Har brug for jeres mening.

Mig og min kæreste er utrolig uvenner lige i øjeblikket, altså sådan virkelig! 

Og han har det med at sige nogle ting som virkelig sårer mig noget så grusomt Men denne her gang gik han virkelighed stregen,  han skrev til mig at han ikke elskede mig mere, jeg var klam og for dum til ham, og den eneste grund til at han kom til at have noget med mig og Gøre, var på grund af barnet, det skal lige siges at jeg er 13 uger henne nu. 

Han valgte så og skrive til min mor at han var bange for at han ikke fik lov til komme med til scanningerne,  jeg ville ikke kunne kigge på ham, jeg er så såret, og ked af det. 

Selvfølgelig har jeg Heller ikke rent mel i posen, jeg er meget sur lige i øjeblikket og har ikke rigtig lyst til noget, ud over at sidde her hjemme og se tv. Men jeg synes Heller ikke at det går ud over ham hvis jeg er sur. Og efter jeg blev gravid har jeg synes det var virkelig underligt at have sex, og det har jeg fortalt ham, og han kunne forstå mig, og se det fra min side. Men hver gang vi er uvenner skal han altid bruge ting i mod mig som han ved sårer mig. 

Min mor synes selvfølgelig at det hele er min skyld, da hun aldrig har set ham fra den side af.. 

Hvad vil I mene jeg skulle Gøre??? Jeg palle alene i verden med det her  

Jeg har lidt svært ved at følge med. Hvad mener du med st du selvfølgelig heller ikke har rent mel i posen?? 

Hvad bliver I normalt uvenner over og hvordan bliver I gode venner igen? Taler I om det, undskylder han sine ord? 

Hvor gamle er I og hvor længe har I været sammen? 

mor:) skriver:

Jeg har lidt svært ved at følge med. Hvad mener du med st du selvfølgelig heller ikke har rent mel i posen?? 

Hvad bliver I normalt uvenner over og hvordan bliver I gode venner igen? Taler I om det, undskylder han sine ord? 

Hvor gamle er I og hvor længe har I været sammen? 

rent mel i posen, mener jeg med at jeg kan være ligeså god til at blive sur over ting, men ikke så tit igen.

vi har været sammen i 5 år nu, og det har gået op og ned. vi kan blive uvenner over det mindste, såsom han ikke mener at jeg støtter/hjælper ham når han har truffet en dårlig beslutning. så bliver han sur og kalder mig, kælling,so,ikke til at regne med, at jeg aldrig støtter ham osv.

jeg vil ikke sige at vi bliver gode venner igen, vi ''glemmer'' det bare, og snakker om noget andet bagefter..

jeg er bare ikke helt klar over hvad jeg skal stille op, for han er super god til at starte en diskussion, og hvis jeg siger til ham at jeg ikke gider diskutere så bliver han bare ved og ved og bliver mere sur. 
måske er det mig som er helt gal på den, jeg ved det ikke.

Anonym skriver:

rent mel i posen, mener jeg med at jeg kan være ligeså god til at blive sur over ting, men ikke så tit igen.

vi har været sammen i 5 år nu, og det har gået op og ned. vi kan blive uvenner over det mindste, såsom han ikke mener at jeg støtter/hjælper ham når han har truffet en dårlig beslutning. så bliver han sur og kalder mig, kælling,so,ikke til at regne med, at jeg aldrig støtter ham osv.

jeg vil ikke sige at vi bliver gode venner igen, vi ''glemmer'' det bare, og snakker om noget andet bagefter..

jeg er bare ikke helt klar over hvad jeg skal stille op, for han er super god til at starte en diskussion, og hvis jeg siger til ham at jeg ikke gider diskutere så bliver han bare ved og ved og bliver mere sur. 
måske er det mig som er helt gal på den, jeg ved det ikke.

Mettefpigen skriver:

Jeg synes i skal sidde jer ned og snakke alle jeres problemer igennem...øg finde ud af at diskutere ordentligt stedet for at kalde hinanden for grimme ting... og snak om tingene stedet for at glemme dem... det bli'r ikke nemmere når den lille kommer..

jeg har også prøvet at være den 'store' og sige vi skal snakke om hvordan vi får det til at fungere, men det virker som om han slet ikke gider se sine egne fejl, og derfor bliver sur og siger det ikke virker, han vil ikke selv gøre noget for det  så det er prøvet, og det har ikke givet gevinst, og bare de ting som han har skrevet til mig igår, sårede mig virkelig, og er slet ikke blevet bedre i dag. 

Anonym skriver:

jeg har også prøvet at være den 'store' og sige vi skal snakke om hvordan vi får det til at fungere, men det virker som om han slet ikke gider se sine egne fejl, og derfor bliver sur og siger det ikke virker, han vil ikke selv gøre noget for det  så det er prøvet, og det har ikke givet gevinst, og bare de ting som han har skrevet til mig igår, sårede mig virkelig, og er slet ikke blevet bedre i dag. 

Mettefpigen skriver:

Så er der vel egentlig kun tilbage og høre om han vil være med til at redde forholdet.... prøve noget parterapi...

det har jeg også haft kommet med, så siger han bare at det ikke er normalt og så kan man ligeså godt gå fra hinanden. 
men det er bare det der med (jeg elsker dig ikke mere, jeg afskyr dig, jeg snakker kun med dig på grund af barnet) jeg forstår det ikke. 

jeg har spurgt ham om hvordan han kunne skrive sådan der til mig, hans svar var bare at det var ærlig snak, og 5  min efter så skrev han i en længere besked at han savnede mig når vi ikke var sammen og elskede mig. jeg ved sku ikke lige hvad jeg skal stole på. 

Kære ven!
Først så tænker jeg:
Er det noget at lade et barn vokse op i???
Evig splid og spektakler..uvenskab og uenighed hos far og mor!!!
Tak for kaff' en barndom det stakkels barn får

Hvad med om du ganske enkelt pakkede dit habengut og flyttede og så se at få startet på en frisk på et mere værdigt liv for dig og dit barn, og så kan den selvoptagne hustyran passe sig selv.
For enten så vil han påvirke barnet til at nedgøre dig også eller også vil han gøre det samme mod jeres barn.
At din mor synes noget andet end du, er jo egentligt ikke dit problem..hun skal jo ikke leve sammen med ham.

Så løft hovedet og se at komme videre..med værdighed.

Kærligst
Sussie

Jeg ville lægge ham på is - og kun svare ham hvis han kunne  begynde at tale pænt. Man bliver ikke respekteret, hvis man ikke siger fra. Og hvis han vil med til scanning, så må du jo sige at han skal behandle dig ordentligt, ellers må han jo blive væk. Du kommer til at have nok at se til med et barn, du kan ikke bruge al din energi på ham når barnet er der- så kan du jo give ham en forsmag på det allerede. Siger ikke at du skal droppe ham, men sæt spillereglerne for hvordan man behandler dig- så ved han det, og kan handle derefter - eller fedte af 

SussieThyssen skriver:

Kære ven!
Først så tænker jeg:
Er det noget at lade et barn vokse op i???
Evig splid og spektakler..uvenskab og uenighed hos far og mor!!!
Tak for kaff' en barndom det stakkels barn får

Hvad med om du ganske enkelt pakkede dit habengut og flyttede og så se at få startet på en frisk på et mere værdigt liv for dig og dit barn, og så kan den selvoptagne hustyran passe sig selv.
For enten så vil han påvirke barnet til at nedgøre dig også eller også vil han gøre det samme mod jeres barn.
At din mor synes noget andet end du, er jo egentligt ikke dit problem..hun skal jo ikke leve sammen med ham.

Så løft hovedet og se at komme videre..med værdighed.

Kærligst
Sussie

nej det synes jeg bestemt heller ikke at mit barn skal vokse op i, og jeg har haft samme tanke om at flytte, jeg er igang med at søge lejlighed.
han er bare så ondskabfuld så det kan gøre helt ondt, er sku bange for at han vil prøve at søge forældre myndigheden


men jeg har et andet spørgsmål, vil du mene at jeg skal huske ham på de forskelige scannings tider eller skal jeg bare håbe at han selv husker det. og så bare se igemmem finger med de ting han har gjort.