Anonym skriver:
Godaften damer
Puha. Det her er svært at skrive og det bliver sikkert også ret langt. Først lidt forhistorie. Jeg bor alene med min søn på et halvt år, han har ikke set sin far siden vi flyttede fra ham da min søn var spæd (vold) så jeg er helt alene med ham. Jeg bor i en by ca en halv times kørsel fra mine forældre, men kan ikke bo i samme by som dem, da jeg så ikke kan komme i skole når jeg starter på studie til sep, pga dårlig offentlig trafik.
Min far har, af sit gode hjerte, tilbudt at have min søn på weekend hveranden weekend, for at aflaste mig, og det har han så haft, indtil videre i tre weekender, men jeg kan mærke på ham at han gerne vil ud af det igen. Jeg tror simpelthen han er blevet for gammel og det for hårdt for ham, og det forstår jeg udmærket, da jeg selv er udkørt og træt hele tiden.
Jeg har diagnosen bipolar, og bruger ret meget tid på at forklare alle at den intet fylder i hverdagen, men det er meget løgn. Jeg kan virkelig godt mærke jeg ikke tager hensyn til mig selv som jeg plejede at gøre. Jeg mangler at kunne slappe af på sofaen, men et hjem der skal holdes, flasker der skal koges, mad der skal laves, indkøb der skal ordnes og en søn der meget nødig sover, har jeg ikke tid til andet end ham og hans behov. Og sådan er det jo at være mor!
Men her kommer det jeg så skammer mig over. Jeg kan ikke overskue det mere. Jeg er så færdig, og tør slet ikke tænke på hvor hårdt det bliver med studie fra sep af når barslen har været sådan her. Jeg elsker min søn, ubetinget, det må der aldrig være tvivl om, men jeg har aldrig rigtig haft mor-følelsen. Jeg savner egentlig bare mest at være mig og kunne sove når jeg var træt og spise når jeg var sulten og se mine venner.
Indimellem, og især de sidste par uger har jeg tænkt meget på om jeg skulle overveje noget plejefamilie til ham. Men det kan jeg jo ikke. Jeg elsker ham. Jeg vil ikke undvære ham. Men jeg kan heller ikke være på, alene, 24/7 længere. Jeg har det så dårligt med det, jeg skammer mig så meget over at have det sådan her. Jeg kender andre med psykiske problemer der er blevet kigget en del over skulderen og har været så kede af det, og bare gerne ville deres familie og børn, og så er der mig, der både er ung, psykisk sårbar og enlig og jeg har bare haft alm. sundhedsplejesker og kommunen har aldrig været indover, og en del af mig ville ønske de havde. Ikke fordi jeg tror jeg gør noget forkert, er ret sikker på jeg er en god mor, men fordi nogen måske så havde tilbudt mig hjælp, og så havde jeg ikke behøvet at sidde her idag og føle mig hjæpeløs, flov og ude af stand til at se udover det her.
Uanset hvordan jeg vender og drejer den vil jeg altid være alene om det her barn, jeg vil altid skulle tilsidesætte mig selv og jeg vil nok altid være træt. Men alternativet, at jeg måske ikke har min søn hos mig, vil ikke kun også være flovt og skamfuldt, men også ubærligt. Uanset hvor meget han kan få mig til at miste pippet når han bare skriger og skriger, så kan jeg jo ikke leve eller fungere uden ham.
Mine forældre ser på psykiske sygdomme som noget man finder på fordi man ikke gider arbejde, gå i skole eller sådan. Fordi man vil have specielle hensyn, men stadig gerne vil det sjove. Jeg kan ikke fortælle dem det her, de vil synes jeg er latterlig og spørge hvorfor jeg så kunne tage i byen for to weekender siden da min søn var hos min far, hvis jeg er så træt og udkørt og føler mig ved siden af mig selv. Og selvom de måske ikke er de bedste forældre i verdenen, er de gode bedsteforældre og de er de eneste jeg har i verden tilbage som jeg stoler bare en smule på.
Jeg ved godt der vil være en del af jer nu der sidder og tænker "jamen så tag dig dog sammen - sådan er det at være mor". Men det kan jeg altså bare ikke. Så knækker jeg snart. Så vil rigtig gerne frabede mig ondskabsfulde kommentarer, om holdninger jeg alligevel selv tænker i hovedet, men ikke formår at kunne udføre.
Men alle råd vil blive modtaget. Og hvis nogen ved hvad der sker hvis jeg selv henvender mig til kommunen og beder om hjælp, må i også rigtig gerne skrive.
Tak til alle der har læst med så langt - håber på forståelse, for jeg er ulykkelig og ked af mine følelser og jeg håber ingen tvivler på at jeg elsker mit barn 
Udover hvad de andre har skrevet som er virkelige gode råd og skulderklap så hvad med en reservebedste til hverdagene udover vg/dp - nogen dage med studiet kan jo trække ud eller det kan være hyggeligt bare lige at sidde med sine studiekammerater og sludre hvis du klikker godt med dem som kan hente din dreng og være der til du kommer hjem, en nabokone eller des lige 
