Mit barn bliver dummere

Din søn bliver ikke dårligere begavet af at være sammen med det, jeg læser som en distræt knægt med et umodent sprog. Og siden de er pot og pande, må de jo give hinanden noget - din søn gad ham ikke, hvis han ikke fik noget ud af deres samvær overhovedet. Hvis din søn legede med en 5-årig, ville det heller ikke sætte ham tilbage i udvikling - sådan fungerer det ikke. Vennens sprog smitter nok af, men din søns sprog bliver ikke "spolet tilbage", så han skal begynde forfra. Han leger og eksperimenterer bare med vennens måde at tale på, men han har ikke glemt at tale "rigtigt" af den grund. 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er tale om et solidt venskab, som din søn også lærer af. Jeg synes så slet ikke, at der er noget rystende ved, at en 8-årig glemmer sin jakke, selv om det er koldt - min yngste på 15 er ekstremt distræt og glemmer ALT, og han har præsteret mange gange at komme fra skole uden sko på, men han er højt begavet, og vi har skam stillet krav til ham på linje med dem, vi har stillet hans søskende. Han er bare professortypen, der forsvinder i dybe tanker og glemmer alt omkring sig. Måske er noget lignende tilfældet for din søns ven? 

Børn lærer af alt og af alle - ligesom vi voksne også kan lære både af børn og af udviklingshæmmede, som ikke matcher vores intellektuelle niveau, men kan give så meget andet. Jeg synes, du skal slappe helt af og glæde dig over, at din søn har en rigtig god kammerat - som ikke påvirker ham til at sige "fuck" og opføre sig ubehøvlet. 

Anonym skriver:

Jeg har en skøn dreng på 8 år. Hans bedste kammerat er 5 mdr yngre og er lige bliver 8. De to er pot og pande og bor ca 50 m fra hinanden og går i klasse sammen. Min bekymring er at når de har leget sammen i nogle dage er mit barn blevet "dummere".

Kammerater er en rigtig sød dreng, men jeg nogen gange tror jeg ikke han er "helt hjemme". Han kan ikke finde ud af at tage sine sko eller sit tøj på uden guidning. Når man spørger ham om noget stirrer han fuldstændig tom i blikket. I efteråret, da det var koldt og blæsende kom de herhjem fra skole. Da jeg spørger om hvor hans jakke er henne glor han bare på mig mig og svarer "det ved jeg ikke. Den er vist på skolen".  Og der er mange flere eksempler hvor jeg bare tager mig til hovedet og tænker WHAT?!?!?! HVAD SKER DER LIGE HER?!?!?!

 

Og det smitter af på min dreng. Han sidder fx og peget på vandflasken og siger lyde i stedet for at sige hvad han vil - lyde kammeraten bruger. Han får også det tomme blik i øjnene når man taler til ham, og hans sprog går tilbage. Normalt retter jeg ikke på ham når det han siger ikke er grammatisk korrekt, men når han som 8,5 årig pludselig begynder med pipfugl, muhko og vovhund, så siger jeg stop. Jeg føler bare at at hans iq daler med nogle point efter en hel dag eller to sammen med kammeraten. 

Jeg har virkelig ikke lyst til at de ikke skal lege sammen mere, for de hygger sig. Og knægten er meget sød. Men nogen gange tænker jeg bare at min drengs hjerne fortjener mere end det. 

Jeg ved godt at der ikke er noget galt med ham (selvom det er der mine tanker er) men at det nok mere er den opdragelse han får. Der bliver ikke stillet så mange krav til ham, men det gør vi når han er her. 

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gribe det an. 

Din søns ven....det kunne være min søn!!

Min søn er dog 13 år. Han har ADHD i svær grad og er medicineret. Mentalt er han som en på 7-8 år, og ved krav reagerer han ofte som en 6årig. Hans sproglige udvikling gik i stå ved 3års alderen, og vi har siden,i samarbejde med adskillige talepædagoger forsøgt at indhente det tabte,men han er meget langt bagud og har mange udtale fejl. Han skal nu i 7.kl, men er kun på 3.kl niveu fagligt.

Tilgengæld er han brandgod til at lege, og Hammer social. Han er utrolig opfindsom og sjov.

vi stiller mange krav til vores søn dagligt,for han vil rigtig gerne være som alle andre, og det er super frustrerende for ham hver gang han spilder noget,eller når lillesøster staver bedre end ham. Men han skal hjælpes og guides hele tiden.

Desuden glemmer han tit og ofte hans ting alle vegne. Og tøj irreterre ham,så han går aldrig med jakke feks. Og skoletasken glemmes i skolen. Ja han kan glemme at spise også, og nogen dage kan han glemme at gå på toilet fordi der liiige var noget der var mere spændende.

Siger ikke at din søns ven fejler noget,men tænker du i dit hjem kan støtte op om vennen, ved at guide i de situationer hvor du tydeligt ser,at han har det svært. Vis ham hvordan man stiller saltbøtten,mens du siger så kan du selv næste gang,for I er jo nogle store drenge. Fremhæv alle de ting,begge drenge gør,i dit selvskab,der er svarene til deres alder,eller som du ser som positivt.

Herved mener jeg også,at du overfor din egen søn,viser at du anerkender deres venskab,og ikke mindst at du fremmer den adfærd du ønsker at se i dit hjem. Glem det negative,det han ikke kan eller de ting din dreng "efteraber", og skamros alt det positive.

Og så lad drengene hygge sig med hinanden:-)

Din dreng bliver jo ikke dummere - han synes sikkert bare det er lidt sjovt at sige som sin ven lige i de dage hvor de er meget sammen. Når han siger lyde og peger på vandflasken, må du jo bare sige at han altså er stor nok til at sige hvad han vil have og bede pænt om den. 

Du behøver ikke være bange for at din dreng bliver dum - det er ikke kammerater der opdrager på ham, ej heller er han en skole. 

De leger og fjoller og mere behøver det ikke være i den alder

det kan også være drengen ikke dum, men er lidt mere barnlig end sine jævnaldrende og så er han nok en smule distræt 

Anonym skriver:

Jeg har en skøn dreng på 8 år. Hans bedste kammerat er 5 mdr yngre og er lige bliver 8. De to er pot og pande og bor ca 50 m fra hinanden og går i klasse sammen. Min bekymring er at når de har leget sammen i nogle dage er mit barn blevet "dummere".

Kammerater er en rigtig sød dreng, men jeg nogen gange tror jeg ikke han er "helt hjemme". Han kan ikke finde ud af at tage sine sko eller sit tøj på uden guidning. Når man spørger ham om noget stirrer han fuldstændig tom i blikket. I efteråret, da det var koldt og blæsende kom de herhjem fra skole. Da jeg spørger om hvor hans jakke er henne glor han bare på mig mig og svarer "det ved jeg ikke. Den er vist på skolen".  Og der er mange flere eksempler hvor jeg bare tager mig til hovedet og tænker WHAT?!?!?! HVAD SKER DER LIGE HER?!?!?!

 

Og det smitter af på min dreng. Han sidder fx og peget på vandflasken og siger lyde i stedet for at sige hvad han vil - lyde kammeraten bruger. Han får også det tomme blik i øjnene når man taler til ham, og hans sprog går tilbage. Normalt retter jeg ikke på ham når det han siger ikke er grammatisk korrekt, men når han som 8,5 årig pludselig begynder med pipfugl, muhko og vovhund, så siger jeg stop. Jeg føler bare at at hans iq daler med nogle point efter en hel dag eller to sammen med kammeraten. 

Jeg har virkelig ikke lyst til at de ikke skal lege sammen mere, for de hygger sig. Og knægten er meget sød. Men nogen gange tænker jeg bare at min drengs hjerne fortjener mere end det. 

Jeg ved godt at der ikke er noget galt med ham (selvom det er der mine tanker er) men at det nok mere er den opdragelse han får. Der bliver ikke stillet så mange krav til ham, men det gør vi når han er her. 

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gribe det an. 

Selvfølgelig skal de lege! Din søn bliver ikke dummere.

Jeg gik i klasse med sådan en dreng, som din søns legekammerat. I det ene hjørne af klasselokalet lå hans ting i en bunke, gymnastiktøj, overtøj, sko - ja, nogengange gik han hjem uden sko. Og nogengange gloede han uforstående på folk, når de stillede det mest simple spørgsmål. Hans forældre var skide søde og seje, og de tog hans distræthed helt roligt. De hentede aldrig gymnastiktøjet for ham, og havde han glemt sine sko i skolen, måtte han gå i skole dagen efter i sandaler om vinteren. Han var ikke dum, han var et andet sted - i sine egne tanker. I dag er han civilingeniør og far til tre lækre børn.

Jeg gik indad som barn, og det gjorde min bedsteveninde derfor også i en periode. Men det blev kedeligt, og måske en anelse anstrengende i længden, og så holdt hun op - for hun gik jo ikke indad naturligt. Det gør børn, sammenligner, spejler, efteraber, altsammen er en del af deres identitetsdannelse.