hvad ville i vælge?

JH12 skriver:

Jeg synes virkelig det er et kæmpe stort valg..
Troede jeg var helt afklaret med det 'bare' skulle være en plads på de ukendtes grav.. Og selvom vi selv skal ligge ham i jorden/ og hente ham fra kapellet, føler jeg måske inderst inde ikke at det er nok.. For storesøster er også involveret og jeg tror også det er nemmere at snakke med hende hvis man kan besøge lillebror.. Plus at jeg allerede nu mangler et sted hvor jeg kan tage hen, snakke med ham, være tæt på ham, og være fuldstændig ulykkelig uden nogen kigger fuldstændig underligt på mig..

For jeg er ubeskrivelig ulykkelig og jo længere væk jeg kommer fra fødslen i tirsdag jo mere går det op for mig...

Du skal jo huske, at din krop er i chok, dine hormoner vender, alt er et helvede lige nu.

Som jeg ser det vil et lille sted i en mindelund eller tilsvarende være godt for dig. Der vil du kunne mindes i fred og ro.
Og tro mig...INGEN vil synes, at det er underligt.
Du er jo ikke den eneste der har mistet, og du vil heller ikke blive den sidste.

Der er en anden ting du skal indse...den sorg du har, må du ikke overføre på dit andet barn.
Børn føler sorg på en anden måde end vi gør.
Den kommer og forsvinder, kommer og forsvinder.
De har meget sjældent brug for et sted at udleve sorgen ved. De har oftest mere brug for, at man er på nu og her, når de kommer med deres spørgsmål, og så er de væk igen få øjeblikke senere.

Man skal heller ikke fastholde dem i en sorg, der ikke er nødvendig, men se at komme videre i barnets tempo.
Det er vigtigt kun at tale om tingene, når de begynder, men ikke selv snakke om det.
Det barn du har mistet, kan dit levende barn ikke forholde sig til, og det skal det heller ikke.
Livet skal leves videre.

Det var list tanker herfra.
Men husk....din sorg er ægte og naturlig, du har ret til den, men den må ikke overskygge livet omkring dig.

JH12 skriver:

Jeg synes virkelig det er et kæmpe stort valg..
Troede jeg var helt afklaret med det 'bare' skulle være en plads på de ukendtes grav.. Og selvom vi selv skal ligge ham i jorden/ og hente ham fra kapellet, føler jeg måske inderst inde ikke at det er nok.. For storesøster er også involveret og jeg tror også det er nemmere at snakke med hende hvis man kan besøge lillebror.. Plus at jeg allerede nu mangler et sted hvor jeg kan tage hen, snakke med ham, være tæt på ham, og være fuldstændig ulykkelig uden nogen kigger fuldstændig underligt på mig..

For jeg er ubeskrivelig ulykkelig og jo længere væk jeg kommer fra fødslen i tirsdag jo mere går det op for mig...

Du skal mærke efter i maven og i hvert fald ikke lade hvad du tror andre vil tænke være udslagsgivende. 

For mig/os var graven essentiel i starten, hun døde i november og jo så den mørke tid derfor havde vi tændt lys i to mnd og det hjalp os. 

Med hensyn til storesøster ved jeg ikke hvor stor hun er, men Dina var 3 1/2 år og følte også et tab (Lia havde jo også været i hendes arme) og hun havde en sorg inden i som overraskede mig koloenormt. Men graven har ikke været vigtig for hende, det har i højere grad været billeder og tegninger her hjemme som var hendes holdepunkt. 

Egentlig har vi ikke krævet hun var med i sorgen og hun havde sin skønne hverdag, men vi var i sorg og jeg kunne ikke bare slukke og tænde for den, så hun var jo en del af den, for hun var en del af familien. For Dina nu 8 år efter er Lia stadig en del, hun tæller hende med, hun valgte selv at på hendes nye opslagstavle skulle et billede af Lia og hende op som det første

Og for hende er graven en del af vores virkelighed som er forbundet med nogen traditioner - ikke at det døde fylder mere end det levende tværtimod men traditionerne er skønne også fordi det giver grobund for især Dinas spørgsmål, sidste år var det feks. Om jeg havde grædt (det havde hun glemt) og for Liam var det det tekniske omkring hjertet.

Jeg brugte mange tanker om det at være mor til et dødt barn og levende barn på samme tid - kom ikke frem til nogen svar, men deler gerne tankerne.  Du er velkommen til at skrive. 

Jeg tror at hvis min baby i maven døde nu (35+6) ville hun skulle begraves ved enten min mormor og morfar eller min mands farmor og farfar. Nogle som ville have elsket hende, passet på hende hvis de havde haft chancen. Det er godt nok langt væk, men så ville vi nok have en lille hylde herhjemme hvor billeder kunne stå sammen med et stearinlys. 

Øder er intet religiøst i det, men for mig ville det nok have lige så stor betydning som at min datter er opkaldt efter min farmor. Ren sentimentalitet.

Og det gør mig meget ondt