Søger neutrale råd

Hej alle sammen. 

Jeg er ny herinde og har brug for jeres objektive mening (undskyld det lange indlæg). 

Det er sådan at kæresten og jeg har været sammen i 12 år men jeg begynder at føle at det må ende. 

Grundene til det er: 

*han hjælper overhovedet ikke til i dagligdagen udover hundeluftning om aften (på trods af gentagne alvorlige snakke). 

*han er som et ekstra barn for mig det bare vil have mere og mere (penge, opmærksomhed etc). På trods af vi begge studere, har fælles økonomi og jeg strækker mig alt hvad jeg kan får at give plads i budgettet og tiden imellem ham, vores barn på 7 år og husholdningen. 

Jeg elsker ham, det gør jeg, men han dræner mig og kalder mig egoistisk hvis jeg et svagt øjeblik kommer til at snerre ad ham. På trods af at jeg gør ALT herhjemme pånær hundeluftning om aften. 

Jeg ønsker ikke mit barn skal opleve en "skilsmisse" men ærligt kan jeg heller ikke blive ved sådan her. Jeg trøstespiser (50 kg er røget på), aner ikke hvad jeg selv vil mere (hobby, simple valg m.m). Kort sagt har jeg givet mere end jeg kunne undvære og jeg beder og beder om noget tilgengæld og får kun tomme løfter. 

Hjælp hvad gør jeg? 

Skaljeg skriver:

Hej alle sammen. 

Jeg er ny herinde og har brug for jeres objektive mening (undskyld det lange indlæg). 

Det er sådan at kæresten og jeg har været sammen i 12 år men jeg begynder at føle at det må ende. 

 

Grundene til det er: 

*han hjælper overhovedet ikke til i dagligdagen udover hundeluftning om aften (på trods af gentagne alvorlige snakke). 

*han er som et ekstra barn for mig det bare vil have mere og mere (penge, opmærksomhed etc). På trods af vi begge studere, har fælles økonomi og jeg strækker mig alt hvad jeg kan får at give plads i budgettet og tiden imellem ham, vores barn på 7 år og husholdningen. 

Jeg elsker ham, det gør jeg, men han dræner mig og kalder mig egoistisk hvis jeg et svagt øjeblik kommer til at snerre ad ham. På trods af at jeg gør ALT herhjemme pånær hundeluftning om aften. 

 

Jeg ønsker ikke mit barn skal opleve en "skilsmisse" men ærligt kan jeg heller ikke blive ved sådan her. Jeg trøstespiser (50 kg er røget på), aner ikke hvad jeg selv vil mere (hobby, simple valg m.m). Kort sagt har jeg givet mere end jeg kunne undvære og jeg beder og beder om noget tilgengæld og får kun tomme løfter. 

 

Hjælp hvad gør jeg? 

Du skal sætte dig ned og tænke dig rigtig godt om. 

Hvordan har du det? 
Vil dit barn være gladere med den glad mor eller en trist mor? 

I har været sammen i 12år, har han altid været sådan? Har du gjort noget for at ændre på det(udover at snakke om det)

Og så ville jeg lukke for pengekassen(gætter på at I har et beløb hver måned, hver, siden han vil have flere) og sige; så må du lade vær med at bruge dem så hurtigt, for der er ikke flere. 

Opmærksomhed... Ignorer ham for noget tid, tilbring tid med dit barn. Tag på en tur(så han selv skal lave mad) eller en weekend. 

Han er nød til at lære at man ikke kan opfører sig på den måde, når man er et voksent menneske.

Ord virker åbenbart ikke ret godt på ham, så må der handling til.

Åh et  til dig

Sig til ham du snart ikk kan mere hvis det skal fortsætte i den retning, og at han simpelthen bliver nød til at oppe sig. 

Tildemor skriver:

Åh et  til dig

 

Sig til ham du snart ikk kan mere hvis det skal fortsætte i den retning, og at han simpelthen bliver nød til at oppe sig. 

Tak.

Det har jeg prøvet så mange gange har grædt, snakket roligt, råbt suk han kan godt se det ikke er fair, lover en masse men holder intet...

Havde vi ikke er barn var jeg gået... Men kan jeg gøre det mod min søn. Eller holde ud 11 år endnu??? Håber nogle i en ligne situation eller en udefra kan hjælpe på mine tvivl. 

Skaljeg skriver:

Tak.

Det har jeg prøvet så mange gange har grædt, snakket roligt, råbt suk han kan godt se det ikke er fair, lover en masse men holder intet...

 

Havde vi ikke er barn var jeg gået... Men kan jeg gøre det mod min søn. Eller holde ud 11 år endnu??? Håber nogle i en ligne situation eller en udefra kan hjælpe på mine tvivl. 

Hmm ja jeg forstår dig godt, men kan din søn ikk mærke alle de her spændinger imellem jer? 

Bare han ikk bliver påvirket, det er jo ikk meningen han skal gå med alle de bekymringer på sine små skuldre. 

Jeg ville virkelig gerne kunne sige noget der gjorde du fik ro i sindet, men man kan ikk lære en gammel "hund" nye tricks, og hvis det ikk er kommet ind efter du har prøvet i 12 år 

Yurie skriver:

Du skal sætte dig ned og tænke dig rigtig godt om. 

Hvordan har du det? 
Vil dit barn være gladere med den glad mor eller en trist mor? 

I har været sammen i 12år, har han altid været sådan? Har du gjort noget for at ændre på det(udover at snakke om det)

Og så ville jeg lukke for pengekassen(gætter på at I har et beløb hver måned, hver, siden han vil have flere) og sige; så må du lade vær med at bruge dem så hurtigt, for der er ikke flere. 

Opmærksomhed... Ignorer ham for noget tid, tilbring tid med dit barn. Tag på en tur(så han selv skal lave mad) eller en weekend. 

Han er nød til at lære at man ikke kan opfører sig på den måde, når man er et voksent menneske.

Ord virker åbenbart ikke ret godt på ham, så må der handling til.

Tak. 

Jeg tror ikke hvor søn mærker så meget da han er glad, fremmelig osv. Men jeg gør også meget for at holde facaden i hans vågne timer.

Inden vi fik barn klarede jeg det hele+ 45 timer ugentligt på lederjob. 

Efter vi fik barn kunne jeg bare ikke:/

og spurgte efter hjælp men har kun fået tomme løfter. Jeg har prøvet at lade opvasken stå i en måned uden han tager den osv. Han kan godt den ene uge jeg er væk om året, men ellers er jeg hans "slave"

vi har et rådighedsbeløb på 100,- månedlig (det er det der nu engang er her på su). Jeg spare op til hvad jeg ønsker, han overtrækker... 

Som sagt tidligere, havde vi ikke barn sammen. Var jeg gået under denne behandling. Men jeg tror ikke jeg kan gøre det mod vores søn...

Tildemor skriver:

Hmm ja jeg forstår dig godt, men kan din søn ikk mærke alle de her spændinger imellem jer? 

Bare han ikk bliver påvirket, det er jo ikk meningen han skal gå med alle de bekymringer på sine små skuldre. 

Jeg ville virkelig gerne kunne sige noget der gjorde du fik ro i sindet, men man kan ikk lære en gammel "hund" nye tricks, og hvis det ikk er kommet ind efter du har prøvet i 12 år 

Umiddelbart er han glad og tilfreds (heldigvis) tilgengæld er han begyndt i vores lege st sige at pigen skal lave mad/gøre rent etc. Mens drengene spiller/slås etc. Og det er bare ikke det billede jeg vil give ham!

jeg tror heller ikke han ændre sig, men jeg føler mig voldsom egoistisk ved at forlade ham og ændre min søns trygge base

Skaljeg skriver:

Tak. 

Jeg tror ikke hvor søn mærker så meget da han er glad, fremmelig osv. Men jeg gør også meget for at holde facaden i hans vågne timer.

Inden vi fik barn klarede jeg det hele+ 45 timer ugentligt på lederjob. 

Efter vi fik barn kunne jeg bare ikke:/

og spurgte efter hjælp men har kun fået tomme løfter. Jeg har prøvet at lade opvasken stå i en måned uden han tager den osv. Han kan godt den ene uge jeg er væk om året, men ellers er jeg hans "slave"

vi har et rådighedsbeløb på 100,- månedlig (det er det der nu engang er her på su). Jeg spare op til hvad jeg ønsker, han overtrækker... 

Som sagt tidligere, havde vi ikke barn sammen. Var jeg gået under denne behandling. Men jeg tror ikke jeg kan gøre det mod vores søn...

Bare fordi din søn virker glad og sådan noget, kan han jo godt være mærket af det(Jeg har oplevet en mand og kone skændes VOLDSOMT, og da jeg kom ind, sad deres 10årige søn bare og så tv og smilede, men han havde hørt det hele, men viste intet) og han lære at det er ok at behandle sin kæreste/kone på den måde, for sådan ser han det jo derhjemme. 

Jeg ville ikke se det som at gøre det mod din søn, men heller at du giver ham en glad mor, der ikke bliver behandlet som en slave. Jeg havde ikke fundet mig i at blive behandlet på den måde, barn eller ej.. Så ville jeg faktisk hellere være enlig mor(hvilket du jo faktisk er allerede)

Jeg ville tage væk med sønnen noget tid, få lidt afsted fra ham. 

Skaljeg skriver:

Umiddelbart er han glad og tilfreds (heldigvis) tilgengæld er han begyndt i vores lege st sige at pigen skal lave mad/gøre rent etc. Mens drengene spiller/slås etc. Og det er bare ikke det billede jeg vil give ham!

jeg tror heller ikke han ændre sig, men jeg føler mig voldsom egoistisk ved at forlade ham og ændre min søns trygge base

Kan jeg godt forstå,

Ja det er nok ikk det bedste billed at give et barn men hvis du ikk føler at han ændre sig er det jo godt

har du sagt det til kæresten at jeres søn har det billed af familiens fordeling ?

Yurie skriver:

Bare fordi din søn virker glad og sådan noget, kan han jo godt være mærket af det(Jeg har oplevet en mand og kone skændes VOLDSOMT, og da jeg kom ind, sad deres 10årige søn bare og så tv og smilede, men han havde hørt det hele, men viste intet) og han lære at det er ok at behandle sin kæreste/kone på den måde, for sådan ser han det jo derhjemme. 

Jeg ville ikke se det som at gøre det mod din søn, men heller at du giver ham en glad mor, der ikke bliver behandlet som en slave. Jeg havde ikke fundet mig i at blive behandlet på den måde, barn eller ej.. Så ville jeg faktisk hellere være enlig mor(hvilket du jo faktisk er allerede)

Jeg ville tage væk med sønnen noget tid, få lidt afsted fra ham. 

Vi skændes ikke foran ham. Han sover/er ude at lege eller andet når det er. Det er en vigtig ting for mig.

men du har da ret i dine pointer