Skyldfølelse, skam og virkelig brug for hjælp!

Godaften damer

Puha. Det her er svært at skrive og det bliver sikkert også ret langt. Først lidt forhistorie. Jeg bor alene med min søn på et halvt år, han har ikke set sin far siden vi flyttede fra ham da min søn var spæd (vold) så jeg er helt alene med ham. Jeg bor i en by ca en halv times kørsel fra mine forældre, men kan ikke bo i samme by som dem, da jeg så ikke kan komme i skole når jeg starter på studie til sep, pga dårlig offentlig trafik.

Min far har, af sit gode hjerte, tilbudt at have min søn på weekend hveranden weekend, for at aflaste mig, og det har han så haft, indtil videre i tre weekender, men jeg kan mærke på ham at han gerne vil ud af det igen. Jeg tror simpelthen han er blevet for gammel og det for hårdt for ham, og det forstår jeg udmærket, da jeg selv er udkørt og træt hele tiden.

Jeg har diagnosen bipolar, og bruger ret meget tid på at forklare alle at den intet fylder i hverdagen, men det er meget løgn. Jeg kan virkelig godt mærke jeg ikke tager hensyn til mig selv som jeg plejede at gøre. Jeg mangler at kunne slappe af på sofaen, men et hjem der skal holdes, flasker der skal koges, mad der skal laves, indkøb der skal ordnes og en søn der meget nødig sover, har jeg ikke tid til andet end ham og hans behov. Og sådan er det jo at være mor! 

Men her kommer det jeg så skammer mig over. Jeg kan ikke overskue det mere. Jeg er så færdig, og tør slet ikke tænke på hvor hårdt det bliver med studie fra sep af når barslen har været sådan her. Jeg elsker min søn, ubetinget, det må der aldrig være tvivl om, men jeg har aldrig rigtig haft mor-følelsen. Jeg savner egentlig bare mest at være mig og kunne sove når jeg var træt og spise når jeg var sulten og se mine venner. 

Indimellem, og især de sidste par uger har jeg tænkt meget på om jeg skulle overveje noget plejefamilie til ham. Men det kan jeg jo ikke. Jeg elsker ham. Jeg vil ikke undvære ham. Men jeg kan heller ikke være på, alene, 24/7 længere. Jeg har det så dårligt med det, jeg skammer mig så meget over at have det sådan her. Jeg kender andre med psykiske problemer der er blevet kigget en del over skulderen og har været så kede af det, og bare gerne ville deres familie og børn, og så er der mig, der både er ung, psykisk sårbar og enlig og jeg har bare haft alm. sundhedsplejesker og kommunen har aldrig været indover, og en del af mig ville ønske de havde. Ikke fordi jeg tror jeg gør noget forkert, er ret sikker på jeg er en god mor, men fordi nogen måske så havde tilbudt mig hjælp, og så havde jeg ikke behøvet at sidde her idag og føle mig hjæpeløs, flov og ude af stand til at se udover det her.

Uanset hvordan jeg vender og drejer den vil jeg altid være alene om det her barn, jeg vil altid skulle tilsidesætte mig selv og jeg vil nok altid være træt. Men alternativet, at jeg måske ikke har min søn hos mig, vil ikke kun også være flovt og skamfuldt, men også ubærligt. Uanset hvor meget han kan få mig til at miste pippet når han bare skriger og skriger, så kan jeg jo ikke leve eller fungere uden ham.

Mine forældre ser på psykiske sygdomme som noget man finder på fordi man ikke gider arbejde, gå i skole eller sådan. Fordi man vil have specielle hensyn, men stadig gerne vil det sjove. Jeg kan ikke fortælle dem det her, de vil synes jeg er latterlig og spørge hvorfor jeg så kunne tage i byen for to weekender siden da min søn var hos min far, hvis jeg er så træt og udkørt og føler mig ved siden af mig selv. Og selvom de måske ikke er de bedste forældre i verdenen, er de gode bedsteforældre og de er de eneste jeg har i verden tilbage som jeg stoler bare en smule på.

Jeg ved godt der vil være en del af jer nu der sidder og tænker "jamen så tag dig dog sammen - sådan er det at være mor". Men det kan jeg altså bare ikke. Så knækker jeg snart. Så vil rigtig gerne frabede mig ondskabsfulde kommentarer, om holdninger jeg alligevel selv tænker i hovedet, men ikke formår at kunne udføre.

Men alle råd vil blive modtaget. Og hvis nogen ved hvad der sker hvis jeg selv henvender mig til kommunen og beder om hjælp, må i også rigtig gerne skrive.

Tak til alle der har læst med så langt - håber på forståelse, for jeg er ulykkelig og ked af mine følelser og jeg håber ingen tvivler på at jeg elsker mit barn 

 

Anonym skriver:

Godaften damer

Puha. Det her er svært at skrive og det bliver sikkert også ret langt. Først lidt forhistorie. Jeg bor alene med min søn på et halvt år, han har ikke set sin far siden vi flyttede fra ham da min søn var spæd (vold) så jeg er helt alene med ham. Jeg bor i en by ca en halv times kørsel fra mine forældre, men kan ikke bo i samme by som dem, da jeg så ikke kan komme i skole når jeg starter på studie til sep, pga dårlig offentlig trafik.

Min far har, af sit gode hjerte, tilbudt at have min søn på weekend hveranden weekend, for at aflaste mig, og det har han så haft, indtil videre i tre weekender, men jeg kan mærke på ham at han gerne vil ud af det igen. Jeg tror simpelthen han er blevet for gammel og det for hårdt for ham, og det forstår jeg udmærket, da jeg selv er udkørt og træt hele tiden.

Jeg har diagnosen bipolar, og bruger ret meget tid på at forklare alle at den intet fylder i hverdagen, men det er meget løgn. Jeg kan virkelig godt mærke jeg ikke tager hensyn til mig selv som jeg plejede at gøre. Jeg mangler at kunne slappe af på sofaen, men et hjem der skal holdes, flasker der skal koges, mad der skal laves, indkøb der skal ordnes og en søn der meget nødig sover, har jeg ikke tid til andet end ham og hans behov. Og sådan er det jo at være mor! 

Men her kommer det jeg så skammer mig over. Jeg kan ikke overskue det mere. Jeg er så færdig, og tør slet ikke tænke på hvor hårdt det bliver med studie fra sep af når barslen har været sådan her. Jeg elsker min søn, ubetinget, det må der aldrig være tvivl om, men jeg har aldrig rigtig haft mor-følelsen. Jeg savner egentlig bare mest at være mig og kunne sove når jeg var træt og spise når jeg var sulten og se mine venner. 

Indimellem, og især de sidste par uger har jeg tænkt meget på om jeg skulle overveje noget plejefamilie til ham. Men det kan jeg jo ikke. Jeg elsker ham. Jeg vil ikke undvære ham. Men jeg kan heller ikke være på, alene, 24/7 længere. Jeg har det så dårligt med det, jeg skammer mig så meget over at have det sådan her. Jeg kender andre med psykiske problemer der er blevet kigget en del over skulderen og har været så kede af det, og bare gerne ville deres familie og børn, og så er der mig, der både er ung, psykisk sårbar og enlig og jeg har bare haft alm. sundhedsplejesker og kommunen har aldrig været indover, og en del af mig ville ønske de havde. Ikke fordi jeg tror jeg gør noget forkert, er ret sikker på jeg er en god mor, men fordi nogen måske så havde tilbudt mig hjælp, og så havde jeg ikke behøvet at sidde her idag og føle mig hjæpeløs, flov og ude af stand til at se udover det her.

Uanset hvordan jeg vender og drejer den vil jeg altid være alene om det her barn, jeg vil altid skulle tilsidesætte mig selv og jeg vil nok altid være træt. Men alternativet, at jeg måske ikke har min søn hos mig, vil ikke kun også være flovt og skamfuldt, men også ubærligt. Uanset hvor meget han kan få mig til at miste pippet når han bare skriger og skriger, så kan jeg jo ikke leve eller fungere uden ham.

Mine forældre ser på psykiske sygdomme som noget man finder på fordi man ikke gider arbejde, gå i skole eller sådan. Fordi man vil have specielle hensyn, men stadig gerne vil det sjove. Jeg kan ikke fortælle dem det her, de vil synes jeg er latterlig og spørge hvorfor jeg så kunne tage i byen for to weekender siden da min søn var hos min far, hvis jeg er så træt og udkørt og føler mig ved siden af mig selv. Og selvom de måske ikke er de bedste forældre i verdenen, er de gode bedsteforældre og de er de eneste jeg har i verden tilbage som jeg stoler bare en smule på.

Jeg ved godt der vil være en del af jer nu der sidder og tænker "jamen så tag dig dog sammen - sådan er det at være mor". Men det kan jeg altså bare ikke. Så knækker jeg snart. Så vil rigtig gerne frabede mig ondskabsfulde kommentarer, om holdninger jeg alligevel selv tænker i hovedet, men ikke formår at kunne udføre.

Men alle råd vil blive modtaget. Og hvis nogen ved hvad der sker hvis jeg selv henvender mig til kommunen og beder om hjælp, må i også rigtig gerne skrive.

Tak til alle der har læst med så langt - håber på forståelse, for jeg er ulykkelig og ked af mine følelser og jeg håber ingen tvivler på at jeg elsker mit barn 

 

Jeg tænker langt fra "så tag dig dog sammen".

Tænker derimod du er en ansvarlig kvinde, der vil dit barn det allerbedste. 

Jeg tænkte sådan på weekend aflastning. Måske det er en mulighed at have en fast familie tilknyttet, som kan have ham eks hver anden weekend eller lign 

Jeg synes du skulle tage en snak med din sundhedsplejerske. Hun vil nok kunne hjælpe dig. Bare det at du får snakket med nogen om hvordan du har det. 

Stakkels dig. Som en anden skriver, så synes jeg, at du skal overveje en aflastningsfamilie gennem kommunen. Lad være med at se det som et nederlag, men derimod en mulighed for at give dig mere overskud til at være der 100 pct de øvrige dage

Jeg tænker slet ikke "tag dig sammen". 

Jeg tænker at du ringer til din sundhedsplejerske og fortæller hvordan du har det. Hende kan du også spørge hvordan man søger om aflastning, som jeg synes du skal prøve. Det er ikke noget at være flov over det er heller ikke synd for dit barn. Det bliver jo en kærlig familie han får et forhold til. Måske er der også andre børn i familien 

Vil bare give dig en kæmpe og sige jeg i den grad godt kan forstå du synes det er hårdt.
Jeg synes det er hårdt at være mor og her er vi endda to om det.

Det er ingen skam at bede om hjælp og det synes jeg helt klart du skal. Din søn er heller ikke tjent med en mor der er udkørt og med intet overskud....

Anonym skriver:

Godaften damer

Puha. Det her er svært at skrive og det bliver sikkert også ret langt. Først lidt forhistorie. Jeg bor alene med min søn på et halvt år, han har ikke set sin far siden vi flyttede fra ham da min søn var spæd (vold) så jeg er helt alene med ham. Jeg bor i en by ca en halv times kørsel fra mine forældre, men kan ikke bo i samme by som dem, da jeg så ikke kan komme i skole når jeg starter på studie til sep, pga dårlig offentlig trafik.

Min far har, af sit gode hjerte, tilbudt at have min søn på weekend hveranden weekend, for at aflaste mig, og det har han så haft, indtil videre i tre weekender, men jeg kan mærke på ham at han gerne vil ud af det igen. Jeg tror simpelthen han er blevet for gammel og det for hårdt for ham, og det forstår jeg udmærket, da jeg selv er udkørt og træt hele tiden.

Jeg har diagnosen bipolar, og bruger ret meget tid på at forklare alle at den intet fylder i hverdagen, men det er meget løgn. Jeg kan virkelig godt mærke jeg ikke tager hensyn til mig selv som jeg plejede at gøre. Jeg mangler at kunne slappe af på sofaen, men et hjem der skal holdes, flasker der skal koges, mad der skal laves, indkøb der skal ordnes og en søn der meget nødig sover, har jeg ikke tid til andet end ham og hans behov. Og sådan er det jo at være mor! 

Men her kommer det jeg så skammer mig over. Jeg kan ikke overskue det mere. Jeg er så færdig, og tør slet ikke tænke på hvor hårdt det bliver med studie fra sep af når barslen har været sådan her. Jeg elsker min søn, ubetinget, det må der aldrig være tvivl om, men jeg har aldrig rigtig haft mor-følelsen. Jeg savner egentlig bare mest at være mig og kunne sove når jeg var træt og spise når jeg var sulten og se mine venner. 

Indimellem, og især de sidste par uger har jeg tænkt meget på om jeg skulle overveje noget plejefamilie til ham. Men det kan jeg jo ikke. Jeg elsker ham. Jeg vil ikke undvære ham. Men jeg kan heller ikke være på, alene, 24/7 længere. Jeg har det så dårligt med det, jeg skammer mig så meget over at have det sådan her. Jeg kender andre med psykiske problemer der er blevet kigget en del over skulderen og har været så kede af det, og bare gerne ville deres familie og børn, og så er der mig, der både er ung, psykisk sårbar og enlig og jeg har bare haft alm. sundhedsplejesker og kommunen har aldrig været indover, og en del af mig ville ønske de havde. Ikke fordi jeg tror jeg gør noget forkert, er ret sikker på jeg er en god mor, men fordi nogen måske så havde tilbudt mig hjælp, og så havde jeg ikke behøvet at sidde her idag og føle mig hjæpeløs, flov og ude af stand til at se udover det her.

Uanset hvordan jeg vender og drejer den vil jeg altid være alene om det her barn, jeg vil altid skulle tilsidesætte mig selv og jeg vil nok altid være træt. Men alternativet, at jeg måske ikke har min søn hos mig, vil ikke kun også være flovt og skamfuldt, men også ubærligt. Uanset hvor meget han kan få mig til at miste pippet når han bare skriger og skriger, så kan jeg jo ikke leve eller fungere uden ham.

Mine forældre ser på psykiske sygdomme som noget man finder på fordi man ikke gider arbejde, gå i skole eller sådan. Fordi man vil have specielle hensyn, men stadig gerne vil det sjove. Jeg kan ikke fortælle dem det her, de vil synes jeg er latterlig og spørge hvorfor jeg så kunne tage i byen for to weekender siden da min søn var hos min far, hvis jeg er så træt og udkørt og føler mig ved siden af mig selv. Og selvom de måske ikke er de bedste forældre i verdenen, er de gode bedsteforældre og de er de eneste jeg har i verden tilbage som jeg stoler bare en smule på.

Jeg ved godt der vil være en del af jer nu der sidder og tænker "jamen så tag dig dog sammen - sådan er det at være mor". Men det kan jeg altså bare ikke. Så knækker jeg snart. Så vil rigtig gerne frabede mig ondskabsfulde kommentarer, om holdninger jeg alligevel selv tænker i hovedet, men ikke formår at kunne udføre.

Men alle råd vil blive modtaget. Og hvis nogen ved hvad der sker hvis jeg selv henvender mig til kommunen og beder om hjælp, må i også rigtig gerne skrive.

Tak til alle der har læst med så langt - håber på forståelse, for jeg er ulykkelig og ked af mine følelser og jeg håber ingen tvivler på at jeg elsker mit barn 

 

jeg har en bekendt som gik til kommunen og sagde at hun var alene med sit barn og bad om en aflastningsfamilie... det hjalp hende så meget at hun har fået en uddannelse...

Mit bedste råd til dig er at kontakte kommunen og få en weekends aflastnings familie du kan ret sikkert få en familie der kan havde din søn hver anden weekend, så du får dig et frirum uden at skulle tænke på om din far kan holde til det

Det er pisse hårdt at være mor, især det første år... og jeg ved ikke hvordan jeg skulle havde klaret det uden min mand, så har kæmpe respekt for jer der er alene, og kan godt forstå du har brug for et pusterum en gang i mellem... det tror jeg alle har

Du skal snakke med nogen om dine følelser og psykisk og fysisk udfordringer. .. foesøg først sp som burde kunne rådgive dig

Og stor respekt for dig og dit kald på hjælp!
Du vil jo kub det bedste for din søn ? men passer du ikke på dig selv går det ud over både dig og din søn!
En aflastningafamilie og dig ville finde ud af hvad dit/jeres behov er....
Ønsker dig det bedste og håber du får den rette hjælp så du stadig kan være en god mor ?

Anonym skriver:

Godaften damer

Puha. Det her er svært at skrive og det bliver sikkert også ret langt. Først lidt forhistorie. Jeg bor alene med min søn på et halvt år, han har ikke set sin far siden vi flyttede fra ham da min søn var spæd (vold) så jeg er helt alene med ham. Jeg bor i en by ca en halv times kørsel fra mine forældre, men kan ikke bo i samme by som dem, da jeg så ikke kan komme i skole når jeg starter på studie til sep, pga dårlig offentlig trafik.

Min far har, af sit gode hjerte, tilbudt at have min søn på weekend hveranden weekend, for at aflaste mig, og det har han så haft, indtil videre i tre weekender, men jeg kan mærke på ham at han gerne vil ud af det igen. Jeg tror simpelthen han er blevet for gammel og det for hårdt for ham, og det forstår jeg udmærket, da jeg selv er udkørt og træt hele tiden.

Jeg har diagnosen bipolar, og bruger ret meget tid på at forklare alle at den intet fylder i hverdagen, men det er meget løgn. Jeg kan virkelig godt mærke jeg ikke tager hensyn til mig selv som jeg plejede at gøre. Jeg mangler at kunne slappe af på sofaen, men et hjem der skal holdes, flasker der skal koges, mad der skal laves, indkøb der skal ordnes og en søn der meget nødig sover, har jeg ikke tid til andet end ham og hans behov. Og sådan er det jo at være mor! 

Men her kommer det jeg så skammer mig over. Jeg kan ikke overskue det mere. Jeg er så færdig, og tør slet ikke tænke på hvor hårdt det bliver med studie fra sep af når barslen har været sådan her. Jeg elsker min søn, ubetinget, det må der aldrig være tvivl om, men jeg har aldrig rigtig haft mor-følelsen. Jeg savner egentlig bare mest at være mig og kunne sove når jeg var træt og spise når jeg var sulten og se mine venner. 

Indimellem, og især de sidste par uger har jeg tænkt meget på om jeg skulle overveje noget plejefamilie til ham. Men det kan jeg jo ikke. Jeg elsker ham. Jeg vil ikke undvære ham. Men jeg kan heller ikke være på, alene, 24/7 længere. Jeg har det så dårligt med det, jeg skammer mig så meget over at have det sådan her. Jeg kender andre med psykiske problemer der er blevet kigget en del over skulderen og har været så kede af det, og bare gerne ville deres familie og børn, og så er der mig, der både er ung, psykisk sårbar og enlig og jeg har bare haft alm. sundhedsplejesker og kommunen har aldrig været indover, og en del af mig ville ønske de havde. Ikke fordi jeg tror jeg gør noget forkert, er ret sikker på jeg er en god mor, men fordi nogen måske så havde tilbudt mig hjælp, og så havde jeg ikke behøvet at sidde her idag og føle mig hjæpeløs, flov og ude af stand til at se udover det her.

Uanset hvordan jeg vender og drejer den vil jeg altid være alene om det her barn, jeg vil altid skulle tilsidesætte mig selv og jeg vil nok altid være træt. Men alternativet, at jeg måske ikke har min søn hos mig, vil ikke kun også være flovt og skamfuldt, men også ubærligt. Uanset hvor meget han kan få mig til at miste pippet når han bare skriger og skriger, så kan jeg jo ikke leve eller fungere uden ham.

Mine forældre ser på psykiske sygdomme som noget man finder på fordi man ikke gider arbejde, gå i skole eller sådan. Fordi man vil have specielle hensyn, men stadig gerne vil det sjove. Jeg kan ikke fortælle dem det her, de vil synes jeg er latterlig og spørge hvorfor jeg så kunne tage i byen for to weekender siden da min søn var hos min far, hvis jeg er så træt og udkørt og føler mig ved siden af mig selv. Og selvom de måske ikke er de bedste forældre i verdenen, er de gode bedsteforældre og de er de eneste jeg har i verden tilbage som jeg stoler bare en smule på.

Jeg ved godt der vil være en del af jer nu der sidder og tænker "jamen så tag dig dog sammen - sådan er det at være mor". Men det kan jeg altså bare ikke. Så knækker jeg snart. Så vil rigtig gerne frabede mig ondskabsfulde kommentarer, om holdninger jeg alligevel selv tænker i hovedet, men ikke formår at kunne udføre.

Men alle råd vil blive modtaget. Og hvis nogen ved hvad der sker hvis jeg selv henvender mig til kommunen og beder om hjælp, må i også rigtig gerne skrive.

Tak til alle der har læst med så langt - håber på forståelse, for jeg er ulykkelig og ked af mine følelser og jeg håber ingen tvivler på at jeg elsker mit barn 

 

Åh nej sødeste ven. 

Du må ikke gå og slå dig selv i hovedet! Det lyser ud af dit indlæg at du elsker din søn, du er bare træt. 

Jeg har ikke været i den situation, men jeg har børn med en mand der arbejder rigtig meget, så jeg var altid alene, skulle tage mig af alt med den store, og havde ekstra opgaver i form af manden tøj vask mm, og det er fandme hårdt, og det må man gerne syntes. Oven i det er du syg og har det ekstra at have med, og det er skide sejt du har klaret det. 

Jeg syntes du skal tale med din sp, vis hende evt dette indlæg hvis det er for svært at tale/åbne op. 

Det bliver hårdt at studere men jeg tror også du vil få mere energi, du kommer ud blandt andre voksne, sønen din kommer ind i en rytme med vg/dp, og du får noget luft. 

Jeg ville meget gerne hjælpe eller give din en skulder at skælde ud ved, men det er nok lidt svært, så i stedet får du et kæmpe kram og et klap på skulderen, de stærkeste mennesker er dem der tør stå ved dem selv