Iih det der med at tie stille med sine "gode" råd!

Ja, kender i det der med at man bare føler man har SÅ gode råd, men ikke kan komme af med dem fordi man risikerer at træde nogen over tæerne?  

Jeg har en veninde med en lille søn på lidt over 3 mdr. Han er temmelig følsom og forældrene virker stadig lidt på bar bund ift at læse hans signaler, Hvilket naturligvis er helt okay, det er sgu svært i starten! Men uuuuuh hvor det kribler i mig for liiiiige at spørge om noget eller komme med et råd! Det er forfærdeligt! Jeg VED jo at der ikke er noget værre end bedrevidende tosser der lige skal blande sig, mens man står og prøver sit allerbedste, så jeg holder selfølgelig min mund og så krydser jeg mine fingre for at de måske snart selv gør sig nogen erfaringer der kan hjælpe dem lidt. Men puhada hvor er det svært  hehe 

Hvad med jer andre mødre, bider i også tungen af jer selv i selskab med nybagte førstegangs mødre? 

Mor11

JA det gør jeg!!  Ih det kan være svært, og man ved jo godt at det kan være rigtig træls at høre paa fra deres side...

Det samme med graviditet og især fødsel... Elsker at fortælle om mine fødsler (selvfølgelig ikke i detaljer), men det er bare saa fed en oplevelse, og man HAR jo prøvet det to gange, saa man synes jo man ved en masse  

Og nu er mine endda kun 1 og 3, saa jeg har stadig en masse at lære, og en masse raad at søge selv. 

Ja, kender i det der med at man bare føler man har SÅ gode råd, men ikke kan komme af med dem fordi man risikerer at træde nogen over tæerne?  

Jeg har en veninde med en lille søn på lidt over 3 mdr. Han er temmelig følsom og forældrene virker stadig lidt på bar bund ift at læse hans signaler, Hvilket naturligvis er helt okay, det er sgu svært i starten! Men uuuuuh hvor det kribler i mig for liiiiige at spørge om noget eller komme med et råd! Det er forfærdeligt! Jeg VED jo at der ikke er noget værre end bedrevidende tosser der lige skal blande sig, mens man står og prøver sit allerbedste, så jeg holder selfølgelig min mund og så krydser jeg mine fingre for at de måske snart selv gør sig nogen erfaringer der kan hjælpe dem lidt. Men puhada hvor er det svært  hehe 

Hvad med jer andre mødre, bider i også tungen af jer selv i selskab med nybagte førstegangs mødre? 

Mor11

Jeg ville da absolut intet have imod at en veninde gav mig gode råd.

Så længe man formulerer sig på en ordentlig måde, ikke tromler og virker bedrevidende, og eventuelt starter med et "du beder mig bare om at holde kæft hvis du ikke gider høre på mig".

Da min søn var nyfødt kunne jeg da sagtens finde på at spørge min mor eller en veninde med større børn om råd - og ser ikke noget i vejen med at man på en sød og omsorgsfuld måde spørger om man kan hjælpe.

Mor11 skriver:

Ja, kender i det der med at man bare føler man har SÅ gode råd, men ikke kan komme af med dem fordi man risikerer at træde nogen over tæerne?  

Jeg har en veninde med en lille søn på lidt over 3 mdr. Han er temmelig følsom og forældrene virker stadig lidt på bar bund ift at læse hans signaler, Hvilket naturligvis er helt okay, det er sgu svært i starten! Men uuuuuh hvor det kribler i mig for liiiiige at spørge om noget eller komme med et råd! Det er forfærdeligt! Jeg VED jo at der ikke er noget værre end bedrevidende tosser der lige skal blande sig, mens man står og prøver sit allerbedste, så jeg holder selfølgelig min mund og så krydser jeg mine fingre for at de måske snart selv gør sig nogen erfaringer der kan hjælpe dem lidt. Men puhada hvor er det svært  hehe 

Hvad med jer andre mødre, bider i også tungen af jer selv i selskab med nybagte førstegangs mødre? 

Mor11

Karina84 skriver:

JA det gør jeg!!  Ih det kan være svært, og man ved jo godt at det kan være rigtig træls at høre paa fra deres side...

Det samme med graviditet og især fødsel... Elsker at fortælle om mine fødsler (selvfølgelig ikke i detaljer), men det er bare saa fed en oplevelse, og man HAR jo prøvet det to gange, saa man synes jo man ved en masse  

Og nu er mine endda kun 1 og 3, saa jeg har stadig en masse at lære, og en masse raad at søge selv. 

Min er også kun lige børnehavestarts-alder så jeg har mange erfaringer at gøre selv endnu, men ja det er bare SÅ svært at holde igen med den viden man så har. Det er jo altsammen noget man vil gøre brug af til nummer2, så derfor virker det så logisk også at give videre til en anden mor! Men ja, det er simpelthen belastende for den mor der skal høre på det  I hvertfald lige i situationen. 

modesty skriver:

Jeg ville da absolut intet have imod at en veninde gav mig gode råd.

Så længe man formulerer sig på en ordentlig måde, ikke tromler og virker bedrevidende, og eventuelt starter med et "du beder mig bare om at holde kæft hvis du ikke gider høre på mig".

Da min søn var nyfødt kunne jeg da sagtens finde på at spørge min mor eller en veninde med større børn om råd - og ser ikke noget i vejen med at man på en sød og omsorgsfuld måde spørger om man kan hjælpe.

Det har du helt ret i, og ja det gør man jo ogsaa selv og gjorde da de var helt smaa.

Men synes nu stadig lige man tager en føler/slapper, og saa tænker en ekstra gang, eller venter til de selv spørger 

Mor11 skriver:

Ja, kender i det der med at man bare føler man har SÅ gode råd, men ikke kan komme af med dem fordi man risikerer at træde nogen over tæerne?  

Jeg har en veninde med en lille søn på lidt over 3 mdr. Han er temmelig følsom og forældrene virker stadig lidt på bar bund ift at læse hans signaler, Hvilket naturligvis er helt okay, det er sgu svært i starten! Men uuuuuh hvor det kribler i mig for liiiiige at spørge om noget eller komme med et råd! Det er forfærdeligt! Jeg VED jo at der ikke er noget værre end bedrevidende tosser der lige skal blande sig, mens man står og prøver sit allerbedste, så jeg holder selfølgelig min mund og så krydser jeg mine fingre for at de måske snart selv gør sig nogen erfaringer der kan hjælpe dem lidt. Men puhada hvor er det svært  hehe 

Hvad med jer andre mødre, bider i også tungen af jer selv i selskab med nybagte førstegangs mødre? 

Mor11

Det kommer an på omstændighederne...men jeg er jo også en "gammel" kone, og hvis jeg kan se at barnets forældre tænger til lidt råd for at barnet trives bedre, ja så giver jeg dem...barnet er trods alt vigtigere end forældrene

Kærligst
Sussie

modesty skriver:

Jeg ville da absolut intet have imod at en veninde gav mig gode råd.

Så længe man formulerer sig på en ordentlig måde, ikke tromler og virker bedrevidende, og eventuelt starter med et "du beder mig bare om at holde kæft hvis du ikke gider høre på mig".

Da min søn var nyfødt kunne jeg da sagtens finde på at spørge min mor eller en veninde med større børn om råd - og ser ikke noget i vejen med at man på en sød og omsorgsfuld måde spørger om man kan hjælpe.

Helt sikkert. men denne veninde er typen der ikke vil have råd hun ikke beder om det VED jeg for sådan er hun med alt lige fra hunden til madlavning  Og de gange jeg har hørt andre komme med et lille råd eller spørgsmål, har hun snerret en del eller sukket dybt som om hun tænker "så luk dog og lad mig klare det"  

Jeg tror det handler meget om hvordan du siger tingene på og hvordan jeres forhold er. 

Så længe du ikke virker bedrevidende, så tror jeg altså ikke det gør så meget

SussieThyssen skriver:

Det kommer an på omstændighederne...men jeg er jo også en "gammel" kone, og hvis jeg kan se at barnets forældre tænger til lidt råd for at barnet trives bedre, ja så giver jeg dem...barnet er trods alt vigtigere end forældrene

Kærligst
Sussie

Det handler slet ikke om mistrivsel det her der er blot nogen småting der, udefra set, måske kunne lette nogen af deres problematikker en smule ting som de garanteret selv har opdaget om en måned eller to