stå i taknemmelighedsgæld til så mange mennesker.
Beklager, det blev langt. Du ramte lige ned et stort frustrationsfeldt hos mig.
Anmeld