"Hvad havde i regnet med, børneforældre?"

.... Faldt over denne artikel fra Berlingske, og synes den rammer lige i øjet for nutidens børnefamilier (eller mangel på samme...)

I må rigtig gerne læse med, og komme med jeres mening (med en sober tone, of course )



http://www.b.dk/kommentarer/hvad-havde-i-regnet-me d-boerneforaeldre

Syntes det er en rigtig fin artikel, og or det meste ret rammende!!

Da jeg var barn, havde vi en låge i hækken indtil naboen, så vi frit ku færdes i hinandens hjem osv. Min far var selvstændig og min mor arbejde til kl 16-16.30. Mig og min storesøster var da tit alene hjemme selvom vi ik var mere end 5 og 6 år, men vi ku altid gå ind til vores naboer.

Vi blev passet af min faster de første 3 år af mit liv osv.

Nu arbejder den bedsteforældrene, hvilket ik gir de samme muligheder som før.

Dog syntes jeg at vi i min familie ( hele familien ) hjælper og tænker på hinanden! Der er altid nogen det gerne vil passe vores børn, kigge efter vores katte og ingen sidder alene juleaften osv.

Jeg er vokset op i en familie hvor alle var velkommen, selv de børn hvis forældre faldt ved siden af. Min mor har samlet på de "herreløse" og min far har fartet landet rundt, når der har været brug for det.

Vi prøver at lære vores børn at alle er lige og fortjener det samme, hvilket self betyder at de også er vores ansvar. Håber da at det lykkes.. Vh stine

StineW79 skriver:

Syntes det er en rigtig fin artikel, og or det meste ret rammende!!

Da jeg var barn, havde vi en låge i hækken indtil naboen, så vi frit ku færdes i hinandens hjem osv. Min far var selvstændig og min mor arbejde til kl 16-16.30. Mig og min storesøster var da tit alene hjemme selvom vi ik var mere end 5 og 6 år, men vi ku altid gå ind til vores naboer.

Vi blev passet af min faster de første 3 år af mit liv osv.

Nu arbejder den bedsteforældrene, hvilket ik gir de samme muligheder som før.

Dog syntes jeg at vi i min familie ( hele familien ) hjælper og tænker på hinanden! Der er altid nogen det gerne vil passe vores børn, kigge efter vores katte og ingen sidder alene juleaften osv.

Jeg er vokset op i en familie hvor alle var velkommen, selv de børn hvis forældre faldt ved siden af. Min mor har samlet på de "herreløse" og min far har fartet landet rundt, når der har været brug for det.

Vi prøver at lære vores børn at alle er lige og fortjener det samme, hvilket self betyder at de også er vores ansvar. Håber da at det lykkes.. Vh stine

Tak for dit svar, dejligt at høre at din familie har været/er sådan

Jeg kommer også selv fra sådan en familie.. Med et par udsving selvfølgelig. Men generelt er der blevet taget af hinanden...

For mig rammer den her artikel meget godt i forhold til hvad vi gør og synes om vores naboer og sådan. Det er som om der er større afstande mellem os familier.

Min søde nabo, som er blevet en god veninde, og jeg snakkede om, at vi slet ikke ser børn cykle rundt om eftermiddagen/aftenen mere. Grundet nyere teknologi, kan børnene sende sms'er osv. Da jeg var barn besøgte vi hinanden lige når vi havde lyst, bankede på hinanden døre og spurgte om ham og hende kunne lege. Vi vidste ikke på forhånd om de overhovedet var hjemme..

Det synes jeg er synd i dagens DK. Teknologi er godt for nogle ting, men det er som om det gør os mere fraværende over for hinanden og livet generelt.

Nå, lidt et sidespor. Og artiklen sætter egentlig mest fokus på det med "landsbyen" og familien... Hvilket jeg synes er ret interessant

Røverdatter skriver:

Tak for dit svar, dejligt at høre at din familie har været/er sådan

Jeg kommer også selv fra sådan en familie.. Med et par udsving selvfølgelig. Men generelt er der blevet taget af hinanden...

For mig rammer den her artikel meget godt i forhold til hvad vi gør og synes om vores naboer og sådan. Det er som om der er større afstande mellem os familier.

Min søde nabo, som er blevet en god veninde, og jeg snakkede om, at vi slet ikke ser børn cykle rundt om eftermiddagen/aftenen mere. Grundet nyere teknologi, kan børnene sende sms'er osv. Da jeg var barn besøgte vi hinanden lige når vi havde lyst, bankede på hinanden døre og spurgte om ham og hende kunne lege. Vi vidste ikke på forhånd om de overhovedet var hjemme..

Det synes jeg er synd i dagens DK. Teknologi er godt for nogle ting, men det er som om det gør os mere fraværende over for hinanden og livet generelt.

Nå, lidt et sidespor. Og artiklen sætter egentlig mest fokus på det med "landsbyen" og familien... Hvilket jeg synes er ret interessant

Vores gamle nabo kaldte thea for bedstefar Bent, han var alene, men han kom meget inde ved os. De andre på vores lille vej, har vi ik så meget med at gøre, men håber det ændre sig nu vi får nye naboer. De har 2 drenge på 2 og 4 år. Ka godt se at vores lille vej, nok passer meget godt på artiklen, men syntes heldigvis ik det passer på vores familie og venner.  Her løfter alle i flok og når vi er sammen er alle unger vores. Vh stine

Røverdatter skriver:

.... Faldt over denne artikel fra Berlingske, og synes den rammer lige i øjet for nutidens børnefamilier (eller mangel på samme...)

I må rigtig gerne læse med, og komme med jeres mening (med en sober tone, of course )



http://www.b.dk/kommentarer/hvad-havde-i-regnet-me d-boerneforaeldre

Hmm... I et eller andet omfang er der jo en sandhed i det der bliver skrevet. Vores liv i dag er anderledes end for 60 år siden. Hvor velfærdstilbud som institutioner og plejehjem var langt fra samme standarder som i dag. Hvor kvinder gik hjemme og plejede familie og hus. Vi lever i en anden virkelighed i dag, og det skaber nogle helt andre ydre omstændigheder som vi må indrette os efter. Dermed går der også noget tabt, ja. 

Men jeg vil så sige at der hvor vi bor, har vi en fantastisk opgang og gård, med masser af børn i alle aldre. Forældrene kommer hinanden ved. Vi mødes til spontane grill-aftener, vi stopper op og snakker på trappen, vi drikker en kop kaffe i gården mens ungerne leger. Og vi kan godt bede hinanden om lige at se efter barnet, eller hente hinandens børn med fra institutionen (som ligger lige på den anden side af gaden). Desuden har vi i gaden en fællesplads med skate- og basketbane hvor de lidt større børn mødes dagligt og der altid er liv og leben. Man hilser på hinanden, er på fornavn med de butiksdrivende o.s.v. Alt dette midt i den egoistiske og individualiserede hovedstad.

Det er ikke det samme som i "gamle dage", nej. Verden er anderledes nu. Men jeg synes nok at artiklen maler et noget romantiseret billede af hvordan det var dengang (i hvert fald i forhold til når jeg snakker med min gamle farmor om hendes liv med småbørn), og et noget negativt billede af hvordan det er i dag.

Det er en fin artikel, og jeg kan godt se hvad hun vil med den. 

Men jeg har også mine forbehold. Jeg har svært ved at se hvornår bedsteforældrene kan hjælpe mere end de gør. De arbejder fuldtid, og går til div ting for at holde sig i form. Og det kan jeg godt forstå. De har da lov til de samme fritidsinteresser som mig. 

Hvad angår nabor og venner - ja så har vi et rend af unger i alle mulige størrelser og former. Og jeg er ligeglad om de har snottnæse el lign. Og hvem deres forældre er kommer ikke mig ved. De render ind og ud hos hinanden og dukker uanmeldt op. Det er bare et spørgsmål om hvem, der er hos hvilken forældre den givne uge  

 

Jeg er uenig og synes helt ærligt ikke at det er et fællesansvar og sådan er vi jo så forskellige

Jeg forventer ikke at andre skal passe mit barn og har egentlig heller ikke den store interesse i det

Jeg passer ham på fuldtid alle ugens dage og jeg elsker det på godt og ondt. Min kæreste er ikke meget hjemme og det er minimalt med aflasning og jeg er altid den der står tidligt op

Jeg har en veninde som gerne passe et par timer hvis jeg vil i bio eller lign, men det er sjældent. Laver jeg/vi noget har vi ham med

Jeg talte faktisk med min mor som var dybt taknemlig for at vi ikke forventede pasning osv i tide og utide, da hun ikke føler hun magter det. Ligeledes fortalte hun om hendes veninder som ikke hørte andet et brok over at de ikke hjælper nok og føler at de ikke kan sige fra i frygt for at samvær med børn og børnebørn bliver ødelagt.

Jeg synes at hjælpen skal komme af lyst og ikke af "tvang".

Ja, det er da skønt at kunne hjælpe hinanden og jeg hjælper også gerne dem jeg kender hvis behovet er der og jeg har tid og mulighed, men det er ikke i mine øjne et fællesansvar.

Håber det giver mening det jeg fik skrevet