Hvorfor er livet så uretfærdigt?

Anonym skriver:

Puha, jeg synes livet er en smule unfair for tiden. 

For et par måneder siden mødte jeg den mest fantastiske fyr. Vi blev hurtigt forelskede, han elsker min datter og alt er skønt. Jeg er så glad for ham og han er det bedste der længe er sket.

Det er kun 1 år siden jeg gik fra min ekskæreste og min datters far, vi havde et hårdt brud og det var nogle hårde måneder, så da jeg mødte min nye kæreste, følte jeg endelig lykken tilsmilede mig en lille smule.

I går fik jeg så den frygtelig besked - min kæreste har fået konstateret Leukæmi!! Jeg er ødelagt, smadret, slået ud af kurs og pludselig gik det op for mig, hvor glad man kan blive for et andet menneske, på meget kort tid.

Jeg har været ved ham, så meget som muligt siden. Det er på den ene side hårdt og underligt pludselig at være en del af så skrækkelig en ting, men jeg kan ikke finde andre løsninger i mit hoved. Jeg har kvalme bare ved tanken om at vige fra hans side. men hvor er det hårdt. Jeg er grædt og skældt ud - hvorfor?? hvorfor skal jordens dejligste mand og min kæreste rammes af den lorte sygdom?? Det er bare ikke fair. 

 

Tak fordi du læste med. Jeg havde brug for at lette mit hjerte og brug for at finde styrken og troen frem. Jeg tror på ham og på han klare den. Det skal han, min datter og jeg står jo lige her og venter på ham. Man kan da ikke tage noget fra en, som man lige har fået. 

Håber på det bedste for ham og for dig 

Anonym skriver:

Nej, det er skrækkeligt, for man er sat helt ud af spillet. Man kan være der psykisk og opmuntre, men selve behandlingen er fuldstændig ude af vores hænder.

Han har haft leukæmi tidligere i sit liv, men har været helt rask i flere år. Pludselig fik han nogle smerter, men umiddelbart havde de ikke sammenhæng med leukæmi og de troede blot det var en forstoppelse. I søndags blev han mere dårlig og jeg kørte ham på hospitalet - de kunne meget hurtigt konstatere akut leukæmi. Det kan åbenbart udvikle sig på få dage.

Anonym skriver:

Puha, jeg synes livet er en smule unfair for tiden. 

For et par måneder siden mødte jeg den mest fantastiske fyr. Vi blev hurtigt forelskede, han elsker min datter og alt er skønt. Jeg er så glad for ham og han er det bedste der længe er sket.

Det er kun 1 år siden jeg gik fra min ekskæreste og min datters far, vi havde et hårdt brud og det var nogle hårde måneder, så da jeg mødte min nye kæreste, følte jeg endelig lykken tilsmilede mig en lille smule.

I går fik jeg så den frygtelig besked - min kæreste har fået konstateret Leukæmi!! Jeg er ødelagt, smadret, slået ud af kurs og pludselig gik det op for mig, hvor glad man kan blive for et andet menneske, på meget kort tid.

Jeg har været ved ham, så meget som muligt siden. Det er på den ene side hårdt og underligt pludselig at være en del af så skrækkelig en ting, men jeg kan ikke finde andre løsninger i mit hoved. Jeg har kvalme bare ved tanken om at vige fra hans side. men hvor er det hårdt. Jeg er grædt og skældt ud - hvorfor?? hvorfor skal jordens dejligste mand og min kæreste rammes af den lorte sygdom?? Det er bare ikke fair. 

 

Tak fordi du læste med. Jeg havde brug for at lette mit hjerte og brug for at finde styrken og troen frem. Jeg tror på ham og på han klare den. Det skal han, min datter og jeg står jo lige her og venter på ham. Man kan da ikke tage noget fra en, som man lige har fået.