Mit barn bliver dummere

Jeg har en skøn dreng på 8 år. Hans bedste kammerat er 5 mdr yngre og er lige bliver 8. De to er pot og pande og bor ca 50 m fra hinanden og går i klasse sammen. Min bekymring er at når de har leget sammen i nogle dage er mit barn blevet "dummere".

Kammerater er en rigtig sød dreng, men jeg nogen gange tror jeg ikke han er "helt hjemme". Han kan ikke finde ud af at tage sine sko eller sit tøj på uden guidning. Når man spørger ham om noget stirrer han fuldstændig tom i blikket. I efteråret, da det var koldt og blæsende kom de herhjem fra skole. Da jeg spørger om hvor hans jakke er henne glor han bare på mig mig og svarer "det ved jeg ikke. Den er vist på skolen".  Og der er mange flere eksempler hvor jeg bare tager mig til hovedet og tænker WHAT?!?!?! HVAD SKER DER LIGE HER?!?!?!

Og det smitter af på min dreng. Han sidder fx og peget på vandflasken og siger lyde i stedet for at sige hvad han vil - lyde kammeraten bruger. Han får også det tomme blik i øjnene når man taler til ham, og hans sprog går tilbage. Normalt retter jeg ikke på ham når det han siger ikke er grammatisk korrekt, men når han som 8,5 årig pludselig begynder med pipfugl, muhko og vovhund, så siger jeg stop. Jeg føler bare at at hans iq daler med nogle point efter en hel dag eller to sammen med kammeraten. 

Jeg har virkelig ikke lyst til at de ikke skal lege sammen mere, for de hygger sig. Og knægten er meget sød. Men nogen gange tænker jeg bare at min drengs hjerne fortjener mere end det. 

Jeg ved godt at der ikke er noget galt med ham (selvom det er der mine tanker er) men at det nok mere er den opdragelse han får. Der bliver ikke stillet så mange krav til ham, men det gør vi når han er her. 

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gribe det an. 

Anonym skriver:

Jeg har en skøn dreng på 8 år. Hans bedste kammerat er 5 mdr yngre og er lige bliver 8. De to er pot og pande og bor ca 50 m fra hinanden og går i klasse sammen. Min bekymring er at når de har leget sammen i nogle dage er mit barn blevet "dummere".

Kammerater er en rigtig sød dreng, men jeg nogen gange tror jeg ikke han er "helt hjemme". Han kan ikke finde ud af at tage sine sko eller sit tøj på uden guidning. Når man spørger ham om noget stirrer han fuldstændig tom i blikket. I efteråret, da det var koldt og blæsende kom de herhjem fra skole. Da jeg spørger om hvor hans jakke er henne glor han bare på mig mig og svarer "det ved jeg ikke. Den er vist på skolen".  Og der er mange flere eksempler hvor jeg bare tager mig til hovedet og tænker WHAT?!?!?! HVAD SKER DER LIGE HER?!?!?!

 

Og det smitter af på min dreng. Han sidder fx og peget på vandflasken og siger lyde i stedet for at sige hvad han vil - lyde kammeraten bruger. Han får også det tomme blik i øjnene når man taler til ham, og hans sprog går tilbage. Normalt retter jeg ikke på ham når det han siger ikke er grammatisk korrekt, men når han som 8,5 årig pludselig begynder med pipfugl, muhko og vovhund, så siger jeg stop. Jeg føler bare at at hans iq daler med nogle point efter en hel dag eller to sammen med kammeraten. 

Jeg har virkelig ikke lyst til at de ikke skal lege sammen mere, for de hygger sig. Og knægten er meget sød. Men nogen gange tænker jeg bare at min drengs hjerne fortjener mere end det. 

Jeg ved godt at der ikke er noget galt med ham (selvom det er der mine tanker er) men at det nok mere er den opdragelse han får. Der bliver ikke stillet så mange krav til ham, men det gør vi når han er her. 

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gribe det an. 

Hvad skulle du gøre?? Du kan jo ikke blande dig i hvordan de opdrager ham (tror nu heller ikke at det har noget med opdragelse at gøre) og personligt ville jeg da aldrig bestemme hvem min dreng skulle være venner med og da slet ikke fordi jeg mener han ikke er klog nok

Anonym skriver:

Jeg har en skøn dreng på 8 år. Hans bedste kammerat er 5 mdr yngre og er lige bliver 8. De to er pot og pande og bor ca 50 m fra hinanden og går i klasse sammen. Min bekymring er at når de har leget sammen i nogle dage er mit barn blevet "dummere".

Kammerater er en rigtig sød dreng, men jeg nogen gange tror jeg ikke han er "helt hjemme". Han kan ikke finde ud af at tage sine sko eller sit tøj på uden guidning. Når man spørger ham om noget stirrer han fuldstændig tom i blikket. I efteråret, da det var koldt og blæsende kom de herhjem fra skole. Da jeg spørger om hvor hans jakke er henne glor han bare på mig mig og svarer "det ved jeg ikke. Den er vist på skolen".  Og der er mange flere eksempler hvor jeg bare tager mig til hovedet og tænker WHAT?!?!?! HVAD SKER DER LIGE HER?!?!?!

 

Og det smitter af på min dreng. Han sidder fx og peget på vandflasken og siger lyde i stedet for at sige hvad han vil - lyde kammeraten bruger. Han får også det tomme blik i øjnene når man taler til ham, og hans sprog går tilbage. Normalt retter jeg ikke på ham når det han siger ikke er grammatisk korrekt, men når han som 8,5 årig pludselig begynder med pipfugl, muhko og vovhund, så siger jeg stop. Jeg føler bare at at hans iq daler med nogle point efter en hel dag eller to sammen med kammeraten. 

Jeg har virkelig ikke lyst til at de ikke skal lege sammen mere, for de hygger sig. Og knægten er meget sød. Men nogen gange tænker jeg bare at min drengs hjerne fortjener mere end det. 

Jeg ved godt at der ikke er noget galt med ham (selvom det er der mine tanker er) men at det nok mere er den opdragelse han får. Der bliver ikke stillet så mange krav til ham, men det gør vi når han er her. 

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gribe det an. 

Lad dem hygge sig og lege, men tag en snak med din dreng om hvordan det er i hans kammerats hjem (hvis han kommer der) Og spørg lidt ind til hvordan vennen klarer sig i skolen.
Så kan du jo sige til ham at du fornemmer at vennen har brug for lidt ekstra hjælp, og at han måske kan hjælpe vennen lidt ved at sige at han ikke vil tale pattesprog, komme med underlige lyde og den slags.
Du kan jo sige, at nu er de så store drenge, så de også må opføre sig som store drenge.
Iøvrigt så har børn i den alder perioder hvor de morer sig med at gå i barndom.
Det går over igen.
Jeg kan tydeligt huske det fra mig selv..og har set det utallige gange i mit lærerliv


Kærligst
Sussie

PernilleogLouis skriver:

Hvad skulle du gøre?? Du kan jo ikke blande dig i hvordan de opdrager ham (tror nu heller ikke at det har noget med opdragelse at gøre) og personligt ville jeg da aldrig bestemme hvem min dreng skulle være venner med og da slet ikke fordi jeg mener han ikke er klog nok

Jeg vil heller ikke bestemme hvem han skal lege med - tværtom. Det jeg ikke helt ved hvordan jeg skal håndtere er mit eget barn ( det fik jeg vist heller ikke med) uden at blive irriteret. For jeg har ligesom været igennem det stadie med ham een gang 

SussieThyssen skriver:

Lad dem hygge sig og lege, men tag en snak med din dreng om hvordan det er i hans kammerats hjem (hvis han kommer der) Og spørg lidt ind til hvordan vennen klarer sig i skolen.
Så kan du jo sige til ham at du fornemmer at vennen har brug for lidt ekstra hjælp, og at han måske kan hjælpe vennen lidt ved at sige at han ikke vil tale pattesprog, komme med underlige lyde og den slags.
Du kan jo sige, at nu er de så store drenge, så de også må opføre sig som store drenge.
Iøvrigt så har børn i den alder perioder hvor de morer sig med at gå i barndom.
Det går over igen.
Jeg kan tydeligt huske det fra mig selv..og har set det utallige gange i mit lærerliv


Kærligst
Sussie

 

 

Jeg kender godt hjemmet  Rigtig søde forældre (begge to gogger ). Jeg har prøvet at snakke med min dreng om det, og for ham er kammeraten bare sådan - ikke noget han tænker over. Men der går ikke ret længe inden det hele er glemt igen (hukommelse og koncentration sem en guldfisk ) Tror vist bare jeg skal tage den igen igen 

Anonym skriver:

Jeg har en skøn dreng på 8 år. Hans bedste kammerat er 5 mdr yngre og er lige bliver 8. De to er pot og pande og bor ca 50 m fra hinanden og går i klasse sammen. Min bekymring er at når de har leget sammen i nogle dage er mit barn blevet "dummere".

Kammerater er en rigtig sød dreng, men jeg nogen gange tror jeg ikke han er "helt hjemme". Han kan ikke finde ud af at tage sine sko eller sit tøj på uden guidning. Når man spørger ham om noget stirrer han fuldstændig tom i blikket. I efteråret, da det var koldt og blæsende kom de herhjem fra skole. Da jeg spørger om hvor hans jakke er henne glor han bare på mig mig og svarer "det ved jeg ikke. Den er vist på skolen".  Og der er mange flere eksempler hvor jeg bare tager mig til hovedet og tænker WHAT?!?!?! HVAD SKER DER LIGE HER?!?!?!

 

Og det smitter af på min dreng. Han sidder fx og peget på vandflasken og siger lyde i stedet for at sige hvad han vil - lyde kammeraten bruger. Han får også det tomme blik i øjnene når man taler til ham, og hans sprog går tilbage. Normalt retter jeg ikke på ham når det han siger ikke er grammatisk korrekt, men når han som 8,5 årig pludselig begynder med pipfugl, muhko og vovhund, så siger jeg stop. Jeg føler bare at at hans iq daler med nogle point efter en hel dag eller to sammen med kammeraten. 

Jeg har virkelig ikke lyst til at de ikke skal lege sammen mere, for de hygger sig. Og knægten er meget sød. Men nogen gange tænker jeg bare at min drengs hjerne fortjener mere end det. 

Jeg ved godt at der ikke er noget galt med ham (selvom det er der mine tanker er) men at det nok mere er den opdragelse han får. Der bliver ikke stillet så mange krav til ham, men det gør vi når han er her. 

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gribe det an. 

Hvad vil du gøre? Adoptere drengen og opdrage ham selv?
Jeg gætter på at hvis han er sådan hele tiden, ville lærerne i skolen jo nok reagere på det, for du kan jo ikke sidde i hvad 1-2klasse og snakke som et lille barn. Det ville nok ende i mobning. Så måske er det kun i legen.. 

Bare fordi han siger pipfugl og andet, har brug for lidt ekstra hjælp, gør ham ikke dum. 
Jeg kender en 10årig, der også kan have brug for hjælp, fordi han har en hjerneskade, men man kan ikke se det på ham, og det er nok ikke ligefrem det forældrene går rundt og fortælle alle, når det ikke påvirker ham. 

Synes egentlig at det er synd at du siger dit barn bliver dummere på grund af den dreng. 
jeg kan altså også godt finde på at sige pipfugl, muhko m.m... og jeg er altså voksen, men det er fordi det lyder sjovt.. Er jeg så også dum? Og nej jeg siger det ikke hele tiden. Men det ved du jo heller ikke om han gør? 

Og jeg har også glemt hvor jeg lagde ting, glemt at tage en jakke eller hue på, hvor jeg har været eller hvor jeg skulle hen, det har ikke noget med at være dum at gøre, det har noget med hukommelsen at gøre.. 
Jeg har korttidshukommelse, så jeg glemmer hurtigt.
Så nej jeg tror ikke han er dum og jeg tror bare at din søn synes det er sjovt at efterabe. 

Og nej jeg ville ikke skille dem af. 

Har du spurgt hvorfor han har ændret sig? Har lærerene sagt at din søn snakker sådan i timerne?

Yurie skriver:

Hvad vil du gøre? Adoptere drengen og opdrage ham selv?
Jeg gætter på at hvis han er sådan hele tiden, ville lærerne i skolen jo nok reagere på det, for du kan jo ikke sidde i hvad 1-2klasse og snakke som et lille barn. Det ville nok ende i mobning. Så måske er det kun i legen.. 

Bare fordi han siger pipfugl og andet, har brug for lidt ekstra hjælp, gør ham ikke dum. 
Jeg kender en 10årig, der også kan have brug for hjælp, fordi han har en hjerneskade, men man kan ikke se det på ham, og det er nok ikke ligefrem det forældrene går rundt og fortælle alle, når det ikke påvirker ham. 

Synes egentlig at det er synd at du siger dit barn bliver dummere på grund af den dreng. 
jeg kan altså også godt finde på at sige pipfugl, muhko m.m... og jeg er altså voksen, men det er fordi det lyder sjovt.. Er jeg så også dum? Og nej jeg siger det ikke hele tiden. Men det ved du jo heller ikke om han gør? 

Og jeg har også glemt hvor jeg lagde ting, glemt at tage en jakke eller hue på, hvor jeg har været eller hvor jeg skulle hen, det har ikke noget med at være dum at gøre, det har noget med hukommelsen at gøre.. 
Jeg har korttidshukommelse, så jeg glemmer hurtigt.
Så nej jeg tror ikke han er dum og jeg tror bare at din søn synes det er sjovt at efterabe. 

Og nej jeg ville ikke skille dem af. 

Har du spurgt hvorfor han har ændret sig? Har lærerene sagt at din søn snakker sådan i timerne?

 

 

Det kan godt være det er synd at sige han bliver dummere, men det er nu engang det jeg føler. Jeg har det svært med at i går fik et barn på 8 hjem fra SFO, og efter en legeaftele på 3 timer fik et barn på 6. 

Og som jeg skrev i mit første indlæg så er det ikke kun sproget. Der er bare så mange småting. Et andet eksempel er at de skulle have en æggemad. Kammeraten tager vores saltkværn og kommer salt på. Bagefter kan han ikke finde ud af at sætte den igen. Først stiller han den rigtig, så på hovedet, så rigtig igen, hvorefter han bare ligger den ned. Og den kan altså kun stå på een måde. 

Så igen - det er ikke bare det at han siger pipfugl, men hele hans adfærd. Og nej de har ikke sagt noget i skolen om ham. 

Anonym skriver:

Det kan godt være det er synd at sige han bliver dummere, men det er nu engang det jeg føler. Jeg har det svært med at i går fik et barn på 8 hjem fra SFO, og efter en legeaftele på 3 timer fik et barn på 6. 

Og som jeg skrev i mit første indlæg så er det ikke kun sproget. Der er bare så mange småting. Et andet eksempel er at de skulle have en æggemad. Kammeraten tager vores saltkværn og kommer salt på. Bagefter kan han ikke finde ud af at sætte den igen. Først stiller han den rigtig, så på hovedet, så rigtig igen, hvorefter han bare ligger den ned. Og den kan altså kun stå på een måde. 

Så igen - det er ikke bare det at han siger pipfugl, men hele hans adfærd. Og nej de har ikke sagt noget i skolen om ham. 

Men ved du 100% at drengen ikke har en skade? 

Og hvis han ikke engang kan sætte den ned, har det ikke noget med opdragelsen at gøre. Det er jo ikke noget forældre lære børn. 

Men tror du ikke at de ville sige i skolen, hvis han lige pludselig begyndte at opfører sig som en 5-6årig? 
Kan det ikke bare være overfor dig, din søn er på den måde? At han bare har det lidt sjovt. 

Yurie skriver:

Men ved du 100% at drengen ikke har en skade? 

Og hvis han ikke engang kan sætte den ned, har det ikke noget med opdragelsen at gøre. Det er jo ikke noget forældre lære børn. 

 

Men tror du ikke at de ville sige i skolen, hvis han lige pludselig begyndte at opfører sig som en 5-6årig? 
Kan det ikke bare være overfor dig, din søn er på den måde? At han bare har det lidt sjovt. 

Nej det ved jeg ikke - derfor skrev jeg også at min tanke er at han ikke er "helt med". 

Det kan godt være han synes det er sjovt at være 5-6 år hos sin mor, men det synes mor ikke (eller far for den sag skyld). Vi hat ligesom været igennem det stadie og er super glade for en dreng på 8. Det er derfor jeg jeg spørger om råd - netop for ikke at skulle have en 6 årig 4 dage hver anden uge. 

Anonym skriver:

Nej det ved jeg ikke - derfor skrev jeg også at min tanke er at han ikke er "helt med". 

Det kan godt være han synes det er sjovt at være 5-6 år hos sin mor, men det synes mor ikke (eller far for den sag skyld). Vi hat ligesom været igennem det stadie og er super glade for en dreng på 8. Det er derfor jeg jeg spørger om råd - netop for ikke at skulle have en 6 årig 4 dage hver anden uge. 

Fair nok, men så synes jeg ikke at du skal sige at dit barn bliver dummere af at være sammen med ham. Bare fordi bliver som en 6årig, er han jo ikke dummere end som en 8årig. 

Men ved ikke hvordan I skal gøre det, for han vil helt sikkert kopiere sin ven igen. Og jeg selv ville ikke tage det som et stort problem, hvis det ikke var hele tiden. Ville lade ham have det lidt sjovt.. 

Det er svært at sige til en 8årig; Du må ikke opfører dig som din ven, for det er forkert. For det er jo ikke forkert for vennen, men det vil være forkert for din søn. 

Og det er også svært at sige det til drengens forældre; Jeres søn gør at min søn opfører sig som en 6årig. 

Der er vel ikke andet at gøre end at snakke med ham. Har I spurgt hvorfor han gør det? For sjov, eller det er fordi sådan er vennen, uden at få det til at lyde som om det er forkert.?