Skaljeg skriver:
Ikke at tage det personligt bliver nok lidt svært
men jeg er ked af din oplevelse.
Jeg ved min søn ikke mærker det, da dette har foregået hele hans liv. Men vi hygger som familie når han er der. Og både mand og barn føler vi er den "bedste familie i hele verden"
jeg bruger det ikke som en undskyld, men er reelt bange for den skade jeg kan påføre min familie ved at gå. De fleste af min søns venner er skilsmissebørn og det er et trist billede der vises ved de fleste hvor forældrene bare ikke kan få det til at fungere. Derfor føler jeg også det bedste vil være at blive for hans skyld...
Jeg føler mig 100% egoistisk ved at splitte familien ad, en familie der mener vi er lykkelige og at manden bare mener jeg bør slappe mere af og lade tingene stå. For så vil jeg også være lykkelig. Problemet er jeg har prøvet og bliver så stresset over at bo i en "svinesti"
tak gor din mening jeg ønsker netop alle sider også dem der gør ondt.
Det kan godt være at din mand ikke ser problemet, men jeg tror simpelthen ikke på at din søn ikke er klar over at hans mor ikke har det godt.
Uanset hvad, så er det ikke mit liv og ikke mig der bestemmer. Jeg mener at man har ret til at være glad og trives og jeg mener at børn har bedst af 2 forældre, der er glade også selvom det er hver for sig.
Jeg har desværre ingen brugbare råd ellers og jeg tror simpelthen ikke på at man kan ændre på folk, så det eneste jeg kan sige er at enten så hold op med at pive og lær at leve med det, eller gå din vej.
Det lyder måske groft, og er det nok i virkeligheden også, men jeg ser ikke rigtigt andre muligheder.
Du kan ikke kontrollere andre menneskers tanker og handlinger, men du kan kontrollere dine egne og hvordan du vælger at opfatte andre mennesker, deraf min lidt barske kommentar.
En ting jeg ofte har brugt i mit eget liv, er at det jeg siger til mig selv inde i hovedet, påvirker hvordan jeg opfatter tingene, og når du bliver ved med at sige til dig selv at det er urimeligt og uacceptabelt og du kun bliver for din søns skyld, gør du dig selv til offer i dit eget hoved, og så ændrer tingene sig slet ikke. Hvis du istedet vælger at arbejde på at acceptere hvordan tingene er, rent arbejdsfordelingsmæssigt og rengøringsstandardmæssigt (er det overhovedet et ord?) og at de ikke ændrer sig, bliver det måske lidt nemmere for dig at leve i dit forhold.
Jeg synes dog det lyder som om du allerede mentalt har opgivet dit forhold... og hvor gammel skal han egentligt være, før du synes det er ok at gå fra hans far?
